Vaesen – Nordic Horror Roleplaying: en anmeldelse det nordiske skrækrollespil Væsen

Ind af døren efter god lang ventetid ankom for nylig rollespillet Vaesen: Nordic Horror Roleplaying (svensk: Nordiska väsen: Skräckrollspel i 1800-talets Norden) fra Fria Ligan, og det er deres seneste bud på en kobling mellem en svensk kunstner og rollespilssystemet Year 0 Engine. Denne gang er det Johan Egerkrans’ malerier og værker om nordisk folklore, som er fokus for et rollespil, og det er en visuel spændende og idemæssigt anderledes form for horror-rollespil.

Fantasy rollespil domineres af monolitten Dungeons & Dragons, og tilsvarende optager Call of Cthulhu og sekundært Vampire: The Masquerade en stor post inden for horror-rollespil, så når noget nyt byder sig til, er det altid spændende. Vaesen er et interessant bud på at levere et alternativ til monolitten Call of Cthulhu.

Rollespillet Vaesen eller ‘Væsen’ udspiller sig i et mytisk 1800-tals Norden, hvor mennesker med ‘det andet syn’ og der ved begavet med evnen til at se det overnaturlige i form af feer, trolde og spøgelser, konfronterer væsner og mennesker, som er kommet i konflikt med hinanden. Mere konkret følger vi en gruppe, som har overtaget et gammelt slot efter en næsten udød orden af forskere og bekæmpere af væsener, og spillet veksler mellem deres forskellige missioner og deres udforskning og opbygning af slottet.

Vaesen kan nærmest ses som en prequel til den norske film Troldejægeren.

Systemet: Year 0 Engine

Vaesen er en variant af Year 0 Engine, som er et dice pool system for et task resolution system, som ligger op til at man ikke ruller alt for ofte, men hovedsageligt når noget er på spil. Hver karakter er bygget op over fire evnetal, og til hver evne er knyttet tre færdigheder. Summen af evne + færdighed er antallet af 6-sidede terninger, man kaster, og hver 6’er en succes. Normalt er en 6’er nok til at være succesfuld, og ekstra 6’ere giver bonus-effekter.

I Year 0 Engine systemet kan man foretage et reroll, hvor man ruller ikke-6’ere om, og i Vaesen koster det en mental eller fysisk condition afhængigt at typen af handling. Condition er spillets ‘hit points’ eller ‘health levels’, hvor hver condition giver -1 terning til puljen, og får man en fjerde condition inden for samme kategori (f.eks. fire mentale conditions), så er man ‘broken’ og ude af spillet for en stund. Man ruller på critical hit-tabeller, som kan koste karakteren livet. Hver karakter har et stykke Memento, som de kan interagere med en gang pr scenarie for at hele/fjerne en condition.

Hver karakter har et talent til at begynde med og erhverver flere undervejs. Talenter er forskellige former for særlige evner, der giver bonus terninger eller lader spillerne gøre noget særligt og ofte have en form for indflydelse på fiktionen.

Karakterer får desuden bonusser til deres terningkast i form af ekstra terninger fra udstyr og fra deres ‘advantage‘ (en scene/beskrivelse man har foretaget ved spillets begyndelse, som giver +2 terninger en gang; laves på ny ved hver mission).

Vaesen udgaven af Year 0 Engine er enklere end Forbidden Lands og Coriolis, men lidt mere kompleks end Tales from the Loop.

I Vaesen har spillerne desuden slottet Gyllencreutz, som er et forfaldent og måske hjemsøgt slot, som de kan udbygge mellem scenarierne. Hver mission giver development points, som man bruger til at udbygge slottets faciliteter og personale. Det er en fast ting for Year 0-spillene, at man har en base, og det giver en ret god og en ret interessant form for kontinuitet for spillet i Væsen, som jeg synes er spændende. Hver udbygning af basen risikerer også at tiltrække uønsket opmærksomhed fra spøgelser, politi, journalister eller andre, som spilleder derfor bruger til at skabe mere spil omkring slottet med.

