en blog om rollespil og historie

Der er for mange spells, og der er for få spells.

Dungeons & Dragons er fyldt 50 år i år, og med en ny udgave af reglerne ude, benytter jeg lejligheden til at beskrive min favoritversion af Dungeons & Dragons. Det samlede oplæg over de enkelte bestanddele kan ses her.

For mange og for få

Dungeons & Dragons lider under at have alle spells. Der skal være søvnmagi, ildkugler, tankelæsning, forvandling, fortryllelse etc. Det er en sammensmeltning af trolddom fra alverdens værker og historier, hvor formularerne eksisterede uafhængig af hinanden tilpasset den specifikke historie. Nu eksisterer de side om side, og det inkluderer trolddom, som kun er tiltænkt skurken eller kun er tiltænkt heltens hjælper – for i mange tilfælde er de klassiske formularer fra eventyr og sagn ikke noget, som hovedpersonen selv mestrer. Nu bliver alle disse formularer anbragt side om side uden hensyn til deres genremæssige ophav – og det er et problem. Der er flere af de formularer, som D&D aldrig har fået til at fungere på tilfredsstillende vis. Polymorph er et klassisk eksempel, men Sleep og Charm Person er heller ikke uden problemer.

Dungeons & Dragons’ egen verdensbygning er verdener fyldt med mange forskellige formularer (4th og 5th undtaget) og ofte også flere typer af trolddom. Særligt 2nd edition men også 3rd og 1st havde mange ekstra formularer i supplementer og scenarier. En del var tænkt til at give skurke og NPC’ere særtræk og plotrelevante formularer (og i visse tilfælde formularer til at håndtere fantasy genrens logistiske udfordringer – disse formularer var kedelige og eksisterede mest på papiret for at forklare, hvordan magikere kunne opnå en særlig effekt).

En sjov effekt opstår, når der er pladsbegrænsninger ved formularerne (en formular fylder X sider i en tryllebog, en tryllebog har y sider), og magikeren er nødt til at slæbe rundt på et mindre bibliotek for at tilgå sine formularer. Dertil kan der komme et interessant benspænd omkring at lære formularerne, hvor magikerne er nødt til at finde formularerne i dybe kældre eller via gnavne læremestre. Det giver sjove skattejagter, når magikeren jagter en bestemt formular. Formularer skabt til D&D fungerer i deres mangfoldighed frem for formularerne høstet fra alle de inspirerende værker.

Så fireball, floating disc og magic missile er meget D&D, mens sleep, charm person og polymorph ikke er det – også selvom de er arketypiske i at have været med fra begyndelsen. De formularer, der er udviklet specifikt til D&D og ikke hentet fra eventyr og sagn er essensen af D&D.

Mine favoritspells er de formularer, der er udviklet til at eksistere i det univers, som er D&D. Og særligt AD&D æraen med både sine mange nye spells, men også med sine mange nye magisystemer og variantsystemer er blandt favoritterne. Den bredde synes jeg ikke er vendt tilbage til D&D med 4th og 5th edition.

At spille i en kampagneverden, hvor det myldrer med formularer, og hvor der er benspænd omkring at lære dem og omkring at få dem skrevet ned, og hvor formularer erhverves alene i fiktionen ved at besejre andre magikere og tage deres tryllebøger.

Særligt forstærket af de dele af D&D universerne, hvor trolddom er underlagt lokale variationer, så effekten af spells ændrer sig alt efter hvor, de bliver brugt.