Jeg havde fornøjelsen af at få spillet både Det halve kongerige og Et lystspil til Sommerspil. Begge scenarier havde jeg hørt positivt om, og så derfor frem til at få afprøvet dem.
Det halve kongerige
Jeg spillede sammen med Lars, Peter F., Bo, Kasper og Anne – omtrent samme hold, som jeg havde spillet kakerlak-spillet med to dage forinden. Der er nogle spændende ideer i Det halve kongerige. Charmen ligger hovedsageligt i, at de fire af spilpersonerne fortæller hver deres version om forholdene i riget og forholdene mellem dem selv, og når spiller A sætter en scene med spiller B, så skal spiller B ikke spille sin egen opfattelse af sig selv, men i stedet spille spiller A’s opfattelse af spiller B. Med andre ord, så spiller man ikke sin egen opfattelse af sin karakter, men en anden spillers opfattelse af ditto.
Strukturen i Det halve kongerige er bygget op over, at en spiller stiller spørgsmål til de andre spillere, som svarer ved at sætte en scene – en fortællescene, en handlingsscene eller en diskussionsscene. Sidstnævnte tiltalte ikke spillerne, og der blev derfor ikke spillet en eneste af den art under scenariet. Hovedvægten lå på handlingsscenerne og så nogle enkelte fortællescener. Efter have at “spillet” det, må jeg sige, at karaktererne generelt er spændende, på nær Dronningen, der er strandet et sted mellem at være offer i en maskulin verden og at være en moderne kvinde fra en wicca-orienteret kultur. Formen i scenariet er også spændene, men som spilleder er der meget, meget lidt at lave: Instruér spillerne, kom med den ydre rammefortælling (kunne være skrevet ned og givet til spillerne som højtlæsning), og fortæl hvordan de forskellige steder i de scener, som spillerne sætter, ser ud (hvilket spillerne selv kunne have gjort, og rent praktisk endte med at gøre).
Et lystspil
Den følgende dag fik jeg spillet Et lystspil. Jeg havde ikke nået at få fat i et lykkehjul ™, selvom Kristo gjorde en prisværdig indsats for at fremskaffe et – men med en pind, et par drejeskiver og lidt improvisation gjorde, at vi alligevel fik spillet scenariet med et lykkehjul. Gruppen bestod denne gang af Troels, Trine, Lars, Kasper og Anders B.
Det var en fornøjelig omgang, selvom vi snød på det groveste. Vi slog om en del gange på Lykkehjulet, hvis vi fik samme sted eller personsammensætning to gange i træk. Nogle af kortene blev spillet lidt løseligt i deres tolkning, så Førstestyrmanden kunne optræde i et utal forklædninger, selvom den største overraskelse kom, da det blev brugt imod spilleren, da Komtessen afslører Anstandsdamen, som værende Førstestyrmanden i forklædning, ved kreativt brug af sine Skæbnekort.
Teaterhvisken, kortspil og gale løjer
I Et lystspil er der nogle gode værktøjer til at drive fortællingen frem – det dramaturgiske forløb, de tilfældigt genererede scener og reglerne for hvem, der må være i scenen, og hvad, der må ske i scenen, giver gode benspænd, hvilket forløses velbehageligt gennem brug af Skæbnekortene.
Spillets regler bliver enkelte steder dog til en spændetrøje, da det bliver lidt anstrengt at få de rette personer ind i scenerne og da man ikke selv kan opstille den følgende scene i spillet, der ville skabe det mest naturlige forløb.
Der er heldigvis ingen hemmeligheder imellem spillerne, hvilket betød, at selvom alle scenerne blev semi-lived, var alle med. Alt hviskeri skulle gøres, så alle kunne lytte med, og i scener, hvor der opstod mere end en diskussion, blev diskussionerne sat på hold, så alle kunne følges hinandens diskussioner.
Fortællinger i nuet og scenesætteri
Både Det halve kongerige og Auto de fe anvender en spilstruktur, hvor spillerne in character skal sætte scener for hinanden. Begge scenarierne holdes på rette spor af “flaskehalse” – markører i fortællingen, som skal spilles, og derved giver fortællingen et momentum i en bestemt retning. Begge har dog hver sin form for afslutning på scenen – i Det halve kongerige skal det erklæres ved begyndelsen af scenen (også selvom Prinsen i scenariet kan standse en scene førend den er til ende – men det gøres med en spillerviden om den intenderede slutning på scenen), hvor den i Auto de fe er mere åben og traditionel, da man mellem spillerne forhandler implicit om, hvornår scenen er til ende.
Et lystspil har et sæt spilleregler, der bestemmer scenerne, deres indhold og deltagerne. Dette er ikke overlagt til hverken spillere eller spilledere. I stedet skal spillerne bruge disse rammer til at konstruere et begivenhedsforløb. Scenerne afsluttes typisk ved en angivelse givet af spilleder ved scenens start (“når middagsklokken ringer”, “Marie slår hånden i bordet, og siger: Sådan kan det ikke ende!”). Præcis hvordan slutscenemarkøren anvendes er åbent – anvendes den af spilleder (i stedet for at sige “cut!”) eller gives den til en spiller eller til gruppen som helhed?
Et lystspil har tydelige ligheder med Story Now-genren, men formen er næsten for stram i forhold til Story-now genren, og har heller ikke samme åbenhed, som flere af de andre, da spillerne ikke aktivt vælger scenen, som en konsekvens af den forrige scene, men må indrette den kommende scene under spillets form og derefter etablere kontinuiteten. Det er spændende at være underlagt at spille en så stram form. En af de gode mekanismer i Et lystspil er en plade, der viser spillets forløb, og hvilken type af konflikter, der må sættes i spil. Herved er vi ved den spændingskurve, som jeg tidligere har efterlyst.
Spilleder og forbrugere
I Et lystspil morede jeg mig en del over de genvordigheder, der udspillede sig mellem spillerne – fordi de var ude i det åbne – og jeg kunne aktivt bidrage med at udtænke scenerne, men det var ikke helt tilfredsstillende. For hvorfor kunne jeg ikke være en af spillerne? Der er ingen hemmeligheder i Et lystspil (hvis vi lige ser bort fra Dekonstruktionen), og derfor kan arbejdsopgaverne sagtens uddelegeres til spillerne.
I Det halve kongerige kedede jeg mig bravt. Det var spændende at se spillernes fortællinger og en række af de handlingsscener, der blev udspillet, men jeg havde intet meningsfyldt at lave i det scenarie. Der var ikke nogen af de ting, der ikke kunne uddelegeres til spillerne. Spilleder skal formidle spillet, og så skal han komme med en rammefortælling og komme med subjektive beskrivelser af de steder, hvor scenerne udspiller sig.
Spilformidleren
Nogle spillederløse scenarier er så stramme i deres opsætning, at spillerne ikke kan fare vild i spillet. Spillerne læser det udleverede materiale trin for trin og guides gennem scenariet på den måde.
En anden form er f.eks. Shima No Narawashi og Ingen løgne her, hvor der teknisk set kun er en spilperson og resten er bipersoner, der trin for trin sætter sig ind i scenariet, som man gennemspiller det.
Rent praktisk er der nogle problemer omkring afviklingen af spillederløse scenarier på connerne, da spillene ikke har en tovholder til at sikre sig, at de bliver afholdt. En anden praktisk ting er, at scenarierne har nogle restriktioner i læsematerialet. Hvis der er ikke er en spiller, der på forhånd har læst materialet igennem, så kan det udleverede materiale ikke være særligt omfangsrigt.
Så jeg da kiggede på årets scenarier til Viking-Con, slog det mig, hvor mange af scenarierne, der nu var uden spilleder. Jeg har derfor fremsat det forslag til VC, at vi indfører en tredje kategori under tilmelding til scenarierne: Spilformidler (fra næste år af). Frederik Jensen har siden været inde på noget af det samme omkring erfaringer og forhold omkring spillederløst rollespil på RPGforum.
Spilformidleren bliver den spiller, som man sender scenariet til på forhånd. Denne læser materialet, som han ville læse en regelbog til et brætspil, og han vil derefter kunne formidle spillet til de andre spillere og spille med på lige fod med spillerne.
En spilleders død?
Skal spilleder da afskaffes? Nej, det skal spilleder ikke, men spilleder skal have noget meningsfyldt at lave i et scenarie. Jeg har kedet mig en gang for meget som spilleder, hvor jeg var reduceret til at kigge på, at spillerne spillede en masse spændende rollespil. De scenarier ser jeg gerne omskrevet til at rumme en spilformidler.
De andre scenarier, hvor spilleder aktivt bidrager til spillet, skal han stadig være med i, og det sker f.eks. i Diagnose, i Tupelo og i Sankt Hansen. – men kig ellers i retning af brætspillene. De har et system, hvor man kan nøjes med, at en spiller læser reglerne og derefter formidler dem for de andre, hvorefter alle spillerne deltager på lige fod. Det findes i Shab-al-Hiri Roach-spillet (selvom jeg ikke kan lide spillets mekanik), i Shock: Social Science Fiction, i Polaris og i Contenders. Jeg ville gerne have haft set det samme i Burgundia og i Bondemænd og biavlere, foruden Et lystspil og Det halve kongerige.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv