Gennem de seneste par år med det rollespilsarlæologiske projekt har jeg haft læst og spillet en lang række af de ældre scenarier fra perioden 1977 til 1996. Det har medført en masse forskellige oplevelser, nogle mere interessante end andre, og man opdager nogle af de mange forskelle, der er mellem forskellige perioders scenarier, samt får muligheden for at afvise nogle af fordommene.
Hvad er oldschool rollespil?
Oldschool rollespil dækker over rollespil, som det blev spillet i gode gamle dage, og der ligger i betegnelsen oldschool, at man fastholder eller holder en tidligere stil i hævd eller har stor respekt for den. I praksis kan oldschool rollespil dække over rollespil, der er fra de gamle dage, eller rollespil, som er baseret på stilen fra de gamle dage.
Den del er enkel nok. Men hvornår er gamle dage, og hvordan tog rollespil sig ud den gang?
Rollespil dækker perioden fra 1974 frem til nu, i skrivende stund 2015, og langt hen af vejen er perioderne knyttet til de forskellige versioner af Dungeons & Dragons, da dette er den ældste og den dominerende form for rollespil, men samtidig er nogle af perioderne opstået nærmest ud fra modreaktioner til D&D, og der eksisterer let flere former side om side med hinanden – f.eks. er der indie/story game-bølgen og den danske scenarietradition, som eksisterer parallelt med de klassiske rollespilsformer. Ydermere er der ingen skarpe afgrænsninger inden for en periode, da der sagtens kan være tidlige forgængere og sene efterfølgere til en periode, og perioderne er ikke hårde nedslag i historiens gang, men områder, hvor en given form dominerede (i de trykte former).
Lidt firkantet er der følgende perioder 1974-1977, 1977-1987, 1987-1992, 1992-2000, man kan snakke om, når man snakker oldschool, og det er ofte knyttet til vedkommendes egen historiske rolle (hvis man spillede rollespil i 70’erne, har man en tendens til at se dem, som oldschool, hvis man spillede i 90’erne, er det oldschool), og det er også knyttet til en bestemte traditioner, således har den danske scenarietradition sin oldschool-periode i 90’erne, men det er f.eks. ikke den periode, som mange OSR-folk (old school renaissance)-folk betragter som oldschool, for dem er det typisk et sted mellem 1974 og 1987.
- 1974-1977 – Perioden fra D&D udkommer til AD&D 1st edition er udgivet
- 1977-1987 – Perioden, hvor D&D basic udgives, og frem til påbegyndelsen af udviklingen AD&D 2nd edition-reglerne. Mange klassiske moduler udgivet i denne periode.
- 1987-1992 – Perioden, hvor udviklingen af og udgivelsen af AD&D 2nd edition dominerer.
- 1992-2000 – Perioden, hvor Vampire vender op og ned på tingene, og hvor de plottunge rollespil dominerer. Hen mod slutningen af perioden begynder de første proto-indie-rollespil at dukke op.
Med udgangspunkt i scenarierne fra disse perioder kan der knyttes nogle beskrivelser til de forskellige perioder og deres spilstile.
Perioderne i oldschool-rollespil
1974-1977 – Den scenariefattige tid. Der er meget få udgivelser i denne periode, og man er kun lige ved at få en fornemmelse for hvilken form scenarier skal tage. Der er meget Dungeon Exploration i denne periode.
1977-1987 – En periode rig på scenarier, og hvor scenarierne typisk rummer Village Investigation, Hex Crawls og Dungeon Exploration.
1987-1992 – Konturerne af mere plottunge elementer med Scene-based play bliver mere almindelige, og de eksisterer sammen med Village Investigation og Dungeon Exploration.
1992-2000 – De plottunge scenariers periode, hvor låste handlingsforløb, uspillelige scenarier og falsk dungeon exploration dominerer, og hvor Investigation og Scene-based play er i højsædet. Nogle scenarier, typisk scenarier til Vampire: The Masquerade, er rent scene-baseret.
Termerne
Village Investigation – eventyrerne kommer til en landsby, som har problemer. Ved at gå rundt og snakke med landsbybeboerne, kommer eventyrerne på sporet af sagen, og de finder ud til den dungeon, hvor årsagen til problemerne er at finde.
Dungeon Exploration – eventyrerne udforsker en dungeon, hvor de møder mærkelige ting, konfronterer væsner, oplever mysterier og falder i fælder. Dungeon Exploration forveksles ofte med dungeon crawling og hack n slash.
Hex Crawls – I Hex Crawls rejser eventyrerne over land, ofte til gennem ukendte områder, på kort med hexfelter, og spilleder lader dem finde landsbyer, hulesystemer og alskens andre ting. Det knytter sig ofte til sandkasse-baseret spil.
Investigation – I investigation er der en gåde eller et mysterium, som spillerne skal løse, og det gøres ved at afkode handouts, snakke med NPC’ere og lignende. Investigation er ofte rammen, der bruges til at guide spillerne gennem scenariet.
Scene-based play – I stedet for at hændelser er knyttet til bestemte steder, som eventyrerne besøger, så finder hændelserne sted som en sekvens af scener, der sammen udgør en historie. Udfordringen er ofte, at spillerne sjældent har nogen indflydelse på forløbet men alene oplever det.
falsk dungeon exploration – Det er tænkt som dungeon exploration, men er i virkeligheden en form for sekvens af scener, hvor spillernes valg mellem de forskellige døre fører dem til forskellige scener – i det omfang at hulesystemet ikke bare er en sekvens af fortløbende rum, hvor spillerne ikke kan vælge noget.
Nogle udgivelsesår
- Oprindelige D&D: 1974
- AD&D 1st edition: 1977-1979
- D&D basic: 1977/1981
- D&D den røde æske: 1983/1991
- AD&D 2nd edition: 1989
- Call of Cthulhu: 1981/1983/1986/1992/2004; Delta Green 1997
- Drakar och Demoner: 1982 (1st), 1985 (2nd), 1987 (3rd)
- Rolemaster: 1980
- GURPS: 1986/1988/2004
- Star Wars d6: 1987/1992
- Ars Magica: 1987/1989/1992/1996/2004
- Vampire: The Masquerade: 1991/1992/1998/2011
- Fighting Fantasy (Sværd & trolddom): Bøgerne 1982-1995 (første serie); som rollespil: udgivet på dansk under titlerne Lav dine egne eventyr (eng. 1984, dk, 1988) og Tyven med de tusind tricks (eng. 1986, dk. 1989).




Skriv, skriv, skriv