en blog om rollespil og historie

I dag skal vi ud og sejle med færge. Det er en smuk og rolig tur over det store hav til Cortran, og Entouragen møder flinke folk. Det er først da de går ud efter en flaske vin at tingene går galt.

Vi spiller Fading Suns, og det er episode 13 i kampagnen Translatio Sancti.

Dagens forløb

Endelig fri af intrigerne i hovedstaden Harkonnen, kan gruppen drage til færgelejet i Usimaa for at krydse havet for det næste mål.

Først er der de sidste ærinder, der skal nås i Harkonnen, og så er det ellers videre. Broder Florian og ridder Qwian-Qwian opsøger Sade Zilliacus i eskatonernes broderhus for at få tekster til at erstatte Florians tabte tekster, som flammerne åd i en tidligere episode. Sade Zilliacus stiller en digital kopi af Horatius’ apokryf fra Digamma apokryfen rummende Logos evangeliet, Horatius’ gerninger og Horatius’ breve samt Eskatonen som nedfældet af Nikodemus til rådighed samt et middelmådig afskrift af Den hellige pinsels hymne, den marsiske apokalypse og horernes evangelium, som alle er klassiske, okkulte eskatoner-tekster fra det apokryfe katalog.

Imens konstaterer baronet Wolfgang at hans Scraver assistent Georgi ikke har været til bekendelse længe, og han tager hende prompte med ned til katedralen. Her finder de bønder og håndværkere siddende på bænke langs kirkeskibets væg sidder og bekender, mens Wolfgang målrettet går mod båsene, som er forbeholdt folk af passende stand, hvilket gælder Wolfgang og Georgi. Ved samme lejlighed skrifter Wolfgang også, hvilket har en strategisk fordel, da han så slipper for at nævne disse ting for bekender Amled, som han fik tildelt sidste spilgang.

Oppe ved paladset bliver Broder Florian og ridder Qwian-Qwian indhentet af en midaldrende munk, da de er ved at sætte sig op i deres karet, som skal lede dem til havnen. Dette er bekender Amled, som nøje er blevet udvalgt (jeg giver spillerne et ark med Amleds udvalgte stats, så de kan spille ham efter behov), efter at han havde introduceret biskoppen for sine nye, meget detaljerede måder at føre regnskab på, som han gerne ville introducere biskoppen for i stor detaljegrad.

Amled gør opmærksom på, at husgarde løjtnant Martine Claudeaux Hawkwood også er i gang med at pakke flere vogne og mandskab for en større ekspedition. Efter at have spurgt sig for forklarer Martine Claudeaux, at man har sporet den forsvundne rustkammerassistent Marje Lepisto til byens nordport, som hun sammen med andre folk har forladt. Hun er rejst ud i Blodørkenen, hvor vinddæmoner og pygmaliumsmuglere huserer. Sandsynligvis er det en rejse mod havnebyen Salor på den anden side af ørkenen. Lige nu er målet at indhente og fange hende, og gruppen inviteres med, hvilket der takkes nej til (det kunne have sendt kampagnen i en noget anden retning, og jeg havde forberedt nogle noter, havde spillerne taget imod invitationen).

Ved stationen mødes gruppen med de få pilgrimmene, som ikke kunne gå turen til Usimaa, mens resten allerede er gået i forvejen anført af Fader Rowski. På togturen får Amled spurgt ind til baronet Wolfgangs sjælefrelse og hans regnskaber. Det viser sig at bekenderen ser alt som et regnskab, og han taler gerne tingene som ting, der kan bogføres.

Nogle timer senere ankommer gruppen til Usimaa færgehavn. Her støder de på deres gamle rejsefælle, Antti Halme, som de ankom til Leminkainen sammen med ombord på samme rumskib. Sammen går de ombord på færgen Georg-Halme (ingen slægtskab), som er opkaldt efter en berømt Hawkwood admiral, det for 200 år siden bekæmpede vuldrokpirater. Færgen er en del af Forenede Leminkainen færgegilder (FLF) under kaptajn Alain Maunier Mint III, som er tredje generation af kaptajn på færgen. De går ombord på færgen via en gangbro højt hævet over molen, hvor pøblen (og fader Rowskis pilgrimme) går ombord efter en nøje undersøgelse foretaget af avestitter (idet de har vundet toldprivilegiet fra toldernes gilde), så der ikke kommer noget kættersk med ombord på færgen.

