[Shock] Generationsopgøret

For nogen tid siden spillede jeg Shock med Kristo, Lars og Troels. Det var min tredje gang Shock, og første gang vi var mere end tre spillere.

Vi indledte spillet med en generel diskussion om reglerne, om science fiction og om Shocks og Issues til selve spilgangen. Shocks er science fiction-elementerne, og Issues er de emner, som spillet skal handle om. Hver spiller får lov at stå for et Shock og et Issue, og disse opstilles i en matrice, så man skaber sin spilperson ud fra. På denne måde bruger man Shocket til at undersøge eller problematisere et Issue.

Vi kom frem til følgende Issues:

• Generationskifte (Morten)
• Pøbelvælde (Troels)
• Overbefolkning (Kristo)
• Retfærdighed (Lars)

Og følgende Shocks:

• Kunstige Intelligenser (Morten)
• Realitykrati (Troels)
• Generationsskib (Kristo)
• Cyborg (Lars)

Navnet i parenteserne angiver ‘ejerskabet’ i tilfælde af, at der skal afklares en vigtig detalje omkring det specifikke element.

De fire protagonister

Ud fra de fire Shocks og de fire Issues er der seksten mulige spilpersoner. Hver spiller vælger en af de seksten spilpersoner (resten anvendes ikke), og hver spiller laver et udkast til en antagonist til sin spilson. Antagonisten styres af spilleren til højre for en. Vi kom frem til de følgende fire spilpersoner:

Springsteen Stone (Cyborg, Retfærdighed) (Kristo)

En arbejder, der var blevet lemlæstet på arbejdet, og havde fået kybernetiske erstatninger. Det viser sig, at han har fået flere ting installeret, end han havde bedt om. Hans mål er, at få myndighederne til at anerkende dette overgreb.

Antagonisten: Administrationen. Den kolde og kyniske administration, der ikke tåler modsigelser, og som kun siger undskyld for en høj, høj, høj pris.

Historien om Springsteen Stone kom til at handle om hans liv, karriere, kollegaer og familie, som alle blev sat over styr for at han kunne få uretmæssigheden anerkendt. Til sidst kostede det ham livet, men så havde de også sagt undskyld.

Indira Schmidt (Generationsskib, Generationsskifte) (Troels)

Hun var en professionel tekniker og embedsmand på generationsskibet, og hendes mål var at kunne på pension, velvidende at hendes arvtager ville sikre skibets fremtid.

Antagonisten: Travolata. Ung, uduelig og med venner på de rette steder, Travolata lagde mere vægt på venner de rette steder end egentlig faglig kunnen.

Historien om Indira Schmidt blev om hendes kampe med at få Travolata til at lære at blive en god embedsmand eller bare forhindre ham i at overtage hendes position uden at besidde faglig kunnen. Til sidst måtte hun få verfet ham af banen som uduelig – og siden miste livet heroisk for at redde generationsskibet for alvorlige skader.

Mandela ‘Dela’ Duval (Pøbelvælde, Realitykrati) (Lars)

Mandela var en karismatisk forbryder. Han var dømt til døden, og sammen med andre dødsdømte kæmpede han i reality-showet om at være populær nok til ikke at få eksekveret sin dødsdom. De mest populære dødsdømte fik lov at leve, så længe de sikrede sig nok stemmer. Hans mål var at blive berømt.

Antagonisten: Elizabeth Hall. Hun har en af Mandelas ekskærester, forsmået og vred tilkæmpede hun sig en position som Mandelas producer med det formål at få ham elimineret.

Historien om Mandela blev om hans fejder med hans ekskæreste og hendes djævelske forsøg på at opstille konkurrencer, der ville ydmyge ham. Under et kapløb på rumskibets yderside river en platform med publikummer sig løs. På nær en når de alle i sikkerhed, og Mandela springer ud på platformen, hvor han skænker den strandede fan sine magnetstøvler, så hun kan komme i sikkerhed. Derefter driver han hjælpeløst ud i rummet. Undervejs følges han af en lille flok hovercams, der over adskillelige kilometer følges han drift gennem rummet.

Robert Robertson (Generationsskib, Overbefolkning) (Morten)

Robert var en børnehadende fødselsregulator og -administrator, der drømte om at se en blå himmel. En ting, som aldrig ville komme til, da der endnu var adskillelige generationer til at skibet nåede frem. Hans mål var at sikre sig en af de få kryosenge på generationsskibet, så han kunne sove resten af sin færd.

Antagonisten: Arno Robertson. Arno er Roberts søstersøn, og hun er død.

Robert bliver Arnos værge, og han måtte mange administrative krumspring igennem, førend at han kunne afhænde Arno til en børneanstalt og sikre sig en plads i en kryoseng. Robert kommer til at se en blå himmel.

Fire fortællinger, der fletter sig sammen

Ingen af de fire protagonister eller deres antagonister kom på noget tidspunkt til at mødes med hinanden, men adskillelige begivenheder krydsede deres veje. En af de fascinerende ting ved Shock er, at hver spilperson kommer til at være centrum i sin egen fortælling, og at der er fire paralleller fortællinger, hvor spilpersonerne kan krydse over (hvilket skete i denne episode), eller hvor begivenheder introduceret i en fortælling bliver taget op af de andre spillere, og derved bliver en ekstern begivenhed ramme for de fire fortællinger.

En ulykke i reaktoren

Springsteen Stone er blevet opgraderet efter sin ulykke, og han er ikke længere kvalificeret til at arbejde i lagerhallen, men derimod nede ved reaktoren. Dette er noget som Administrationen lader ham vide.

I en senere scene lyder en alarm, mens Indira og Travolata har et skænderi. Der er et problem nede i reaktoren. Efterfølgende har vi en scene, hvor Springsteen fortælle sin kone om den ulykke, der skete på arbejdet nede i reaktoren, og i den næste scene beklager Robert Robertson sig over alt det overarbejde, han har fået med at inddrage fødselstilladelser efter ulykke i reaktoren.

Det ødelagte relæ

På et tidspunkt vil Indira demonstrere vigtigheden af teknisk kunnen over for Travolata, men denne viger udenom på en teknikalitet. Senere drager hun alene ud for at redde rumskibet ved at risikere livet ved egenhændigt at reparere et relæ ved en kæmpe vifte. Hun dør en heltedød, og kommer til at ligge kimen til en ny dyst i realityshowet, hvor Mandela demonstrerer sin store ekspertise ud i showmanship.

Emergens

Det er fascinerende at se, hvordan der opstår en konsensus om at samle op på detaljer, som er blevet præsenteret lidt tilfældigt, men som bliver en del af en fælles referenceramme og derefter brugt igen og igen. Selve det at anvende symbolik og tematik på denne måde sker meget intuitivt, men det er enormt virksomt, og det er en af forcerne ved story now-spillene. En lignende oplevelse havde Frederik, da han spillede Polaris på Fredenscon (Polaris’ sværd), og Peter havde fat i et beslægtet emne allerede i forbindelse med det allerførste IaWA, der blev spillet med følelsesporno-gruppen (emergent tema).

Alt i alt er jeg stadig ganske glad for at spille Shock. Det er let at spille, man kan få en god historie ud af det på en aften, og handlingen veksler fint mellem at være fortalt og at være spillet. Det er umiddelbart det tætteste, jeg kommer på at spille historier af Vonnegut, Clark, Dick, Bradbury med flere.