en blog om rollespil og historie

Julekalenderen tager højt mod nord for åbne dagens låge. Langt højere mod nord end julemandens værksted, så højt at himlen fryser, og i det skrøbelige nordenlys skinner stjernerne tydeligere end nogen sinde, og her udspiller sig den mest ulykkelige historie om brave riddere. Velkommen til Polaris.

Polaris: Chivalric Tragedy at the Utmost North designet af Ben Lehman er fra 2005, der var en periode, hvor talrige små, skæve og mærkelige rollespil blev udgivet. Det var før kickstarter var der til at hjælpe udgiverne til at udgive deres bøger, så det var små, mærkelige hefter udgivet for få penge i små oplag – men det var fede rollespil. De udsprang generelt af Forgeforum, som var hjemsted for indie-miljøet på det tidspunkt, og hvor et fokus var på at få udgivet folks rollespil, og et fokus var på at udfordre 90’ernes ide om, hvad rollespil skulle være for en størrelse. Sådan er det ikke længere, og sådan har det ikke været i flere år.

Polaris var det første indie-rollespil, jeg købte, og da jeg læste det, anede jeg ikke, hvordan det skulle spilles. Det var ikke det bedste sted at begynde udforskningen af indie-rollespil, men efter at have været en tur omkring The Mountain Witch, In a Wicked Age og My Life with Master stod det klart for mig, hvordan det skulle gøres.

Polaris: Chivalric Tragedy at the Utmost North er det mest poetiske og et af de mest smukke rollespil, jeg har prøvet. Det er et spillederløst rollespil, hvor man følger fire ridderes stræben efter at forsvare frostens rige i det yderste nord, hvor is og ynde går stålsat hånd i hånd, mens solens horder af trolde trænger sig på med deres farverige ildkraft og blomstrende enge. Man skiftes til at have tur, hvor ens karakter er i hovedsædet, og spilleren over for en, leverer udfordringer og påtager sig en GM-rolle. De to andre spillere sider på sidelinjerne og beriger handlingen med ideer og

detaljer (lidt samme model, som f.eks. Shock: Social Science Fiction også gør brug af), og systemet i Polaris er lige så fascinerende, som det er unikt og spændende. Man gør brug af ‘kodeord’, når der opstår konflikter for at se, hvad modspilleren vil gøre for overvinde konflikten. Med udtryk som “men kun hvis”, “og ydermere”, “du kræver for meget” og “Og således skete det” bevæger man sig gennem konflikten, indtil den måske spidser så meget til, at spilleren griber terningen og faktisk ruller den. Det giver smukke og flotte historier, og det er spændende at spille en tragedie, hvor man ved, at uanset hvor meget ens ridder kæmper, så vil denne falde og blive svigtet og til sidst måske styrte sit eget samfund i afgrunden som en falden ridder. Der er mange komedie-rollespil, men kun få tragedie-rollespil.

NB. Lehmans Polaris skal ikke forveksles med det franske rollespil Polaris (1997, 2008), som via en kickstarter er blevet oversat og udgivet på engelsk i år. Polaris har desuden fået en variant med titlen Thou Art But A Warrior (2007), som handler om muslimske ridderes forsvar af kalifatets Spanien i 1200-tallet.