UK Games Expo 2024

Sammen med 39.000+ rollespillere og brætspillere og folk derimellem er vi draget til UKGE eller UK Games Expo i Birmingham, som er Europas næststørste spilmesse (den helt store er Spiel i Essen).

To kæmpe haller fyldt med stande, hvor forhandlere frister med terninger, nørdede klistermærker, pins med rollespilsikonografi, queer terningposer, hjemnehæklede drager, 3D-printede terningtårne og utallige andre ting, herunder chokoladeterninger, nørdekaffe og rollespilste. Og naturligvis masser af brætspil og rollespil. Både store, kendte udgivelser og det helt obskure udgivet af passionerede fans.

Messecentret set udefra

Der er en hal til brætspil og brætspilsturneringer og på det ene hotel, som er knyttet til messen er yderligere et par sale til brætspil samt adskillige lokaler til rollespil. Dertil er der flere optrædener med rollespilsimpro-komik, podcast live-optrædener, workshops om spildesign, signeringer med kendte brætspilsdesignere (jeg fik feks en signatur med hjem fra Ian Livingstone).

For anden gang spenderede vi weekenden i Birmingham, blandt andet udstyret med pressekort fra podcasten Papstinenser, så vi kunne hjembringe interviews fra spildesignere og stemningsbilkeder fra messen.

Dag 0

På dag 0 var vi til Show Preview sammen med en masse andre branchefolk (presse, retail, distribution), hvor mange af de større standholdere og forlag havde lejlighed til at præsentere deres nyheder inden for rollespil og brætspil og tilbehør. Det gav en god mulighed for at se mange spil på meget kort tid og tale med udgiverne om deres spil uden at det handlede om salg (der blev lystigt udvekslet visitkort, skulle man fristet til at erhverve nogle af spillene. Den følgende dag havde vi fornøjelsen af at hilse på mange af standholderne igen).

Dag 1

Der rulles med meget store terninger under live-læsningen af Dødens labyrint. Ian Livingstone og John Robertson på scenen.

På dag 1 var tourede vi hal 2, hilste på folk fra tidligere år og fra aftenen forinden og havde fornøjelsen af at samle nogle spil og noget loot op. Undervejs var vi til en live optræden eller læsning af Sværd og trolddom bogen ‘Deathtrap Dungeon’ eller Dødens labyrint læst op af Ian Livingstone og opført af komikeren John Robertson, som gennem adskillige shows har bygget en fantastisk rutine op, som efterlod publikum flade af grin.

Her er hallen, der er sat af til brætspil

Aftenen blev rundet af i hal 3 med en tur i spilbiblioteket. Det foregår i en kæmpe hal med alenlange spilborde. Her sad alle bænket side om side for at spille alle mulige spil enten lånt fra biblioteket eller købt tidligere på dagen.

Dag 2

Målet denne dag var primært hal 1, som rummer den anden halvdel af standholderne.

Om aftenen var vi til John Robertsons interaktive show, hvor publikum forsøger at finde gennem en labyrint, men konstant ender med at dø. Det var et episk arrangement, som gik omtrent to timer over tid, og som vanskeligt kan beskrives: et impro-standup med stor publikumsinddragelse i et mørklagt lokale, hvor den primære belysning kommer fra den lygte, som værten holder op imod sit ansigt som en dæmonisk historiefortæller.

I stedet for et billede af et meget mørkt lokale er her et billede julepynt-mimics.

Dag 3

Efter det voldsomme publikumspres om lørdagen, føltes hallerne væsentlig nemmere at komme rundt i om søndagen. Flere stande begynder at være halvtomme, enkelte er næsten helt ryddede, og særligt sidst på eftermiddagen kan man se tætheden trænge sig ind på standholderne.

Upscalede læderjakker nu i meget nørdet stil.

Et stykke af tiden blev brugt i selskab med The Effekt Podcast, som er den (u)officielle podcast for Fria Ligan og deres mange udgivelser. Det er altid sjovt at få sat ansigter på stemmerne i en podcast, og se hvordan de griber det an at lave optagelser. Det viste sig at være en pubquiz episode, og min stemme dukker muligvis op et sted eller to i episoden.

Værterne på podcasten The Effekt Podcast

En god ting ved UKGE er, at lufthavnen ligger nærmest i gå afstand, men i lighed med sidste år er der et helt urimeligt kaos med mange timers kø for blot at kunne komme gennem security. Det var en af de situationer, hvor man går i adskillige minutter blot at finde enden på en kø, som det meste af tiden ikke rører på sig. Tilsyneladende et kaos som opstår grundet britiske ferie- og helligdage, som lufthavnen ikke er i stand til at bemande sig ud af. Det lykkedes dog at fange flyet, og det var kun en times tid forsinket.

Hjemmelavede ‘stenterninger’. Et sæt blev føjet til samlingen.

Tag på UKGE

Det er noget helt særligt at være iblandt så mange entusiaster og overalt kunne øjne brætspil og rollespil og alle mulige sjove produkter knyttet til spillene. Der er mange håndlavede og hjemmegjorte ting, som gør det spændende at udforske, og det suppleres alt sammen med spil, shows og møder med folk.

Det er ikke sidste gang, turen går til UKGE.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.