en blog om rollespil og historie

Velkommen til episode 36 af Fading Suns kampagnen Translatio Sancti, hvor vores hovedpersoner er på den sidste strækning af rejsen med den hellige Sankt Marinas knogler. Denne gang fortsætter vi fra det rumskib, de stødte på sidste spilgang (episode 35).

Dagens forløb

Truppen sniger sig tættere på rumskibet og observerer det varsomt på afstand fra deres skjul mellem træerne. De er i selskab med bekender Amled og deres guide Nibor og hendes rejsefæller.

Skibet har pløjet en lang strækning op og fældet en masse træer på sin vej. Snuden ligger nedad i jorden, og bagenden rejser sig op over jorden. En dør i siden af rumskibet er åben, og døren er halvanden meter over jorden. Nær døren er tre slemt tilredte lig af vuldrokker. Ådselsædere har tydeligvis været over dem.

Der er ingen tydelige tegn på beskadigelser af rumskibet, og skibet kan rumme væsentlige oplysninger foruden have en god værdi, som en prise for gruppen skulle de være i stand til at gøre krav på det.

Man enes om at besigtige skibet yderligere. Ligene udenfor har ikke tegn på at være blevet skudt eller på lignende vis være myrdet, og de har brækkede lemmer, som om de er blevet kastet voldsomt omkring inde i rumskibet i forbindelse med at det styrtede.

Georgi supporteret af Qwian-Qwian foretager en test for at lede efter spor omkring skibet – for hvad er der blevet af besætningen?

Der er en stank af råddenskab fra de tre lig, som fylder en del, og inde fra skibet kommer også en lugt af røgelse, krydderier og blod. Udenfor er der også duftsporet af rovdyr og/eller ådselsædere. Duftsporene er konsistente med historikken om at skibet styrtede for cirka en uge siden. Nogen har slettet fodspor omkring rumskibet, så det er ikke til at vide, hvor mange der har forladt det.

Nibor og hendes folk begynder at sætte en lejr op, mens gruppen hår ind i rumskibet for at undersøge det nærmere. Det er en gammel vuldrok raider, som har været i brug i generationer, og som har set mange udskiftninger. Luften er tung af røgelse og krydderier samt stanken af blod. Der er bælgravende mørkt.

Med sine skarpe sanser, særligt i fingerspidserne, kan Georgi mærke at hele skibet må være grundigt lukket ned. Der er ingen motorkraft, ingen maskinpuls, ingen summen af elektricitet at mærke. Udstyret med små skarpe led lys går gruppen først ned mod maskinrummet. Skibets reaktor og dets nødgenerator er begge lukket omhyggeligt og grundigt ned. Der er ingen tegn på sabotage, skader fra styrt eller fra beskydningen. Træhåndtag er olieret med velduftende træolier og alt er velholdt.

Det vurderes, at det vil tage en halv dags tid at få vækket reaktor, og det er ikke besluttet, om man vil løbe risikoen (Georgi har ikke space ship capability, end sige indblik i vuldrok kultur). I stedet fortsætter udforskningen. Ved kabyssen finder man skabe og skuffer flået op og indholdet tømt ud. Krydderier er spredt ud over det hele, og forsyninger er borte.

Ved sovesalen venter et blodigt syn. Køjer er væltet omkuld, og der er dynger af blodigt sengetøj. Blod er på vægge og gulv.

For gruppen har tesen været at skibet tabte kontrollen med skibets kunstige tyngdekraft, og set resulterede i at besætningen blev tumlet rundt. Kaos i sovesalen synes at bekræfte dette – men der er ikke blod på loftet, kun på vægge og gulv, og der er meget blodigt sengetøj, nærmest som om stedet har været et improviseret feltlazaret. En ny tese trænger sig på, har besætningen været ramt af sygdom a la Marburg virus? Leminkainen er rig på den slags sygdomme, og det kan forklare blod og evakuering. Der er også tegn på at lig eller sårede er blevet trukket ud af barakken og ned gennem skibet mod udgangen, motorrummet eller lastrummene. Er der lig i lasten? Skeletter i skabene?

Gruppen vender om og går ned til de to lastrum. Her er ingen lig, men også her har der været en plyndring af tingene. Våbenskabe i det ene lastrum er brudt op og tømt, på nær et skab, som Georgi konstaterer at låsen er håbløst ødelagt på (hun har næsten ingen VP i sin bank og ingen surges tilbage, så tests uden for hendes speciale er ikke så nemme at klare), men Qwian-Qwian får brudt skabet op. Der finder gruppen to rifler, Vuldrok longarm .47, med tilhørende ammunition, og de føjes til gruppens samling af våben. Imens finder Broder Florian en avanceret dingenot fra Anden republiks tidsalder, som kan kortvarigt skabe en ‘mur’ af super nedkølet luft (vi benytter igen tabellerne fra Numenera regelbogen til at introducere en ny high tech dims). Nibor spørger til, om gruppen er ok inde i rumskibet. Det bekræftes, og det besluttes, at der skal slås lejr for natten uden for rumskibet. Nibor sender sine folk ud for at fouragere og skaffe brænde.

Gruppen bevæger sig ned mod rumskibets cockpit. Dr passerer flere mindre kahytter undervejs, blandt andet kaptajnens. Her bliver fundet journaler og satellitfotos, som er skrevet på vuldrok, men Wolfgang har heldigvis en rudimentær forståelse for indholdet. Han kan tyde nok til at identificere skibets kaptajn til at være våbenfør Fenja ‘Blodstjerne’ Gyldenblod.

Satellitfotos er over byen og paladset Cortran med en tydelig markering af, hvor man har skullet slå til, når man modtager det krypterede signal om at skjoldet er nede (sabotage som gruppen hindrede i episode 33).

På broen finder man heller ingen tegn på ødelæggelser. Til trods for at skibet skulle være skudt ned, er det overraskende intakt, og både bro og maskinrum er lukket ned med omhu. Qwian-Qwian kan ikke finde nogen duftspor af jord inde i skibet, og tesen er at skroget er intakt men skader på den del af rumskibet, som er nede i jorden, har tvunget skibet ned. En mulighed for at finde dem vil være at sende Georgi ud og kravle i skibets paneler og krybegange. En anden løsning vil være at starte skibets reaktor og nødgenerator op. Assisteret af Broder Florian sætter Georgi sig for at gøre dette, mens Wolfgang leder efter dokumenter og andet brugbart. En kasse dåsemad overset tidligere bliver fundet. Imens lader Nibor gruppen vide at Orla har fundet noget mærkeligt ude i skoven, som hun gerne vil have at de kigger på. Qwian-Qwian påtager sig opgaven og hopper ud af skibet. Udenfor er det blevet mørkt og et stykke ud på aftenen, og man har tændt et stort bål.

Ude i skoven et stykke fra rumskibet er tre grave, omtrent en uges tid gamle – ligesom alt andet – og der er lagt tre sten på dem med navne ridset med runer. Ved gravene fanger Qwian-Qwian et duftspor af skibets kaptajn, men også af en af de personer, som lå døde uden foran rumskibet (deres lig er blevet båret væk, så man kunne slå lejr ved indgangen til skibet). Der er fodspor efter seks personer.

Det er blevet mere og mere tydeligt for gruppen, at der er noget galt med narrativet om at skibet er styrtet, og at folk er blevet kastet omkring i skibet og ud af skibet. Hvad rette sammenhæng er er endnu ikke tydeligt. En tese går på, at der er foretaget en kontrolleret landing, som skal ligne et styrt, og at man derefter har lukket skibet hårdt ned for at simulere at være blevet ødelagt.

Indenfor er nødgeneratoren endelig aktiv. Georgi kan mærke hvorledes systemer begynder at summe og at skibet er ved at vågne til live.

Gruppen samles ved cockpittet for at tilgå tænkemaskinen og skaffe data om skibets sidste timer. Uheldigvis kører vuldrokskibets tænkemaskine på Runique, som ikke passer med Broder Florians tænkemaskine. Heldigvis kan han okkult programmering og med en påkaldelse af Sankt Dosprompt, får han tvunget maskinen til at være forståelig med noget voodoo programmering.

Skibet er Røde ørn under kaptajn Våbenfør Fenja Gyldenblod, og det har pilot Erika Petra Kraftström, specialist ‘Willem’ ‘Klingefanger’ Høg og ni vuldrok marinere. Skibet er modificeret for nylig af skibsværfter på Leminkainens måne finansieret af et vuldrok høvdingeråd. Det er særligt udstyret med missilbatterier.

Jeg udleverer til spillerne et bilag, som er en oversigt over rumskibets specifikationer.

Gruppen har en mistanke om at ‘Willem Høg’ må være en vuldrok-version af et Hawkwood navn. Imens vender Qwian-Qwian tilbage og deler sine observationer.

Det bemærkes også, at hvor kejserlige rumskibe er udstyret med kraftskjolde a la det skjold som baronet Wolfgang har, så benytter vuldrokker i stedet ekstratykke lag af rustning. Da Røde ørn blev ramt af kaptajn Dallisk-Hawkwoods skib, tog nogle af manøvredyserne skade, særligt rustningen blev ødelagt, og man foretog derefter en kontrolleret landing, der skulle simulere et styrt, men hvor man benyttede rumskibets panser til at undgå skader. Skroget er intakt. Efterfølgende slukkede man helt for skibet. Der var før nedlukningen ingen tegn på sygdom ombord på rumskibet.

Gruppens næste træk er at fjerne et par nøgle-elementer fra skibets fusionsreaktor, så det på ingen måde kan startes op, og de vil derefter fortsætter deres færd den følgende morgen.

Midt i at udrette dette afbrydes de af den klaprende lyd af geværsalver og smertensskrig fra Nibors folk, som pludselig er under beskydning.

Gruppen iler til rumskibets døråbning. Udenfor er lejrbålet, halvanden meter under dem, da rumskibets bagende stikker opad, og der ligger tre sårede eller døde af Nibors folk. Bekender Amled bliver ramt af en kugle og falder om hårdt såret (jeg rullede et godt angrebsrul mod ham), og Nibor og hendes rejsefæller er på flugt ind mellem træerne.

Georgi og Qwian-Qwian åbner i første omgang ild mod ildmundingerne i mørket, og de har heldet med sig til at såre eller fælde de usete fjender. Fra mørket mellem træerne, hvor natten er sat ind, lyder der et sært brøl, da Georgi træffer sit mål. Broder Florian lægger en forbandelse over en fjende.

Fjenderne åbner ild mod rumskibets døråbning, men med en kombination af rustning, dække og Broder Florians åndelige indgriben undgår Georgi og Qwian-Qwian at tage skade. Georgi skyder fortsat ud i mørket mod usete fjender, Qwian-Qwian hopper ud og stormer ind mellem træstammerne, mens Wolfgang tager hans plads ved døråbningen. Nogle kugler hamrer ind i hans kraftskjold, men uden yderligere effekt. Imens trækker et par fjender den sårede Amled ind under skibet og ud af syne.

Inde mellem træerne gør Qwian-Qwian sig en ubehagelig opdagelse. Fjendernes øjne gløder i mørket på samme måde som rovdyrs, og han kan se, at der er mange af dem. Mindst tyve styk må befinde sig mellem træerne, og selvom voroxen er stor – særligt sammenlignet med mennesker, så er fjenderne ikke meget mindre end ham, og de synes muskuløse, fra deres spidse snuder glimter spidse tænder, og de kommunikerer med sære kald mellem hinanden, mens nogle er udstyret med rifler og andre med sværd og økser.

Er det varulve? Den kendte verden er fyldt med sære væsner. Der er ingen tegn på dæmoner eller andre vorox, og det ligner ikke vuldrokker, så hvad er fjenderne i mørket?

Qwian-Qwian finder sin flammekaster frem, og mens han spreder flammer udsteder han dybe brøl og har et par arme truende i vejret. I skæret fra flammerne bliver de synlige.

Der er mange af dem. Høje, muskuløse, pelsede, halvt mennesker og halvt ræve, de er befængte med bylder og skab.

Qwian-Qwian formår at holde dem stangen længe nok til at han kan nå tilbage til rumskibet og komme i sikkerhed. Et par kugler preller af på hans rustning.

Baronet Wolfgang har genkendt væsnerne. Det er vulper eller vulpanthropoder. De er væsner skabt for århundreder siden under en mørk periode af krigen mellem vuldrokker og Hawkwoods på Leminkainen. De blev skabt af Grev Aethelstan Fenris Hawkwood, som et våben i krigen. De yngler i stor stil, bliver hurtigt voksne, og de er immune over for det skab og sygdomme, som er render rundt med, og som gør et bid fra dem livsfarligt. De har en rudimentær intelligens, og man mistede kontrollen med dem. De lever nu vildt på Leminkainen, og skruppelløse folk indsamler deres unger og slipper dem løs i fjenders territorier, hvor de efter fem – ti år pludselig udgør en betydelig trussel.

Med Qwian-Qwian indenfor, smækkes døren i og låses. Gruppen er nu sikkert forskanset i vuldrokkernes rumskib.

Bemærkninger

Vulperne er et monster fra lord Erbians stellare bestiarium, og det er et, som har hjemme på Leminkainen. Jeg har længe gerne ville have et monster i spil, som hverken var golem eller dæmon eller dødning, og vildnisset på Valdalla gav mig muligheden. Det var sjovt at sætte dem op som et større mysterie, inden de kom i spil.

Indtil kampen brød ud havde vi få terningkast. Der var enkelte skill tests i spil, og da karaktererne ikke var i stor fare, blev der ikke brugt store ressourcer på at sikre succeser.

Spillerne har nu et rumskib. Lettere beskadiget og ikke de store kompetencer i at styre et rumskib, men de har et. Hvad det kommer til at gøre for spillet fremover, bliver interessant at se. Bliver skibets laserkanon benyttet mod vulperne? Forsøger de at flyve bort? Hvilken skæbne kommer Amled Nibor og hendes rejsefæller til at lide? Kan gruppen finde vej uden guider? Kan de bruge skibets radio til noget?

Hvor mon det fører os næste gang?