Jeg har længe fulgt tegneserien Girl Genius, som er en forunderlig Steam Punk alternate history-tegneserie, som kører gratis på nettet med tre ugentlige opdateringer. Jeg har i endnu længere tid fulgt Phil Foglio, da han i mange år inden da leverede materiale til både D&Ds Dragon Magazine og til M:tg-magasinet The Duelist, og illustrerede en række Steve Jackson-spil. Siden begyndte jeg at købe tegneserierne i tryk for et var at læse dem på en skærm, et andet var at sidde med tegneserien i hånden og få det fulde indtryk (og bladrehastigheden er stadig betydeligt højere analogt end digitalt), så da der kom en kickstarter med formål at få udgivet og genoptrykt mere af Girl Genius, smed jeg gerne penge derefter.
Girl Genius er ikke rollespil, men det er oplagt at lave et brætspil eller et rollespil derover, og det er egentlig forunderligt, at der ikke er lavet noget i den dur endnu (den største udfordring ville være at lave noget, som ramte historiernes eller universets ånd, og som stadig faktisk ville være et godt spil).
Efter forsinkelser særligt i posten, da toldvæsnet som en forsinkende kraft skulle vurdere værdien af bindene, har jeg endelig fået fat i mine kickstartede tegneserier:
Det er en underholdende og meget, meget lang historie (som efter 12 bind stadig ikke er afsluttet).
Kickstarter-ministatus
Af mine 2013-kickstartere venter jeg nu på Reaper II-figurer og Burning Suns-brætspillet, men ingen af dem er sat til at komme endnu, så jeg venter med sindsro på dem, og Alas Vegas, som vi er nogle stykker, der har kastet penge efter, så er den stadig i gråzonen. Til Numenera og Tremulus tikker stadig bonus-pdf’er ind, og jeg har lige modtaget Numenera-bestiariet og endnu et kampagneoplæg til Tremulus. Det er rollespil, som bliver ved med at give, og det er ikke så ringe endda.

I 2014 vil jeg måske kickstarte mere, måske kickstarte mindre. Det vil tiden vise. Foreløbigt er jeg faldet i en gang, da brætspillet Fief – France 1429 pludselig dukkede op på Kickstarter. Jeg så spillet for nogle år tilbage i Essen, fandt det supersejt, men fik ikke mine fingre i et eksemplar, og årene efter ærgrede jeg mig for det var ikke at genfinde, men nu vender det pludseligt tilbage, og det i en opdateret, opgraderet og bedre oversat udgave. Og så havde det allerede tjent sig selv hjem tre-fire gange, da jeg fandt kickstarteren og valgte at støtte den. Fief har den fordel, at spillet allerede findes, og det udgives af folk, der allerede har to succesfulde udgivelser bag sig – deres kickstartere er ikke kun nået ud til støtterne, men også videre til spilbutikkerne.




Skriv, skriv, skriv