[Min D&D-kampagne] Vyonesse-festivalen – tidligt på aftenen

Denne spilgangs særlige regler er beskrevet her.

Vi begyndte aftenen med at notere agendaer og dagens arvefjende, og undervejs fik Luise opsummeret nogle af baggrundshistorierne: Hvorfor Nadya har sin sjæl forankret i et stenhjerte, hvorfor Stella er forelsket, hvorfor Cornelis ikke bærer den gyldne maske osv. osv. Det er gode historier, og de tager sin tid at fortælle, så pludselig havde vi ikke så meget spiltid tilbage. Vi blev derfor enige om at splitte festivalen op i to spilgange, den første halvdel er tiden fra solnedgang (festival begynder) til midnat (et bestemt maskebal begynder), og næste spilgang bliver så fra midnat til solopgang.

Spilstil

Spilgangen blev temmelig “flydende”. Typisk skubber jeg tingene i en retning (f.eks. I tager en gondol til spisestedet – sker der noget undervejs? I ankommer til spisestedet, Den dydige søhest, hvor I bliver budt indenfor og bænket – sker der noget?), og en af spillerne byder ind med et optrin eller med noget karakterinteraktion (f.eks. Troels tager teten, da de er på gondolen på vej til Den dydige søhest, hvor han levende beskriver Ilse von Bingens gondol, som den kommer sejlende forbi, hvorunder Marie-Louise tager ordet, supplerer Troels’ beskrivelse, og derefter opstiller Troels problemstillingen i scene for Kenneth: Hvad gør Dr. Achard? Gemmer han sig? (Underforstået: Vil du fravige din opførsel og optjene et plotpoint?)).

En god del af spilledertjansen flød mellem os alle. Jeg tog mig typisk af at spille de omkringstående rammer og brugte dem til at understøtte den situation, som en af spillerne var ved at opstille. Alle mindre biroller var i frit spil mellem folk, og det betød, at f.eks. Suzette og Ilse blev spillet af flere af os løbende, mens mere centrale biroller stadig faldt inden for mit domæne (Jan van Harse, Baron Vandemaar).

Vaner/uvaner blev udfordret enten ved at spillerne anvendte Dagens Arvefjende (Ilse dukker op), deres egne spilpersoner (Dof tager Angela under armen og trækker hende væk fra Henri), eller gennem sekundær karakterer (Stella over for Aevilja). Det kræver lidt træning og nogle vaner/uvaner, som ikke er alt for generelle at få det op og køre, men vi havde adskillelige meget dramatiske og meget morsomme optrin, og det fungerede meget tilfredsstillende. Det spændende er, at man kommer meget tæt på spilpersonerne og de ting, som de står for.

Udklædninger

Først skulle folk klædes ud. Dof brugte sine midler fra sin post som Wendar-gesandt, og han valgte en af de populære dragter, en version af Den gyldne maske, som inkluderede en lilla kappe, da den natlige helt endnu er populær udklædning i Glantri by. Nadya overvejede først at klæde sig ud som flaamlænding med rød paryk men faldt for en flaamsk folkedragt (en gul heldragt med en spids hætte), som særligt anvendes under den flaamske folkefest Ildnatten. Aevilja brugte drageskæl og alfevinger til en helt unik kreation, som nok skal gøre hende populær, blandt andet hendes fortryllede halvmaske som holdes oppe af et par blafrende alfevinger. Henri bærer til dagligt en maske, der skjuler den ene side af sit ansigt, så han føjede lidt ekstra ting til, og betragtede sig som udklædt. Cornelis’ udklædning erindrer jeg ikke.

Aftenens begivenheder

Det er tid til den årlige festival, og skandaleparret Sire Henri d’Ambreville og Dona Carmina di Belcadiz holder årets maskebal, som alle bare er nødt til at være med til (Henri er bror til fyrst Etienne d’Ambreville, rektor for troldmandsskolen; Carmina er en fjern slægtning til Carnelia di Belcadiz, fyrstinde, og desuden har fraulein Helga von Drachenfels, søster til fyrst Jaggar von Drachenfels meldt sin anskomst). Dof er i sin egenskab af gesandt fra Wendar automatisk inviteret til festen, og han må medbringe en gæst. Han udpeger sig Nadya. Henri Achard har fået fingrene i en invitation gennem den avorroignesiske del af alkymist-logen (familien d’Ambreville har flere berømte alkymister i sine rækker), og tilbage er så kun Aevilja og Cornelis, som skal have tiltusket sig adgang til maskeballet i løbet af aftenen (hvilket blev aftalt ved spillets start: alle kommer med til maskeballet, spørgsmålet er bare hvordan?).

“Vi begynder på Alexanderplatz”

Selskabet mødes på Alexander Platz: Cornelis med Suzette, Aevilja, Henri med Angela, Nadya med Emile og Dof. De chartrer en gondol til Den dydige søhest, som er et af deres foretrukne spisesteder, da fiskerestaurantens fisk altid er friskfangede takket være en række magiske portaler, som gør, at man bestiller sin ret, og derefter drager tjenere ud og fanger fisken. På vejen til restauranten tager Troels ordet og han præsenterer en situation, hvor Ilse von Bingen kommer sejlende i sin gondol, hvor fire forkrøblede tjenere lidende af dværgvækst spiller på trækbasun. Ilse har et godt blik til Henri, da hun håber på, at hun gøres smuk eller i værste fald “bare” kan overtage Henris kreations krop (dvs. overtage Angelas krop). Kenneth vælger, at Henri gemmer både sig og Angela i bunden af deres egen gondol til alles moro. Kenneth tjener et plotpoint, og Troels har 500 gp mod en Wondrous item.

“Og derfra tager vi en gondol til Den dydige søhest”

På restauranten er lidt chitchat mellem spilpersonerne, blandt om Henris brystoperation på Cornelis’ date, Suzette (som spilles af Troels), og vi har nogle fornøjelige beskrivelser af de friskfangede fisk på restauranten, hvorefter det bliver tid til at sejle videre ud i byen. Der er ved at være liv i gaderne, og rundt om kan man høre gademusikanter og folk, der støjer med skralder og grydelåg. Det er svært at anskaffe sig en gondol, og selskabet må vente en rum tid på afsatsen foran restauranten, førend der dukker en ledig gondol op, som har plads til at tage fire personer med sig. Dof, Angela, Achard og Aevilja kommer med den.

“Herefter synes jeg, at vi skal se Tristanus og Isolda”

Gruppen sejler til en nærliggende plads, som hviler i skyggen fra Vismændenes tårn. Her er opstillet en teaterscene, som opfører humoristiske stykker om varulve og varulvejægere, og pladsen er fyldt med publikummer. Her udspiller sig de næste meget drastiske scener.

Her spørger Troels, om han må sætte en scene, hvilket jeg bekræfter, og derefter sætter han en scene mellem Stella di Marco og Aevilja, hvor teaterstykket bruges som reference til den kærlighedsmagi, som Aevilja har været med til at ligge på Stella. Det er en den glantriske udgave af Tristan og Isolde, og som stykket skrider frem opstår en parallel situation til Stella. Troels prøver at udfordre Aeviljas vaner/uvaner, men Marie-Luise betragter ikke sine vaner/uvaner som brudt, og Troels optjener derved “kun” 300 gp mod en magisk ting.

Imellemtiden passerer Jan van Harse forbi, og han udveksler mildt bitre ord med den forklædte Nadya, som har iført sig en traditionel flaamske “folkedragt”, for Jan er en bitter mand, også selv når hans lillebror, Cornelis, ikke er til stede. Imens føler Dof sig i et særdeles godt og festligtfuldt humør, så han inviterer alle i gruppen til maskeballet senere på aftenen.

“Og derefter grinede de alle af Dof”

Troels sætter en ny scene på pladsen. En mystisk elverkvinde udklædt som en kat, og hendes mandlige kompagnon har bemærket Dof, og de beslutter sig for, at han er en uendelig morson størrelse, og de peger fingre af ham og hans bondske opførsel, hvilket får ham til at fare i flindt. Han maser sig gennem publikum for at konfrontere dem. Jeg følger op på Louises og Troels’ spil ved at lade skuespillerne på scenen opdage urolighederne mellem publikum, og de beslutter sig for at karikere hans opførsel, og det går op for Dof, at der bliver gjort grin med ham fra mange vinkler, og at det meste af publikum griner af ham. Han ser rødt, griber sin kårde og vil hugge halen af den udklædte elverkvindes kostume, hvilket Nadya forsøger at forhindre (Da Christina meddeler, at hun gerne vil forsøge at intervenere, vælger vi initiative mellem de to, hvilket Louise vinder), men hun når det ikke, inden Dof får hugget ud, men han rammer forbi, og de to elvere teleporterer bort. (Louise optjener et plotpoint, og Troels får 500 gp mod en magisk ting).

Alt i mens er Ilse von Bingen dukket op – Christina har sat hende i spil – og det resulterer i, at Henri render i cirkler rundt på pladsen for at undgå hende, og han har derfor ikke mulighed for at involvere sig.

“Men det var intet imod, da Cornelis blev vred”

Dof er i mellemtiden faldet til ro igen, og han begynder nysgerrig at spørge ind til sit selskabs etniske skikke og historiske ophav (eller rettere Louise prikker til Cornelis’ vane/uvane “patriotisk”). Cornelis beretter om, hvorledes flaamlændingene er de oprindelige indbyggere i Glantri (dette vil enhver Belcadiz-elver bestride), og hvorledes hovedstaden oprindeligt hed Braejr. Dof ægger Cornelis til at give udtryk for sin patriotisme og flaamske sindelag, og han giver til sidst efter, og trækker sin flammene klinge, mens han råber flaamske erklæringer (“For Braejr” – hvis jeg husker ret). Aevilja kommer med en uskyldig kommentar om patriotisme (husker ikke hvilken), hvor jeg så vælger at gribe Suzette til at piske en stemning op, og Suzette kommer med en spids kommentar om, at det er typisk alphatere ikke at respektere det flaamske patriotiske sindelag, hvilket medfører, at temperaturen pludseligt falder adskillelige grader, da Aevilja bliver vred og over den replik og sammen med Nadya svarer hun igen. Suzette gemmer sig bag Cornelis og bliver ved med at spille den sårede part. Cornelis forsøger at dæmpe gemytterne, men ender med til sidst at tage Suzette i hånden og gå derfra i vrede. (Troels valgte ikke at bryde med sin vane/uvane “patriotisme”, og Louise må derfor nøjes med 300 gp til en magisk ting. Idet Cornelis er exited denne del af spillet, enes vi om, at Suzette har forbindelser, som gør at hun og Cornelis kommer med til maskeballet, som begynder midnat).

“Så prøvede Dof at besnakke Angela”

Louise presser Kenneth med, at Dof er ved at trække Angela væk fra Henri, for nu vil Dof lære den fåmælte Angela at kende (hun er en slags stum undead/construct-familiar), og jeg vælger at skærpe situationen ved at gribe fat i en anden af Henris vaner, så to vaner kommer i konflikt med hinanden: En rig adelsdame dukker op, hun har genkendt Henri, og hun vil gerne have hans udelte opmærksomhed og snakke skønhed med ham. Endelig giver Henri efter for sin driftighed og lader Angela være Angela, mens han indvilliger i at snakke med adelsdamen og dennes søster, som til hans rædsel og gruppens latterbrøl viser sig at være ingen anden end Ilse von Bingen, og Henri er endelig i hendes klør …

(Kenneth får et plotpoint for at lade Angela gå, og Louise erhverver derved 500 gp til en magisk ting)

“Heldigvis dukkede så Günther op”

Henri sidder fanget ved cafebordet sammen med Ilse og hendes søster, da Troels kommer Kenneth til undsætning/nye genvordigheder ved at introducere maleren Günther Markuhn og hans retaredere dreng i snor.

Günther er en feteret portrætmaler, som vi har haft på besøg adskillelige gange. Han er særligt kendt fra den første sommerferie, hvor han opholdt sig i de samme kredse som Aevilja (alt det er præ-blog tiden). Han er troldmand og maler, og han har en retarderet dreng med sig, som har en skarp hukommelse. Han bruger drengen til sine motiver, hvor drengen betragter et oplæg, og derefter læser Günther drengens tanker og gengiver det sete/læste på lærredet.

Günther kaldes hen til det lille selskab, da Ilse og søster gerne ser mødet med Henri foreviget, dog kan Günther genkende en lidende sjæl, så han forhaler situationen, og han kommer ind på, at den darokinske diplomats datter kommer til nattens maskebal, og hun er noget så nydelig.

Angela ikke har den store interesse i Dofs selskab, så hun vrister sig fri af ham. Hvorefter Dof forsøger sig med at binde historier om faren ved en umanerlig stræben efter skønhed på ærmet for Nadya, og hun lytter interesseret og stiller kritiske spørgsmål, som den videbegærlige elev hun er, men Nadya holder fast i sin vane, og optjener ikke et plotpoint, hvorfor Louise må nøjes med 300 gp til en magisk ting – både Louise og Troels er ved at have optjent til en magisk ting, der er noget værd, da man generelt skal op på minimu 2000 før der sker noget spændende.

Angela og Henri genforenes efterfølgende, da det er lykkedes Henri at stikke af fra Ilse og hendes søster.

“Så nærmede midnat sig, og vi tog hen til maskeballet”

Kenneth prøver at fremprovokere en effekt omkring Nadyas forholden sig til tabuer, da Henri kommer ind på emnet De udødelige, som glantrierne ganske vist anerkender eksisterer, men hvis dyrkelse betragtes som landsforrædderi, hvorfor der ingen forældelse er på forbrydelsen, og den straffes ved brand på bålet. Nadya bider ikke rigtig på, og Kenneth må nøjes med 300 gp til en magisk ting. Det medfører dog, at vi efter spillet kort snakker betydningen af tabuer, og Christina beslutter sig for at ændre sin vane/uvane omkring tabuer.

Her endte aftenens spilgang. Næste gang fortsætter festivalen til maskeballet hos byens mest skandaløse par, som afholder den fest, som alle gerne vil deltage i. Vi fik ikke brugt “det skal være endnu festligere”-reglen, men der kommer forhåbentlig en række gode chancer næste gang. Til gengæld virkede scenesætteriet rigtig godt, og konflikterne som virkelig slog ind på spilpersonernes personlighed gav både spændende og intense scener.