en blog om rollespil og historie

for jeg spiller Contenders med Julie, Peter og Mikkel (også kendt som følelsesporno-gruppen).

Et lille indie-spil, der i sin struktur giver påmindelser om My Life with Master. Man skiftes til at spille en scene, men der er ingen spilleder og man vælger selv sin scene: Connection, work, training, promotion (og efterfølgende fight), threat (enten brawl eller threaten connection) eller free play. Og spiller man løs indtil man når konflikten i scenen, hvor man trækker et antal kort og tæller sine successer.

Boksekampene er lidt anderledes, da de går et antal runder, hvor man hver runde vælger strategi, ruller om ‘initiativet’, selvom det hedder noget andet og efterfølgende ruller skade versus parader. Nu er du klar til at spille Contenders.

Charmen er stilen og at reglerne støtter godt op om fortællingen. Selvom My Life with Master er min store favorit, så har det her virkeligt potentiale. I MLwM er der kun to typer af scener og jeg flere gange hamret hovedet mod en mur i spillet, når man ikke lige fik sat scenen til at passe konfliktsystemet. Det sker ikke her.

Eye of the Tiger kørte på anlægget i baggrunden

Jeg har en træningsscene. “Havneanlægget ligger øde hen. Det er tidlig morgen og der er helt stille. Lastkranerne står som grå tårne, der vogter over det mørke hav. En ensom skikkelse løber langs molen.” Hertil og ikke meget længere nåede jeg før de andre var flade af grin. Der er så meget pathos og følelsesporno i det her, at man må grine. Det er sjovt og jeg er glad for, at vi ikke nåede flere scener af den art i denne omgang.

Sidder på spring efter den næste scene

For man følger de andres udvikling og tænker, jeg må tjene penge, jeg skal træne, jeg skal være sammen med min forlovede, jeg skal kvase gamle Stålkæbe i ringen (for han har nyrer af glas) osv. Der springer den ene spændende scenmulighed frem i Contenders fordi der er så mange strategier i spillet. Det er en god ting. Fordelen er, at hvis man er lidt blank for en scene, så kan man tage en overspringshandling med en træningsscene eller med en arbejdsscene osv.

De mange veje til sejr og drama

Spillet er rummeligt. Jeg havde lyst til at spille denunge idealistiske og naive bokser, der egentlig var i lommen på min grådige forlovede, der forventede at han sled sig til at hun kunne leve et bedre liv. Peter spillede den gamle bokser, der nærmede sig pensionsalderen, men som måtte kæmpe for at skaffe sin søn gennem skolen – men sønnen er en ungdomskriminel og drikke fars sølle midler op. Der var plads til at jeg sigtede efter en fortælling om det unge håb, som kæmper sig gennem kamp efter kamp, mens Peter var knudemanden, der på sidelinjen fulgte sin søns vej i afgrunden, mens Julies bokser var på vej ind i narkomiljøet bare for at skaffe medicin til sin dødsyge mor, og Mikkels bokser var opkomlingen, der stræbte efter at vippe min bokser af pinden, mens han stræbte efter at skaffe penge til at holde sin dancer-kæreste ude af natklubberne.

Spillerne har hver deres fortælling, som krydser ind over hinanden, enten fordi man trækker en joker, hvorved man skal trække et element ind, eller fordi man ender med at bruge af den fælles pulje af NPCere, som opstår undervejs. Desuden mødes man på promoters kontor førend man går i ringen.

Kunsten at spille sine kort og at provokere de andre
Og husk, når man spiller kortene må man godt gøre det med stil. Man kan trække spændingen den anelse, der gør forskellen. Og husk at provokere de andre i promotion-scenerne. Boksekampene bliver så meget mere indædte og det er sjovt at se de tre andre ivre for, at ens bokser skal gå ned i den næste kam, og de følelsesudbrud, der følger, når han løfter armene i sejr for Mickey O’Malley er ubesejrlig (næsten for der kom alligevel et nederlag, pokkers også).

Jeg spiller spillet og jeg spiller dramaet

Man kan sidde og tælle sine point i kampene – det valgt jeg at gøre i aftenens spil. Jeg måtte prøve kampsystemet af og fandt ud af, at men en høj teknik kan man komme langt, men et skodtræk er stadig et nederlag.

Men der er flere strategier – hvor meget trækker du på din smerte for at sejre og for at tjene penge ved siden af? Det giver godt. Satser på håbet gennem sejre i bokseringen eller gennem din connection? Hvis du skal i kamp, er kampens længde af stor vigtihed – længden giver flere penge, men betyder også, at den der har satset på sin kondition, er den vil vinde det lange løb. Kampens længde forhandler man med promoter om, men promoter styres af en tredje spiller – hvad er det i hans interesse at forhandle sig frem til? Det interessante ved denne forhandling er, at der ikke er nogen spilmekanik til at afgøre den. Man spiller scenen indtil konsensus opnås!

Vi nåede ikke alt, men vi fulgte Julies bokser ind i den kriminelle underverden, Peters boksers problemer med sønnen, Mikkels boksers problemer med dennes kæreste og min boksers stræben efter sejr og omdømme.

Næste gang:

Og det er godt nok spøjst. Næste gang vil jeg bruge regelsystemet til at spille Tour de France eller Strictly Ballroom – man skal bare erstatte ordet Fight med Dance og justere nogle andre småting og så er den der.

Jeg er frisk på en match på Fastaval. Vi ses i ringen.