Jeg har på det seneste fået spillet forskellige former for “ensemble”-rollespil. Dels i form af Mikkels Løgstør, dels gennem et par eksperimenter med min Transhuman Space-gruppe og min D&D-gruppe.
Jeg vil i de næste indlæg gennemgå en række af de erfaringer, jeg har gjort mig med ensemble-spillene. Det skal bemærkes, at med ensemble-spil forstås en udpræget form for bipersonsspil, hvor spillerne typisk har en primær spilperson, og dertil et galleri af sekundære og tertiære spilpersoner, som kommer og går i et væk. Modellen er set i mange spil og på mange forskellige måder. En version er f.eks. Bondemænd og biavlere, en anden er Shima no narawashi. I Bondemænd og biavlere er forløbet i spillet låst – spillerne skal udspille en række bestemte scener, mens de i Shima no narawashi har en håndfuld låste lokationer, og hver lokation indeholder sine bipersoner.
De ensemble-spil, som jeg vil fremhæve adskiller sig imidlertid, fra de fleste kendte ved, at historien i spillet er åben og formes gennem en serie af scener med bipersonerne. Disse scener sættes af både spillere og spilleder. Bindingerne i spillet kommer i kraft af spillets ramme (mordgåde i Løgstør, besætning ombord på skonnert, elever på en troldmandsskole, indbyggere og tilrejsende i det 22. århundredes Nairobi).
I mini-serien Skonnerten Penelope var der anstrøg til denne form. Vi vekslede spilstilen fra gang til gang, men overordnet set skiftedes vi til at komme med scene-forslag og at sætte scenerne. En eller flere spilpersoner blev udpeget til at optræde i en scene, ofte med øje for, at alle på skift kom med i spillet, og hvor nye bipersoner kan introduceres af alle, mens typisk spilleder ville fordele supplerende bipersoner mellem de resterende spillere i en given scene.
De tre ensemble-spil
Ensemble-spil uden spilmekanik: Løgstør
Ensemble-spil med spilmekanik: The Shadow of Yesterday (2. del)
Ensemble-spil med struktur: D&D
Mere om disse spil de næste par dage.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv