X-files er en særlig inspiration til rollespil. Der er mystik, sammensværgelser, det overnaturlige, gys, efterforskning – og det alsammen sat i en overskuelig ramme. Hvad er værd at oversætte til rollespil, og hvordan oversættes det?
Andre relevante serier er Supernatural, Millenium, Fringe, Buffy the Vampireslayer, Dark Skies,
De svære ting
At oversætte fra et medie til et andet rummer udfordringer. Nogle elementer er mere vanskelige end andre, og ens historie kan miste detaljer ved oversættelsen.
Morderisk intro
Krimier og monster of the week-serier har ofte en begyndelse, hvor publikum får lov til at se mordofret blive fundet/mordet blive begået eller monstret/det unaturlige udføre sin gerning. Det er oplysninger, som hovedpersonerne ikke har adgang til. De ankommer scenen efterfølgende.
I rollespil er det anderledes: Publikum er spillerne, og spillerne ser det samme som deres karakterer. I et traditionelt format betyder det, at rollespillet begynder det øjeblik karaktererne træder ind på scenen. Filmisk svarer det til, at man klipper starten af episoden, og gør man det, er noget stemning, noget forvarsling og noget information, som går tabt. Ofte bruges introen til at vise, hvad monstret kan, og hvorfor det er farligt. Vi får set hvilken fare, vores hovedpersoner er på vej ind i. Samtidig får vi set, hvad monstret kan gøre – for senere, når det står over for hovedpersonerne, kan det ikke udføre samme handling, da hovedpersonerne af praktiske årsager ikke kan omkomme.
Konsekvensen er, at man skal huske at flette den stemning og de informationer ind et andet sted i scenariet. Ofte er det truslen fra monstret, som mangler, fordi der ikke har været en intro-scene til at vise det frem. Den indledende undersøgelse af gerningsstedet skal derfor gøre et større stykke arbejde for at forvarsle truslen.
Alternativt kan man gøre brug greb som cut scenes og NPC-spil. I en cut scene spilleder beskrive for spillerne ting, som deres karakterer ikke er til stede og bevidne, men som spillerne nu kan inddrage i deres forventninger til spillet. Med NPC-spil lader man spillerne tage rollerne for de biroller, som bliver dræbt af monstret, og det giver spilleder muligheden for at vise monstret frem og vise, hvad det er for en trussel, som karaktererne kommer til at stå overfor senere.
En episode pr spilgang
Traditionelle og moderne systemer som Call of Cthulhu, Delta Green og Vaesen er relativt langsomme systemer, og det er svært – medmindre man kan mødes ofte og over længere tid – at udspille et helt mysterium på en gang spilgang. Det har den ulempe, at man kan ikke opbygge den samme bredde og dybde som en tv-serie på 22-24 episoder kan gøre. Typisk ender man med 2-3 spilgange per episode, og det kræver så mange flere spilgange at nå samme antal episoder, som en tv-serie dækker på en sæson.
Visse mere storytelling fokuserede systemer kan håndtere tempoet og klemme mere handling ind pr spilgang og derved gøre det muligt for en gruppe at komme op på en episode pr spilgang. Alternativt spiller man kortere mere fokuserede scenarier, men det har netop den omkostning at man skærer mere ud af historien for at klemme den ind på en spilgang. Man kan nå noget af effekten ved at begynde hver episode med vignet-scener fra karakterernes hverdag. Det fylder ikke meget, men det er en god måde at fremstille karakterernes hverdag, og de udfordringer som plager i hverdagen.
Vignetscener er ofte korte scener, som spillerne er med til at sætte, hvor man kun har en karakter til stede, og hvor de andre spillere evt. spiller birollerne i scenen. Som spilleder kan man ofte undlade at spille med i scenen. Vignet-scener sættes gerne skarpt, som f.eks. ‘afleveringen af børnene hos eks-partneren’, ‘møde med terapeuten’, ‘middag med familien efter at det ældste barn har fået et brev med hjem fra skolen’ osv.
Vignetter kan være fuldstændigt afkoblede fra dagens mysterium for at fremvise kontrasten mellem hverdag og arbejde, eller vignetten kan forvarsle temaer eller konflikter, som optræder senere i dagens scenarie. Begge dele har sine styrker, og det handler mest om, hvilken type fortælling man gerne vil.
Splittet syn på verden: Opdeling af gruppen
At dele gruppen op er almindelig praksis for en del efterforskningsbaserede rollespil, da det ikke giver mening, at hele gruppen samtidig går på biblioteket, går i arkivet, interviewer vidner osv. Det gøres mere effektivt ved at dele gruppen op, og når man skal til at konfrontere mysteriet – gå ind i det hjemsøgte hus f.eks. – er det praktisk at samle gruppen igen.
I X-Files kan det nemmere lade sig gøre at dele gruppen op, idet serien kun har to hovedpersoner, og man har ikke samme behov for at dele opmærksomheden mellem tv-seriens karakterer, som man har det med en rollespilsgruppes spillere. Det gør det nemmere at dele en gruppe op i andre medier end i rollespil, hvor man gerne vil have alle spillerne til at være aktive. Med to hovedpersoner er det også nemmere ufrivilligt at dele gruppen op, f.eks. ved at få en dør til at lukke i og adskille de to karakterer osv.
X-Files har imidlertid en måde mere at dele gruppen op på: Forskellige aspekter af universet. Generelt gælder det, at kun Mulder ser UFO’er, rumnvæsner og andre endegyldige beviser på udenjordisk liv, mens beviserne altid er væk, når Scully dukker op, og ligeledes gælder det generelt, at kun Scully oplever dæmoniske og overnaturlige kræfters spil, mens de altid skjuler sig eller er ude af syne, når Mulder dukker op. De ser hver deres gren af X-Files universet, og det er to grene, som i sig selv er uforenelige: Enten er universet magisk eller universet er beboet af højteknologiske arter.
Det er et kunstgreb, som er en betydelig udfordring at dele et rollespilsunivers op på den måde, at en karakter kun oplever en side, mens en anden kun oplever en anden side. Det er ikke nødvendigvis et kunstgreb, som skal være i en rollespilskampagne, men det er en interessant øvelse at benytte.
De interessante ting
X-Files har sin egen tilgang til efterforskning af sager med et unaturligt element, som bryder de gængse regler for, hvordan verden hænger sammen, og det kan være interessant inddrage i ens rollespil.
At opstille teser: Vidensfædighed
Terningkast til at opnå indsigt og viden har to ulemper: det kan fjerne selve det at man spiller eller beskriver efterforskning, fordi det reduceres til et terningkast, og man kan miste en masse ved at spillerne fejler terningkastet: den grundlæggende fodfejl som mange scenarieforfattere og spilledere begår er, at de glemmer at spørge ‘hvad sker der, hvis testen fejler?’
Rollespil som Gumshoe har håndteret problemstillingen ved at spillerne generelt har auto-succes med al form for efterforskning. I TORG er problemet håndteret ved at spillerne har mulighed for at aktivere et dramakort, hvor de beder GM fortælle, om der er noget vigtigt i scenen at opdage. Et ofte anvendt løsningsforslag er at man flytter på de ledetråde, som spillerne ikke finder, fra det ene sted til det næste sted: forslaget løser ikke det grundlæggende problem, at man ikke har en løsning for, hvad der sker, når spillerne fejler deres test, og at man gemmer scenariets fremdrift bag et terningkast.
Der er imidlertid en ting mere, som X-Files gør brug af, og som er interessant at bringe i spil, og det er karakterernes evner til at opstille teser på baggrund af deres viden om emnet. I X-Files har Mulder læst en stribe tidligere sagsrapporter, som enten er direkte relateret til dagens sag, eller sagsrapporter med beslægtede fænomener. Det giver agenterne en ide om, hvad de skal udforske. Vaesen benytter en mekanisme, der minder om det, Call of Cthulhu og Delta Green har begge en færdighed, Cthulhu Mythos/Unnatural, som peger i denne retning. CoC/DG tager ikke skridtet fuldt ud, mens Vaesen ikke opbygger en ordentlig struktur.
At opstille en tese: En karakter bruger sin typisk forudgående viden om emnet – eller eventuel viden opsamlet tidligere i scenariet – til at opstille en tese om situationen. Typisk er det forsøg på at opstille forklaringer eller drage konklusioner baseret på ledetråde og forudgående viden, og spilmekanisk giver det spillerne praktiske ledetråde for efterforskningen.
Der er forskellige tilgange til forløbet, f.eks. om spilleren beder spilleder om muligheden for at opstille en tese (hvor spilleder opsummerer en tese, som karakteren foretager), eller spilleren benytter sin egen viden om emnet (“jeg ved noget om poltergeister, og det vil jeg gerne benytte til at min karakter opstiller en tese“) eller spilleder har forberedt et oplæg, som denne f.eks. udleverer til spilleren på skrift, så spilleren kan gengive det over for resten af gruppen.
Tesen indeholder enten en eller flere ledetråde til sagen, eller den indeholder en eller flere forslag til ting, som er værd at undersøge (“fænomenet dukker ofte op ved vandhuller i skumringen“), eller den indeholder slutninger, som karaktererne egentlig ikke har belæg for at drage, men som tesen åbner for (“der kunne tænkes at være en sammenhæng mellem de smeltede dørhåndtag og Liber Ignis bogens fysiske placering“).
CoC/DG: I de to systemer kan man forsøge sig på visse punkter med en Cthulhu Mythos/Unnatural test, som giver mulighed for særlig viden, men det er færdigheder, som man ikke kan opbygge på almindeligvis, og det er færdigheder, som karaktererne ofte har meget lidt i, og derfor ofte ikke er succesfulde med at benytte. Med tese-opbygningen kan man lade spillerne foretage en test, og hvis den er succesfuld, kan de hente oplysninger fra mystiske værker, de har læst, eller fra bizarre indsigter. Hvis testen fejler, opnår man også tesen, men nu koster erkendelsen sanity point! Indsigtsfulde folk kan opstille teser uden at det koster dem deres verdensbillede, men for andre koster det på fornuften at benytte den viden, man har.
Vaesen: I Vaesen scenarier kommer der et skæringspunkt, hvor man ruller for karakterernes indsigt eller erkendelse med en Learning Test, og alt efter hvor godt testen klares, opnår man en eller flere ledetråde, som afklarer dele af det bagvedliggende mysterium eller giver ledetråde til, hvordan de skal håndteres:
When the PCs have investigated the [CLUE] and visited [LOCATION], they can at any time make a LEARNING test to gain the information below. Only one PC can make the test and only one roll can be made. If the test fails, the PCs will need to find the information elsewhere, primarily by talking to NPCs.
Ideen er fin nok, men det er spilmekanisk og dramaturgisk en utilfredsstillende mekanisme, for der er ikke noget, man kan gøre for at forbedre mulighederne, og det eneste korrekte er at lade karakteren med den bedste Learning foretage testen. En måde at variere mekanismen er at lade spillerne opbygge en terningpulje, hvor der føjes en terning til puljen for hver ledetråd, hver lokation, hver bog etc. fundet, og når gruppen synes puljen er stor nok, kan de vælge at rulle terningerne for at se hvilken indsigt de har opnået.
Opklaringen af sagen, ikke mysteriet
En interessant ting ved X-Files er, at der typisk er to ting på spil i hver episode: Der er et mystisk fænomen, og der er en forbrydelse. For de fleste X-Files episoder lykkes det for Mulder og Scully at opklare forbrydelsen eller i det mindste få identificeret en skurk, inden denne får sin bekomst. Mysteriet forbliver ofte uafklaret: Var det en mutant? Var det en mystisk kraft eller psykisk evne? Var det nyopdaget naturfænomen? etc.
Ved at introducere en forbrydelse som kan opklares og ved at have en forbryder, der på en eller anden måde kan stilles for en domstol, åbner det for en forløsning og en afslutning på sager, hvor der ellers ikke kan findes et svar. For et efterforskningsscenarie betyder det, at der er to ting at opklare: Hvem har begået forbrydelsen, og hvilket fænomen er på spil? Der er succes, når forbrydelsen er opklaret, og når man hindret fænomenet i at fortsætte. Et svar på selve mysteriet er ikke en del af succeskriteriet.
Delta Green scenarier har ofte en anden opbygning, hvor de har et mystisk fænomen og et kringlet hændelsesforløb, som er gået forud for agenternes involvering, og scenarierne lader ofte ikke spillerne lære, hvad fænomenet er, og ej heller hvad det er, der foregår. I stedet for at opklare en forbrydelse eller afdække et mysterium, ender det ofte med en konfrontation med noget bizart og et forsøg på at slette sporene over for offentligheden. Formatet gør det ofte sværere at skabe et tilfredsstillende forløb.
Vaesen scenarier har en forbrydelse og et mystisk fænomen, men ofte er forbrydelsen begået mod det mystiske fænomen. For at standse truslen skal man erkende hvad fænomenet er, og man skal afdække hvad forbrydelsen er, så man kan genoprette orden eller skabe en ny orden. Det interessante er, at man på sin vis skal indse og forstå, hvad fænomenet er (En nisse! En trold! En nøkke!), og så skal man finde ud af, hvad der kan standse fænomenet.
X-Files præsenterer en modus, hvor man ved at skabe en tydelig selvstændig forbrydelse eller trussel, som kan opklares, kan man skabe en forløsning på scenariet, selvom det bagvedliggende mysterium forbliver et mysterium.
Mobiltelefoni: GMs (ubegrundede) frygt
Der er folk på de sociale medier, som giver udtryk for, at de foretrækker deres kampagner udspiller sig ikke senere end tidlige 1990’erne for at undgå, at karaktererne har nem adgang til mobiltelefoner. Det er ud fra en antagelse om at det bliver for ‘nemt’, hvis der er mobiler til rådighed.
Mobiltelefoner er praktiske til efterforskningsrollespil, da man løbende kan antage at karaktererne holder hinanden underrettede, og man behøver ikke flette sekvenser ind, hvor de leder efter en mønttelefon eller mødes for at udveksle oplysninger.
Gysere har allerede anvist, hvordan man til trods for mobiltelefoner kan isoleres eller fanges i uhyggelige situationer. Mobilen er oppe mod overnaturlige kræfter, og de kan påvirke mobiler lige så vel, som alt andet, og det at mobilen eller smartphonen bliver vendt mod karaktererne, kan være med til at skabe en uhyggelig stemning.
Action vs kamp
X-Files har mange scener med dragne våben, men det hører til sjældenhederne, at våben affyres, eller at der er en kampsekvens. Der er mange spændings- og actionscener, hvor folk forfølger hinanden, sniger sig rundt og nogle gange brydes.
I rollespil er det svært ikke at tænke en kampscene ind. De fleste systemer har en masse regler for kamp og ikke særligt meget for action.
Oversat til rollespil betyder det, at i mange episoder er det dragne våben nok til at opnå resultater. Sekundært kan mange situationer håndteres ved at snige sig eller våge, ved at forfølge eller flygte, ved true med draget våben eller ved simpel håndgemæng for at tvinge en person til at forblive i ro fastholde dem med håndjern.
Mekanik: det dragne våben
En måde at få det til at virke på er ved at tænke det ind i scenariet og ved at understøtte det spilmekanisk: hvis man har draget våben har man advantage eller +X% bonus til intimidation skill, og med intimidation kan man få folk til at overgive sig. Det kan evt suppleres med en ‘træk først’/’sikker trusselsvinkel’ manøvre, hvor man med en succesfuld våbentest (i stedet for at man skyder) placerer sig til at følge op med en intimidation skill test.
Spilmekanisk er det en ‘kampsekvens’, hvor man ikke affyrer våbnet og gør skade, men hvor man positionerer sig og får placeret sig i en position til at true modparten til overgivelse. Derfra kan det udvikle sig til håndgemæng, hvor udfaldet er at den ene part tilfangetages eller påbegynder en flugt.
Afslutning
Selvom inspirationen fra X-Files er synlig i flere rollespil, er de fleste systemer bundet op på et ældre designparadigme, når det kommer til kamp og efterforskning, og der er sider af X-Files og dens måde at håndtere konflikter på, som ikke er kommet med over i rollespil. Der er derfor fortsat nogle aspekter at udforske og overføre til rollespil.




Skriv, skriv, skriv