[Min D&D-kampagne] Vyonesse-festivallen: Hede kys, intriger og et frieri

Her følger anden del af begivenhederne ved Vyonesse-festivallen. Vi følger begivenhederne fra ballet begynder ved midnat og til at festen slutter tidligt om morgenen. Vi anvendte de samme husregler som sidste gang. Denne gang gik det ikke stille for sig, og vores spilpersoner blev udfordret på langt flere områder, end vi havde forudset. I den henseende foregår kampagnen meget i nuet, og hverken jeg som spilleder eller spillerne har fuld kontrol over begivenhederne. Vi kaster bolde i luften og griber dem på forskellig vis.

Min forberedelse

Jeg gennemgik spillernes mål og deres karakterers ærkefjender og udtænkte en række mulige scener og ubehagelige situationer. Jeg satte mig dog for, at der skulle rulles en række skillchecks ved aftenens spilgang, så vi kunne gøre brug af reglen “Det skal være endnu festligere”. Nogle af spillerne havde ligeledes været i tænkeboks og udtænke oplæg, blandt andet Troels, som havde store planer med birollen Stella diMarco, som havde udviklet sig til lidt af et monster for Aevilja, og som havde planer om at forsøge at overtage Aeviljas liv (hvor Oldemoder vil overtage Nadyas krop for at kunne bevæge sig frit omkring igen, vil Stella overtage Aeviljas liv for at kunne være sammen med sin udkårne (som hun er blevet fortryllet til at være forelsket i) og for at kunne lette Aevilja for den byrde det er at være adelskvinde.

Kort før ballet

Inden vi åbner for festivallens anden del, sætter Kenneth en kort scene med Cornelis, som udspiller sig efter at Cornelis har forladt resten af selskabet, og mens at de andre har deres genvordigheder på skuespilspladsen ved Vismændenes tårn. På sin vej til palæet, hvor årets bal skal holdes, støder Cornelis og Suzette på en flok unge lømler, der er klædt i flaemske nationaldragter, men som aldeles ikke er flaemlændinge, og de render og slynger om sig med illusorisk trolddom. Cornelis bider sin stolthed i sig og reagerer ikke på flokkens misbrug af hans nationale klædedragt og af hans folks skikke. (Troels optjener et plotpoint ved ikke at reagere patriotisk, og Kenneth optjener 500 gp).

Ved palæet hos Sire Henri d’Ambreville og Dona Carmina di Belcadiz

De følgende scene-beskrivelser er relativt stramt sat op. Der er flere små vignetter, hvor en eller to spilpersoner interagerer med hinanden eller med diverse biroller, hvilket skaber en større flydende sammenhæng i spilforløbet. Disse er ikke omtalt her. Det skal også bemærkes, at nogle af scenerne bliver klippet af mig, når jeg kan mærke, at scenens indhold er udspillet. Mellem scenerne spørger jeg rundt, om der er nogen, som har lyst at kaste noget ind, eller om jeg skal sætte en scene. Der er dog et enkelt forløb, hvor jeg satte en tæt serie af scener, hvilket var med vilje, og  det vil  fremgå af beskrivelsen.

Jeg begynder hele showet med at fortælle om køen ude foran palæet, og om alle de fantakstiske ting. Folk i alskens kostumer, omend der er et ulve-tema, om magiske musik-instrumenter og fortryllede lys, om tjenere og fornemme drinks, om palæet og dets mange festsale.

Troels: Træskodansende elvere

Dof bemærker en flok elvere fra Erewan, der har kastet sig ud i en stor gang festlig træskodans, og da Dof gerne vil forbedre sin relation til dem, kaster han sig ud i dansen. Planen er egentlig at se, om Dof kommer til at dumme sig gevaldigt eller ej (altså er plotpoint i farvandet), men Luise har ingen planer om, at det skal gå Dof skidt, så vi kommer frem til at et Perform (dance) eller et dex-baseret rul er på sin plads, og ind hiver Dof Nadya til at hjælpe sig (hun har nemlig Perform (dance) som en del af sin kulturelle baggrund) og Christina foretager et assist-rul med succes. Den første +2 bonus er sikret, og derefter trækker Luise på Det skal være endnu festligere-reglen, og gennem Troels’ beskrivelse af scenen, opnås yderligere +2d4 til rullet. Udfaldet bliver en overmåde succes, så selvom det viser sig, at de træsko-dansende elvere i virkeligheden er en illusion over en flok valsende elvere skabt af dagens ærkefjende (Lady Isayre og Sir Isladurell), så undgår Dof et faux pas.

(300gp til Troels, idet Dof ikke dummer sig foran alle elverne, da han viser sig frem)

Troels: Palajrus og den fremmede i blå silke og ulvemaske

Imens bemærker Aevilja, at Palajrus mødes med en fremmed person iklædt blåt silke og en ulvemaske. Hun kan ikke høre samtalen, men det er tydeligt, at der foregår noget mystisk. Den fremmede opsøger derefter Aevilja, og det viser sig at være ingen ringere end Molekylja, som er den unge alphater, hvis familie havde indgået en aftale med Aeviljas familie om et ægteskab. Aevilja overraskes noget over at se den unge mand, som nu er så overordentligt forelsket i Stella (for han er ligeledes blevet fortryllet).

Alphateren Essam trænger sig på

Så var det min tur. Cornelis er kommet til festen takket være Suzettes forbindelser. Hun kender en nogle piger, som ankommer til festen via bagindgangen, og hun bruger den forbindelse til at liste sig og Cornelis ind til ballet. De finder et dansegulv, hvor de kaster sig ud i en sjæler. Her beslutter jeg mig for at kaste brænde på bålet.

Ind trænger pludselig en ung alphatisk adelsmand, der højtlydt erklærer for hele salen, at han elsker Suzette, og at han vil fritage hende for hendes trange kår i et vidunderligt ægteskab for hans kærlighed er større end samfundets forventninger til ham. Troels anvender sin Knowledge Nobility og anmoder om, at det skal være endnu festligere. Christina beskriver scenen, og hun griber fat i sin sladdertante Ciabella, og beskriver scenen igennem hende. Troels klarer sit skill check, og genkender den unge mand, som Essam, søn af en alphatisk baron og granfætter til Aevilja, og hjemmeskolet, men sandsynligvis på niveau med en tredjeårsstuderende.

Hastigt stikker Cornelis af fra salen med Suzette gennem en lille sidedør skjult bag en gobelin, men han render ind i sin superstive bror, Jan, der fortsat er vred på sin lillebror, og de havner alle tre i en salon, hvor noget, der ligner et hedt fetisharrangement mellem to mænd iført ulvemasker har hinandens opmærksomhed (det var ikke mig, der beskrev den scene).

Troels: Den sørgmodige adelsfrøken med den store næse

Henri får øje på en maskeret adelsdame, der bærer en maske med en stor næse. Hun har et sørgmodigt ansigt, og hun holder sig for sig selv, mens hun står nær ved dansegulvet. Henri bliver nysgerrig, han opsøger hende. Men inden han kan få hendes historie, så dukker en anden adelig op for at byde hende op til dans, og Henri er nødt til at handle hurtigt, hvis han vil have hendes historie. Han griber frøkenen og fører hende ud på gulvet, hvorefter han til sin store frustration, ser adelsmanden byde Angela op til dans i stedet! Til gengæld lærer Henri, at hans dansepartner hedder Margereth von Markweiler, og hun er regnskabsfører for sin far, og varetager hans tilsyneladende ikke ubetydelige arv.

(300gp til Troels, idet Henri afstår sig fra at bryde med sine vaner)

Luise: Hemmeligheder hviskes i congakæden

Imens er en vældig conga-kæde vokset frem andetsteds på dansegulvet. Den snor sig ind og ud mellem alle de andre dansende, og afskærer de enkelte par fra hinanden ved en lang kæde af dansende. Nadya bliver grebet af Emile, og de bliver nu en del af den svingende og hoppende kæde af mennesker og elvere, men det sker netop, som at Dof vil til at fortælle Nadya en gammel Wendar-elver legende om lykantropi (og det er netop Nadyas mål at finde en kur) – men hun bliver i kæden og trækkes væk fra Dof. Efterfølgende ser hun, hvorledes Den røde enke, Irmgard Herzbüttel, opsøger Dof.

(500gp til Luise, da Nadya bliver i dansen med Emile frem for at tilfredsstille sin nysgerrighed, og derved et plotpoint til Christina)

Christina: Harlekin lokker Angela til sig

Under dansen med Margereth von Markweiler bemærker Henri, at en sær, farverig harlekin-skikkelse har opsøgt Angela på dansegulvet. Begge er de involveret i den lange (hvis ikke to kæder) congakæder, og som hun passerer de dansende så forsvinder smykker og andet fra dem. Henri er splittet, kan han lade Angela være for sig, eller skal han skynde sig hen til hende. Han holder igen, og snart nærmer Angela og Harlekin sig, som viser sig at være en forklædt gammel kvinde, som det er tvivlsomt om hun egentlig hører til her eller ej. Hun addresserer hånligt Margereth som Marie, og Henri føler sig nogenlunde sikker igen. Angela er ham i nærheden, og han prøver at liste mere ud af Margereth.

(500gp til Christina og 1 plotpoint til Kenneth, idet Henri vælge at konversere med Margereth i stedet for at have Angela ved sin side)

De to averoignesere og Angela

Men to averoignesere er dukket op. Den ene er tydeligvis troldmand, den anden en fornem borger, og de er travl diskusison om Angela, og mens de lange kæder af dansende holder Henri adskilt fra Angela, fører de to mænd hende bort. I sit forsøg på at trænge gennem de dansendes kæder, støder Henri på Emile og Nadya, som indvilliger i at følge ham efter de to averoignesere og Angela.

Fra asken …

Tilbage til Cornelis og Suzette, som er undsluppet den noget kinky situation, samt den vrede storebror, idet de er trængt gennem nærmeste dør, hvorved de er kommet ind i et boudoir, hvor belcadiz-elvere slænger sig. Da Cornelis er klædt ud som Manuel fra Sletten føler adskillelige af de unge mænd sig stærkt provokeret. De springer frem og trækker deres kårder. Troels vil gerne nå at anvende en spell, og jeg vil gerne standse ham i hans forehavende, så vi afgør det hele med et initiativ-rul, hvor det skal være endnu festligere. Som resultat heraf vinder Cornelis initiativet, da de unge mænd er klædt i kvindeklæ’r – og da det er balcadiz-kvindeklæder, så er det ting med smukke, sorte kniplinger. De tøver et øjeblik, og Cornelis anvender sin forvandlingsmagi til at forvandle sig til Don Diego di Belcadiz (som vi mødte her), hvorefter han med alvorlig mine fortrækker gennem boudoirets anden dør, og …

… og i ilden

den forklædte Cornelis og Suzette træder ind i et nyt kammer, hvor et lille orkester spiller for adelige, der slænger sig, og i den store seng sætter straks Dona Carmina di Belcadiz sig op, og udbryder “Fætter!”- Hun har naturligvis forvekslet Cornelis med sin fætter, og Troels beslutter sig for at bluffe sig ud, og denne gang trækker beskrivelsen blandt andet på Suzettes evner ud i trolddom (hun er faktisk en skolet troldkvinde, inden hendes karriere tog en brat drejning) idet det skal være endnu festligere. Og med illusionsmagi lykkedes det hende at give værtinden (og værten) det indtryk, at de er skuespillere klædt ud som en parodisk mystaran-version af En skærsommernats drøm og med den distraktion flygter de to videre til næste kammer …

… og i ilden

Hvor Conelis udklædt som Diego konfronteres af Frau Helga von Drachenfels, søster til fyrst Drachenfels, der forlanger et svar fra ham. Bliver det et ja eller et nej! Cornelis er foruroliget, han tager chancen og svarer “ja”, mens han håber på, at det ikke er alt for vigtigt, det han svarer på – og mens Helga er distraheret af svaret, flygter Cornelis og Suzette ud på balkonen i håbet om at springe ned i en gondol og flygte fra stedet, men …

… og i ilden

Ude på balkonen er Cornelis og Suzette ved at blive rendt over ende af en gruppe gæster, som leger facade-tagfat, og som med en blanding af trolddom og bygningens mange udhæng og gargoyler springer rundt på facaden. Det er en tradition, som værtsparret er berømte og berygtede for, blandt fordi værtinden endnu ikke er blevet besejret. En af deltagerne er arvefjenden Baguesch, der straks prøver at springe ind i Cornelis og verfe ham af balkonen. Det skal heldigvis være endnu festligere, så det lykkes Cornelis at undgå Baguesches angreb – men borte er Suzette!

… og et kys

Cornelis ser sig omkring, og han opdager, at Essam er tilbage! Han var blandt deltagerne i facade-tagfatten, og han har grebet Suzette og ført hende op til en gargoyle, hvor han nu står med hende sin favn, og han fumler efter en lille æske, som han har i sin lomme, og Cornelis er ikke et øjeblik i tvivl om hvad, der er i æsken. Cornelis springer op på en gesims, hvor han kan få øjenkontakt med Suzette, og han sender hende et blik, som rummer al hans kærlighed til hende. Og hun dåner og falder ud af Essams favn. Cornelis bruger straks sin Feather Fall-spell til at gribe hende, og han springer straks ud i den tomme luft for at gribe hende. Og det skal være endnu festligere, så hele episoden er blevet set af store mængder af gæster, som har genkendt den unge flaem. Det er drengen, der levede. Hovedpersonen fra den store opera sidste vinter! Og hele episoden bliver straks genstand for sladder i hele byen. Cornelis griber Suzette, han lader sikkert på en balkon, og idet han hvisker til hende “Vil du gifte dig med mig?”, vågner hun straks op og svarer “ja”. Publikum bryder ud i jubel, og det er lidt uklart hvorledes, men enten er det en af de lokale gargoyler eller også er det Suzette, men nogen skubber Essams lille æske i hånden på Cornelis, og han er i besiddelse af en smuk forlovelsesring. Fra en anden balkon ses Cornelis’ storebror, der grundet de store mængder alkohol er søgt ud på en balkon for noget frisk luft. Han kommer i rette tid til at opleve publikums Åhr, da de to forlovede kysser.

(Troels erhverver et Plotpoint, idet Cornelis lige er gået imod sin ambition om at gifte sig opad,  og her er nok et træk, der skal redefineres næste gang)

Troels: Palajrus konfronterer Aevilja

Palajrus med sit ansigt skjult af en maske konfronterer Aevila. Han finder hendes opførsel urimelig og uforståelig, og han afkræver hende en forklaring. Han trækker hende ud på dansegulvet for under en vals at have den klassiske hviskende samtale på dansegulvet, men Aevilja nægter at spille den slags spil. I stedet kræver hun en redegørelse, og de kommer hurtigt frem til, at Aevilja har en dobbeltgænger til festen. Derefter ændrer stemningen sig, der er en energi i luften. Aevilja nærmer sig Palajrus, hun mærker efter. Hans ansigt er endnu vansiret under masken. Hun læner sig frem mod ham, og de kysser inderligt.

[Tilbage i perioden, hvor de etniske stridigheder mellem alphatere og flaems stod hårdt på, var Palajrus i hovedstaden. Han er nevø til adelsfruen Arbana Jerbat, der tog Aevilja under sine vinger, da det slemt til med Aeviljas familie og deres ideer om hendes opdragelse. Palajrus lærte Aevilja at kende her, og da han kom til Glantri arrangerede han en stor fest for unge alphatere. Festen blev angrebet af ildvæsner, men det lykkedes de fleste at undslippe nogenlunde sikkert, herunder Aevilja, Nadya og Paulo Montigiori, mens Palajrus blev kraftigt vansiret (ingen clerigs, ingen hurtig heling). Længe blev det antaget, at angrebet var et flaemsk attentat, men det viste sig siden, at det blev foretaget af kejsertro alphatere for at provokere til en flaemks-alphatisk borgerkrig i Glantri]

(300gp til Troels, da Aevilja ikke spiller spillet og fører en hviskende, gedulgt samtale under dansen)

Ambur Horst bringer bud

Straks efter dukker en Aalbaneser op og meddeler Aevila, at Frau Helga er utilfreds med Aeviljas valg, og hun skal ikke forvente mere fra Frau Helgas side. Aevilja står rådvild tilbage, mens Ambur går sin vej, men netop da får hun øje på Amburs dragetatovering (Dragelogen, Aha!), som bevæger sig fra hans hånd op langs hans arm. Aevilja er i det øjeblik rasende på sin dobbeltgænger.

En slyngom med Den hvide ulv

En adelsmand udklædt som en hvid ulv griber Nadya, og han forlanger en dans. Det er fyrsten af Malimbois, den mand hvis len Nadya spenderede sin sommer i (omtalt her). Han er vidende om, at hun er varulv, og han gør hende opmærksom på, at sålænge hun er det, så er hun en undersåt, og hun står under hans beskyttelse (inden for rimelighedens grænser, da Oldemoder er en frygtelig fjende). Nadya øjner visse fordele ved dette, da der ikke er mange lykantropiske adelige, og det giver hende en god chance for at få et len i Malimbois, når hun en gang graduerer. Hun får desuden oplyst, at hendes granfætter Mikac fortsat er i live, og at han er en del af Ichiks bande, som dræber varulve, og at granfætteren er skyld i flere varulves liv. Der skal betales noget af en mandebod, hvis hun forventer at se ham i live igen.

Dof og Den røde enke

Imens er Dof stødt ind i Irmgard, so er flink, respektfuld og indladende, hvilket falder Dof meget mistænkeligt, da han ikke er vant til at blive behandlet sådan i Glantri, og han snor sig hurtigt fri af hende, da hun foreslår, at detager en snak afsides. Det skal være endnu festligere, og den chance bruger Dof til at forøge sin mulighed for at undslippe Den røde enke.

Dof og “Erewan”-elverne

Netop som Dog er kommet fri Irmgard, render han ind i en flok Erewan-elvere. Endelig! Nu skal der begås diplomati! Selskabet trækker ind i et sidegemak, og der lader de illusionen falde. De er Wendar-elvere udklædt som Erewan-elvere, og de er her i et patriotisk øjemed: Dof må ikke indgå i nogen form for diplomatisk alliance med glantrierne. Han skal sabotere sin egen mission, som han har fået af wendarernes konge. Dof er målløs og skeptisk, men elverne forklarer, at da Glantri er i krig med Alphatia, og da Glantri er en dråbe imod et hav, så vil en alliance med Glantri trække Wendar ind i en krig, som på ingen måde er ønskelig. Den eneste årsag til at kongen vil indgå alliancen er af indenrigspolitiske årsager, så han kan se godt ud over for sit hof – og han er ligeglad med de udenrigspolitiske omstændigheder. Dof er fortsat i vildrede. Betyder det, at den eneste grund til at han blev udvalgt til missionen, at hoffet forventede, at han ville fejle missionen? Skal han være riget eller kongen loyal?

Wendar-elverne afkræver Dof en dyr ed på, at han ikke vil gennemføre sin mission, og Louise beslutter her, at bruge et plotpoint, så hun slipper for at træffe valget her og nu. Ind af døren vælter et fuldt selskab. Det er en af de løsslupne conga-kæder fra tidligere, og midt i kaoset får Dof gjort sig til en del af kæden og stikker af fra kammeret.

Averoigneseren og hans søsters arm

Henri har langt om længe indhentet Angela og de to averoignesere, som har tegnet en stribe mærker på hendes arm. Den ene har genkendt armen. Den kommer fra hans søster, hvis grav nogen har ranet. Henri stiller sig straks skeptisk over fra den påstand. Hvordan kan manden måske vide det? Jeg har talt med min (døde) søster, naturligvis! lyder det fra avorigneseren, og Henri må se sig besejret. Men af med armen vil han ikke, så han begynder at forhandle en kompensation med dem. De vil dog først se en demonstration på hans evner, og netop da dukker Ilse von Bingen op. De foreslår hende som kunde, og Kenneth spenderer et plotpoint for at komme ud af scenen uden at indgå i en aftale: I netop dette øjeblik er det, at “Drengen, der levede” frier til sin elskede ude for an bygningen, og alle må overvære denne episode. Imens lister Henri og Angela bort.

Troels: Aevilja over for Aevilja

Endelig konfronteres hun med sin dobbeltgænger. Det er Stella, som ikke længere orker at opretholde illusionen, og som ikke længere orker at forsøge at få ting til at falde i hak. Aevilja er rasende, men som Stella får fortalt om sin ulykkelige kærlighed, som hendes elskedes familie ikke vil acceptere, og som hun ikke aner skyldes Aeviljas manipuleren, falder Aevilja ned igen. Hun beslutter sig for at afstå fra hævn, straf eller duel – og i sit stille sind beslutter hun sig for, at hun vil finde en kur mod kærlighedsmagien og udfri Stella fra trolddommen.

(300gp til Troels, da Aevilja ikke spiller spillet og afkræver satisfaction af Stella)

Christina: Den farligste kunde

Henri og Angela er på vej hjem. Der skal ikke voves mere, men netop da bliver han passet op af en adelsfrøken, der har vældigt travlt, og som er vældigt forsigtig, og som ser urimeligt godt ud. Hun har den perfekte krop, men er fortsat ikke tilfreds, så mens hun viser sin nydelige krop og påpege miniskule fejl, forsøger hun at overtale Henri til, at hun skal behandles af ham. Der er bare lige det ved det, at hun er datter af Huset Linden, hun er den flaemske fyrstedatter! Henri vover dog pelsen, og han indvillige i, at hun skal lade sig behandle hos ham.

(300gp til Christina, da Henri følger skønheden og derved sin vane)

Luise: Dofs griffer sanser varulve

[Jeg har ikke fået det nævnt, men en af de tilbagevende detaljer ved festen var en fortryllet lampe, som afslører folks mere eller mindre sande jeg, når man står i dens skær. På grund af lampen har Dof en mistanke om, at Nadya er varulv, og at Den røde enke har noget med edderkopper at gøre]

Dof støder ind i Nadya, og han samler op på sit tidligere forsøg på at fortælle om den wendariske legende, og han kommer ind på, at han ved noget om Nadya, og han får fortalt, at griffer kan lugte varulve også i deres menneskelige form. Det bekymrer Nadya noget, da hun har lovet at besøge Dof nede i griffestaldene på skolen. Begge er de dog meget enige om, at Den røde enke er en farlig skikkelse, som man bør holde sig fra. Nadya siger noget om, at det skyldes noget gammel gæld, at der er rod i regnskabet mellem hende og enken.

Den hvide ulv og Den røde enke

Nadya beslutter sig for at forlade festen. Det er ud på de små timer, og det meste af festen er ved at bryde op. På vej ud overhører hun en diskussion mellem Sire Malachie, fyrste af Malimbois, og Irmgard. Malachie truer Irmgard med, at han ikke vil finde sig i, at hun … og at ingen af hans undersåtter vil anvende den kur, og skulle de gøre, så vil de lide en forsmædelig død for De sorte ulves tænder (en særlig gruppe af varulve, som holder orden blandt de andre varulve). Nadya har endelig fundet en, som har en kur, men personen har hun et anstrengt forhold til, og skulle hun bruge kuren, vil hun få et langt mere anstrengt forhold til nogle helt andre personer. Kort efter opsøger Nadya Sire Malachie, og hun indrømmer over for ham, at hun anvender Irmgards halskæde til at undertrykke sin lykantropi, hvilket fyrsten ikke interesserer sig for, sålænge hun overholder Ulvenes Pagt og ikke lader sin lykantropi fjerne (han bruger ikke udtrykket helbrede).

Venindesnak

Derefter render Aevilja og Nadya ind i hinanden, og de beslutter sig for at få snakket festen igennem, mens de venter på, at det bliver lyst, så de kan vende tilbage til skoledistriktet (det er under streng straf forbudt at være i det distrikt, hvor skolen ligger under mørkets frembrud). De to veninder får snakket om Sire Malachies ‘tilbud og krav’, om granfætter Mikac og mandeboden og om, at Dofs griffer kan opsnuse varulve, og at Dof ved, at Nadya er varulv. Hvem har sladret? Imens genfortæller Aevilja sine genvordigheder med Stella – og hun afslører over for Nadya, at Nadyas fødselsdagsfest var et skalkeskjul for at få fortryllet Stella og Molekylja, og nu vil hun rette op på missæren.

De elskendes afsked

Aevilja og Palajrus tager afsked med hinanden ved solopgang. De har et sidste ømt farvel. Verden har forandret sig meget i nat.

I de tidlige morgentimer

Festen er slut, og folk drager hjemad. Mange ting er sket denne nat:

• Aevilja har fået sin Palajrus, hun har fået konfronteret en del af problemet med Stella, men mangler at få rettet op på problemet med medlemsskabet af Dragelogen.
• Cornelis har friet, opnået ufrivllig berømmelse igen og gravet grøften mellem sig og sin bror dybere.
• Nadya er kommet sin forsvundne granfætter nærmere og har fået sig en magtfuld allieret, sålænge hun afstår sig at finde en kur – og den, der har kuren, er den, som Nadya har “lånt” fra.
• Henri er kommet i vanskeligheder med Angela, da en averoigneser forlanger en kompensation og da Ilse og fyrstedatteren vil være hans kunder.
• Dof har klaret sig hæderligt, hvad angår det diplomatiske spil, og han undgik fadæser. Til gengæld er han kommet i tvivl om, hvorvidt han skal følge sin konges bud eller de patriotiske wendarelveres opfordring, og måske nager en lille tvivl: Er han blevet udpeget af hoffet til denne mission ud fra en forventning om, at han ville fejle den?

Mekanikker

Det skal være endnu festligere blev brugt mange gange, og det ganske tilfredsstillende. Det formede mange af elementerne i festen, da folks ideer og beskrivelser blev hængende og formede kommende begivenheder. F.eks. var det netop brugen af Det skal være endnu festligere, der resulterede i trolddomslampen, som afslører folks sande jeg, og som derved afslørede over for Dof, at Nadya er varulv, og det resulterede i, at Cornelis’ frieri blev til en offentlig handling, som resulterer i en ny opera.

Der blev spenderet to plotpoint, og begge blev spenderet for at undgå at træffe svære valg. Det er jeg godt tilfreds med. I begge tilfælde blev pointene spenderet inden for fiktionens kontekst, og de valg, vi kaster efter hinanden, er nogle gange så svære, at folk ikke har lyst til at træffe dem. Det er også godt – og det er en fornøjelse at se de dyre plotpoint spenderet til at undgå at træffe valgene, som endnu kan nå at dukke op. De patriotiske wendar-elvere vil fortsat gerne have en dyr ed fra Dof.

Næste gang

Næste gang kombineres sladderscener med Mouse Guard-reglerne. Antallet af ærinder, der kan løbes, eller scener, der kan sættes,  efter festen er afhængigt af antallet af sladderscener, der sættes.

Derudover går livet videre på skolen. Næste festdag er den flaemske folkefest, Ildnatten, hvor der også er premiere på seneste opera med Drengen, der levede i hovedrollen. Atter skal Paulo Montigiori slå sine folder på en scene. Vil Glantri atter kastes ud i en borgerkrigslignende tilstand over en nationalistisk, chauvinistisk opera?