en blog om rollespil og historie

Med sit alenlange følge af hoffolk og pilgrimme er Sankt Marina hellige bene ankommet til Baron Cortrans palads kyndigt ført af vores troupe. Her begynder afslutningen på den store rejse med begyndelsen til den sidste rejse.

Sidst kom blev paraden gennem Cortran by gennemført med blot et enkelt anslag fra de dæmoniske kræfter. Denne gang er det vores heltes sociale stamina, som bliver sat på en prøve.

Dagens forløb

Hofdame Wilhelmine forklarer at nu venter en præsentation af hoffet, derefter taler fra Baronen og fra Baronet Wolfgang, fulgt af teater, foto ops, middag og bal. Det hele begynder lige om lidt, når de kører ind på pladsen foran baronens palads, og der er kun få øjeblikke til at rette på make-up og få tørret blodtårerne af Broder Florians ansigt.

Teknisk bemærk: Akronologisk samspil i rollespil

Meget af spillet i denne episode veksler mellem mine beskrivelser af situationer beriget af spillernes kommentarer (vi verdensbygger på den måde sammen), korte dialoger, beskrevne samtaler og nogle længere scener, som primært er samtaler internt mellem karaktererne. I filmsprog ville det være en slags forlænget montage, hvor man slår ned på betydningsfulde øjeblikke i samtalerne, mens biroller udtrykker sig i baggrunden.

Det er en handlingssekvens, som er svær at gengive korrekt, da den er informationstung, og da den samtidig ikke har en stringent kronologisk orden, da der er rum for at springe tilbage og beskrive en detalje fra tidligere. Det er et forløb, som er et af rollespilsmediets særkender, og som er spændende for den måde, alle bidrager med idéer på, og hvordan vi sammen fylder detaljer på.

Og nu tilbage til handlingen.

Historien fortsætter

Solen brænder varmt her i juli 5023 her på Leminkainen. Den enorme blodrøde sol optager en god del af himlen.

Paladset har en stor oval plads, der er et par boldbaner lang. Den ene side af pladsen er afskærmet af en ‘lav’ tyk mur blot omtrent fire meter høj, som man kører igennem for at komme ind på pladsen.

Den modsatte side af ovalen udgøres af baronens palads, som er en hovedbygning på 5-6 etager flankeret af to lange fløje. Det minder lidt om Versailles i form og omfang, bare større.

Hele vejen rundt, både på ydermuren og på selve paladset er der statuer af kejsere og patriarker/matriaker og af prominente Hawkwoods. Bygningen er i sandfarvet sten, og en ravfarvet kuppel skærmer paladset delvist.

På selve pladsen er talrige små haver med lysthuse, pavilloner og gazeboer. De er alle under ravfarvede glsskupler.

Opmarcheret på pladsen er baronens tropper, Voldgarden, og langs den ene fløj af paladset er parkeret en lang række af hestetrukne, dampdrevne og motordrevne kareter alle med lokale landadelige Hawkwoods skjolde. Nær hovedbygningen er opstillet en lang række af hoffolk på rad og række. Wilhelmine forklarer, at det er hoffet, som er her for at tage imod baronet Wolfgang med følge. De forventes at hilse på samtlige, mens Wilhelmine præsenterer dem. En tjener dukker op med et fad med håndlotion.

Teknisk bemærkning: For mange navne

Jeg påbegynder en lang opremsning af navne på mange hoffolk, som er opstillet på den lange række. Det er mange navne, og det er med vilje. Det er lidt for at lege med et element i rollespil omkring forventninger til at spillerne kan huske GMs NPCere, hvor mange GMs klager over, at spillerne ikke kan huske NPCerne, men Hvad nu hvis der er for mange til at de kan huskes?

(Generelt er mine spillere gode til at huske og til at tage noter, men de har mødt mange biroller på deres færd, og jeg forventer ikke at det brede udvalg kan huskes, men det er stadig interessant at præsentere flere, end der kan huskes).

