Vore tre ponyer bliver til fire i dagens episode af rollespillet My Little Pony: Tails of Equestria (Riverhorse edition), da vi fortsætter intro-eventyret i grundbogen fra sidste spilgang: Vore helte er sat til at passe The Mane Six’ kæledyr, men de er alle stukket af, og kun Gummy er foreløbigt blevet undsat.

Dagens episode

Det er hurtigt at lave karakterer, og vi får derfor hurtigt skabt en enhjørning mere, Maple Stirrup, da vi har en ekstra spiller i gruppen, og da Friendship is Magic, betyder det at alle spillerne får en ekstra friendship token.

Historien begynder med, at Maple Stirrup på sine vandreture er kommet forbi Fluttershys hjem og har set rodet og sporene efter de bortrendte kæledyr, da hun hører støj nede fra floden og ser tre udmattede ponyer (Hestia de Trixs, Fancy Flights, Buckaneer) lægge an med deres båd slæbende på kælekrokodillen Gummy.

Maple Stirrup slutter sig til de ponyer, og gruppen ser sig om i Fluttershys hus efter godbider, som de kan bruge til at lokke de bortrendte kæledyr til sig med. Gruppen har held med deres indsats og med diverse godbider sætter de ud i den uhyggelige skov efter de fem forsvundne kæledyr.

I første omgang følger flokken sporet der leder til vovsen Winona. Hun er blevet gjort til lænkehund af tre fæle Diamond Dogs, som graver efter ædelstene i jorden (ja, ordspil er en ting i MLP). De tre Diamond Dogs beskylder gruppen for at vilde stjæle deres ædelsten, og de hævder at Winona tilhører dem. Efter forgæves at tale de tre Diamond Dogs til rette, indvilliger gruppen i at slide i hundenes ædelstensminer under jorden, indtil de kan købe Winona fri. Det er slidsomt arbejde, og det koster nogle af karaktererne stamina-point at udføre det hårde arbejde.

Tilbage ved Fluttershys hytte med nu både Winona og Gummy, sætter gruppen denne gang ud for at finde Tank, men sporet leder efter i stedet i retning af uglen Owloviscious. Vejen fører gennem en pøl med kviksand, som er ved at opsluge Hestia de Trix, men denne kommer fri, og gruppen kan forsætte færden. Hestia de Trix stinker dog fælt af mosevand og dynd, så hendes karisma er reduceret det næste stykke tid.

På et tidspunkt ankommer gruppen til en lysning. I midten af den står en gammel eg, og her flakser Owloviscious forvirret rundt og banker gentagne gange sit hoved mod stammen. Resten af lysningen er fyldt med en sær blå blomst (Poison Joke), som forgifter folk med en forbandelse, hvis man ikke er varsom. Heldigvis formår Fancy Flights at flyve uden om farerne og får fat i den forvirrede ugle, som er ramt af blå blomsts giftige forbandelse. Gruppen tager derfor tilbage til Ponyville for at søge råd, og de bliver henvist til at finde Zecora (en zebra-variant af My Little Pony, også kendt fra tegnefilmsserien), som kan hjælpe dem. Imens får Hestia de Trix badet og slipper af med den fæle stank, og hendes karisma er tilbage til normalen.

Gruppen drager nu i retning af røgsøjlen ude på himlen, som leder dem i retning af skildpadden Tank. Undervejs har de ved et rent tilfælde (der er en wandering monster tabel i scenariet, som blandt andet inkluderer kviksandspølen) et møde med Zecora, som giver dem en urteboblesæbe til at bade uglen i og en helbredende drik, som hver pony kun må drikke af en gang. Færden fortsætter nu til en dyb kløft. Et stykke nede hænger Tank. Hans propel er gået i stykker og udsender den sorte røgsøjle. Han hænger fast på siden af skrænten, idet remmen fra hans flyverbrille sider fast på et klippefremspring.

Med en kombination af reb og Fancy Flights flyveevner får gruppen undsat Tank, og de undgår de kæmpestore grotteål, som gemmer sig i hullerne i siden af skrænten. En af ålene strækker sig ud af sit skjul som en muræne, men Fancy Flights undgår den og støttet af rebet, som den stærke Buckaneer holder fast i igen (som han også gjorde ved kviksandet), undgås monstret og Tank reddes.

Der er nu kun to kæledyr, som trænger til en undsætning. Vi fortsætter historien i næste episode.

Bemærkninger

My Little Pony er stadig hyggeligt at spille. Reglerne er enkle, meget enkle, og vi rammer nok snart loftet for, hvor spændende de er at spille med. Til gengæld så genererer de jævnligt sjove effekter, enten ved 1’ere hvor jeg som GM må introducere ‘fumbles’ eller ved at rulle maks på terningen, så man oplever en ‘exploding dice’ effekt, hvor vi et par gange oplevede en 6’er udløse den d8’er, som udløste en d10’er (men ingen d12’ere i denne omgang).

Des mere jeg oplever systemer, der genererer sjove effekter ved terningkast, des mere bliver jeg glad for dem. Til dels er der ‘hasard’-elementet, som man oplever netop i hasardspil, hvor resultatet kan give følelsesmæssige oplevelser, og til dels opstår emergente resultater af terningkastene, hvor historien drejer i retninger, som hverken GM eller spillere havde forudset. Det handler ikke om at rulle oftere, men om at lade terningerne oftere komme med drastiske resultater.

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Trending