en blog om rollespil og historie

I forlængelse af mine indlæg om inspirationen fra tegneserier i rollespil, og hvordan tegneserier fra tid til anden bringer inspiration til rollespil, kommer en ekskurs ud i webcomics. Men først noget baggrund.

Når jeg læser om tegneserier på nettet og følger bloggere, der går i dybden med tegneserier, så er feltet altid ret smalt (f.eks. Ron Edwards snakker tegneserier her). De diskuterer superhelte tegneserier, og Watchmen har en helt unik position blandt dem. Nogle gange diskuteres også vittighedsstriber, måske gysertegneserier fra før The Comics Code satte ind og indførte (selv)censur i tegneseriebranchen, og nogle gange nævnes Graphic Novels (som på engelsk som sådan giver god mening, da termen for tegneserie er Comic (‘vittighedsstribe’), men den modsvarer ikke termen ‘tegneserie’, hvorfor både ‘comic’ og ‘graphic novel’ er udtryk, der er omfattet af den tegnede serie og serien af tegninger), og Graphic Novels er typisk anvendt elitært (“det er tegneserier for modne voksne, det er kunst, det er alvorlige historier”). Det jeg savnede var omtaler af serier, som jeg havde læst massevis af hele mit liv.

Så opdagede jeg, at mange af disse – Lucky Luke, Asterix, Franka, Natacha, Yoko Tsuno, Linda & Valentin, Gammelpot, Nofret, Blake & Mortimer, Vakse Viggo, Splint & Co., Henrik & Hagbart, Tim & Thomas, Kloro, Pilot til leje, store dele af 70’ernes og 80’ernes Fart & Tempo-serier, Smølferne, Konvojen, Gipsy, Ridder Goodwill, Xanfyrst fra Troy, Hinsides stenen og mange, mange flere aldrig eller kun delvist er blevet oversat til engelsk, og mange af dem kun inden for det sidste tiår. Der er en kæmpe tegneserietradition, som ikke findes på internettet, for mit internet bliver meget let kun til det danske og det amerikansk-engelske net, og hvad amerikanerne ikke kender til, kommer ikke på nettet (og det kan være ret vanskeligt at opstøve billeder af mange af disse tegneserier på nettet).

Det er således to forskellige tegneserietraditioner (fordi jeg lige nu ignorerer den japanske), den britisk-amerikanske og den kontinental europæiske. Den amerikanske er centreret meget om superhelte, og de universer, som superheltene er i, og hvordan historierne fortælles i mange forskellige serier, som gør at man kan ikke samle en serie, man skal samle dem alle (der er naturligvis andre serier på amerikansk fra Saga til Transmetropolitan til Star Wars til The Invisibles til Y – The Last Man til The Walking Dead, men superheltene dominerer – og tiden er rendt fra både western- og 2. verdenskrigstegneserierne). Superheltene er nærmest en mytologi fortalt og genfortalt i mange forskellige variationer (antallet af skabelsesberetninger for Spiderman, Superman og så videre er ikke småting; det genfinder vi også blandt oldtidens mytologier). Den europæiske rummer mange adventure serier (Splint & Co., Yoko Tsuno, Franka, Blake & Mortimer m.fl.)(adventure serierne har typisk vilkårlige elementer af science fiction og fantasy i små doser indsat i hverdagen, som en glemt dal med overlevende dinosaurer eller en middelalderruin med et stykke højteknologi), science fiction (Linda & Valentin) og fantasy (Gammelpot, Xanfyrst fra Troy), og ofte er det en lang serie af enkeltstående albums, hvis største svaghed er, at de taber pusten, men tegneren eller forfatteren bliver ved (så hold dog op med at lave Lucky Luke og Asterix historier, eller giv figurerne til nye tegnere, som det gøres med Splint & Co.).

Så er der Webcomics.

En helt særlig form for tegneserie, som udnytter nettets uendelige mængder af papir til at kunne fortælle på nye måder. I stedet for at være afgrænset af A4 arkets ramme, kan historien tegnes i alle retninger på hjemmesiden, og der kan flettes flash animationer ind i serien, der kan føjes mouse-overs og indlejres links. Teknologien åbnede for helt nye retninger. Det blev også ‘billigere’, for en tegner m/u forfatter behøvede ikke et forlag eller et trykkeri, men kunne lave sin egen hjemmeside og nå sine læsere af denne vej.

