Vi spiller Night’s Black Agents, som er et rollespil om spioner og vampyrer baseret på systemet Gumshoe. Dette er Generation Blod kampagnen
Dagens episode
Sidste gang kom agenterne på sporet af en større sammensværgelse, da de efterforskede tyveriet og smuglingen af ukrainske droner, som var endt i hænderne på en gren af reichbürgerbevægelsen, som kæmper for et uafhængigt Schlesvig og som har stærke forbindelse til højrenationale og til nynazister.
Denne gang beslutter de sig for at trænge ind på slottet nord for Eckernförde midt om natten for at skaffe yderligere beviser for sammensværgelsen. I deres to biler kører de op til slottet, skjuler vognene udenfor godsets jorde og sniger sig ind. Julian Ashcroft bliver tilbage, mens de fire andre sniger sig ind over muren til parken og gennem den lille skov til de velplejede plæner og slottet. De sniger sig helt op til hovedbygningen (der foretages en Infiltration test anført af Siobhan, som de tre andre piggybacker på – dvs hvis hun har succes, har de alle succes – og hun har succes).
Oppe ved godset sniger gruppen sig hen til en ekstern kældertrappe, som leder ned til køkkenet. Det er et moderniseret køkken, som har bevaret en række historiske elementer, såsom et kæmpestort smedejernsbrændekomfur. Siobhan dirker låsen op og undgår at aktivere alarmen (succesfuld Infiltration test).
I køkkenet er tre andre døre. En fører til en walk-in fryser, en til andre dele af kælderen og en til en smal trappe, som leder endnu dybere ned. Gruppen finder også en madelevator og for en stund er planen, at Siobhan skal klemme sig ind og blive kørt op, men planen bliver skrinlagt, da det vil støje for meget.
Undervejs vendes opmærksomheden mod fryserummet. Der er pakket godt med udskæringer af forskellig art, og så er der en række poser, som Lukasz med sit trænede lægeblik, identificerer som blod, mens hvis blod?
Bag en anden dør er en trappe ned i dybet. Det er smal murstenstrappe flankeret af gamle murstensvægge og et rundet loft under hvilket løber adskillige kabler. Nogen forsyner en ensom lampepære, mens andre fortsætter ned i mørket. En jordslået stank ruller agenterne i møde, luften er kold og stillestående. Der er tavst nede i dybet. Lukasz og Marc vover sig ned i dybet, men indenda har den velforberedte Daniel uddelt natbriller til alle (preparedness test), og han bliver stående på toppen af trappen med Siobhan, så de kan holde øje med, om nogen dukker op i køkkenet bag dem.
Kælderen er en serie af hvælvinger, hvor der er store vintønder og støvede vinreoler med flasker, som længe har ligget urørt. Nede i kælderen høres en elektrisk summen som af en transformer på overarbejde. Støjen leder agenterne hen til en tung metaldør under hvilken kommer det blafrende lys af monitorer.
Døren larmer højlydt, da den med en anstrengelse tvinges op. Bag den er en smal gang, som leder ind til et lille rum med stenvægge, som synes at være en senere tilføjelse til kælderen. På den bløde, fugtige muldjord står et metalbord med en rad af monitorer og kabinetter. Marc og Lukasz er ikke de store it-folk, så efter at have konstateret at de Ubuntu-drevne maskiner benytter kodeord, vender de deres opmærksomhed mod muldjorden, som sjapper mørkt og fugtigt under dem, og den store dynge af muldjord, som afskærmer lokalets bagvæg. Jorden synes gennemblødt af blod.
Marc kigger op over dyngen, får et mindre shock (succes på Stability test), da han ser et hul bagved, hvor der er en blankpoleret, lakeret ligkiste i bøgetræ med messingbeslag, og omkring kisten ligger ligene af flere mænd og kvinder, som stirrer op mod ham med deres tomme blikke, kolde kroppe, ligblege, og iklædt den type klæder, som agenterne tidligere så ‘jagtselskabets bytte’ iført. Det hele dokumenteres, hvorefter de to agenter hører den tunge metaldør hamre i og blive blokeret.
Agenterne stormer mod døren. Hamrer skuldrene imod den og tvinger den op (cooperative test, en betaler et point for at kunne bruge sine pulje til at assistere, og den anden spenderer egne point og makkerens point og foretager terningkastet. Der opnås en succes). Der lyder en voldsom larm, og som agenterne kommer ud i den hvælvede kælder, bliver der skudt på dem. Lukasz bliver såret og besvarer ilden.
Den fjendtlige skytte søger dækning længere inde i rummet, Lukasz vover sig varsomt længere frem, og Marc vogter fra sit dække bag døren. Oppe fra trappen begynder Daniel og Siobhan at vove sig nedad for at sikre området omkring trappen.
Der udveksles mere ild, og den fjendtlige skytte, en midaldrende mand, skyder fra sit skjul bag en vinreol. Marc forsøger at cirkle rundt og komme i position, men et par velplacerede skud holder ham tilbage. Et sted bagude er der lyden af træ mod træ. Imens sniger Lukasz sig ind på skytten fra siden, og han kommer tæt op på modstanderen, da han mærker de små hår i nakken rejse sig (Sense trouble test). Han vender sig om, ser en midaldrende herre i et nydeligt jakkesæt bevægende sig en tand for hurtigt løbende imod Lukasz og ubesværet springe op på vintønder. Lukasz skyder og rammer, men det er ikke nok til at bremse manden eller få ham til at reagere. Han fortsætter frem, hamrer ud efter Lukasz, som slynges ind i reolen, så det vælter ned med vinflasker, som splintres imod gulvet. Lukasz åbner ild igen, men må konstatere, at foreslået som han er (status hurt, alle sværhedsgrader stiger med 1), er det vanskeligt at ramme (et skud rammer dog automatisk, idet da Daniel har MOS i shoot).
Marc ser imens, at manden med skydevåbnet forsvinder gennem en dør i væggen. Marc sætter efter, løber ned ad gangen og kommer ud til en udendørs trappe, som leder op til slottets front. Deroppe er der lyden af løbende skridt på grus og nogen, som på klingende tysk råber ‘alarm!’.
Kampen i kælderen involverer Daniel og Siobhan. Den aldrende herre i jakkesæt samler Lukasz op, bruger ham som levende skjold, mens han stormer Daniel, der forsøger at undgå at ramme sin makker. Siobhan stormer ind, takler modstanderen med begrænset effekt. Manden kaster Lukasz efter Siobhan, og Daniel åbner ild og manden såres for fjerde gang. Der er en serie af skudhuller i hans jakke og vest og skjorte, hvorfra blod løber. Han stormer forbi Daniel og løber op ad trappen til køkkenet.
Imens kommer Marc rendende tilbage, spærrer kælderdøren og advarer om, at der er råbt alarm. Gruppen løber op ad køkkentrappen, ser et blodspor, som går mod resten af slottet, og de vælger i stedet at tage den ud ad køkkendøren til bagtrappen. Snart er de oppe og ude. Henne ved hjørnet af bygningen kigger de rundt og ser den ældre mand fra tidligere stå sammen med en gruppe unge mænd iført dynejakker og bevæbnede med automatvåben (det er de nynazister fra Østtyskland, som gruppen identificerede sidste gang) .
Siobhan kaster en granat ind mellem flokken (hun benytter at hun har MOS til sprængstoffer og har en automatisk succes). Imens den sprænges i den tyste novembernat, og der lyder rædselsfulde smertensskrig, stormer gruppen over plænerne mod skoven, som omgærder slottet. Daniel og Lukasz anstrenger sig alt hvad de kan, og det lykkes dem at komme over muren (begge er på negativ health og de skal derfor foretage consciousness test, når de anstrenger sig). Siobhan og Marc er begge med dem, og snart er de henne ved deres Mazdaer, hvor Julian afventer dem. Der gasses op og snart forsvinder bilerne ud mørke landeveje.
Agenterne har heat 2,og jeg beder om en heat test. Det er en succes for agenterne, og de får ikke myndighedernes bevågenhed i denne omgang. Efter stormen på slottet hæver jeg heat til 3.
I stedet for at køre til deres hotel i Slesvig, kører gruppen i stedet mod Kiel, hvor Marc og Lukasz har en gammel ven, kaptajn Friedrich ‘der Kieler’ Schwane. Sammen med sin hustru Marietta, har han en husbåd. Han samler agenterne op kl 5 om morgenen i en lille sejlbåd i et hjørne af Kiels industrihavn og sejler dem ud til husbåden (‘Der Kieler’ er en kontakt etableret via Networking færdigheden). Imens begynder agenterne på en debriefing af deres infiltration af slottet. Det gik ikke som forventet (og vi har en sjov situation omkring, at spillerne ved godt, at vi spiller et rollespil med vampyrer, men agenterne gør ikke, og snakken kredser derfor hele tiden om, hvad det faktisk var de oplevede i kælderen).
Afsluttende bemærkninger
Vi fik kørt en heftig action sekvens, og to agenter er godt sårede. Næste gang kigger vi på hvile, heling og XP.
En af de interessante ting ved Gumshoe og som vi så konturerne af, var det at løbe tør for point i de forskellige pointpuljer. Agenterne var ved at løbe tør for eller løb tør for Athletics, Infiltration, Shoot og lignende. Det udelukker ikke, at man kan fortsætte med at udføre de handlinger, men det er her, at systemet opfordrer til, at man skifter strategi for igen at have adgang til pointpuljer (det er noget, vi forhåbentlig kommer til at udforske yderligere). Disse actionpointpuljer er også nogen, som ret hurtigt regenererer, så de til rådighed ved næste actionsekvens.
Næste gang skal vi have briefet Julian Ashcroft, som tabte forbindelsen til sine kolleger, da de gik ned i nederste kælder. I praksis var spilleren fraværende, så det er briefing af både karakter og spiller.
Dernæst bliver det også interessant at, hvad agenterne gør herfra, og jeg kommer nu til rigtigt at kunne aktivere conspyramid mekanismen.




Skriv, skriv, skriv