en blog om rollespil og historie

“Velkommen til Cortran” er dagens uofficielle titel på begyndelsen til slutningen. Endelig er målet i sigte. Følget skal blot nå missionsmarken nord for Cortran by, men hvilke udfordringer venter dem i Cortran?

Dagens forløb

Ombord på handelsskibet Havskum under kaptajn Ville Nainen går rejsen mod Cortran baroniet stødt og sikkert fremad. Færden leder over havet og gennem Det oprørte hav, som er den urolige urolige strækning mellem kontinenterne Valdalla og Isalys. Vore helte nyder at der er tre uger med stærk søgang og ingen anslag på deres liv, og søfolkene synes at være glade for deres usædvanlige passagerer. Snart er Valdallas sydlige synlig, hvor Cortran baroniet og havnebyen Barbex ligger.

Over radioen hører kaptajn Nainen, at der er store forventninger i baroniet til følgets ankomst. Baron Antonius Cortran har annonceret tre dages jubelfest med parader gennem byens gader, hvor helgenens skrin vil blive båret og vist frem, og hvor byens fornemme folk, kirkefolk og magistrater vil gå i optoget. Man vil trække lod blandt byens sognebørn om, hvem der får lov til at møde helgenskrinet og følget, der bringer det frem, og man vil frigive en række vuldrok krigsfanger mod at de i offentligt skue foran helgenskrinet lader sig konvertere. Ydermere spekuleres der i, om baronen vil lade sin ugifte datter, Antonia Cortran Hawkwood, arve hans titel. På den mindre muntre side er der tegn på, at vuldrok-terroristgruppen Varangias hævnere er aktive og truer med et anslag. Gruppen tilhører de rabiate vuldrokker, som vil tilbage til tiden før freden mellem Kejserriget og vuldrok-nationerne.

Gruppen holder et internt gruppemøde om deres medpassagerer, Titus Andolphus, som de hjulpet uden om snigmordere og sikkert frem til Cortran, og derefter tager de en snak med ham. Tanken bliver at rejse under radaren fra Barbex havn frem til Cortran by, og derefter indgå en ny aftale med ham. Baronet Wolfgang afslører, at han på mødrene side er ud af huset Justinian, og han intet kender til de snigmordere, som Huset har sendt efter Titus. Han lover at ville gøre sit for at standse snigmorderne, og at han vil påtage sig ansvaret for det tabte Justinian-len som ligger oppe ved det tabte kloster Osel (se episode 5 for historien om klostret og lenet). Selvsamme kloster rummer nogle data, som er relateret til fund på planeten Shylkor (se episode 20 for Shylkor, Mord og Justinians snigmordere), og som er dem, som Titus er ude efter. De to mænd giver håndslag på at indgå en aftale i Cortran om at Titus og hans arkæologfæller kan gennemsøge klostret, og fund relateret til Mord tilfalder Titus, mens alle fund relateret til Paradis tilfalder Wolfgang (da det er en tabt verden, som Huset Justinian leder efter).

Havn i sigte! De tre uger til havs er næsten til ende. Forude anes kyststrækningen, hvor Barbex ligger. Det er en smuldrende, rustende industrihavn, som en gang var centrum for produktionen af talrige krigsskibe, men nu ligger store dele af havnen øde og rustrød hen, mens utallige daglejere arbejder på at skrotte skibe og sejle resterne med flodbåde til andre egne af Cortran. Der hænger en konstant stank af brændt gummi og smeltet metal over byen, og særligt ude fra pladserne, hvor skibe ophugges, rejser der sig talrige sorte røgsøjler, som synes at være en konstant dis over byen. Klimaet er værre i Barbex end i Sköldung, men stemningen er væsentlig bedre (episode 24). Kaptajn Ville Nainen fortæller, at forbindelsen mellem Barbex og Cortran typisk enten er langs landevejene, som er velholdte og patruljerede, eller med flodbådene via kanalerne, men flodbådene bruges primært til at fragte skrot, og standsmæssigt ikke egner sig til at fragte gruppen.

Da skibet skal til at ligge til øjner man, at der er en velkomstkomite inde på havnen. Der er et kæmpe banner – Velkommen Skt. Marina – og talrige vimper med lokale adelsfamiliers mærker, og der er adskillige paviliontelte, og en del mennesker omkring dem. Oprindeligt var det gruppens plan at rejse ubemærket fra Barbex til Cortran by, men synet af velkomstkomiteen får gruppen til at ændre planer.

Efter at kaptajnen har forhandlet afgifter med havnefogeden for at ligge an, fortæller han gruppen, at havnefogeden har fortalt, at det er en velkomstkomite, der har ventet i uger på gruppens ankomst, da man ikke vidste hvornår, de ville ankomme. Gruppen sender Titus i land først, så han kan ankomme anonymt og ubemærket. Derefter gør de sig i stand, pakker helgenskrinet ud, og marcherer prunkmæssigt frem mod komiteen. Denne har dog haft ventet i flere uger, og langmodigheden har sat ind. De bliver derfor overrumplede, da entouraget pludselig står helt oppe ved dem, og en tjener falder ud af sin stol af bar befippelse, inden han får tilkaldt mere ansvarlige folk. Snart præsenteres gruppen for hofdame Wilhelmine Lübsch Hawkwood, udsendt af Baron Cortran, for at tage imod gruppen og føre dem frem til Cortran by.

Gruppen inviteres til en overdådig middag, der fortælles historier, og der arrangeres for transport til Cortran. Ridder Wolfgang vil rigtig gerne have lov til selv at ride, så der stilles en hest til rådighed for ham, og ellers bliver det kareter med en æresvagt. Afgang vil være den følgende dag ved middagstid, og vejen gå via en række landsbyer, hvor man vil kunne fremvise helgenskrinet på vejen mod Cortran.

Broder Florian falder i snak med Kapellan Ascyla, som beretter, at biskop Bärbel og abbedisse Mechtilde stadig har stærke interesser i spillet om udformningen af bispedømmet i markgrevskabet (se igen episode 5). Biskoppen vil gerne udstrække sit bispesogn til at omfatte markgrevskabet, og abbedissen vil gerne etablere et nyt bispesogn med hende som biskop, og ærkebispen har indikeret, at den som opnår de facto kontrol med området, kommer til at blive den gældende biskop.

Gruppen får værelser på gæstgiveri Egmont stillet til rådighed, og da det er blevet sent, sendes de derhen fulgt af nogle tjenere. Bedst som de nærmer sig, bliver Broder Florian ramt af en klat mudder, og ridder Wolfgang ligeså, men hans kraftskjold beskytter ham imod svineriet. Længere henne af gaden står tre gadebørn og råber efter dem, og de sætter i løb, da en af tjenestefolkene stormer efter dem for at give dem prygl.

Wulfgang & Flurian

De tre gadebørn råbte ting som “Dumme Wulfgang! Dumme Flurian!” inden de kastede mudder og skarn efter vore to Hawkwood-fætre. Ungerne stikker af med en tjener i hælene, men denne får ikke indhentet dem. Imens indlogerer gruppen sig på gæstgiveriet, og de gennemløber deres rutine med at grundigt gennemgå stedet for flugtveje, okkult og teknologisk overvågning med mere, og spejlblanke flader, hvor dæmoner kan ankomme.

Senere på natten bliver der kastet skarn mod gruppens vinduer. Det er gadebørnene, som er vendt tilbage. Med et olmt blik, der får hans kemiske forbrændinger til at gløde i mørket, stirrer baronet Wolfgang efter ungerne, som stikker af igen – men denne gang med Georgi uset i hælene på dem. Georgi forfølger dem uset til deres skjul i en kælder et godt stykke borte, og her overhører hun deres samtale, blandt andet om hvordan den mindste af børnene savner Lifelt.

De tre unger bliver forskrækkede, og mens Georgi samler den mindste op, Tolar, gemmer den mellemste, Andro, sig, og den sidste, Ebin, stiller sig truende op med en lille, bitte kniv. Georgi får dog beroliget børnene og forklaret dem, at hun arbejder for Wolfgang og Florian, og de på ingen måde opfører sig, som børnene påstår, og at de først er ankommet i dag, og derfor ikke tidligere har kunnet gøre ugerninger.

Børnene forklarer, at Wulfgang of Flurian holder bønnemøder om helgeninden, og folk, der kommer til bønnemøderne, kommer ikke tilbage. De holder bønnemøder nede på havnen i et stort telt, og de opsætter plakater for det rundt om i byen. Lifelt gik til et bønnemøde, og hun er ikke vendt tilbage. Georgi overtaler børnene til at komme med tilbage på gæstgiveriet, og på vejen dertil passerer de en plakat for Wulfgang og Flurians bønnemøde, som hun river ned og tager med. På plakaten ser man to fortegnede versioner af Wolfgang og Florian i heltepositurer, hvor de strækker deres hånd ud mod beskueren, og i forgrunden er Skt. Marines gyldne skelet.

På gæstgiveriet får børnene et bad, varm kakao og hakonnen delights, og får fremvist helgenskrinet og helgenens knogler, og gruppen får udspurgt dem mere om bønnemøderne og indhentet andre detaljer. Til bønnemøderne loves folk en bedre fremtid og land, hvis de følger med på pilgrimsfærd nord på til missionsmarken. Næste bønnemøde er om to dage (hvilket karambolerer med planerne om at rejse videre til Cortran by den følgende dag).

Efter grundige overvejelser og snak frem og tilbage, bliver planen at tage sig af de tre hjemløse børn og skaffe Lifelt tilbage til dem. Planen bliver også at tage sig af Wulfgang og Flurian for deres misbrug af helgenens navn og omdømme, og for deres misbrug af Wolfgang og Florians navne og omdømme, og generelt sætte en kæp i hjulet for, hvad det er, de foretager sig. Der snakkes også om, hvordan børnene måske kan blive en del af Fader Rowskis prilgrimme, når de en gang ankommer til Barbex havn. Ydermere snakkes der om at tage sig af hele flokken af hjemløse børn, som de tre er en del af (en flok på i alt 11 børn). I løbet af forløbet opbygger Broder Florian et godt venskab med børnene (Både Georgi og Qwian-Qwian fejler deres forsøg på ‘Befriend action’ med børnene, men Florian har succes).

Den følgende morgen sender Wolfgang et brev i en bestemt men høflig tone til hofdamen Wilhemine forklarende, at færden til Cortran by er udskudt, indtil en anden mere presserende sag omkring disse ‘bønnemøder’ er blevet håndteret (med en implicit spørgen til, hvorfor denne æreskrænkende aktivitet ikke allerede er blevet håndteret?).

Efterfølgende ender spillet her, og vi får delt XP ud. Næste gang: ‘Bønnemøder og svindlere‘.

Imens episodens rulletekster kører over skærmen klippes til andre poster, hvor der sidder hoffolk og venter på om gruppen vil ankomme der. Baronen har opstillet velkomstkomiteer flere steder, som alle keder sig gudsjammerligt ventende på vore helte, som ikke dukker op. Et par år senere bliver teaterstykket “Venter på Wolfgang” udgivet til stor ros fra kritikerne (i vores snak mod slutningen af episoden bliver der mellem os alle digtet lidt på situationen med de stakkels hoffolk, der er sendt ud for at tage imod Skt. Marinas følge uanset, hvor de måtte dukke op).

Bemærkninger

Spilmekanisk var der meget lidt brug af reglerne denne spilgang. Der blev rullet nogle enkelte tests undervejs, primært omkring Georgis møde med gadebørnene og efterfølgende i mødet mellem resten af gruppen og gadebørnene (som mest var et efterspil for at fastslå relationen til børnene, som med gruppens planer om at tage dem med sig kan få betydning over sigt).

Vi er nu på en ny lokation, og spillernes mistro over for de lokale matchede ikke modtagelsen, som foreløbigt har været langt mere venlig og høflig end gruppens seneste oplevelser, og gruppen nyder, at der i lang tid ikke har været nogen, som har stræbt dem efter livet. Sejlturen med Ville Nainen var de roligste tre uger i meget lang tid. Det er sjovt at kunne lave den slags overgange i en kampagne, og det er en af de ting, der mere er plads til i medier som rollespil end i TV, hvor det mest handler om at præsentere verdenen og give den kulør, end det handler om konflikter. Først mod slutningen af spilgang blev der søsat en egentlig konflikt, og det var sjovt at præsentere en problemstilling, hvor det var op til spillerne selv at formulere, hvorfor de kerede sig om problemstillingen og ønskede at gøre noget ved den. Forskellige begrundelser kom i spil, og det var en fornøjelig måde at se spillerne udtrykke deres karakterer på den måde.

Persongalleri

• Kaptajn Villa Nainen med skibet Havskum
• Titus Andolphus, arkæolog/genindvinder af scraver gildet
• Advokat Grav Veksel
• Baron Antonius Cortran Hawkwood
• Antonia Cortran Hawkwood, baronens datter
• hofdame Wilhelmine Lübsch Hawkwood
• Kapellan Ascyla
• Biskop Bärbel
• Abbedisse Mechtilde
• Markgreve Winfried
• Lifelt, hjemløst barn
• Tolar, hjemløst barn
• Ebin, hjemløst barn
• Andro, hjemløst barn
• “Wulfgang & Flurian”