Nogle vigtige folk

Broder Florian bruger sit mindepalads teknik til at forsøge at huske de mange folk, men et psykisk sammenbrud bag ham distraherer ham, netop som han præsenteres for Fugleøernes repræsentanter. Imens kæmper de andre for at holde styr på navnene.

Mod slutningen af opremsningen af folk, hvor de mere prominente adelsfolk dukker op, som selveste baronen, afbryder jeg oplistningen for at bringe et andet element i spil. Sidste spilgang havde Georgi et uheld grundet en fumble med terningerne med sine psykiske kræfter, og det vækkede hendes Dark Twin, eller hendes dunkle underbevidsthed, og her vælger jeg at bringe det i spil (for første gang. Vi har tidligere set anstrøg til hybris, som er den teurgiske side af okkult ‘korruption’, men nu kommer det psionics siden med sin Dark Twin). Georgi har erhvervet Urge rank 1, som lader hendes Dark Twin benytte ‘Speaking in Tongues’ power til at foretage de værste former for freudian slips.

Hun vælger at undertrykke sin mørke side, og derefter at tvinge den i ro. Det første koster 2 VP for at være succesfuld. Det andet kræver en test, som skyggesiden kan modstå ved at bruge sine VP, som inkluderer de point, som Georgi har benyttet til at undertrykke den (dvs des mere man undertrykker den, des stærkere bliver den, når man forsøger at få den tvinge den i ro. Georgi har heldigvis nogle perks og kan trække på en surge for at få ressourcer til at kunne overvinde skyggesiden. Testen er dog ikke helt god, men Broder Florian, hvis okkulte sanser stadig er vagtsomme, bemærker Georgis indre kamp, og han benytter sine kræfter til at forvandle testen til en solid succes. Det åbner for at hun kan forsage sin Urge, og med endnu en succesfuld test lykkes det. Så mens hun har hilst på den linde strøm af hoffolk, har hun kæmpet for ikke spontant at fornærne dem og for at undertrykke sin skyggeside – som for nu er tæmmet, urge 0.

Sidst men ikke mindst bliver gruppen præsenteret for baron Antonius Cortran og hans datter Antonia Cortran.

Vi har således mødt følgende personager:

• Baron Antonius Cortran
• Antonia Cortran, datter af baronen
• Biskop Bärbel
• Ridder Adelberga, datter af biskop Bärbel
• Kaptajn Regi Marvell Hawkwood af Voldgarden
• Ridder Azel Osed Madauro Al-Malik
• Gildemester Gon Wappaleinen
• Fire repræsentanter fra Fugleøerne
• Søster Agnes Rifel af Brother Battle sekten
• Hoffolkene Mittalha, Tove, Sella, Miko, Riika, Snell, Hennig, Mats, Nirmada, Gunnel, Mörner m.fl.
• Broder Wertive, otodoks munk, arkivar
• Hofjæger Jockfried, udsendt på vegne af Markgreve Winfried
• Broder Aves, ortodoks munk, udsendt på vegne af Abbedisse Mechtilde
• Hofmusiker Orlaus Skium
• Major domus Reginald Parviz Sadr al-Malik

Post præsentationen

Baron Antonius er en alvorsfuld aldrende herre, der synes et sted i 40’erne, men som med foryngelsesteknologi er et sted mellem 50 og 80. Han er iklædt en perfektsiddende paradeuniform prydet med utallige medaljer fra krigstogene mod de hedenske vuldrokker fra før Kejseren indførte freden med vuldrokkerne for tyve år siden.

Han kalder vagtkaptajn Marvell og ridder Remot, dronefører af første rang til sig, og han beder om en rapport af begivenhederne under paraden, mens de marcherer op mod paladset. Efter rapporten fra Wolfgang suppleret med bemærkninger fra Regi og Anton leder han vore hovedpersoner ind i paladset, og hele hoffet følger dem i hælene (imens sørger Wilhelmine for at helgenskrinet og oppakning bliver ført under voldgardens bevågenhed til gæstesuiten).

Indenfor er en prægtig hal, højloftet og oplyst af dronelamper, beklædt med marmor, og med tydelige spor af at tjenestefolk og gæster gar vandret på stenfladerne i århundreder. Paladset har været i Cortran-slægtens besiddelse de sidste 500 år, og den har et møjsommeligt opbygget kunstkammer fyldt med våben og rustninger, herunder en berømmet samling af pladerustninger fra 1800-tallets middelalder på Jorden (mere end 3100 år siden).

I den store sal er en lang række af marmorstatuer af berømte Hawkwoods klædt i togaer som romerske kejsere. Mellem dem hænger på væggene enorme malerier af berømte slag mod vuldrokkerne. I maleriets center er typisk en Hawkwood til hest, og i baggrunden udkæmpes kampe mellem ryttere, kampvogne og rumskibe (det er lidt fristende at finde en masse billeder fra Louvre og Statens Museum for Kunst frem og vise til spillerne, men jeg har en forventning om, at de godt kan forestille sig typen af malerier for deres indre blik).

Optoget ledes ind i den store sal, som fungerer som tronsal for baronen. Forgyldte stole fra Jordens fortid fra et land kaldet Frankonien er særligt opstillet til gæsterne. Fra sin tronstol oplyst af drone-spots og video-castet til facaderne af højhuse på byens torv holder først baron Antonius Cortran en tale om vigtigheden af hellig mission mod nord med formål at sprede Altskaberens kærlige budskab til at stilne vildskaben i barbarernes hjerter, og det bliver fulgt af en kortere tale af Antonia med vægt på et helligt tog mod nord med pilgrimme med kæppe i hænderne. De to Cortrans præsenterer hver deres vinkel på, hvordan færden mod grænselandet i nord skal tage form. Sidst holder baronet Wolfgang en tale, hvor han vægter sin rolle som Ridder af Føniksordenen, der er Kejserens udvalgte riddere, og hvordan det vigtige for ham er barbarernes frelse, og for dem, der brænder for en hellig strid, er der altid krigen mod symbionterne (Fading Suns ækvivalenten til Tyranider/The Thing/Alien). Sidste del af talen vinder især søster Agnes Rifel af Brother Battles bifald.

(rent teknisk tager vi en snak om, hvordan baronen og hans datter har vinklet deres taler, og hvordan Wolfgang måtte ønske at vægte sin tale. Efterfølgende foretages en test for at se kvaliteten af talen – det er en succes).

Efterfølgende er næste del af programmet et tre timer langt teaterstykke om truppens færd fra Byzantium Secundus og frem til deres ankomst i Cortran med vægt på helgenens indflydelse, og med en drabelig og fængende kamp fyldt med scenefægtning, da piraterne overfalder færgen.

(spillerne spørger ind til forskellige dele af deres karakterers rejse, og hvordan det kommer til udtryk i teaterstykket. Generelt undgås kontroversielle hændelser, og de mange intriger Hakkonnen bliver ikke omtalt)

På vejen mod teatersalen har Wilhelmine sørget for at lede gruppen gennem et par sidegemakker, hvor der har været anrettet lette retter samt råt kød til ridder Qwian-Qwian, da særligt hans mave var begyndt at rumle.

Undervejs i teaterstykket i pausen har Broder Florian forsøgt at tale med Georgi om farerne ved hendes brug af psykiske kræfter, hvilket har resulteret i hendes vrede, da munken træder langt ind over hendes grænser med sine velmenende råd om farerne ved at bruge psykiske kræfter.

I samme pause har en ung hofdame på en anden balkon siddet med et lille spejl og sendt en morsebesked til baronet Wolfgang: “Ses vi i aften?” Han husker, at have mødt hende om formiddagen, om end han ikke husker hendes navn.

Efter teaterstykket er der indskudt en halv times uplanlagt pause, da baronen kaldes bort i et vigtigt ærinde. Pausen bliver benyttet af hofmusiker Olaus Skium til at præsentere sig. Han har stået for musikken til teaterstykket, og han er hof-DJ ved aftenens bal. Han vil meget gerne have æren af at komponere det ultimative mixtape for Skt Marina. Mens han taler afspiller han musik fra sin bærbare nanite-mikserpult. Wolfgang forholder sig nogenlunde i ro.

