Velkommen til episode 35, hvor vore helte rejser gennem len, landsbyer og radioaktive ruiner fra fortidens mægtige slag. Vi spiller Fading Suns kampagnen Translatio Sancti.
Dagens forløb
Vi begynder med at opsummere sidste gangs spil, og derefter introducere en lille retcon bestående i, at på et tidligere tidspunkt på rejsen mellem Cortran og Fildmar, har Broder Florian via ridder Qwian-Qwian fået sendt et brev til våbenfabrikanten Gon Wappaleinen om at denne kan sende sin fotograf til Vindelisk for der at mødes med gruppen, så aftalen mellem gruppen og våbenfabrikanten bliver overholdt.
Gruppen befinder sig på kanten af Abbedissens len nær klosterbyen Fildmar. Her er landevejene som slået med en lineal frem for det netværk eller spindelvæv af landeveje, som forbinder landsbyerne i nabolenene. I stedet er det lange lige landeveje, og landsbyerne er lange rækker af husmandssteder beliggende langs landevejene.
Gruppen har bemærket, at der er flere i området, som synes at være på udkig efter dem. På høje rundt om er der ryttere, som spejder ud over landet, hvor bønder går og høster Leminkainens berømte røde korn. Gruppen vil undgå Fildmar, og de følger den snorlige landevej mod øst, væk fra byen. Nær en landsby bemærker de en markant støvsky bagude fra en stor gruppe ryttere. En kikkert afslører, at de er munke i groft vævede kutter.
Gruppen beslutter sig for at de ikke har lyst til at møde dem, og kort efter landsbyen drejer de ad en sidevej ned i et sumpet, tilgroet landskab, der modsat til de tilstødende områder ikke er drænet. Gruppen skjuler sig i noget buskads, og mens de andre holder med flokken af ryttere fra deres skjul, ser Broder Florian sig omkring, da han gerne vil vide, hvorfor sidevejen var markeret med pæle med kokranier.
Snart ser han, at mellem buskads, brombærkrat og tornebuske ved sumpede mudderhuller er rester af cementblokke fra fordums storbyer. En gang stod her skyskrabere, nu er der blot radioaktive knogler, som i det dunkle mørke under buskene gløder grønt.
På landevejen passerer tyve munke til hest udstyret med ‘benbrækkere’ (tunge jernkøller med knopper benyttet i teologiske disputser) iført simple, grove munkekutter. Efter de har opnået et godt forspring, vender gruppen tilbage til landevejen og fortsætter mod øst (i samme retning som rytterne, men nu bag dem).
Efter nogen tid drejer de ad en anden landevej, som står vinkelret på og fører mod nord. På strækningen undervejs er der mindre sideveje, som fører ud af lenet og ud mod andre len eller fribønders jorde. Efter et stykke tid anes både en landsby forude og spejdere til hest på højene inde mod venstre side, som er Fildmars jorde. Snart lyder en kæde af signalhorn, som både strækker sig i retning af Fildmar og mod den forudeliggende landsby.
Gruppen fortsætter frem mod landsbyen, og her bliver de taget imod af en gruppe bønder og deres talsmand bevæbnet med høtyve og økser. Bønderne dækker sig bag deres talsmand, som meddeler – med en skrivelse i hånden – at han er bemyndiget til ikke at lade selskabet fortsætte deres færd af abbedissens veje. Gruppen præsenterer sig og forklarer deres ærinde, og talsmanden lader dem forstå, at de er velkommen til at rejse til Fildmar (ved at rejse tilbage ad den vej, de kom fra, da den leder til Fildmar). Gruppen kan snildt pløje sig gennem bønderne, da de har både våben og træningen dertil (samt stats, da vi har med en høj-niveau gruppe at gøre nu), men de vælger ikke at lade situationen med abbedissen gå ud over bønderne.
Gruppen vender om, og de rejser syd på, indtil de rammer en landevej, som fører ud af lenet, og væk fra Fildmar. Turen går nu ad ujævne landveje ud på enge, som snart udvikler sig til hjulspor over uopdyrket hede. Landskabet er tomt. Her og der er ensomme gårde beliggende i gryder mellem klitterne for at undgå de vindene, og sorte får græsser i den hårdføre lyng. Snart deler vejen sig og en gren fører nord på, og nord er gruppens endelige mål. Bagude opdager de imidlertid nye spejdere, og det er folk af en anden kaliber, end rytterne på højene i Fildmar-lenet.
Med skarpt blik og sigtet fra en finskytte-laserriffel ses det, at de tre spejdere er anderledes. De er bevæbnet med rifler, og den ene bærer en rygsæk med en radio, som den anden bruger til at kommunikere med, mens den tredje har en kikkert. De er travlt i gang med at spionere og rapportere på vore helte. På snedig vis får gruppen koblet sig op på deres radiofrekvens.
Spejderne er hverken naive bønder eller trænede soldater med et veludviklet kommandosprog, men noget derimellem. De rapporterer vore heltes bevægelser og rute, og de orienterer en ‘Radamour’, som er ved at koordinere bevægelsen af en større styrke. Nogen er ved at planlægge et baghold forude.
Vejen fortsætter mod nord, men deler sig i en y-formet gaffel, hvor gruppen vælger den venstre, da den gerne skulle lede tilbage mod lenslandene, men nu nord om Fildmar mod byen Barbrem, som markgrevskabets grænseby mod syd. Over radioen kan gruppen høre fjenden planlægge et baghold længere fremme ved en å, hvor vejen drejer mod vest. Imens er det blevet aften, og den enorme, røde sol we forsvundet ude i horisonten. Mørket er faldet over landet, og stjernerne oplyser den mørke hede. Her er ingen lysforurening.
Spillerne planlægger deres respons til bagholdet. Våben findes frem og en umiddelbar plan bliver lagt. Inden vi kommer til at realiseringen af planen ved bagholdet, finder et baghold sted.
Pludselig borer en pil sig ind i træstammen ved siden af vognen. Vejen fører ned i en smal kløft, og pludselig finder gruppen sig konfronteret med en skytte. Hun er trådt ud på vejen og har en lang bue i hænderne. Skikkelsen har en udstråling af selvsikkerhed og ganske skamløst forlanger skikkelsen, at gruppen betaler et gebyr for den videre færd. Blot en beskeden afgift for ikke at blive belemret, mens der rejses på hedens landeveje.
Skikkelsen er en ung kvinde, hun kalder sig Nibor, og hun er akkompagneret af adskillige ungersvende, som alle er lokale bønder og hedefolk, hver især bevæbnet med lange buer. Anspurgt er hendes forlangende den fyrstelige sum af tre firebirds for at lade gruppen fortsætte uskadt.
Hurtigt går det op for gruppen, at de er blevet konfronteret af lokale, stedkendte stratenrøvere, der kun er bevæbnet med buer og lokalkendskab, og som intet har med det baghold, som lurer længere forude. Dertil er en betaling på tre firebirds en stor sum for de lokale bønder, men blot et beskedent udlæg for baronet Wolfgang, hvorfor de unge folk ikke anses som nogen egentlig trussel. Det er nærmest mere effektivt at betale dem end at udradere dem. Nibor og hendes frænder er desuden ikke klar over, hvem de har standset end sige vidende om at kareten rummer Sankt Marinas hellige knogler.
En ny plan bliver lagt. Nibor og hendes folk hyres til at fungere som lokale guider. De er villige til at tage opgaven på sig: at føre gruppen gennem Barbrem skov uden om Ny Barbrem og Gammel Barbrem og videre til Vindelisk, som er hovedbyen i markgrevskabet. De unge folk har godt bemærket de fremmede troppebevægelser, men bortset fra, at det er folk, som kommer østfra (så hverken Fildmar eller Cortran), kender de dem ikke. Da de hyres, som guider, spørger de unge folk ind til, om turen går til Ny Barbrem eller Gammel Barbrem. Efter at have tænkt lidt over det, svarer gruppen ‘Ny Barbrem’, selvom de ikke har hørt hverken Ny eller Gammel før. Nibor og hendes folk billiger svaret. Det forholder sig således, at Ny Barbrem ligger vest for Barbrem skov, og er grænsebyen i markgrevskabet, mens Gammel Barbrem er de radioaktive ruiner af storby med skyskrabere, der for længe siden blev ødelagt i krigen med vuldrok (en konflikt, som strakte sig over flere århundreder), og som har et omdømme, som værende hjemsted for dunkle kræfter.
Gruppen bliver nu ledt af hemmelige småveje væk fra det ventende baghold, og i stedet direkte mod nord til Barbrem skov. Undervejs advares de imod at træde ved siden af stien, da der endnu er minefelter i området med aktive miner fra tiden med krigen mod vuldrokkerne. Efter at være kommet et lille stykke ind i skoven, slår selskabet lejr. Det er sent om natten, og de er kommet langt fra deres forfølgere ad hemmelige stier.
Den følgende dag fortsætter rejsen, og selskabet er stadig dybere inde i skoven, da først ridder Qwian-Qwian med sin sensitive næse begynder at opsamle et duftspor af brand og maskineri. Snart kommer en strækning, hvor jorden er pløjet op, og træer er kastet til siden. Gruppen spekulerer over, om det kan være et nedstyrtet fly, eller rettere et nedstyrtet rumskib, og de kommer i tanke om det rumskib, som Varangias hævnere havde anskaffet, og som de ville angribe optoget på vej mod Cortran by (episode 26). Rumskibet blev dog skudt ned af kommandør Dallisk-Hawkwood, hvilket blev dokumenteret med satellitfotos, som blev overrakt til baronet Wolfgang (episode 29).
Nibor og hendes rejsefæller kan bekræfte, at der for omkring en uge siden lød en vældig eksplosion, som rungede over hele egnen snart bekræftes antagelserne, da det lange pløjespor ender i et nedstyrtet rumskib med tydelige spor af en eksplosion. Omkring rumskibet ligger ligene af dets passagerer, vuldrokker, og det er omtrent her, at dagens spilgang ender.
Afsluttende bemærkninger
Rejsen nordpå er kommet godt i gang, og vi er endelig ved et punkt, hvor slutningen på færden er ved at tage form. Der er stadig en række bolde i spil, som endnu ikke helt er grebet, men denne gang fik jeg langt om længe bragt vuldrokkernes rumskib i spil. Det har jeg set frem til. Timingen med at slutte ved fremvisningen af det nedstyrtede rumskib gav spillerne mulighed for at snakke om, hvad de gerne vil lede efter af oplysninger i det nedstyrtede skib, og det gør, at jeg bedre kan udbygge næste gangs udforskning og tilstræbe at have svar klar på deres spørgsmål.
Spilmekanisk var der ikke så mange tests i spil. Der blev rullet lidt hist og her, når der var ting på spil, men når det er simple tests, bliver de ofte klaret uden de store udfordringer.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv