… som rollespil.
Når jeg ser X-files, eller en af dens mange datterserier, som Fringe, Supernatural, Threshold, Millenium, Dark Skies, First Wave, samt til dels Primeval, Painkiller Jane, The Middleman, Warehouse 13 og des lige, så får jeg ofte en trang til at spille X-files-agtige rollespil, og der har jeg både rollespillene Delta Green og Unknown Armies, foruden Cold City og Covenant lige inden for rækkevidde.
Problemet er bare, at serierne kan ikke oversættes direkte særligt tilfredsstillende til rollespil.
Her begynder min serie af indlæg, som er optakten til efterårets Delta Green-kampagne. Serien tager desuden mit faste sommertema, Call of Cthulhu-rollespillet, op.
En-to-tre ofre
En typisk episode begynder med, at vi ser nogle uskyldige mennesker, typisk en amerikansk kernefamilie, der holder en amerikansk institution i hævd (middag i selskab med hinanden, putte børnene i seng, gå på arbejde, teenagere på date i en bil ved kysseskrænten etc.). Så dukker monstret op og gør dem til ofre, og vi som publikum følger den rædselsfulde begivenhed på første række. Vi er ude af stand til at gøre noget, og vi ved, at ofrene er lige så hjælpeløse. Til gengæld får vi nogle hentydninger til dagens mysterium, som pirrer vores nysgerrighed.
Dernæst begynder dagens episode, og her præsenteres mysteriet for heltene, som dukker op på gerningsstedet. Var X-files et rollespil, så ville scenariet begynde her (og det gør det for eksempel i flere Delta Green-scenarier), hvor heltene får lov at udsættes for sporene af monstret, og hvor vi som publikum ved hvor forfærdeligt årsagen til sporene er. Det ved vi ikke i rollespillet.
Herefter går opklaringen i gang. Imens krydsklippes der til, at monstret enten har kidnappet endnu et offer, eller at det dræber endnu en person, og vi får flere hints til dets mystiske natur, mens vi igen hjælpeløse følger ofret på første række. I rollespil går vi glip af alt dette, og som regel får spillerne at vide, at monstret har slået til igen, og de får nu deres næste bilag og spor til scenariet.
Herefter er heltene endelig igang med at indfange monstret, så de kan forhindre drabet på enten den kidnappede eller på monstrets tredje offer, og de udsætter sig selv for fare. Dette er den spændende del af rollespilsscenariet, og den del, hvor tv-serie og rollespil korrelerer bedst. Problemet er, at i tv-serien har vi allerede set monstret bruge sin særlige drabsmetode, og derfor behøver vi kun se helten truet af det, da vi ved, hvor farligt det er. I rollespil har vi det dilemma, at monstret endelig kan demonstrere sin særlige drabsmetode, som vi kun har set konsekvenserne af, men det kan ikke effektueres (hver gang), da det vil koste en spilperson livet, og det vil hurtigt afkorte kampagnen til 3-6 episoder.
Tv-seriens struktur kan altså ikke overføres tilfredsstillende til rollespil, da rollespillet ikke tager højde for publikums placering i scenariet. Det betyder ikke, at man ikke kan spille X-files rollespil, men at struktureringen af en episode bør omtænkes.
Ekspertudtalelsen
Der kommer altid det tidspunkt, hvor en af heltene bruger sin ekspertviden til at udtale sig om monstret, eller hvor en præsenterer sin forskning udi dagens emne. Denne er straks sværere at løse, og den har i mange scenarier været tilstræbt løst ved at stikke spillerne en stribe bilag, som de kan læse i gennem og præsentere for hinanden, eller ved at spilleren foretager et færdighedsrul, hvorefter spilleder laver en ekspertudtalelse på vegne af spilleren. Begge dele kan lade sig gøre, men begge kræver en forberedelse fra spilleders side, og begge dele kan tage noget af oplevelsen fra spillerne, da de bliver så stærkt afhængige af spilleders præsentation af informationer.
En mulighed er, at spilleren kan fremføre en monolog, som automatisk er korrekt, så selvom man ikke er profiler eller fysiker, så er de ting, som man fremfører om situationen korrekte (Vi anvendte den form, da vi spillede Lacuna. Det er ikke helt let, men absolut muligt). En anden tilgang er, at lade nogle elementer være åbne nok til, at spillerne kan definere dem uden, at det generer spillet.
Partystrukturen
I X-files følger vi to FBI-agenter, i Millenium en profiler, i Supernatural to brødre, i Fringe en FBI-agent, en professor og en free-lancer. Min spilgruppe er typisk på tre til seks spillere. Skal vi så spille seks FBI-agenter, seks søskende osv.?
I D&D er der ingen tvivl om, at man skal være 4-6 spillere. De forskellige classes råder over hver deres særlige ressourcer, som sammen gør situationer overkommelige. Dette er særligt tydeligt i seneste udgave af D&D, hvor alle klasser er defineret ud fra om de er Strikers, Defenders, Controllers etc.
Udenfor D&D i et X-files-rollespil er det straks en anden sag. Ikke desto mindre er der nogle løsninger, hvis man kigger nærmere på, hvordan sammensætningen af aktører i serierne egentlig er. Det vender jeg tilbage til i et kommende indlæg.
Det handler om noget helt andet
X-files og de andre serier handler ikke kun om dagens monster, forbrydelse, mysterium eller sammensværgelse. De fleste serier har fast model for hver episode forløb, der for hver serie har sit eget tema, og der er samtidig med en storyarc, som går på tværs af adskillelige episoder, hvis den ikke ligefrem spænder over hele serien. Dette bør medregnes, når man sætter sig og designer sit eget X-files rollespil. Mere om dette i næste indlæg.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv