Vi spiller Monster of the Week. Et rollespil om agenters kamp mod det overnaturlige i bedste X-Files/Supernatural/Buffy the Vampire Slayer-stil med et Powered by the Apocalypse system.
Ugens monster
Monster of the Week er et PbtA system, og det er kommet i en standard og i en revised udgave. Vi spiller standard udgaven, da det er den, vi er i besiddelse af. Spiller er oprindeligt fra 2012, og det er således en tidlig generation af PbtA spil (da de baserer sig på Apocalypse World fra 2010).
Genren er urban horror baseret på tv-serier, som rummer ‘ugens monster’, som spillets titel også afslører. Karaktererne laves ud fra forskellige play books, som rummer hver deres arketype inden for genren, og intentionen er, at hver spiller har sin egen unikke playbook. I modsætning til party-style rollespil som Dungeons & Dragons, er der ikke en særlig sammensætning af karakterer (fighter, cleric, wizard, thief), man skal have i gruppen for at den kan fungere. I stedet handler det, om få fordelt playbooks mellem spillerne på bedste maner.
Dagens forløb
Første spilgang handler om at skabe karaktererne, etablere deres indbyrdes sammenhold og få etableret et fælles koncept for kampagnen. Spilleder medbringer nogle ideer til et scenarie, som denne gerne vil udsætte spillerne for, og derefter er det blot at komme i gang.
Til at begynde med snakker vi bredt om verden, genre, karaktererne og så videre.
Vi ender med at karaktererne er en gruppe af privatpersoner, som jagter monstre, som (muligvis) er baseret på cryptid og folklore (væsner a la Mothman). Udgangspunktet bliver sat før den digitaliserede æra (dvs før mobiler og internet er bredt udbredt) og mere konkret bliver det 1980’erne. I stedet for at spille i ‘mystiske Amerika’ bliver rammen ‘mystiske Europa’ med inspiration fra blandt andet Yoko Tsuno, Franka, Natacha, Splint & Co. og Linda & Valentin (nærmest en okkult/horror-variant af rollespillet The Troubleshooters).
Vi kommer frem til, at udgangspunktet for gruppen er en Rhinborg (så vi er omtrent i Alsace). Dernæst sammensætter vi en gruppe af følgende playbooks:
- Expert – Luc Maximilian Dagobert de Speevang
- Monster – Michael/Michel
- Flake – Victor Simmons (?)
- Spooky – Lyssa Nyx
Gruppen er centreret omkring grev Speevangs slægtsborg, som han har arvet. Det er en forfalden borg, men den har stadig en omfangsrig bogsamling og et lager af våben egnet til monsterjagt. Det inkluderer blandt andet grevens sølvsværd Speerfängerschwert (som blandt andet blev brugt til at ‘skære’ Loreleis fortryllelse over, da flodånden nede ved Flosshilde-klippen forsøgte at trække Lyssa ned i Rhinens kolde vand) og en velsignet tempelridderdaggert, som Victor hjalp med at skaffe. Grevens slægt (på den franske side) kan spores tilbage til katharerne, og Rhinborgens kapel skulle efter sigende rumme motiver, som ville få opmærksomme katolikker til at rynke på panden).
Under Anden verdenskrig overtog nazisterne borgen, og her etablerede Ahnenerbe et hovedkvarter. Omtrent 35 år senere, da Luc har fået slottet i arv, finder han et mystisk forseglet rum i kælderen, og i kammeret finder han Michael, en slags ‘golem’ skabt af Ahnenerbe og efterladt, da de ikke kunne nå at runde deres projekt af og benytte det i krigens sidste dage mod de allierede.
Victor og Lyssa har begge fundet slottet et godt sted at have hjemme, og de er således blevet grevens gæster. Victor er en oplyst sjæl, der er i åndelig forbindelse med rosenkreutzernes hemmelige meste, og Lyssa besidder okkulte kræfter herunder tankelæsning.
Michael er en menneskelignende skabning drevet af mystiske kræfter, og han har en dunkel fortid, som muligvis er efter ham. Comte de Speevang er ud af en monsterjægerslægt, oplært i familiens traditioner, men indtil han arvede den forfaldne Rhinborg og dens hemmeligheder, har han ikke været dybt involveret i familiens hemmeligheder.
Det er herfra vores karakterer fra næste spilgang skal rundt i Europa for at jage monstre.
Bemærkninger
Jeg er glad for, at vi har placeret kampagnen i et mystisk Europa. Det er nemt men nogle gange også for nemt at udspille moderne tids kampagner i et udefinerbart Amerika. Der kan kampagner placeret i et vagt defineret Europa trække på helt andre elementer, og det tog os ingen tid at introducere en mystisk borg, Ahnenerbe, nazister, rosenkreutzere, tempelriddere, katharer, flodånden Lorelei mm., hvilket giver os en masse byggeklodser at konstruere kampagnen over, og vi kan frit rejse rundt mellem Tyskland, Frankrig og alle tilstødende lande samt konfrontere skumle agenter fra den anden side af jerntæppet.





Skriv, skriv, skriv