Denne bog adskiller sig fra en del andre bøger om live-rollespil ved ikke at have ordet ‘rollespil’ i sin overordnede titel, vi skal helt ned i undertitlen for at finde ordet ‘rollespil’: Modige krigere og griske orker – Rollespilsleg til fest og fødselsdag. Bogen er fra 2008, udgivet på forlaget Klematis og skrevet af Karen Marie Dehn.
Et andet kuriosum ved denne bog er dens brug af ordet rollespilsleg. Det vil jeg vende tilbage til senere. Først baggrunden for bogen: En nysgerrig forældre fascineres af drengenes rollespil, og bliver som så mange forældre før involveret, da børnene skal have hjælp til at udvikle udstyr. I forordet finder vi første vigtige stikord til forståelsen af bogen:
“Der er ikke lagt så meget vægt på tekniske rollespilsregler, men mere på at skabe en livagtig kulisse, der er let at agere i” (p.8). Herefter får bogen i gang, og efter det korte afsnit “Fra rollespil til rollespilsleg” går bogen i gang med at vejlede os i at lave invitationer (I kid you not, det er første punkt), derefter kostumer og makeup, våben og tilbehør. Næstsidst følger afsnittet om rollespilslege – som for mig er det mest interessante – og sidst følger et afsnit om mad og drikke, som er akkompagneret af fotos, hvor drikkevarerne naturligvis ikke er sodavand men økologisk saft, for dette er bogen for overskudsforældre, der er bevidste om at fodre deres unger statusdrikke (for begge dele er f.eks. kostmæssigt omtrent lige sukkerrige).
Sammenlignet med Rollespil i folkeskolen – der på grund af sin ringe udformning er min foretrukne målestok – er tekster og billeder af en langt højere kvalitet i Modige krigere og griske orker. Nysgerrige forældre og pædagoger vil få langt mere ud af denne bog. Den har imidlertid ikke pædagogiske øvelser og formidling som mål. Der er Rollespil i folkekirken væsentlig mere anbefalelsesværdig. En positiv ting ved bogen er desuden dens litteraturliste og linkssamling, der rækker videre end bøger af denne type plejer at gøre. Og nu til rollelegen.
Rollespilslege, lege og spil
Bogen præsenterer nogle simple – og i virkeligheden de sædvanlige regler for live-rollespil, hvor spillerne har kropspoint og slår løs på hinanden. I stil med en skattejagt og andre voksen-guidede lege føres børnene gennem en rute efter et eller andet tilfældigt mål, og de voksne indtager roller, som tyve, troldmænd og klerke, hvormed de kan manipulere legen undervejs (genoplive faldne krigere, løse gåder etc.).
Den væsentligste årsag til at bogen bruger suffikset -leg er sandsynligvis en erkendelse af, at dette ikke er rollespil men leg iklædt rollespillets gevandter. Det er cowboydere og indianere, det er politi og røvere, det er orker og elvere – men det er ikke helt så uskyldigt igen, for bag dette kostumegejl finder vi de voksnes arrangerede leg for børnene.
Voksnes leg for børn
I lighed med Rollespil i folkekirken er der fra en rollespillers synspunkt det drilske ved denne type bøger, at på overfladen ligner aktiviteterne rollespil, men langt snarere er der tale om skattejagter, natløb, cowboydere og indianere og lignende børnelege iført en særlig klædedragt. Da arrangørerne af dette ikke har det store indblik i rollespil, er regler og mekanikker holdt til et minimum – selvom der er referencer til f.eks. magi, finder vi aldrig regler for dets anvendelse. I stedet bliver det noget, som de voksne pr. GM fiat håndterer.
Foreløbigt den bedste bog for forældre om at lave rollespilslege, jeg foreløbigt er stødt på.
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Hvis jeg ikke var så mega presset på mit nye job vil det måske være interessant at skrive en analyse om hvorfor rollespil brød igennem i den brede offentlighed indenfor de sidste par år (og med “par” mere jeg nok et tal der ligger tættere på 8 end 2).
Jeg tror nemlig at du rammer noget mere generelt når du læser “Modige krigere og griske orker” som en håndbog for voksne der gerne vil arrangerede børnenesleg. Det er ikke nødvendigvis en forfaldshistorie, men den nuværende forældrerolle er mere og mere en overskudsvoksen der netop leger med sine børn (ofte opstår der disse fantastisk morsomme situationer hvor forældren leger og barnet kigger på).
Og hvis jeg kan moralisere (og det vil jeg gerne), så er det selvfølgelig åndssvagt vigtigt at være sammen med sine børn – men ikke nødvendigvis på det man tror er børnenes betingelser, da forældre der ikke er bevidste om deres rolle og position uhensigtmæssigt kolonisere børnenes leg.
Jeg skylder skylden på min generations angst for at være rigtig voksen, det kreative ideal der er opstået i forbindelse med at arbejdet er blevet mere og mere immaterielt og Ramasjang-tv.
Det kunne være et flot blogindlæg.
LikeLike
Av, det kunne være et rigtig godt indlæg. Tak for kommentaren, du har nogle spændende tanker oppe og vende.
Jeg krydser fingre for, at du finder et ledigt øjeblik og får skrevet det blogindlæg.
LikeLike
@Johs: Er det ikke nærmere det kreative ideal, der er blevet allemandseje? For der har vist altid været kreative typer, der sad på en bar og drak absinth og nægtede at blive voksne. 🙂
LikeLike
(Supergod pointe, i øvrigt)
LikeLike
Da vi i pus startede med at lave rollespil ( gøgl) for fritidsklub småbørn, der var der altid nogle overraskede forældre der overøste os med taknemmelighed over, at deres børn faktisk bevægedesig og brugte tid udenfor. Det var klart røver og soldater vi legede med dem,- men det var re-brandet til noget nyt og appetitteligt. ” han sidder altid indenfor- nu har han jo løbet rundt i 2 timer i træk og ser ikke ud somom han stopper!” jublede en mor…
Moderne børn – Moderne navne?
Jeg er ihverttilfælde glad, hvis vi kan få det over i rollespilsleg eller måske endda rolleleg med tiden,- så vi kan få vores ord tilbage 🙂
LikeLike
Det gik lidt hurtigt med skrive kommentaren – derfor også de mangelende ord og stavefejl.
Apollo, du har selvfølgelig ret. Der har altid være immateriel arbejde – historiefortælling og prositution er to af mange eksempler.
Hvis man har de liberal-socialdemokratiske briller på kan man sige at kreativteten er blevet demokratiseret.
Hvis man har de mere marxistiske briller på kan man sige at det immaterelle arbejde er blevet den dominerende form for arbejde, hvor de to tidligere dominerende arbejdsformer (landarbejdet og fabriksarbejdet) spejler sig i og efterligner.
Jeg er mest vild med det marxistiske blik da det blotlægger mest. Man kan tale om der har været en historisk overgang fra land- til fabriksarbejde. Det betød ikke at der ikke forsat var landbrug, men landbruget er mere og mere kommet til at ligne en fabrik. På samme måde bliver fabriksarbejde (og faktisk også landarbejde) i disse mere og mere immaterielt – man arbejder mere og mere med komplekse systemer, informationer og mellemmenneskelige relationer.
Alle tre arbejdsformer har altid været der, men der er sket skift i hvilke der har været dominerende.
Og nå, ja, hvis man tager de neoliberale briller på… ja så er man idiot.
LikeLike
Monica: God pointe!
LikeLike
Røver og soldater er meget uvedkommende for en 10 årig i forhold til orker og elvere…Spøjst nok 🙂
LikeLike
@ Monica: Da jeg var barn var den hotte ting ‘cowboydere og indianere’, hvor vi rendte rundt med en horde af plastic-pistoler. Der gjaldt det om at have så autentisk udseende pistoler som muligt – lidt ligesom med live-rollespillets våben – men kostumer var ikke vigtige. Den gang spillede vi også med simple regler for kamp …
Visse ting ændrer sig, andre gør ikke 😉
LikeLike
Det er en super sjov idé til en børnefødselsdag eller fødselsdag 🙂
LikeLike
Når jeg nu læser det her kan jeg ikke lade være med at klappe lidt i mine små hænder over hvor avantgarde jeg var med mine børnefødselsdage i slutfirserne/starthalvfemserne. Krigslive på Hald Slotsruin, fantasy skattejagt rollespilsleg, investigation-live, cocktail dinnerparty, med “hvor ender mine venner mon som voksne”-roller til alle. 🙂 Og selv om I kommer med mistænksomme kommentare om børn der kigger på mens de voksne leger, så husker jeg det som om vi allesammen var ret godt underholdt.
LikeLike