Fra teatret ledes gruppen ind i en ny kæmpemæssig hal, Forfaderhallen, hvor der er enorme landskabsmalerier (5m*10m) huset Hawkwoods len. De er fra rundt om på Leminkainen, men også fra andre planeter, hvor Huset Hawkwood har sine len.

Her bliver der taget fotos til magiske lanterneshows, og der bliver foretaget gruppeportrætmalerier af gruppen i selskab med baronen og hans datter.

Fra foto- og maleseancen ledes gruppen til middag, hvor de sidder ved rundborde, og de sidder sammen med baron Antonius, Antonia, ridder Azel Osed Madauro al-Malik og biskop Bärbel. Under middagen bliver det tydeligt, at Antonias interesse for et militant tog mod nord synes instigeret af hendes confidante, den unge ridder Azel af huset Al-Malik (der som de fleste al-Malik på Leminkainen kommer fra øen Mazor), der synes at have forbindelser til Brother Battle, som er en af de fem store kirkelige sekter (de er ‘korsfarer’-ridderordenen/tempelriddere/teutonere), som på Leminkainen har deres områder på de Kejserlige lensøer sydøst for Valdalla, hvor de har massive fæstninger fra krigens tid, og hvor de patruljerer farvandene for pirater. Det meste af middagen bruges på harmløs snak om vejret, om der er sladder fra Byzantium Secundus og des lige. En væsentlig ting bliver gruppen dog mindet om, og det er, at på tredjedagen er det en del af programmet, at baron Antonius abdicerer og overdrager titlen som baron til Antonia. Det vil betyde et skifte i, hvordan toget mod nord vil blive håndteret.

Efter middagen er der bal. Balkortene for Broder Florian, Baronet Wolfgang og gildemedlem Georgi er godt fyldte, men der er ingen, som ønsker at danse med ridder Qwian-Qwian. I stedet har han fået en henvendelse fra gildemester Gon Wappaleinen af ingeniør-gildet af Værkstedet Wappaleinen, som er et familieforetagende på Valdalla. Gon er våbenfabrikant, og han tilbyder Qwian-Qwian et våbensponsorat mod at Qwian-Qwian bærer Værkstedets mærke synligt, og at han vil posere med værkstedets våben ude i felten. Der vil blive sendt en Magisk Lanterne-operatør med for at dokumentere forløbet.

(Forholdet mellem gilder og adel er tricky. Gilderne har hverken privilegier eller rettigheder qua deres status som hellige eller adelige, men de har gennem monetær indflydelse og teknologisk know-how sikret sig deres magtposition i Kejserriget, og derigennem deres monopoler. Noget, som de blandt andet opretholder gennem et korps af gildeefterretningsagenter, hvis opgave blandt andet er at holde gildets monopoliserede viden ude af kirkens og adelens hænder. Det er ikke usædvanligt at adelige og ofte questing knights mangler midler, og at de indgår aftaler om sponsorater, lån og des lige med gilderne.)

Imens danser Wolfgang med de unge damer, som har meldt sig på hans balkort, og han møder blandt andet den unge adelsdame fra teatret, hofdame Nirmala, som skamløst flirter med ham, og som synes interesseret i være sammen med ham (men Wolfgang har stadig sin skibslæge Greta Rislakki, selvom det er mere end måned siden, de så hinanden). Skarpøjede Georgi bemærker tre andre adelsdamer, som sender vrede blikke, da de ser Nirmala forsøge at ligge beslag på Wolfgang. Georgi selv er ude og danse med blandt andet Hofmand Mats, som ligger skamløst an på hende, og som spørger, om hun vil med hen og se baronens samling af 1800-tals rustninger, hvilket hun er afvisende overfor, og han prøver at friste med, at han også har adgang til baronens store samling af knive og sværd, og han nævner, at baronen har en tradition med at forære gæster en klinge fra sin personlige samling. Georgi lader sig dog ikke lokke nogen steder.

Broder Florian opsøger undervejs biskop Bärbel for at tale med hende om to oplevelser. Biskop Bärbel er en ældre dame, som har fastsat sin alder til omkring de tres. Broder Florian bringer episoden med de sjælløse tidligere på dagen op, og biskoppen lytter med interesse og bekymring. Hun erklærer, at hun vil få udpeget en ‘undersøger’, dvs. en udpege en inkvisitør, til at undersøge sagen (inkvisitører er ikke fast hverv som sådan, selvom mange avestitter gerne vil give et andet indtryk, men som oftest en midlertidigt udpeget post, og posten er heller ikke bundet til en bestemt sekt, selvom avestitter gerne vil give et andet indtryk). Efterfølgende bringer broder Florian hændelserne i Barbex ind i samtalen, og hvordan muster-gildet (ved Anna Linesdatter) benyttede ‘prædikanterne Wulfgang og Flurian‘ samt benyttede avanceret teknologi til at manipulere folks vilje (misbrug af avanceret teknologi, særligt begået af ikke-adelige er en alvorlig sag), og også her bestemmer biskop Bärbel sig for at udpege en inkvisitør, men denne gang udviser hun en bekymrende interesse for, hvordan teknologien kan blive (mis)brugt i kirkens favør, hvilket får Broder Florian til at miste tilliden til hende.

Aftenen går, og hen mod midnat kan de rejsende godt mærke, at det har været en lang dag med mange indtryk. Trætheden begynder at sætte ind, og de gør mine til at trække sig tilbage til deres gæstesuite. Netop da ankommer en depeche fra Voldgarden, som bekender, at baronen ønsker en samtale med baronet Wolfgang i al fortrolighed. Georgi følger med Wolfgang, som bliver af depechen ledt væk fra balsalen.

Imens er Qwian-Qwian og Broder Florian blevet ledt til deres gæstesuite, hvor medlemmer af Voldgarden våger over suiten og over helgenskrinet. Alle spejle og spejlblanke flader er blevet markeret med omega-kors. På en stor seng er de fire gadebørn Eblin, Tolar, Andro, Liefelt faldet i søvn efter at have mæsket sig i kage og andet godt anrettet på store sølvfade. Broder Florian pakker omhyggeligt helgenskrinet ned.

Wolfgang og Georgi er blevet ledt til en sal beklædt med sort marmor. På begge sider er opstillet 1800-tals middelalderpladerustninger, og Wolfgang og Georgi har rig lejlighed til at beundre og fascineres over de ældgamle rustninger, som hverken synes at tage højde for kraftskjolde eller laserpistoler i deres designs. For enden er en velholdt trædør med messingbeslag. Depechen åbner den, og på den anden side er en slags kontor, hvor baron Antonius og arkivar, broder Wertive, venter dem. Wolfgang træder indenfor, mens depeche og Georgi venter udenfor.

Indenfor rejser Antonius sig og spørger, “Hvad kender du til Fængelsprædikantens profetier?“

Afsluttende bemærkninger

Dagens episode var informationstung. Ikke så meget på plot som på verdensbygning og opbygning af fiktionen, og vi fik leget med, hvordan Fading Suns trækker tråde tilbage til vores tid. Det er en fremtidig setting, langt ude i fremtiden, men ikke længere, end at vores tidsalder stadig spiller ind på verdenen. Det var derfor sjovt at lege med fremtidens historiebrug af vores umiddelbare fortid.

Systemet kom mest i brug i dag ved enkelte ‘vejledende’ skill tests. Der var en større konflikt, og det var Georgis kamp med sin underbevidsthed. Resten blev her og der håndteret ved enkelte skill tests. Det meste af spillet var opbygning til senere konflikter, og der var derfor meget få sekvenser, som havde et egentligt omdrejningspunkt, som kunne sende historien i helt ny retning.

Næste gang fortsætter vi med de tre festdage, og hvad der ellers opstår af intriger.