Langs gangbroen for fornemme folk står søfolk og officerer i deres stiveste puds med skarpt strøjner kanter og blankpolerede knapper, mens sømandskoret synger ‘Ode til Kejseren’ som velkomst. Ombord på færgen tager et nyt hold dragere fat i gruppens oppakning, mens en steward Clayde Kyttanen præsenterer sig som deres personlige steward. Over højtalerne annonceres det, hvornår skibspræsten Anda Li holder gudstjeneste, og gruppen får udstukket en folder med oversigt over aktiviteter på færgen, som inkluderer et casino og et teater, hvor der blandt andet opføres følgende stykker:

• De sidste folk fra Leppilämpi – en tragedie
• De tre sømænd og den syngende hajfisk – syngestykke
• Den sidste ridder fra Rasborg – drama
• Richardo Ganmor – et poetisk lærestykke
• Svogeren, Sølvsmeden og hendes Sanglærer – en komedie

Ved ankomsten udveksler Georgi blikke med avestit-kanniken ‘færgerenser’ Manfred deHousse, som skuler fjendtligt til hende. Heldigvis undgår hun ham de næste dage, da hans asketiske livsstil holder ham fra de områder, hun primært frekventerer. Senere lærer Broder Florian af skibspræsten, at Manfred er af den overbevisning at færgen tiltrækker fæle kultister, fordi den sejler langs planetens leylines, hvilket gør den sårbar overfor det okkulte. Hvorvidt han har ret er et emne for eskatonere at diskutere …

På vejen til kahytten anført af steward Claude Kyttanen passeres et smukt emaljeret skilt med følgende tekst:

Et stille skib er et sikkert skib

Undgå dronesværme

Begræns tech

Undgå pirater

Begræns radio

Undgå dæmoner

Begræns dine synder

Efter at gruppen er indlogeret lader stewarden vide at baronet Wolfgang med følge er inviteret til kaptajnens bord samme aften.

Gruppen inspicerer deres kahyt. Sikrer sig at der ikke er noget spionage eller sabotage, og de sikrer at alle blanke overflader er mærket med jumpgate cross, så dæmoner ikke kan trænge ind. Derefter er de klar til at opleve resten af færgen og se dens faciliteter.

Om aftenen er følget til højbords med kaptajn Alain Maunier Mint III. Han præsenteres de for blandt andet

• Første styrmand Arielle Aalto
• Første navigatør Antoine Vaskivuori
• Skibslæge Greta Rislakki
• Skibspræst Anda Li
• Ridder Humban al-Jabr al-Malik
• Kunstmaler Kamnaskires al-Ibr, som Broder Florian identificerer som en yderst fornem og dygtig portrætmaler

Samt diverse andre personer, som også er af stand, der er passende for selskabet.

De næste dage går fredeligt. Broder Florian bakser med sin tænkemaskine, som bliver sat op til både at køre på Lex V.V, det officielle kirkelige programsprog, og på Suprema, som er et mere gængst og tilgængeligt systemsprog – og hvor der ikke er programmer, som scanner tekster på kættersk indhold og adviserer nærmeste bekender. Baronet Wolfgang lærer skibslægen nærmere at kende, og de udvikler et venskab og en romance. Georgi Scraver Georgi interesserer sig for færgens marinekorps og dens to kanontårne, som begge er i tiptop stand – om end de kun har været brugt til at affyre varselsskud, da ingen pirater har haft fortsat deres anslag. Ridder Qwian-Qwian lærer at mestre scuffleboard og bliver en god bekendt med mange af de faste passagerer, som fast bruger færgen.

Vejret er hedt. Det er tropiske egne, de sejler i, og Leminkainens opsvulmede sol hænger varm og rød på himlen. Fra tid til anden ses flokke af havdyr følge færgen i vældige spring, og andre dage ses flokke af havfugle kredse over færgen.

Færden går syd om Jyväskylä kontinentet, mod øst mod det store hav. Efter nogen tid kommer de til Mazor, en ø, der næsten er et lille kontinent i sig selv. Det er en jungleklædt ø bevogtet af massive kanontårne, der har sikret den mod vuldrokkernes plyndringer. Øen er et baroni under baronesse Latera bint-Izar al-Malik, og hun er grankusine til ridder Humban. Selvom Leminkainen er en Hawkwood verden, rummer den len, der tilhører andre adelshuse.

Efter nogle dage ligger færgen til ved den lille havneby Svoldmile, som er sidste havn, inden man krydser det store hav og kommer til Fugleøerne. Havnen kan ikke rumme færgen, så alt sejles ind via mindre både. Da færgen skal ligge her i fire dage, er der rigeligt med tid til at gå i land og udforske Svoldmile. Byen tager dog ikke meget mere end en eftermiddag at se. Imens gruppen er sejlet ind på land, har de udvalgte pilgrimme – renskurede og aflusede – til at passe på helgenskrinet i deres kahyt.

Portrætmaler Kamnaskires al-Ibr bliver også sejlet ind, da han har et ærinde længere inde på øen. Imens besøger gruppen byen og ser dens seværdigheder. Broder Florian køber en udskåret helgenfigur fra flokken af børn, som er trængt sig på dem, da gruppen kom i land – og han bemærker, at en af helgenfigurerne har usædvanligt brede hofter og er barmfager med blottede bryster – og han mistænker at gjartin hedenskaben med dyrkelsen af deres moder natur eller modergudinde er udbredt på øen. Sammenlignet med kultister og djævletilbedere er det dog en harmløs vildfarelse, men dog en vildfarelse, der kan koste den sjælelige frelse.

Bekender Amled vil gerne studere sognekirkens freskoer noget mere, og han forlader selskabet, som efter at have set den smule, der er at se, lader sig lokke med ridder Humban på gæstgiveriet Det rustne anker, hvor de introduceres for vinkyper Souroosh. Hun beretter under gennem vinsmagningen om den sjældne og eftertragtede vin fra Klosterø, som ligger ud for fiskerlejet Myrecaer.

Klostervin fra Klosterø har man ikke set noget til i tredive år. I de sidste år af kejserkrigene blev egnen evakueret på grund af voldsomme bombardementer, og da man nogle år senere vente tilbage for at tage egnen i besiddelse igen. Da man vendte tilbage, fandt man Klosterø forladt på uforklarlig vis, og hjemsøgt ifølge de lokale.

Før evakueringen leverede amaltheaner klostret på øen nogle fantastiske vine, og da man ikke ved, hvad der blev af klostrets munke, spekuleres der i, om der stadig er vine at finde. Klostret og øen blev skænket af baronessens forfader til Sanctuary Aeon for at bringe kirken til egnen og dæmme op for gjartin troen.

Ansporet af ridder Humbans planer om at spendere de næste fire dage med at udforske gæstgiveriets vinkældre, og Svoldmiles beskedne størrelse lader gruppen sig lokke på et side-eventyr, og de gør klar til rejse til Myrecaer den følgende morgen.

Med karet kommer de til Myrecaer, som er et fiskerleje beliggende langs smukke, gyldne sandstrande. Fiskerlejet er et lille lavteknologisk samfund uden indlagt strøm og med benzindrevne kuttere. Stedet er for lille til at have sin egen kirke, som i stedet ligger et sted mellem flere små bebyggelser, og der synes at være en vis gjartin-tilstedeværelse i området. Efter at have talt med de lokales talsmand Wynwyn, som advarer om spøgerier på øen, som skræmmer folk til døde, får gruppen en fisker til at sejle dem ud til øen.

Det er en klippeø med stejle skrænter, hvis top er beklædt med jungle. På øens top ligger klostret omgivet af vildtvoksende vinmarker urørt gennem tredive år. En bugt med smukke sandstrande fungerer som det naturlige sted at lægge an, og her er en tilgroet havn. Moler og bygninger er overtaget af den frodige natur, som trænger gennem asfalten og vokser henover bygningerne. Gruppen udforsker varsomt bygningerne, mens fiskeren trækker ud på vandet igen og venter på gruppen.

Blandt de sære ting er et mosgroet baglokale, som er blokeret indefra, og som rummer to skeletter med sorte knogler. Andre steder er der tegn på at øen synes evakueret i stor hast.

Efter at have undersøgt havnen beslutter gruppen sig for at følge vejen op mod klostret. Knapt er de begyndt at gå derop, da frygtelige monsterbrøl kommer inden fra junglen. Da de ikke lader sig skræmme af de uhyrlige lyde, sniger de sig ind i junglen. Et stykke inde mellem træerne, finder de en ældgammel, mølædt golem groet fast mellem træerne. Den forsøger at skræmme folk bort med sine brøl, og da det ikke virker på gruppen benytter den sin iskaster, dækker ridder Qwian-Qwian i et lag af is. Gruppen kaster sig over maskinen, hamrer løs på den, undgår dens næste angreb, og ridder Qwian-Qwian bryder fri af isen med to af sine arme, og med de to andre svinges klingen i et vældigt hug, som smadrer golemen.

Da maskinen er besejret, kobler Broder Florian sin tænkemaskine op til dens hjerne for at indhente oplysninger om dens sidste instrukser: beskytte indbyggerne, advare mod folk fare og beskytte mod ‘folk’ – den sidste instruks er uklart formuleret og har givet golemen modstridende ordrer.

Her stopper dagens spil.

Bemærkninger

Vi lagde ud med en længere overgangssekvens fra Harkonnen over Usimaa til færgen og til øen Mazor. Nye sider af Leminkainen blev vist frem, og der lagt op til kommende eventyr indledende med et side-eventyr som et afbræk fra det meget rænkespil i Harkonnen.

Vi kommer nok til at se systemet fra en lidt anden vinkel med side-eventyret, hvilket nok skal blive interessant.

Persongalleri

• Sade Zilliacus
• bekender Amled
• husgarde løjtnant Martine Claudeaux Hawkwood
• rustkammerassistent Marje Lepisto
• Fader Rowski
• Antti Halme
• steward Clayde Kyttanen
• skibspræsten Anda Li
• avestit-kanniken ‘færgerenser’ Manfred deHousse
• kaptajn Alain Maunier Mint III
• Første styrmand Arielle Aalto
• Første navigatør Antoine Vaskivuori
• Skibslæge Greta Rislakki
• Ridder Humban al-Jabr al-Malik
• Kunstmaler Kamnaskires al-Ibr
• baronesse Latera bint-Izar al-Malik
• vinkyper Souroosh
• talsmand Wynwyn af Myrecaer

Tekster

• Horatius’ apokryf
  • Logos evangeliet
  • Horatius’ gerninger
  • Horatius’ breve
  • Eskatonen som nedfældet af Nicodemus
• Uddrag af Den hellige pinsels hymne
• Uddrag af Den marsiske apokalypse
• Uddrag af Horernes evangelie