en blog om rollespil og historie

Velkommen til episode 39 af Fading Suns kampagnen Translatio Sancti, som er sidste episode i helgenskrinets færd til missionsmarken på Leminkainen i grænselandet mellem kejserriget og de hedenske vuldrokker, hvor en åndelig kamp udkæmper sig, men som ikke er afslutningen på historien.

Dagens forløb

Efter 39 episoder opnås pludselig et vigtigt mål efter mange strabadser. Vi begynder i Vindelisk ved markgrevens hof nogle dagsrejser fra grænselandet. Handlingen fortsætter fra sidste episode, og vi er på et tidspunkt, hvor der ikke er stringent handlingsforløb, hvor vi følger handlingen time for time dag for dag, men en mere flydende sekvens af scener, hvor spillerne forklarer, hvad de gerne vil, jeg tilføjer detaljer til deres intentioner, og i enkelte tilfælde laver vi et skill check for at se om noget kan lade sig gøre. Undervejs udspilles korte samtaler med biroller eller mellem karaktererne, hvor de typisk udveksler oplysninger, og hvorledes de forholder sig til oplysningerne.

Wolfgangs rumskib er ved at være repareret. Om nogle dage er det klar til afgang. Bortset fra nogle basale forventninger til skrogets farve og benyttelse af et relevant heraldisk skjold har Wolfgang ikke de store ønsker til skibets udsmykning. Det har Georgi, og ud over at følge reparationerne står hun også for udsmykningen af rumskibet både indvendigt og udvendigt. Blandt males de forskellige kahytter efter deres passagerers ordens farver.

Wolfgang sætter tid af til at studere kort over ‘hvepsereden’ og Stokkerbjergene nord for missionsmarken. Imens er Broder Florian i gang med at studere områdets historie, og han benytter den lærdomspille, som gruppen tidligere har fået foræret af grevinde Adira (episode 23).

Ridder Qwian-Qwian går også og forbereder sig på afgang, studerer teologi og venter på Gon Wappaleinens fotograf, som endnu ikke er dukket op. Efter at have sendt telegram spørgende efter ham, kommer et svar om at fotografen der indikerer, at fotografen burde være i abbediet, som er sidste store stop før Vindelisk. Stadig ingen fotograf.

Broder Florian og ridder Qwian-Qwian beslutter sig for at opnå et tegn fra helgenen om hendes ønsker. Efter at have bedt ved skrinet sker der det mirakuløse, at deres fodtøj er borte, og deres blottede fødder er dækket af frisk, grønt græs. Det er et tegn, men på hvad? (grønt græs er ikke en ting på Leminkainen, her er korn og græs rødt).

Baronet Wolfgang af huset Hawkwood (og af huset Justinian) beslutter sig for at konfrontere unge udsendinge fra familien Thyre af Fugleøerne, Nirmala, Romanollo og Emelda, som også er af huset Justinian – og som markgreven sidste gang omtalte som værende af et kryptohus. Baggrunden for samtalen er tildels deres tyveri af Valor Justinians kyras fra afdøde baron af Cortrans kunstkammer (episode 34), og til dels anslagene med snigmordere mod Titus Andolphus og folk, der omgås ham.

De tre fra Thyre benægter hårdnakket at kende noget til sagen med Titus Andolphus, som de ikke aner hvem er, og at Wolfgang blev involveret i tyveriet af kyrasset var blot uheldig timing, idet de ønskede at slå til, da baronens død åbnede for en chance for at erhverve rustningen. Wolfgang finder ingen tegn på uærlighed (succesfuld detect lie test), og i stedet præsenteres han for, at familien Thyre er Justinianere, som har levet i skjul på Fugleøerne i århundreder siden deres jorde blev rendt over ende af vuldrokker. De har været forfulgt af blodtørstige vuldrokker fra Stokkerbjergene og de har, og de undertrykt af Hawkwoods som foretrak at lade dem forsvinde ud i glemslen. Først efter Kejserens Fred med vuldrokkerne har de så småt turde vende tilbage.

I generationer har de haft holdt sig skjult som stormænd på Fugleøerne (områder som Hawkwood adelige i Cortran nu angler efter at tage kontrollen med gennem erobringstogter) og ført omhyggelig dokumentation for deres slægt, så de kan bevise og opretholde familiens krav på husets gamle len på Leminkainen. Nu hvor huset Justinian endelig er her med en officiel repræsentant, er der mulighed for at træde åbent frem igen, og de foreslår et ægteskab mellem Wolfgang og et af Thyre familiens døtre til at styrke de forskellige grene af huset Justinian (mens den anden datter ideelt skal giftes med markgreven for at styrke deres adgang til jord nord for markgrevskabet).

Imellem tiden har markgreven fået efterretninger fra tropperne sendt ud mod vulperne. Sagen er langt mere alvorlig end forventet. Der er tale om en flok på måske 200-250 vulper og kampene i skovene er blevet langt mere blodige end forventet. Markgreven har fortsat færre folk til rådighed end forventet.

Ved samme lejlighed kan markgreven oplyse, at han ikke har modtaget nogle efterretninger fra de spejdere, han sendte ud for at følge og identificere den mystiske pansrede mandskabsvogn.

I samtalen med udsendingene fra familien Thyre kommer Wolfgang også til at forundres. Hvem er det, der har sendt snigmordere ud efter Titus Andolphus, og hvem er det, som ifølge de tre udsendinge systematisk har haft forfulgt huset Justinian og hvorfor? Samtalen kommer derfor også ind på den mystiske mandskabsvogn, og de tre unge forfærdes: for dem er det på uhyggelig spøgelseshistorie på niveau med ‘den sorte vorox på heden’ om en hjemsøgt eller dæmonbesat krigsmaskine, som forfølger Justinianere.

Broder Florian har brugt en del af sin tid på at planlægge grundlæggelsen klostret til Sankt Marinas ære sammen med søster Amalasuintha og vuldrok-konvertit Wörter. Hvilket bygningsværk skal man hædre gennem gennem klostrets grundform og lignende diskussioner vendes. Af markgreven har de fået stillet en flok murere og tømrere samt soldater til rådighed, og byggematerialer kan man forhåbentlig finde i området, blandt ved at tage fra klosterruinen Osel ligesom bønderne i Sminge har gjort det.

Ridder Qwian-Qwian er i mellemtiden kommet på sporet af flere detaljer fra tidligere, som er relevante for deres sag. Da gruppen var ombord på færgen Georg Halme mødte de en gammel dame, som profeterede for dem (episode 22), og ridder Qwian-Qwian øjner flere ligheder mellem de seneste hændelser og profetierne såsom “Huset skjult skal rejse sig [… ]”, som kan pege på Huset Justinians gren på Leminkainen, “Nord om det klippede hav” kan være Stokkerbjergene, som på landkort ligger nord for Fugleøerne, “I den sorte dal sidder kongen uden hoved“, hvor den sorte dal synes at referere til et område i Stokkerbjergene. Andre dele af profetierne er endnu uklare, men udtrykket ‘slangedage‘ viser sig at være en astrologisk reference til solens passage gennem en række stjernetegn – bjørnen, oksen, slangen – og det peger mod en anden del af profetien: Grønne bølger, skarpe rev, under oksen mellem bjørn og slange. Fruens skød. Dette er identificeret som værende Rattans stene nær landsbyen Sminge, hvor helgenen vil have sine knogler plantet. De astrologiske stjernetegn sætter datoer på og måske en slags deadline, for slangedage er om ti dage og er en tre ugers periode i slutningen af oksens periode.

Broder Florian beslutter sig for igen at bede til Sankt Marina for tegn, men der sker ikke noget, da han beder. Dog den følgende morgen, da han svinger fødderne ud af sin seng, får han en sort stensplint op i foden. Både han og ridder Qwian-Qwian ser det som et tegn på, at gruppens næste mål er Rattans stene. Indtil da har gruppen haft overvejet, om de skulle flyve op i Stokkerbjergene og spejde.

