Velkommen til scenarie nummer to i læsegruppen. Det var med stor nysgerrighed, at jeg satte mig til at læse Den spejlvendte virkelighed, da det for mig er et ukendt scenarie. Kort fortalt er det et systemløst, linært oplevelsesscenarie anbragt i kult-settingen, hvor der er stor vægt på den personlige indlevelse og følelse med spilpersonerne, og hvor spilleder med et levende sprog skaber en intens ramme for spillerne, og hvor spilleder på det sociale plan presser* spillerne til at påtage sig karakterernes skyldfølelser for at give dem en mere intens oplevelse.
*) NB, det er hverken et gruppepres- eller mobbescenarie, men derimod et personal horror, hvor den sociale kontrakt bygger på, at man villigt associerer sig med rollernes følelser for at få en mere intens oplevelse, og at spilleder understøtter dette ved at tale direkte til spillerne frem for til deres roller for at reducere afstanden mellem spiller og spilperson.
Den spejlvendte virkelighed er en usædvanlig læseoplevelse for det er ikke kun en scenarietekst men også en novelle i sig selv. Teksten har en dobbelt form, hvor teksten på den ene side formidler et linært handlingsforløb, der er meget afhængig af spilleders stemnings-skabende evner, og på den anden side fortæller spilleder en særlig historie. Scenarieteksten flyder derudaf, den er rig på billeder og den virker som en lang tankestrøm fra forfatter. Det er både tekstens styrke og dens svaghed. På den ene side fyldes jeg som spilleder med en masse stemningsbilleder og ideer til at formidle drabelige sanseindtryk, på den anden side er der flere sekvenser, som jeg vil have vanskeligt ved at formidle til spillerne, uden at skulle instruere dem i, hvad de skal snakke om. En grad af instruktion jeg ikke finder appellerende. Som spilleder lades man nogen steder i stikken med scenariet, da der ikke er gode instrukser til, hvorledes man bevæger sig fra A til B. Det sker bare, og det er det usagte trick i scenariet; man skal med bestemt, men blid hånd føre spillerne rundt i manegen. Kunsten er at føre dem rundt, inden de selv begynder at ville gå rundt. Det er ikke et scenarie for uerfarne spilledere, men et scenarie, hvis form man bedst lærer at spille, ved at opleve det som spiller.
Scenariet bærer tydelige tegn på periodens glæde ved at fortælle detaljerede baggrundshistorier, som også kendes fra f.eks. Delta Green-bøgerne og Planescape-scenarierne – vi får f.eks. en lang redegørelse af, hvorledes skurken er blevet til den, hun er, men det er viden, der falder uden for scenariets ramme at formidle til spillerne (dvs. kun hvis spillerne spørger til den efter spilforløbet, vil de lære den at kende). Visuelt er scenariet beskedent i sit udtryk med stemningsrige illustrationer. Det er et pænt og rart scenarie at kigge på, og det gør klart læseoplevelsen bedre.
Det særligt spændende ved Den spejlvendte virkelighed er det visuelle element i teksten. For spilleder handler det meget om at omsætte en vision – og her med vægt på betydningen af ordet vision – til malende ord, der danner nye billeder i spillernes sind. Et andet interessant element er, hvorledes historien spejler sig i sig selv, men samtidig nægter give rigtig mening. Særligt for spillerne ligger der en oplevelse af, at tingene spejler sig og spejler sig i sig selv, men at hver spejling ikke helt matcher det spejlede, selvom vi ikke kan sætteren fingeren på den afgørende forskel.
Fordelen og ulempen ved Kult
Kult var den tredje vej for dem, der gerne ville spille horror, men hvor det ikke skulle være Det indre bæst eller kosmisk rædsel. Der fulgte både et regelsystem og en setting til spillet. Scenariet er systemløst, og det har derfor pænt lagt reglerne på hylden, og det trækker i stedet på Kult-settingen, hvilket gør, at den læser, der ikke er bekendt med Kult-verdenen, vil savner nogle finere nuancer i historien. Disse nuancer gør sig særligt gældende for novellen i scenariet, men de spiller også ind på selve scenarie-handlingen. I et re-make af scenariet ville jeg fjerne disse referencer, da de ikke er nødvendige for spiloplevelsen, og i det omfang, der er nødvendigt med reference til mystiske steder, vil jeg bygge forklaringen ind i scenariet for både for spilledere og spillere frem for at trække på eksterne kilders forklaringer (dvs. på Kult-bogen).
Nårh ja, scenariet udspiller sig for resten i Waldorf.
Andre indlæg fra læsegruppen
Elias: Den personlige rædsel
Simon: Læseoplevelsen
Jonas: Helt uden ord
Thais: Layout og kulisse
Johs: Det littererære rollespil
…
Scenarie nr. 1: Laaste døre
Du skriver:
…Et andet interessant element er, hvorledes historien spejler sig i sig selv, men samtidig nægter give rigtig mening. Særligt for spillerne ligger der en oplevelse af, at tingene spejler sig og spejler sig i sig selv, men at hver spejling ikke helt matcher det spejlede, selvom vi ikke kan sætteren fingeren på den afgørende forskel…
og jeg forstaar ikke hvad du mener. Jeg kan forstaa det er en reference til titlen, men hvad der bliver spejlet og i hvad det bliver spejlet i forstaar jeg ikke. Kan du uddybe?
Frikard
LikeLike
Min tanke går på, hvorledes historien med skurken gentager sig på ny, afspejlende tidligere hændelser, hvorledes spilpersonernes oplevelser i mødet med skurken afspejler deres forældres ditto, og hvorledes hele historien spejles i sig selv fra, at de er ude at køre og ulykken finder sted til, at de er ude at køre og ulykken finder sted.
Skurkens repetation, gennemgangen af forældrenes oplevelser, de tilbagevendende drømme, der gentages i virkeligheden i mødet med skurken, og hvordan hele den samlede historie om hovedpersonerne gentager sig i igen. Det er deri, jeg ser en spejling, som ikke er helt perfekt, men som heller ikke er helt forkert.
LikeLike