Vaesen som rollespil

Call of Cthulhu er nok den mest oplagte parallel til Vaesen, da rollespillet handler om en flok opdagere, der støder på sager med det overnaturlige og hemmelighedsfulde, som truer verden og som truer med at drive opdagerne til vanvid og derefter dræbe dem. Vaesen tager en noget anden tilgang, da systemet ikke i samme grad er dødeligt, og fordi man ikke bliver drevet til vanvid, men derimod får nogle ar på sjælen og kroppen hver gang, man bliver ‘broken’, og de ar risikerer man bliver en permanent ting.

Tilsvarende er Vaesen opmærksom på, at der skal rituelle gerninger til at overvinde det overnaturlige, og det integreret i både scenariets form, scenariets mekanik og i beskrivelsen af spillets monstre eller væsner. Den opmærksomhed mod spillets form og genre finder man hele vejen gennem bogen, og det gør scenarie-kapitlet (særligt sammen med scenarie-bogen A Wicked Secret) til et solidt værktøj udi at bygge nye eventyr.

Vaesen er desuden langt mere bevidst om, hvordan det skal fungere som en kampagne, end Call of Cthulhu er, og hvor Call of Cthulhu altid har kæmpet med at legitimere sag nummer 2 for de overlevende opdagere, kommer det langt mere naturligt i Vaesen takket være spillets rammefortælling med en tidligere orden af væsen-jægere/-forskere, og den base, slottet Gyllencreutz, som man overtager. Ligeledes arbejder Vaesen også med at etablere en ramme eller form for hvert scenarie, om hvordan man modtager en invitation til en sag, og derefter rejser ud til sagen i en færd, der på sin vis er en symbolsk overgang fra den rationelle verden i Uppsala til den overnaturlige verden i Sveriges provins.

Vaesen er en slags investigation horror rollespil, hvor dødeligheden ikke er udpræget som i Call of Cthulhu, og hvor man ikke bliver drevet til vanvid i mødet med det overnaturlige (selvom man stadig kan blive skræmt; der er en fear mechanic i spillet), men hvor man stadig skal undersøge sager, som i større omfang binder an på Vaesen universets tematik om mødet mellem det moderne og det præmoderne, mellem det rationelle og det fantastiske, og hvor konflikten med væsnerne involverer brud på skikke, den gamle orden, konflikter mellem mennesker og lignende, frem for degenererede folks dyrkelse af dæmonguder eller ubegribelige monstre fra det ydre rum.

Folklore og det mytiske Norden

Væsen bygger på Johan Egerkrans tolkning af væsner fra den nordiske folklore, og det er en god ting. Effekten er, at spillerne kender lidt til væsnerne fra halve erindringer om nordisk folklore og forestillinger om gamle dage, og det lader GM foretage studier i nordisk folklore efter sjove detaljer, man kan bringe i spil og typisk given en Vaesen-relevant twist. Folkloren giver en særlig rigdom, som mange andre lignende typer af settings ikke har, fordi de typisk løber tør for monstre alt for tidligt (se på hvordan tv-serien Supernatural efter knap en sæson har svært ved at introducere nye folkloristiske væsner, hvordan Buffy the Vampire Slayer udvikler et helt system af dæmoner for at kunne bringe flere væsner i spil, da først vampyrer og varulve er brugt op; tv-serien Grimm kommer længere med sit koncept, hvor hvert monster har ophav i et folkeeventyr, men de ender alle med at være variationer over mennesker).

Settingen er sat i et mytisk Norden, som er opbygget over nogle simple modsætninger – det moderne versus det traditionelle, industrialisering versus håndværk, rationelle versus irrationelle etc. – og det er en tematisk ramme for konflikterne i rollespillet. Det destillerer hele det 19. århundrede ned til en symbolsk konflikt, hvilket gør det nemt at arbejde med, og for at spilledere ikke skal drukne i historiske detaljer, gøres Norden i 1800-tallet til en tidsløs periode, hvor specifikke historiske tiltag udhviskes. Det gør det nemmere at arbejde med, og det undskylder fraværet af historiske detaljer, men det er også en svaghed for spillet: Historien bliver væk.

Sverige, Norge, Danmark og de omkringliggende landes historie udviskes af Vaesen for hvem, der kun er historien, som den knytter sig til bogens tematik omkring industrialiseringen og moderniseringen af Norden. Der er ingen konger eller krige, ingen demokrati-bevægelse eller kvinderettighedsbevægelse, ingen andelsforeninger eller afholdsbevægelse. På den måde er mere en romantisering af 1800-tallets Norden med inspiration i svensk folklore, end der er et forsøg på at bruge den historiske ramme.

Metaplottet og scenarierne

Der er en ting, jeg ikke rigtig bryder mig om ved Vaesen, og det er metaplottet, og sekundært er det scenarierne. Vaesen har et metaplot, som er forbundet til Selskabet (og det slot, man arver, Gyllencreutz), og som jeg ikke vil afsløre her. Det er et metaplot, man kan ignorere, og det relativt nemt, da metaplottet ifølge forfatterne først vil blive uddybet i senere udgivelser til Vaesen (yay, der kommer mere Vaesen), men metaplottet er foreløbigt ikke noget imponerende, og nærmest et man kan gætte sig til blot vidende, at der er et metaplot. I mit eget spil ignorerer jeg eksistensen af metaplottet, men det kan være, jeg skifter holdning, når der kommer supplerende materiale.

Grundbogen indeholder et scenarie, og det bruger den skabelon, som regelbogen etablerer, og som de efterfølgende fire scenarier i bogen Vaesen: A Wicked Secret – and Other Mysteries (Nordiska Väsen: En grym hemlighet – och andra mysterier) også anvender (og antageligvis det stretchgoal-scenarie, der udkommer senere som pdf). Formlen er i sig selv generelt fin til at etablere et investigation-scenarie med værktøjer til at skubbe handlingen frem og sikre at hemmelighederne kommer frem (f.eks. er der en særegen ‘lærdoms-test’, man kan foretage en gang i scenariet efter et vist punkt, hvor man ud fra graden af succes, får diverse folkloristiske oplysninger, hvis spillerne ikke alle selv besidder dem).

Problemet med scenariet i grundbogen er, at det er et metaplot-scenarie, hvor det er tvivlsom, hvor meget spillerne lærer om metaplottet eller scenariets baggrundshistorie (og hvor der i skrivende stund ikke er mulighed for at spille videre på plottet), så det er mere en fristende godbid til spilleder om, hvad der er i vente. Hvad bogen burde havde haft, var et standard Vaesen-scenarie til at give spillere og spilleder en fornemmelse af, hvad et generisk scenarie ville rumme, og det får vi ikke. Uden metaplottet er scenariet for tyndbenet til, at jeg gider spille det.

De fire scenarier i A Wicked Secret inspirerer mig ikke. Mindst to af scenarierne kan spilles uden at have Vaesner med (The Silver of the Sea, The Night Sow), fordi scenarierne handler om sociale konflikter mellem mennesker end om væsnerne. Scenariet A Wicked Secret lider under, at forfatteren har travlt med at placere et af forlagets påskeæg i scenariet, nemlig at der er et hemmeligt selskab kaldet Den frie liga (se f.eks. også Coriolis: The Third Horizon), og scenarieteksten er noget rod (prøv at finde ud af, hvor kirkevaren er begravet, og hvor indgangen til kultens skjulested er, og hvor de to lokationer er i forhold til hinanden), og i lighed med de to førnævnte scenarier, kan man pille væsnet ud af scenariet og erstatte det med hvad som helst, og ingen ville opdage det (helt ubesværet kan væsnet for eksempel udskiftes med en Dark Young of Shib-Niggurath eller Dimensional Shambler, og jeg tror, at scenariet nærmest ville blive bedre af det). Det fjerde scenarie er The Song of the Fallen Star, som nok er det mest interessante. Fælles for alle fem scenarier (grundbogen inklusive) er, at de kommer godt rundt i Norden, og de får hver især grebet fat i et sjovt periode-element, og det er deres styrke. Særligt kommer det godt frem i The Song of the Fallen Star, som bruger noget fedt materiale (som jeg ikke vil afsløre her), men problemet er, at fra et rollespilssynspunkt er hele scenariet bygget op omkring en central scene, som i sig selv er spændende, men vejen derhen er uinteressant, og scenariet er tydeligvis skrevet som en læst oplevelse og ikke en spillet oplevelse. En ‘læst oplevelse scenarie’ er en tekst skrevet i form som et scenarie, men er tænkt som en læseoplevelse, mens en ‘spillet oplevelse scenarie’ er et værktøj tiltænkt at blive spillet. Således overset scenariet, at spillerne kan gå ‘baglæns’ i handlingen og udspørge NPCere, de tidligere har mødt, hvilket fjerner senere stadier af afsløringer og efterforskning.

Kort sagt: Hvor læsningen af regelbogen Vaesen giver mig til at spille Væsen, gør scenarierne det ikke. Scenarierne er spilbare, men de er ikke godt skrevet, og Fria Ligans svaghed som scenarieskrivere er tydelig.

Rollespillet Vaesen

Vaesen er en flot udgivelse. Fria Ligan opretholder sin gode standard for sine bøger. Papiret har den rette tone til at give fornemmelsen af, at man sidder med et ældre værk, og der er givet god plads til Johan Egerkrans’ illustrationer, som bærer en stor del af værket, og som er med til at skabe en betydelig del af stemningen i bogen. Begge versioner af grundbogen, standard og deluxe, er af en sådan kvalitet, at giver påmindelser om coffee table books frem for spiludgivelser med farverig grafik og blødt omslag.

Regelsystemet virker fint, hvilket ikke er nogen overraskelse, da det allerede er blevet prøvet af i så mange andre varianter, og hvis man kan lide Year 0 Engine helt generelt, vil man sikkert også kunne lide denne udgave af reglerne.

Stemningen i rollespillet er en anden end den man typisk oplever. Der er mindre tendens til gungho action med shotguns og dynamitstænger, som det kan ske i Call of Cthulhu, da både miljøet, monstergenren og spillets egne regler ligger op til en anden type af konflikter. Da regelsystemet nemt træder i baggrunden, når man spiller, bliver det nemt at skabe stemning med reglerne og fokusere på de sociale konflikter og 1800-tallet som hverdag. Vaesen vil for skandinaver have en særlig form for genkendelighed, da det trods den mytiske vinkel kommer til at have en større nærvær end Call of Cthulhus mytiske 1920’ernes Amerika. For danskere vil det for eksempel være nemt at inddrage andelsbevægelse, højskolebevægelsen, vandringen fra by mod land, treårskrigen, Grundlovens indførsel, krigen af 1864 og mere til, enten som aktive elementer eller som kulør for en historie, som ellers udspiller sig i en hemmelighedsfuld mose på Fyn, på Sjællands vindomsuste hedelandskab eller langs Jyllands hjemsøgte diger.

Scenariernes form gør det nemt at køre oneshots eller spille en missionsbaseret struktur, og brugen af slottet både som base og som en slags fælles karakter, der opbygges mellem missionerne skaber en fascinerende rød tråd i spillet, hvor en bagvedliggende konspiration langsomt kan vokse frem – enten i form af Fria Ligans metaplot eller en, man selv skaber.

Konklusion: Spil Vaesen

Vaesen får derfor min varmeste anbefaling som et spændende alternativ til mange af de klassiske rollespil, og det er et oplagt rollespil, hvis man vil prøve noget nyt i stedet for D&D, eller hvis man gerne vil introducere nye folk til rollespil.

Vaesen er dertil også en flot udgivelse, som det er en fornøjelse at have i hånden, og det er en regelbog, som det er nemt at få læst. Som et nyt skud på Year 0 Engine-træet er Væsen er velkomment nyt produkt, som jeg tror, mange kommer til at få spændende spiloplevelser med.