I forbindelse med afgangen forhører gruppen sig også om, der er noget kendskab til prædikanten Haldir Gråulv, som gruppen er sat til at overdrage helgenskrinet til (selvom helgenen har andre ønsker). Haldir Gråulv er bedst kendt ved at være så ringe kendt – ingen i Vindelisk er stødt på ham, men man har hørt om, at han prædiker i landsbyerne på begge sider af grænsen, og han er altid henne i den næste landsby, når nogen forsøger at opspore ham.

Afgang er nært forestående, men et par dage før de tager af sted, og nu kun syv dage til ‘slangedage’ perioden, holder Broder Florian en prædiken, som han er som altid gør, når han besøger nye sogn, og beretter om Sankt Marinas færd. Prædikenen bliver godt taget imod, om end det vækker en smule uro på bænkene, da talen falder på at lede vuldrokkerne til frelse frem for fordrivelse.

Afgang til Rattans stene, som er stedet, hvor knoglerne skal overføres til, er for gruppen nem. Deres stab af håndværkere og soldater marcherer af sted på landevejen trækkende vogne og habengut, og i mens sætter gruppen sig ind i rumskiber sammen med søster Amalasuintha og konvertit Wörter og suser af sted. Det foregår i voldsom fart hen over landskabet, som først er røde kornmarker og siden bliver de sønderskudte landskaber, der indikerer grænsen er nær, og de passerer kilometer lange områder, som ligner vinmarker, men som i virkeligheden er overgroet pigtråd.

Med baronet Wolfgang ved roret flyvende lavt over landskabet – for at undgå dronesværmene – flyver gruppen hen over engene og må cirkle rundt et par gange, førend de er helt sikre på deres mål. Med rumskibets fart synes Rattans stene ikke synderligt bemærkelsesværdige.

På passende afstand sættes rumskibet ned. Rattans stene er forenden af en lavbundet bakkedal mellem to langstrakte bakker, der giver indtrykket af at kigge ned ad et kvindeskød – hvorfor området bærer navnet Fruens skød. Området er en smuk, rød blomstereng med lifligt duftende blomster og små hvide sommerfugle flaksende på den svale vind. Området omkring er vildtvoksende marker, og omtrent to kilometer mod øst ligger landsbyen Sminge. Bag den ligger klosterruinen Osel. Mod nord ligger Stokkerbjergene. For enden af bakkendalen stikker fem sorte menhirer frem. De minder om neglene på en hånd, som hvis en 100 meter høj kæmpe er begravet under jorden.

Fra rumskibet spejdes rundt om området. Landet er generelt fladt med lave bakketoppe og sparsomt beboet. I landsbyen er rumskibets ankomst blevet set, og fra kanontårnets syn kan man se, at Sminges landsbybeboere er begyndt at flokkes i udkanten af landsbyen forundrede over, hvad der sker. Da Georgi retter sit blik mod Stokkerbjergene, er det som en uset, dunkel kraft trækker hende imod bjergene nærmest som et sort hul. Hun deler sin observation med Florian, som ikke har helt samme oplevelse, men som mærker, at en dæmonisk kraft synes at stirre tilbage, og det sender en kold gysen ned langs hans rygsøjle.

Gruppen begynder at gå fra borde. Helgenskrinet er blevet udstyret med sin mast og vinger, så det sandeligt ligner et flyvende (sejl)skib af guld, og det bliver båret mellem Amalasuintha og Florian. Imens spejder Qwian-Qwian og Wolfgang vagtsomt, og da Georgi sætter fod på jord, kollapser hun i sære rystelser og synes grebet af en sær trance. Løftet fri af jorden og op på rumskibets rampe begynder hun at komme til sig selv, under Amalasuinthas kyndige behandling: Georgi havde mærket en voldsom kraft skylle gennem hende fra jorden under sig, da hun trådte ned. Hele området er ladet med mystisk energi. Noget mere bevidst om, hvad der foregår vover hun atter at sætte fod på jorden, og hun kan fortsat mærke den mystiske kraft, som synes at påvirker hendes psykiske kræfter og hendes mørke skyggeside (Fading Suns har en ‘korruptionsmekanisme’ knyttet til okkulte kræfter, så hvis en theurg misbruger eller fumler dem, optjenes hybris-point, og hvis en psyker gør det, opnås urge-point, som vækker personens skyggeside som et selvstændigt væsen; det er ofte mere en latent trussel i systemet end en egentlig risiko), og hun kan mærke kræfterne som en rytmisk banken lig hjertebanken.

Gruppen går ned til Rattans stene, og efter lidt snak enes man om at plante helgenskrinet på det punkt, som svarer til håndfladen, hvis de fem menhirer er fingre. Derefter udfører Amalasuintha og Florian det indvigelsesritual, som er passende for grundlæggelse af klostre på grundlag af helgenknogler.

Derefter sker der vilde ting. En eksplosion af mystiske kræfter bader den lavbundede bakkedal og opsluger alle de involverede. Deres sind åbnes for hellige visioner og mystiske kræfter, og hver især har de en vision:

Ridder Qwian-Qwian: Ridderen ser en krig i himlene mellem to mægtige styrker. Det er uklart til at begynde med, hvad der kæmper, men snart bliver det tydeligt, at det er hvad kirken vil kalde ‘engle’ og ‘dæmoner’, men som samtidig også er de væsner, som er afbilledet på stjerneportene, som forbinder de forskellige verdener. Stjerneporte bygget af ukendte væsner i en fjern fortid. I hans vision ser han en (menneskebygget) rumstation drive frem af sit skjul mellem asteroider, og han ser en silhuet af en sort klo, som omfavner rumstationen.

Baronet Wolfgang: Baronetten ser mosgrøn nøgle rejse sig op ad jorden og stige til himmels mod det yderste punkt i solsystemet. Bag det yderste punkt ser han en paradisisk planet, og som ‘solformørkelse’ mellem planeten og ham selv placerer en rumstation sig. Han ser huset Justinians banner svaje i vinden … gløder ulmer under det.

Scraver Georgi: Gildekvinden kan mærke et enormt maskineri dybt under jorden. Det er mægtige maskiner, som pulserer og dunker – nærmest som en rytmisk hjertebanken, og maskinerne synes forbundet til et netværk af chi-energi, som flyder gennem planeten. Ydermere ser hun, at der er en tilgang eller en forbindelse til maskinerne, ikke her, hvor hun er, men et stykke borte (som senere konstateres at være mod øst omkring hvor klosterruinen Osel ligger).

Broder Florian: Eskatoneren ser, hvor planetens leylines synes at glide i en balance med sig selv. Der begynder at ske en genoprettelse af naturlige energier, og de forbinder sig med himlen hele vejen op til stjerneporten i solsystemets yderste, som om at Leminkainen på et plan har sit eget planetære leylinesystem, og på et andet plan er en del af et kosmisk leyline system. Mod nord trænger en afgrundsdyb trussel sig på: hvor Stokkerbjergene er, anes et dybt, altopslugende mørke, og i det mørke vågner en slumrende dæmonisk kraft. Fra stedet begynder et korrumperende mørke at sprede sig ud, som en pest der gror i jorden, og det har retning direkte mod Florian.

Da Florian kommer sig over visionen, bemærker han kort efter, at der er en en tynd bane af frosset græs, der strækker sig fra nord mod ham og Fruens skød. Inde i dalen er græsset begyndt at tø, men uden for har den mystiske kulde bidt sig fast, og for Florians okkulte blik ligner det en pestsvulst, som har forankret sig i jorden.

Efter at det momentane chok har fortaget sig, og der kun er gået få øjeblikke for vores personer, finder de sig tilbage på blomsterengen, og til deres forundring er de røde planter på mirakuløs vis blevet grønne. I yderkanten af engen breder den grønne farve sig fortsat, men ved udkanten betydeligt langsommere. Samtidig med konstateres det, at de fem Rattans stene er forsvundet, og i stedet er der sprunget en kilde frem, som løber ned gennem dalen.

Sidst men ikke mindst finder gruppen, at det er som om at et tredje øje i deres sind er blevet åbnet. De synes alle at have en forbindelse til verden, som de ikke har haft før … med undtagelse af Georgi.

• Gruppen får alle tildelt +1 psi point. Det er en spontan stat increase, som hæver Georgis fra to til tre, og giver hende adgang til et nyt niveau af psykiske kræfter. De andre går fra 0 til 1, og de har nu fået vækket deres psykiske kræfter og kan herfra udbygge dem.
• Alle foretager desuden en urge test, da med det vækkede sind, er en risiko for at deres urge også vågner. Ridder Qwian-Qwians skyggeside vågner (men kort tid efter i en terapeutisk teologisk samtale med Broder Florian får han kontrol med den og går fra 1 til 0 point), og Georgis skyggeside vågner (egentlig har hun en critical succes, men karakteren tager imod et ‘devil’s bargain‘, hvor hun får en valgfri psychic power perk mod at have 1 point i Urge).
• At få vækket ens okkulte kræfter er noget, som nogle gange sker, når man møder de mystiske relikvier fra fordums tid, og det har nogle gange besynderlige effekter, f.eks. kan voroxer ikke få overnaturlige evner, men ikke desto mindre er det sket i Qwian-Qwians tilfælde, og man kan ikke både have theurgiske og psykiske kræfter, men ikke desto mindre har broder Florian nu det (stats har et loft på 10, og dual stats har et loft på til sammen 10 point, så med 1 point i Psi, kan Florian ikke have mere end 9 point i Theurgy).
• Amalasuintha og Wörter har også fået et point i Psi.

Gruppen er rystet over deres oplevelse. De snakker sammen, men er lidt tilbageholdende med at dele deres visioner med hinanden. Hver især forsøger det at forstå, hvad det er, de har set. Georgi har tilsyneladende haft en vision af de terraforming maskiner, som gemmer sig i Leminkainens dyb, mens både Qwian-Qwian og Wolfgang har haft set noget til den ældgamle rumstation, som siges at befinde sig ved solsystemets yderste planet, Mord, gemt i et asteroidebælte, så ingen ved, hvor det er (er dette, som Titus Andolphus har haft været på jagt efter? Episode 20).

Baronet Wolfgang (har en critical succes på sit hukommelstjek og) ser, at stjernerne på himlen står på en måde, som minder ham om noget, han har set før, tilbage i baronen af Cortrans kunstkammer. Da hans ‘fætter og kusine’ stjal Valor Justinians kyras, fik han kastet sit blik på det og de figurer formet i ædelstene, som var monteret på kyrasset. De udgør en slags rute på himlen, nærmest som var kyrasset et kort!

Derefter er spørgsmålet: Hvad nu?

• Amalasuintha og Florian er stålsatte på, at helgenskrinet bliver, hvor det er. Herfra må det ikke flyttes.
• Nogen bør tage imod bønderne fra Sminge. De er på vej over markerne udstyret med fakler og høtyve.
• Skal man flyve i rutefart frem og tilbage mellem Vindelisk og her, så man kan hurtigt få flyttet de fleste af håndværkerne og soldaterne frem til dalen, så opførelsen af klostret kan påbegyndes?
• Skal man flyve mod Stokkerbjergene og konfrontere det, som er vågnet der?

Forskellige forslag i forhold til de tre sidste punkter vendes og vejes, men det bliver først senere næste gang, der træffes endelige afgørelser for dagens spil ender her.

Afsluttende bemærkninger

Helgenskrinet er blevet afleveret! Men opgaven er langtfra afsluttet. Den formelde sig af opgaven med overdragelsen til Haldir Gråulv er ikke håndteret, men helgenens ønske om at blive bragt frem hertil er. Imidlertid er det ikke enden på situationen, da der er de sidste mysterier omkring Leminkainen tilbage, og i særdeleshed i Stokkerbjergene, hvor familien Stokhart i sin tid havde deres len, og hvor roden til de mange dæmoner, som har haft forfulgt gruppen, synes at have deres ophav.

Vi er nu i slutspillet af kampagnen. Der er stadig nogle spilgange tilbage, for der er nogle fjender og løse tråde, som vores karakterer henholdsvis skal overvinde og binde for at lukke sagen helt af. Der er nogle forhold omkring klostret, fribønderne i Sminge, Justinians len og des lige, som mangler at blive afklaret. Andre dele af mysteriet er også oplæg til næste kampagne – Nøglen til Paradis – som er Justinians tabte hjemverden, som skal findes, og de skal naturligvis ikke afklares her.