en blog om rollespil og historie

Der er to My Little Pony rollespil. Senest er licensen endt hos Renegade Game Studios, som har udgivet et digert værk, hvor systemet kører på Essence20, hvilket er et system forlaget benytter til alle deres Hasbro licens rollespil (Transformers, Power Rangers, G.I. Joe), så man kan lave cross overs mellem de forskellige settings, men ‘one system fits all‘-tankegangen gør også, at Renegades My Little Pony Roleplaying Game bliver unødigt tungt og kluntet i forhold til sin genre (et kig på karakterarket afslører det hurtigt).

Inden ponyerne kom i stald hos RGS, havde allerede Riverhorse anskaffet en licens, som har benyttet til at udgive My Little Pony: Tails of Equestria (som jeg anmeldte her i sin tid), og det er et langt enklere system (karaktersheets til sammenligning kan findes her), og det passer rigtig godt til spillets genre. Hvor RGS markedsfører deres MLP til 14+, er MLP:ToE rettet mod 7+.

Nu har jeg endelig haft lejlighed til at få My Little Pony: Tails of Equestria på bordet (for vi har skrinlagt vores DragonBane kampagne), og det skal det handle om her. Vi spiller intro-scenariet fra grundbogen.

Dagens episode

Det er hurtigt at lave karakterer, blandt det mere tidskrævende er at tegne ponyen, og spillerne har lavet en god del på forhånd, så med vores jord-pony, pegasus og enhjørning – Buccaneer, Fancy Flight og Hestia de Trix – er vi snart klar til at begynde.

Det hele begynder en smuk sommerdag på Ponyville torv, hvor alle er ude og nyde vejret og købe ind. Pludselig finder Fancy Flight en hvid, pelset kanin i sin saddeltaske, som er godt i gang med at æde sig gennem hendes mest saftige gulerødder.

Det er Angel, og den tilhører Fluttershy! Hun dukker op og seende, at vores ponyer er gode til at tage sig af dyr, beder huj dem om en tjeneste: De berømte ponyer, the mane six, skal på en vigtig færd, og der er brug for nogen til at tage sig af deres kæledyr. Vore helte indvilliger.

Den følgende dag ankommer de hos Fluttershy, som har besøg af hele The Mane Six, og de har alle deres kæledyr med. Hvert kæledyr præsenteres, foruden deres favoritspise og deres favorit forkælelse, og gruppen får at vide, at de skal tage sig godt af de seks kæledyr, mens The Mane Six er af sted på en vigtig mission – og at de skal passe godt på Fluttershys hjem, mens de passer kæledyrene, og for resten kæledyrene er blevet lovet et Pampering Party, og med vores hovedpersoner til at passe dem, burde det ikke være et problem. Spillerne lugter hurtigt lunten med at holde sig for øje, hvordan kæledyrene skal fodres og behandles, for det bliver kort efter vigtigt.

Nu er gruppen alene med flokken af kæledyr, og de deler sig hurtigt op for at finde godbidder til dem og holde dem stimuleret og pynte op til et pampering party. For at finde de rette godbider rundt om i Fluttershys hjem, eller holde kæledyret stimuleret, skal der foretages enkle tests (typisk er sværhedsgraden fra 2 til 4, og typisk har spillerne 1d6 at rulle, nogle gange 1d4 eller 1d6). Imidlertid går ting i galt i iveren efter at få forkælet kæledyrene.

Særligt Angel den bistre kanin er uvillig til at lade sig forkæle, og den forsøger at stikke af. I et kaos af at løse flere opgaver på en gang, ser Angel sit snit til at stikke af, og forsøget på at flyve efter Angel og indfange den, resulterer i, at ponyen bliver fanget i et ubehageligt tornekrat. Ved undsætningen af ponyen lades kæledyrene kortvarigt ude af syne, og hele flokken ser sit snit til at rende sin vej.

Da gruppen vender tilbage til huset, ser de, at ikke kun Angel er borte, men alle kæledyrene er borte. Der er dog spor fra huset, som leder i forskellige retninger ind i skoven efter hvert sit kæledyr. I første omgang følger gruppen sporet af Gummy, den tandløse krokodilleunge, som aldrig siger noget, og det fører ned til floden. Strømmen er kraftig, og gruppen antager, at Gummy må være blevet grebet af strømmen og ført bort. De hopper derfor i en båd for at forfølge Gummy, og efter et par timers sejlads, ankommer de til en sø. Her ser de en Mohawk (høg med mohawk) flakse over en ø, da Gummy har bidt sig fast i dens halefjer. I første omgang forsøger gruppen at få mohawken til at samarbejde og lande, men den er uvillig med gummy hængende sig i dens fjer.

Gruppen erindrer, at fiskefrikadeller er Gummys yndlingsspise, og de får indfanget fisk, tændt bål og så videre, og da først der er fiskefrikadeller, slipper Gummy og styrter ned mod øen, men gruppens pegasus pony, når at gribe kæledyret, inden det går galt. Efterfølgende sejler flokken tilbage op af floden, og de kan mærke udmattelsen (og det koster dem et par stamina point) ved at ro mod strømmen.

Tilbage ved Fluttershys hytte og med tanke på, at der endnu er seks kæledyr, som skal reddes, holder vi spillet for denne omgang.

Bemærkninger

Der er noget fornøjeligt og eksotisk ved at spille rollespil, hvor konflikter ikke handler om at slå folk ihjel, eller hvor kampe eller konflikter involverer at sætte livet på spil – men samtidig er der stadig ting på spil: Det er blot ikke kamp til døden som i Dungeons & Dragons, kamp mod kultister og kosmiske rædsler som i Call of Cthulhu, konflikter med mafia og vampyrer som i Night’s Black Agents, grimdark underholdning som Warhammer Fantasy, gonzo vold som i Dungeon Crawl Classics, høj dødeligheds-fantasy som i DragonBane osv. osv. Samtidig er det et rollespil, som tilstræber at emulere tegnefilmsformatet, og hvor det er okay, at ting går galt, og hvor spillerne gennem deres karakteres karaktertræk inviteres til at lade ting gå galt, fordi derigennem opstår nye situationer og ikke mindst former spillets historie sig. Flere gange undervejs i vores spilforløb, benyttede spillerne deres karakterers karaktertræk til at drive handling og aktivere plotpunkter.

Systemet er enkelt, og det har nogle fine træk. Der er en Exploding Die funktion, som både er elegant men også afgrænset: ruller man maks på sin terning, må man rulle den næste størrelse terning, og er det også et maks, ruller man næste størrelse terning, og så videre. Hvis det ikke er maks, må man beholde det bedste resultat: feks ruller man 4 på d4, må man rulle en d6, og hvis det er en 6’er, må man rulle en d8, men ruller man mindre end det foregående resultat, beholder man det bedste. En fordel er, at odds for at rulle maks med de små terninger, er ret god, og det giver gode chancer for at opleve exploding die effekten jævnligt, uden at det går over gevind.

1’ere er et fumble, og det resulterer i at ting går galt. Spillets genre legitimerer, at man lader ting gå ekstra galt, fordi det er en del af humoren (og det forstærkes af, at man ikke kan dø: lander man på 0 stamina, er man udmattet og ude af stand til at kunne brydes). I andre rollespil er det et brud på genren og potentielt skadeligt for karakterens videre livsforløb, og det gør det mindre sjovt at lade ting gå galt – men her passer det ind i spillet, at man må som GM.

Tails of Equestria er også en af den type rollespil, hvor scenarierne er meget vigtige for oplevelsen og for, hvordan systemet opleves. Intro-scenariet lægger godt ud med nogle humoristiske scener, et format som giver påmindelser om en tv-episode, og nogle ret fine konflikter, som skal løses uden slagsmål, og hvor scenariet er åbent for spillernes idéer, samtidig med at det selv har forslag til kreative løsninger.