Imidlertid er det de færreste tegneseriemagere på nettet, som havde nogen interesse i at lave tegneserier, der udnytter nettets særlige potentiale til at lave tegneserier med. Hist og her kan man finde en flash animation (Sluggy Freelance og Dead Winter bruger dem til jubilæumsstriber), og nogle gange kan man finde en stribe, som brød A4 papirets ramme. Størstedelen er imidlertid enten daglige vittighedsstriber (Sinfest, PHD comics, Dork Tower) eller daglige striber i en fortløbende historie (Skinhorse, Sluggy Freelance), mens andre er fortløbende helsides tegneserier (Stand Still, Stay Silent; Girl Genius, Goblins, Order of the Stick, Bird Boy) – hvor nogle opdaterer uregelmæssigt og andre 3-7 dage om ugen.

En ting tog disse webbaserede tegneserier til sig, og det er de uendelige mængder af papir. For er der en kvalitet, jeg har oplevet ved de trykte albums, så er det, at historien fortælles på 48, 64, 72, 96 sider, mens det forholder sig anderledes for webcomics.

Dead of Winter har kørt uafbrudt siden 2007, Girl Genius kører med tre opdateringer om ugen fra 2002, Sluggy Freelance kører dagligt, og er den ældste fortløbende webcomic begyndende tilbage i 1997, Sinfest er fra 2000 og har daglige opdateringer, Stand Still Stay Silent, der begyndte for mindre end to år siden, er oppe på 392 sider (og det er 392 afsindigt flotte helsider), The Bean er på over 650 sider, Order of the Stick har passeret 1000 sider og sådan kan jeg blive ved. Fælles for dem alle er, at de er enormt lange, og der er ingen tegn på, at de er ved at stoppe. Det er historier, der bliver fortalt meget, meget langsomt og med mange ekskursioner, og som ofte er nødt til at have guides, hvor nye læsere kan begynde, fordi man idealt skulle have været med fra begyndelsen (og det er langsommelige at læse op på en netserie på tusind sider, da hver af de sider skal loades, og det tager lige lidt længere tid, end det tager at bladre i et trykt hefte).

Tempoet i mange af historierne er nærmest så langsomt, som læste man et story board til en film, hvor hvert billede er gengivet, f.eks. Stand Still, Stay Silent er 90 sider om at komme i gang, og nu næsten 400 sider inde, er der stadig sket meget lidt handlingsmæssigt, praktisk ikke mere end hvad en pilot-episode af en tv-serie kunne håndtere. Sluggy Freelance historie bliver bare ved og ved, og persongalleriet er vokset stadig mere komplekst, og der er stadig længere og længere sideplots, og Girl Genius bliver også bare ved og ved, og selvom den er fyldt med handling, rykker historien sig ikke særligt meget. Order of the Stick spilder en masse plads ved at bruge meget lange opbygninger til at komme en enkelt punchline, og den har mange sidehistorier, som det tager alt for lang tid at fortælle. Bird Boy er stemningsmæssigt interessant, men hver lille episode tager flere sider at fortælle, og Dead Winter, der begyndte som en fin zombie-tegneserie har jeg nærmest mistet overblikket over, hvor er henne i sin handling (der er i hvert fald langt mellem zombierne for tiden), og Power Nap, som ellers har et spændende koncept synes heller ikke efter et utal af sider at være kommet nogen steder.

Måske stammer noget af tempoet fra at tegneren gerne vil have et community af faste læsere, der engagerer sig i historien, og det er lettere at gøre ved at fortælle den langsomt, og måske lader forfatteren sig lokke til at fortælle alle mulige sidehistorier, fordi fans af serien, der med en side om dagen eller mindre overtænker indholdet og derfor udbeder sig forklaringer på denne og hin detalje, som fortælleren så spenderer tid på at fortælle. Det gavner imidlertid ikke historien som helhed.

I stedet for at bruge nettets muligheder for at lave tegneserier på lidt andre måder, er det endt med tegneserier uden ende. Der er muligvis ingen afslutning på disse historier (der findes heldigvis undtagelser – Digger, FreakAngels, Sin Titulo, Buck Godot – men de synes også at være knyttet til de trykte former og derfor afgrænsede, og jeg satser på, at Darths & Droids får en naturlig ende, og Flight of the Binturong har netop fået en afslutning af en slags (kender du nogen afsluttede serier på under 300 sider, så er jeg bestemt nysgerrig).

Selv har jeg nu valgt at afslutte alle de uendeligt fortløbende tegneserier og pillet dem ud af min feedreader, og selvom det har været hyggeligt at læse dem, så vil jeg hellere læse historier, som faktisk kommer til at have en afslutning, og som gerne bliver fortalt i et rimeligt tempo.

Så farvel til langsommeligt fortalte webcomics.