Da jeg begyndte med bloggen for omtrent 3½ år siden havde jeg ingen anelse om, hvor det ville føre mig hen.
Bloggen er vokset stødt fra mine forsøg med forskellige indie-regler i klassiske rollespil til beskrivelser af de enkelte spilgange, til præsentationer af de forskellige kampagner, jeg spiller eller planlægger at spille, og dertil er der kommet en lind strøm af anmeldelser eller diskussioner af diverse rollespilsudgivelser. Et resultat har været oprettelsen af undersider, så de forskellige indlæg lettere kan graves frem igen. Således er alle spilrapporter og kampagner, alle anmeldelser og mange diskussioner af rollespil blevet samlet og kategoriseret.
Bloggen er blevet et værktøj, nærmest en dagbog for mig, når det gælder mine refleksioner over det rollespil, jeg praktiserer. I stedet for en masse løse noter liggende spredt blandt alle mine kampagne-noter, hvor ingen andre end jeg selv får dem set, kan jeg nu dele mine refleksioner med andre.
Jeg savner blade som Fønix og Saga, og selv fik jeg aldrig bidraget med en artikel til de blade, så jeg bruger lidt min blog til at skabe alt det læsestof, jeg savner. Det er naturligt for mig at grifle mine ideer ned, og jeg har altid en notesbog eller lignende i nærheden af mig, og det er ligeledes naturligt for mig at sætte ideerne ned i digital form. Det kan dog nogle gange tage tid førend en note bliver til et blogindlæg. Nogle gange et par uger, andre gange et par måneder eller et par år. Der ligger en 30-40 kladder og venter på at blive til endelige indlæg. Nogle gange tager jeg ideerne og genanvender i andre indlæg, andre gange må de vente til jeg finder dem egnede til publikation.
Jeg er begyndt at spekulere på at skrive indlæggene på engelsk eller på at oprette en engelsksproget blog ved siden af, hvor udvalgte indlæg gengives i en engelsk-sproget version for at ramme et større publikum. Det er omtrent mine planer for bloggen her – men forslag modtages gerne til videreudvikling af bloggen. Er der former, der skal ændres, emner der skal dækkes oder hur? (længden på indlæggene bliver ikke ændret)
Lodtrækning om tre flasker mjød
Det imaginære bryggeri har i forbindelse med jubilæet skænket tre flasker mjød, som vil blive skænket væk som en lodtrækning blandt mine tålmodige læsere, der kommenterer dette indlæg senest 10. august (et lod pr. person). De tre vindere vil blive offentliggjort, som en kommentar her på indlægget, og de vil få deres præmie næste gang vi ses.
Kun 500 indlæg tilbage til M.




Skriv, skriv, skriv