“og så spillede vi det semi-live”
…
“Det kan med held spilles semi-live”
…
er blot et par af de udsagn, jeg ofte hører på conner, men er hvad er det dersens semi-live, og hvordan smager det?
En anekdote til at begynde det hele med
Jeg hørte en gang semi-live defineret, som liverollespil med få, 4-6, deltagere. Jeg er ikke enig med den tolkning, men der er noget i den definition, som siger noget om skellet mellem bordrollespil og liverollespil: Antallet af deltagere. Et typisk bordrollespil har 4-6 spillere, samt en spilleder. Et live-arrangement er ofte fra 10 spillere og op til 500 samt et antal arrangører (og der er en anden sjov forskel mellem live og bord: forfattere/spilledere vs arrangører/dommere).
Forskellen i antal gør det ikke – og vi kan alle udpege undtagelser til ideen om antal spillere, som den afgørende skelnen. For mange er skellet mellem live og bord i stedet et kontinuum, hvor de to former i deres mest ekstreme form er i hver deres ende af kontinuumet, men er semi-live så i midten af dette kontinuum?
Hvad sker der, når man spiller semi-live?
Spillerne rejser sig op, går rundt og taler med et aktivt kropssprog. De spiller meget kropsligt, hvor den fysiske afstand mellem folk og deres positionering er vigtig (og hvor vi altid render i problemer mellem spillernes fysiske statur kontra deres karakterers ditto). Nogle gange anvendes simple rekvisitter til at symbolisere vigtige elementer i scenariet – en bog, en lykkemønt etc. – andre gange anvendes de forskellige dele lokalet til at symbolisere forskellige steder i scenariet (hjemmet, biblioteket, kontoret etc.), hvorved spillerne markerer deres karakterers placering gennem deres fysiske placering.
Hvornår er semi-live anderledes end live og bord?
En stereotyp til at måle med: I et live-scenarie (400 mand på en græsmark) er der kun de ting til stede, som vitterlig findes (lad ur og telefon blive hjemme, ingen gummisko, ingen lagenkapper), fremmede genstande, som trænger sig på, omtolkes til at være symboler på ting i det forestillede rum (fly er drager, latexsværd er stålklinger, mel er iskrystaller), og spillerne fumler ikke med spilpersonsark med detaljerede evnetal, eller anvender terninger og andre former for tilfældighedsgeneratorer til at afgøre handlinger.
En anden stereotyp til at måle med: I bordrollespil sidder alle deltagerne om et bord, de kommunikerer udelukkende verbalt (ikke noget med at blinke med øjnene eller række hånden ud og sige goddag), har detaljerede spilpersonsark og anvender et sortiment af tilfældighedsgeneratorer til at bestemme udfaldet af deres karakterers handlinger.
Er semi-live da bare midtpunktet mellem disse to stereotyper? Dvs. deltagerne har rejst sig fra deres bord, men de anvender ikke rekvisitter, kulisser eller kostumer. De spiller scenariet systemløst, men har detaljerede spilpersonsark, og anvender et aktivt kropssprog, når de spiller.
Eller er semi-live noget tredje?
Det særegne ved semi-live i forhold til ordrollespil synes at være styrke interaktionen mellem spillerne ved at inddrage kroppen i et større omfang – og i omtrent samme omfang undlader spilleren at fortælle sine handlinger, han gør dem. Semi-live erstatter spillerens erklærede handling med en tilsvarende ageret handling. I forhold til levende rollespil adskiller semi-live sig ved sin høje grad af abstraktion – ingen udklædning eller rekvisitter, kun den agerende krop – og sin stærke fokus på fortællingen: man semi-liver kun det interessante i fortællingen, og springer over al den kedelige venten, som er en fast bestanddel i 400 mand på en græsmark-rollespil (og som fører til bondeoprør og spillere, der er glemmer at være in-character).
Semi-live teknikker?
Der er scenarier, hvor man kan sige, at semi-live er et væsentligt delelement. Sebastian har en forkærlighed for at sidde på en stol og blive torteret: Forhøret og SuperHeroes 3. I disse to scenarier forstærkes et element i scenariet med brug af semi-live. Jeg har spilledet Jagten går ind, hvor jeg opstillede sofa, stole og bord til at afspejle siddepladserne i en bil, og spillerne anvendte disse, som en del af deres spiloplevelse (som da chaufføren stiger ud af bilen, og sidemanden kaster sig over hans siddeplads for at stikke af med vognen). Tilsvarende arrangerede jeg bordene i Elevator, så de dannede en ramme, som var elevatoren, og anbragte de to fangne inde i rammen, og lod de andre spillere gå rundt om elevatoren.
I scenariet De professionelle blev gimmicks anvendt for at understrege scenariets stemning: Spillederne kom marcherende iklædt jakkesæt og solbriller. Spillerne fik et sæt kort med 8 esser at spille poker med, mens de ventede på at spilleder havde sine noter klar, og i spillet fik de udleveret klovnenæser, der symboliserede de klovnemasker de havde på under deres hit ved den store klovneparade.
I scenariet Dr. Bundwalds hemmelighed skal spilleder indrette den ene halvdel af klasselokalet til at være den lokale sherifs kontor, og gemme diverse handouts her. Ideen er, at når man er i denne del af lokalet/spillet, så er man i en live-tilstand, og de ting man “finder” hidrører alle scenariet. Det fungerede langt fra optimalt med at få lokalet til at glide frem og tilbage mellem spillokale og live-scene.
Dette er blot nogle få eksempler på, hvordan indretningen af spillokalet, placeringen af siddepladser, gimmicks eller en enkelt scene med et markant live-element kan bruges til at styrke spiloplevelsen i ordrollespil. I disse tilfælde var anvendelsen af live-elementet meget bevidst. I andre scenarier foregår spillets handling omkring et bord, eller generelt på en række siddepladser og semi-live smelter således umiskendeligt sammen med bordrollespillet.
I atter andre scenarier er live-elementet udelukkende det kropslige (som da Bo og Kasper spillede to seksårige knægte i Bag lyset, og de lå og sloges under stuebordet i min lejlighed), der enten anvendes, der fordi der er megen social interaktion i spillet, som lige så godt kan understøttes af en stor kropslighed (som da en af mine spillere falder på knæ for Maria i Guernica), eller fordi det er meget belejligt, som f.eks. i intrige-spil, hvor spillerne har hemmeligheder for hinanden, og derfor gemmer sig i hjørnerne i spillokalet, hvilket jeg oplevede i Port Charlotte, hvor butleren hele tiden for rundt og ville tale med folk i al fortrolighed. I Mdm Macbeth var det bare ganske belejligt at spille det semi-live – de mange sociale begivenheder i scenariet opfordrede til det.
De bedste semi-live elementer har for mig været dem, der understøttede et element i fortællingen eller fremhævede et vigtigt element i fortællingen, som da vi rendte rundt med Max Møller-masker i Being Max Møller.
Det, jeg nu leder efter, er teknikker og metoder til at fremhæve aspekter i et scenarie, der gør fortællingen så meget stærkere – ikke at spille semi-live per refleks – men måske ligefrem bruge det minimalistisk, fordi less is more, måske noget i stil med ars amandi?
Semi-live scenarier?
En del scenarier formidles bedre eller giver en bedre spiloplevelse, når det kropslige inddrages i spillet. Semi-live var i en periode i slut-90erne en modemåde at spille på, hvilket i de dårlige scenarier nærmest kunne degenerere til tagfat rundt om bordet, hvilket nærmest skete i På vej til en morder. Det var ikke lige min kop te, men det fungerede ret godt i Skyggernes spil – hvilket sammen med Laaste døre nok stadig er blandt mine bedste semi-live-oplevelser som spiller. Semi-live er et godt værktøj, men kan det udvikles til at være mere end en simpel kropslig måde at spille ordrollespil på?
Så derfor:
Er der skrevet scenarier, der udelukkende skal spilles semi-live, og det således ikke er muligt at spille dem på anden vis?
Bemærk min skelnen: Ikke om det er velegnet til semi-live, bliver bedst af semi-live, eller om det er påbudt fra forfatters side, at det spilles semi-live, men om det rummer et sæt særegne teknikker, der er en integreret del af scenariet, og scenariet derfor udtrykkes alene via semi-live (og ydermere skal det bemærkes, at de fleste af os er ferme til at omforme og omarbejde scenarier, så de kan spilles på andre måder end den tænkte, så derfor kan det semi-live, jeg spørger efter, uundgåeligt også omformes).
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv