Tre bøger for nybegyndere om rollespil

absindth, Anmeldelse, Danske rollespil, Magi og sværd, Rollespil, Ulvevinter

Tre bøger for nybegyndere om rollespil

Der er tre bøger, som hver især henvender sig til et yngre publikum, med det formål at introducere dem til rollespil. Der er Ulvevinter – Et rollespil for begyndere, Magi og sværd – sådan spiller du rollespil og Politikens bog om rollespil. Fælles for de tre bøger er, at de indeholder hver deres fantasy-rollespil, som…

Morten Greis

10. november, 2010

2–4 minutter

Ulvevinter har sit eget regelsystem, og der følger en verden med spillet, men der gøres ikke noget for at forklare, hvad rollespil er eller hvordan man gør. Ulvevinter er praktisk, når man gerne vil begynde på rollespil, og man allerede ved, hvad det er.

Magi og sværd har sit eget regelsystem, og bogen gør en del ud af at forklare, hvad rollespil er, og hvordan det fungerer, men der er ikke en veludviklet verden som i Ulvevinter.

Politikens bog om rollespil har to regelsystemer, et for live-rollespil og et for bordrollespil. Der følger en verden med til rollespillene, og der er en række råd til, hvorledes man spiller rollespil. Taget i betragtning af, at det er en bog om rollespil, så gør den meget lidt ud af at fortælle bredt om rollespil sammenlignet med Magi og sværd, og Magi og sværd er derfor den bedste introduktion til emnet. Politikens bog er den ringeste af de tre bøger.

Dengang i gamle dage

Mange af os gamle rollespillere er begyndt rollespil med en eller anden version af D&D, DoD eller Sværd & trolddom-bøgerne, og i kulissen stod Call of Cthulhu, GURPS mm. på spring. Det var det rollespil, som var tilgængeligt, og vi lærte, at rollespil er fantasy-rollespil med masser af kamp, men hvad har rollespil med masser af kamp og (evt.) massive mængder af kampregler med rollespil at gøre?

Taget i betragtning af, hvor bredt rollespil spænder, er det ærgerligt, at introduktion til rollespil fortsat er hæftet op på fantasy. Fantasy burde være en af de genrer, man præsenterer i forlængelse af rollespil, ligesom dungeon crawls og investigation burde lægge i forlængelse af diskussionen om, hvad rollespil er og kan. Der er en grund til, at meget intro-rollespil ikke fascinerer pigerne.

Den forkerte vej til rollespil

Netop fordi der er så mange rollespil derude, og netop fordi de sidste mange års scenarie-skrivning rundt om på landets rollespilskongresser har vist os spændvidden i rollespil kan man ikke andet end undres over, at vi finder det så naturligt, at man begynder rollespil med D&D eller med en D&D-klon i form af en af de tre ovenstående bøger. De tre ovenstående bøger ender i den position, at der er tale om ‘gateway’-spil, der skal introducere folk til rollespil, hvorefter man så skal skifte regelsystem over til et af de andre fuldtidsrollespil.

Kamp og kage

Kamp i D&D, DoD, Ulvevinter, Barda-spillet fra Politiken og M&S har ikke noget med rollespil at gøre. De er et spil i spillet, og det er derfor noget af et mysterium, hvorfor disse spilsystemer udgør det for introduktionen til rollespil?

Vi bør begynde et andet sted. Et ældre publikum vil f.eks. finde interessante oplevelser i at spille Montsegur 1244 – eller ved at downloade et scenarie fra Alexandria. En anden god introduktion, forestiller jeg mig, er Mouse Guard.

Præsenter et rollespil for andre

Hvordan vil du introducere folk til rollespil, hvis introduktionsspillet ikke må være en af tre ovenstående bøger, D&D, et lignende fantasy-rollespil eller et andet traditionelt rollespil, hvor kampreglerne udgør størstedelen af spillets regler (dvs. GURPS, Storyteller etc. er udelukkede)?

Hvilket spil, scenarie eller system til yngre mennesker?

Hvilket spil, scenarie eller system til ældre mennesker?

16 svar til “Tre bøger for nybegyndere om rollespil”

Per

november 10, 2010 at 7:21 pm

Overordnet ville jeg vælge noget med et solidt og gennemskueligt reward system, så Mouse Guard er et godt bud. Det er også vigtigt at rollespillet i sig selv har en funktion, er vigtigt og har indflydelse på spillet/fiktionen.

Dogs in the Vineyard, Polaris, PTA.

LikeLike
Asbjørn Olsen

november 11, 2010 at 12:34 am

Jeg vil fortrække et meget minimalistisk system, eller “systemløst”. En genkendelig kulisse, og et scenarie der ikke tager for mange timer. Til det ældre publikum ville et scenarie som Reaktiv sikkert være er rigtig god introduktion.

Hvis det var børn med forventninger om fantasy kunne Dragens dom sikkert virke fint. Jeg nævner bare disse scenarie fordi det er nogle jeg rent faktisk har spillet, der finde sikkert bedre eksempler.

Til “kvinder” (det er lidt generaliserende, men i mangle af bedre ord) kunne man kigge lidt på Emily Care Boss’ trilogi om kærlighed, jeg syntes i hvert fald Under My Skin var et rigtig godt og simpelt system, som man sikkert kunne holde ret humoristisk.

Jeg tror humor er vigtigt for nybegynder, til at skabe hygge og ro. Mange nybegyndere er nervøse, og et tungt drama ville nok skabe for meget distance.

Jeg ville så smide det mere tunge, enten i spillestil eller system, på dem senere.

LikeLike
anne

november 11, 2010 at 2:43 pm

Antager vi, at vi selv får lov til at introducere spillet, spille med og lege regelforklarer og turguide? Eller leder vi efter et spil, vi kan smide ind i et rum med totale nybegyndere, så de kan have det sjovt på egen hånd?

Jeg har et par gange kørt danske conscenarier for venner, der ikke havde spillet rollespil før, og det gik faktisk ganske acceptabelt. Når det er sagt, mener jeg faktisk ikke, at conscenarier i det store og hele er gode introduktioner. Det er altid meget tydeligt, at de er skrevet til rollespillere (og ikke til de uindviede), og der er hele den store bunke af uspecificerede, uformulerede antagelser om, at vi alle sammen ved, hvad det er, vi laver, uden at nogen er nødt til at forklare det.

Hvis vores nybegynderspillere skal få noget som helst ud af et systemløst conscenarie, er det i hvert fald et ufravigeligt krav, at spillederen skal have erfaring med systemløst*. Det er ikke en på-egen-hånd-intro.

Mit valg til en intro for nybegyndere skulle være noget, hvor procedurerne var lagt klart ud – altså “Når vi spiller, gør vi sådan her. Der er de her ting, der skal gøres, og det her er systemet i hvem der må og skal gøre hvad hvornår”. Forge-inspirerede System Does Matter-spil er tit rigtig gode til dette.

Jeg ville nok gå hårdt efter lavinvesteringsspil – noget hvor man ikke behøver bruge lang tid på at forstå systemet, ikke behøver forpligte sig til at spille mere end én gang, og ikke behøver krænge for meget af sit sjæleliv ud. Især det sidste, faktisk.

Og så afhænger det nok meget af, hvem man skulle spille med. Nogle folk ville ønske fantasy og slåskamp (fordi det er det, man ved rollespil går ud på). Dem ville jeg nok spille IAWA med. Ellers ville jeg mene, at It’s Complicated var det perfekte begynderrollespil for voksne – procedurerne er simple, der er ikke nogen forankring i nørdegenrer, det kan spilles på et par timer, rollespillet er i centrum, genren er sitcom-agtig med fokus på sjove situationer og menneskelige relationer. Jeg er endda lige ved at tro, at det kunne spilles uden nogen, der har prøvet rollespil før.***

*: Den vidunderlige ting ved systemløst er som bekendt, at der ikke er nogen, der vil forklare procedurerne i det, så man kun kan lære det ved at gøre det indtil ens medspillere holder op med at signalere, at man gør det forkert. **
**: Dette er den hyperkorte version af min meget lange rant om systemløst.
***: Det kunne faktisk være interessant at teste.

LikeLike
Per

november 11, 2010 at 4:40 pm

Ja, procedurerne skal være soleklare og ude i det åbne, og overskuelige. Derfor mener jeg også at “systemløst”* er det værst tænkelige system til at introducere nybegyndere.

It’s Complicated kender jeg faktisk ikke meget til. Frigørelse fra de traditionelle nørde-genrer, som Anne nævner, er en rigtig god ide.

*Dvs. med uskrevne, sædvanligvis hemmelige regler, ofte at en eller flere i gruppen bestemmer hvad der er rigtigt eller forkert, afgør konflikter og tager vitale beslutninger for fiktionen, uden at det dog nogensinde er klart eller udtalt. Kan være ufatteligt frustrerende at være med til.

LikeLike
Asbjørn Olsen

november 12, 2010 at 1:43 pm

Jeg kan godt se jeres pointe med hensyn til systemløst. Jeg havde sådan set lavet den antagelse at det var mig der skulle være spilleder, men hvis det ikke er tilfældet, så dur det ikke. Den type “systemløst” jeg henviser til, er nok mere den der hedder “Spilleder bestemmer”. Det ville fjerne alt ansvaret fra nybegynderne, og se kan bare få lov til at prøve sig lidt frem med noget rollespils og fiktiv problemløsning, for at få en fornemmelse for spillet.

Jeg er fuldstændig enig med jer i af man ikke kan smide 5 nybegynder ind i et lokale sammen med en con-scenarie og sætte dem i gang.

Men jeg har nok en antagelse af at de skal lære det på samme måde som mig, hvilket er noget sludder. Måske skal man bare smide nogle simple systemer og noget medansvar over fortælling ned i hovedet på dem med det samme. Det er nok den lille mistroiske spilleder som der gemmer sig inde i mig der skriger nej.

I stand corrected. Systemløst er aldrig godt.

LikeLike
Nis Baggesen

november 12, 2010 at 4:38 pm

Jeg kan ikke helt forstå den der med “systemløst er aldrig godt.” Hvis der er en nogenlunde erfaren spilleder, der kender dem der skal introduceres til rollespil (hvilket ville dække 99% af de situationer hvor jeg selv har introduceret nogen til rollespil), så kan old school illusionisme, hvor spillederen dybest fortæller en historie være en ganske nem indgang. Man lærer ganske rigtigt ikke alle de greb, der gør at man selv kan styre historien, men man lærer at man gerne må være med og man kommer til at bruge sin fantasi bare til at følge med i historien. Og de fleste har oplevet at få historie fortalt.

Ideen om at det skulle være vildt fedt med et struktureret system med faste regler for hvordan man kan deltage i fiktionen kan jeg ikke umiddelbart genkende. Jeg kan sagtens syens at den slags er sjovt at spille, men min oplevelse at den slags systemer er bestemt ikke at de af natur er nemt tilgængelige. De benspænd der ligger i reglerne kan nemt ligge i nogle enormt skrøbelige strukurer omkring hvilke deltagere der har ansvar for hvilke dele af fortællingen, og den slags er ikke nødvendigvis nemt at spotte hvis man ikke har spillet før.

Så vidt jeg har erfaret, så er det vigtigste når man skal introducere folk til rollespil at man ved hvilke historier de er interesserede i, hvilke fantasier de kunne tænke sig at deltage i.

Skal jeg absolut pege på systemer, så giver jeg Anne ret i at IaWA og It’s Complicated er gode bud. Begge spil har ret simple procedurer og præsenterer enkle og klare fantasier (den ene handler som om komplicerede forhold, men det er stadig en enkel fantasi), som man kan mappe til en del andre historier. Mouse Guard synes jeg er et dårligt bud – dels synes jeg ikke regler fungerer særligt godt og den fantasi der bliver præsenteret er mere eller mindre bare ompakket fantasy – det kan være fint hvis man har leget med masser af fantasy, men det har man jo ikke når man er ved at blive introduceret.

LikeLike
johs

november 12, 2010 at 5:01 pm

Jeg er nødt til at spørge Nis, hvorfor kun 99% af de situationer hvor du har introduceret nogen til rollespil? Har du gjort det 100 gange og første gang var du ikke nogenlunde erfaren?

LikeLike
anne

november 12, 2010 at 6:27 pm

Hej Asbjørn

Undskyld – det var ikke meningen at jokke på dit input eller på systemløst rollespil. Jeg er rigtig glad for systemløst rollespil.

Det, der kan frustrere mig ved systemløst, er, at det meget lader til at være en spilstil, der er opstået organisk, og derfor er det på en eller anden måde aldrig blevet analyseret og formuleret, hvad det egentlig er, man gør, når man spiller systemløst. Der er en bunke af uskrevne regler, og det kan gøre systemløst rollespil utilgængeligt. Og jeg synes, det er en fed måde at spille rollespil på, så jeg ville gerne have, det var mere tilgængeligt.

Men nu er min belæsthed selvfølgelig begrænset – findes der en “sådan spiller du systemløst”-introduktion? Og hvad er egentlig de mest tilgængelige systemløse scenarier for ikke-rollespillere? Jeg ville tænke en eller anden form for lukket-rum-intrigescenarie, men jeg er ikke sikker på, jeg har ret.

LikeLike
Kristoffer Apollo

november 12, 2010 at 7:17 pm

Måske skal man gøre sig selv den tjeneste at tænke over, hvad for en slags mennesker man skal introducere for? Jeg er 100% overbevist om, at mange førstegangs-rollespillere ville gå fuldstændig kold på for mange regler (fx folk, der ikke er særlig logiske i deres tankegang). Og omvendt er der nok nogle logiske typer, som ville blive frustreret, hvis der ikke er en klar ‘kode’, de kan følge (ikke sandt, Anne? ;-).

LikeLike
Per

november 13, 2010 at 12:21 am

Det er selvfølgelig også en diskussion der bunder i at vi generelt ikke er enige om hvad rollespil “er” (eller hvad der adskiller det fra andre medier fx).

Så hvis man synes at “spilleder bestemmer” rollespil er fedt, så er det vel naturligt at bruge den form til at introducere nye spillere.

Antallet af regler er lidt et vildspor i diskussionen synes jeg – det kommer an på om de fungerer og giver mening. Det giver heller ikke meget mening at præsentere et fuldstændigt regelkompleks på en gang (og på forhånd) uden at nybegynderen har fået lidt praktisk erfaring i hvordan spillet foregår.

Anne: Men hvis systemet i systemløst bliver beskrevet/formuleret, er det så stadig systemløst?

LikeLike
anne

november 13, 2010 at 11:57 am

Jeg ville poste noget her, men det var egentlig bare en dårligere formulering af det, Per sagde, så læs Pers post en gang til 😉

@Per: Hihi. Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har detteher billede af, at Systemløst er sådan et snedigt monster, der ligger og siger “Hvem mig? Jeg har ikke noget system. Jeg er bare let tilgængelig og umiddelbart intuitiv”. Og så griner det i skægget.

Hvis man brugte sin oplysnings/klarificerings-strålepistol på Systemløsmonsteret, ved jeg ikke, om det ville blive til en opgraderet Systemløs, eller forvandle sig til et helt andet monster. Min intuition er, at det ville blive en meget, meget finere og smukkere Systemløs, men måske ville den forvandle sig til en sparklepire i stedet…

LikeLike
Kristoffer Apollo

november 13, 2010 at 2:05 pm

Det grundlæggende problem er vel, at Systemløst er forkert navngivet. Det burde have heddet Terningløst.

LikeLike
Per Fischer

november 13, 2010 at 3:28 pm

Terningløst siger bare ikke noget om systemet. PTA er terningløst fx. Amber er terningløst. Contenders er terningløst. Castle Falkenstein er terningløst. Spione er terningløst.

LikeLike
Asbjørn Olsen

november 15, 2010 at 12:08 am

Hej Anne:
Du behøver ikke sige undskyld, for jeg kan godt se nu, at du har en ret god pointe. Mit valg til “systemløst” var bundet i 2 grimme, grimme ting. De skal lære det på samme måde som jeg lærte det (som ikke var en specielt god måde), og at jeg ikke stoler på spillerne (det er noget pjat, de skal da også være med).
Jeg mener dog stadigvæk at der skal bruges et minimalistisk system. Og humor!

Med hensyn til hele problemattikken omkring navngivningen “systemløst”, så kan man vel sige at det der gør sig gældende for systemløst er at der ikke bliver formuleret nogle regler. Derfor må gruppen enten trække på deres erfaring fra andre systemløse scenarier, eller bare improviserer sig igennem det.
For der jo altid en eller anden form for system til hvordan man spiller spillet. Om det så er diskussion, hvem der siger det først eller hvem der sige det højst, så er det vel et system. Og så kan systemløst jo også variere, sådan at man nogle gange lader spillederen bestemme, men andre gange slår en terning.

Som udgangspunkt er den form for systemløst, hvor man bare finder ud af det sammen, ikke speciel nem at have med at gøre. Det bliver ofte brugt meget tid på at prøve hinanden af, og der bliver ofte mange “irrelevante” diskussioner omkring en given situation. I stedet for man fokuserer på at spille med hinanden ved at bygge noget sammen, bliver det ofte en magtkamp hvor man spiller imod hinanden for at få ret. Det er selvfølgelig bare mine oplevelser der gør sig gældende her, og jeg har da også masser af erfaringer hvor det er gået fint med den slags “intuitivt – alle er med til at finde ud af hvad der sker, og vi improviserer os igennem det – systemløst”.

Den anden form, som jeg mest kender fra kongresser, er den form for systemløst hvor spillederen bestemmer udfaldet af en given handling. Spillerne har kontrol over deres spilpersoner, spillederen styrer bipersoner, og spillederen bestemmer udfaldet af alle handlinger. Den er mere systematisk, fordi der rent faktisk er et regelsæt, som vi bare ikke fortæller noget om.
Den er lidt mere brugbar i mine øjne, men jeg syntes stadigvæk den bunder i en holdning om at spillerne ikke kan finde ud af noget, og det er bedst hvis spillederen styrer det meste.

Når jeg systemløst er aldrig godt, så er det ikke helt rigtigt. Men jo mere jeg tænker over det, jo mindre fordele finder jeg ved det. Den eneste fordel jeg kan se p.t. er at det er nemt med det system hvor spillederen bestemmer alt. Det er meget simpelt og hurtigt. Og så bliver systemløst ofte ret intuitivt, fordi vi bruger metoder vi kender fra hverdagen, nemlig at udvælge en chef, eller at diskutere os frem til enighed eller flertal.

LikeLike
Morten Greis

november 15, 2010 at 11:27 am

Hej folkens,

Sikke mange kommentarer. I fører en spændende diskussion, og jeg vil spæde til med et par observationer.

Systemløst
Betegnelsen er en drilsk størrelse. Historisk set refererer den til fraværet af et klassisk-traditionelt regelsystem i scenariet, dvs. systemer som GURPS, (A)D&D, Storyteller, BRP m.fl., eller at man fraviger fra anvendelsen af det system, som er knyttet til scenariet, dvs. “at spille systemløst”.
I takt med at Call of Cthulhu (baseret på BRP) og Vampires Storyteller bliver de to store populære systemer op gennem 90’erne til at basere sine scenarier på (fordi 90’erne var vilde med det okkulte), og det blev særligt disse to systemer, man par excellence ignorerede. Særligt er det en del af Storyteller-reglernes koncept, at man skal ignorere reglerne og overlade kontrollen til spilleder, når scenarie-teksten kræver det (prøv at kigge på et par af White Wolfs Vampire-scenarier).
Fra dansk scenarie-tradition blev det også konstateret, at reglerne var i vejen for de scenarier, der skulle spilles, og det blev et ideal at spille scenarier systemløst om de rummede systemer eller ej – og der klart mange af scenarierne, der bliver bedre af, at de spilles systemløst.

Problemet ved denne form for systemløst spil er, at det kun kan læres ved sidemandsoplæring under spilleders vagtsomme blik. Selve måden man tænkte systemløst spil blev det altsammen tænkt ud fra et spilleder-orienteret blik – se artiklerne fra Fastaval 96 og 97:
https://mgreis.wordpress.com/2008/01/02/fstvl96-rollespil-en-vejledning/
https://mgreis.wordpress.com/2008/01/03/fstvl97-rollespil-sadan-g%C3%B8r-du/
(man burde få scannet disse artikler ind og lagt på nettet)

Materialet til spillerne i denne periode kom ikke i skrift, men i form af workshops, hvor man typisk lærte skuespilsteknikker til at indleve sig i rollen (man lærte i mindre grad improvisationsmekanikker, som først er kommet langsomt ind i nyere tid, og det mestendels gennem norsk spil eller opvarmningsøvelser).

Nutidigt systemløst spil har en anden betydning. I og med der udvikledes en masse scenarie-former (novelle-scenarier, ensemble, fortælle etc. etc.), er systemløst blevet en samlebetegnelse for danske con-scenarier, der ikke er tilknyttet et spilmekanisk system, men alene et spilstrukturerende system, og i takt med at der udvikles forskellige spilstrukturerende systemer følger nye betegnelser for disse. For eksempel er Jeepform både en rollespilsideologi + strukturerende system, og det er en samling af strukturerende systemer (forskellen synes grundet i, om det er en jeeper, der laver jeep, eller en ikke-jeeper, der laver jeep).
Strukturerende systemer er regler, hvor scenariet fortæller, hvem der må improvisere hvad, hvem der ejer hvad, hvordan historien skal fortælles osv. F.eks. er “Kvinden, der var”, “Tortur”, “Drengen og byen” og “Fucking Mental” alle systemløse scenarier (ingen regelsystemer), men de er alle også strukturende scenarier, men baseret på hver sin tradition, hvor både “Fucking Mental” og “Tortur” viderefører en klassisk contradition med indlevelse i rollen, men på hver deres måde til “Drengen og byen”, der arbejder med den norske impro-teaterstil kombineret med dansk traditions kontrol med handlingsforløbet. “Kvinden, der var” har også kontrollen med handlingsforløbet i lighed med de andre scenarier, men har en rod i indie-rollespillenes Story Games og live-rollespil.

Intro-spil
Flere af jer har nogle gode eksempler på spil, der er velegnede til nybegyndere. It’s Complicated er et, jeg også finder velegnet.
Og så er der diskussionen omkring systemløst. Der finder jeg det, at de scenarie-typer, der er udviklet i 90’erne, hvor der er en tydeligt vægt på indlevelse, og hvor der er store krav til, at spillerne afkoder scenarie-form og spilleders instrukser korrekt, og derefter udtrykker dem gennem deres indlevede spil, ikke er velegnede til nybegyndere (min underbetegnelse for disse scenarier er ofte “Oplevelses-scenarier”, fordi man føres gennem en fortælling af spilleder). Taget i betragtning af, hvor ofte sådanne scenarier er kollapset for spilgrupper på conner med middelmådige resultater til følge, vil jeg fokusere på nyere tids strukturerende spil. Nogle af disse stiller stadig store krav til spillerne (“Mod nulpunktet” og “Kvinden, der var”), og jeg er ikke sikker på, om jeg ville stikke dem i hænderne på de rene nybegyndere (en enkelte nybegynder eller to i gruppen ved jeg fra praktisk erfaring er ikke et problem – men det viser også bare, hvor meget man som spiller kan løfte sine medspillere, og hvor meget det betyder, at der er rene retningslinjer i scenariet).

For de strukturerende scenarier vil jeg for manges vedkommende anvende en erfaren spilleder til en gruppe af uerfarne spillere, og for en ren gruppe af uerfarne, vil jeg nok sigte efter spil som f.eks. It’s Complicated, In a Wicked Age og Zombie Cinema. Som udgangspunkt vil jeg nok anvende et system med få regler for at komme hurtigere i gang, ellers ville det ikke genere mig at hive fat i spil med flere regler.

LikeLike
simon j p

november 17, 2010 at 1:32 am

Jeg har det sidste halve år lært min kæreste at spille rollespil via Mouse guard. Det har virket rigtigt godt.

En styrke er at der gøres en del ud af at beskrive de uskrevne regler i rollespil. så jeg vil vove den påstand, at selv hvis hele gruppen også spilleder var nye ville mg kunne fungere.

LikeLike