Zeitgeist i rollespil

Normalt hiver jeg som regel kun indlæg fra RPGforum frem, når de snakker realisme, men Johs satte sin finger på noget, som jeg selv har tænkt på, men aldrig selv fået formuleret. Jeg vil derfor dele hans indlæg med jer: Ov, hvad? Jeg vil til hver en tid påstå at der lidt er samme 80er glampunk…

Morten Greis

19. november, 2009

2–3 minutter

Ov, hvad? Jeg vil til hver en tid påstå at der lidt er samme 80er glampunk stemthed i Warhammer og Shadowrun. Denne stemthed går igen i i artworket (aldrig er der set så mange kæmpe hanekamme). Ligesom de har begge en beskidt, mørk og ’grim’ setting, som vores moder Maggie lavede det (i 1983!). De er samme stilart i en forstand hvor Cyberpunk, Modern Urban Fantasy og Low Fantasy er tematikker og ikke stilarter (også ikke et ord om genrebegrebet – for selvfølgelig er de samme genre, nemlig rollespil!).

Tænk over det. Vampire er klart et 90er spil (ironi og melankoli). D&D har en 70er stemthed (tænk ufarligt 70er rock og mærkelig mærkelig syrejazz). Call har en ubehagelig sen50er stemthed (kold krig og nostalgi – ikke at forveksle med kold krigs nostalgi, det er noget helt andet!). GURPS har en start90er optimisme og det er derfor man altid ender med at spille kedelige historier med fysisk realisme i det system.* Findes der andre spil? Jo, Cyberpunk 2020 har også en 80er stemthed – men det er mere en sen80er. Og mere politisk end glampunk. Jeg tror ikke jeg kender flere spil, men det er en sjov leg det her.

Grunden til jeg tænkte Shadowrun var faktisk ikke den der fantastiske 80er glampunk, men mere at der er en sammenhængen mellem creation points og race . Ligesom at Tommy lagde vægt på at man køber wealth for de der point. Jeg ved godt man også skal købe wealth for creation points i andre systemer, men det var mere kombinationen af at race og wealth indgik i samme økonomi som skills, som mindede mig om Shadowrun. Jeg kunne også havde tænkt. Gav det mening. Glampunk stemtheden kan havde spillet ind, ubevidst.

*) Ved godt GURPS er fra 86, men ham Jackson var sgu forud for tid – på mange måder (bare synd at hans den tid han var forud i, var så nedern).

Det er egentlig ret spændende at jagte de forskellige rollespils zeitgeist. Paranoia med sin sorte humor og sine senere supplementers post-apokalyptiske samfund rammer for mig en masse koldkrigs- og post-koldkrigselementer med rødder plantet i 70’erne science fiction-film såsom Logan’s Run og Silent Running.

Forslag til andre tidstypiske rollespil modtages gerne. Hvor gør vi f.eks. Fusion, Werewolf, Earthdawn og Fading Suns?

8 svar til “Zeitgeist i rollespil”

fastamorgen

november 19, 2009 at 6:07 pm

tja kunne man være fræk og sige at indie og jeep bølgerne tapper ind i 00’ernes web 2.0 følelse. Vi vil være medskabere i alt hvad vi laver?

LikeLike
Simon James Pettitt

november 19, 2009 at 6:09 pm

Det er selvfølgelig mig Simon og ikke FastaMorgen der mener det ovenover. note til selv: Husk at tjekke hvilken profil du er på!

LikeLike
Johs

november 20, 2009 at 2:16 pm

Jeg tror Simon og pressen har fandt i noget i deres frække analyse.

Fusion, er oplagt at læse som en forudsigelse på FoghDanmark, som Palle selv vigtigere også har været inde på (i en ottotale). Det sjove er at den slags politiske forudsigelser litterært vel mest er en 80er ting. Fusion er dog i tegninger ikke særlig 80er, men mere sen90er (fx blandingen af foto og tegning plus de grå og gule farvevalg). Så måske har vi tale 80er/90er bastart.

Werewolf er ligesom Vampire 90er, men det er en klar metafor for 90ernes miljøbevægelser. Alene, misforstået og oppe imod en uoverskuelige overmagt. Og dog med noget af den der 90er højkonjunktur optimisme, som vi leve med dengang. Altså økologisk ragnarok fuck up på beverly hills. Se det er horror!

Jeg kender ikke Earthdawn og Fading Suns godt nok, men jeg er ret sikker på de på trods af modsætningerne i deres tematik, godt kan være udtryk for samme tid. Begge spil er noget med at (gen)opdage verden, ikke? Det interessante er så selvfølgelig, hvorfor man (gen)opdager.

LikeLike
Thomas

november 20, 2009 at 2:17 pm

D&D’s udvikling kunne sikkert være en glimrende indikator på skiftende zeitgeist. Det er nok dér man klarest ville kunne en udvikling, da der er tale om ét grundlæggende system, der til gengæld har været udsat for mange markante ændringer for at imødekomme spillernes skiftende preferencer.
I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at se Dark Sun – en personlig favorit (1st ed. vel at mærke) – hvor såvel 90’ernes øgede interesse for det mørke, Østblokkens sammenbrud og en søgen efter nye trusler går hånd i hånd. Frihed! Ok, men hvad skal nu lave? Nåh jo, klimaet har det foresten ikke så godt, og det vist nok vores skyld. Hurra! En ny trussel 😉

LikeLike
Morten Greis

november 20, 2009 at 3:00 pm

Hej folkens,

Gode indspark. Jeg synes også FastaMorgenSimon har en interessant observation.

Earthdawn har jeg heller ikke helt styr på, men jeg erindrer det dels som en slags post-post-apokalyptisk ting, hvor verden er gået under, men genopstået igen, og nu skal den genopdages på ny (og i den store meta-historie er den en del af den store cyklus, som Shadowrun også er en del af, og de to settings ligger adskilt med en 5000 år eller så).

Deri er der en vis lighed med Fading Suns. Der er dog en vis forskel mellem 1. og 2. udgaven her. I anden udgaven føjer man det element til, at Kejseren har samlet en orden af questing knights, som skal lede efter tabte verdener (så det blev lettere at gå fra D&Ds party-style til FS). Første udgaven fokuserer på livet i det eksisterende Kejserrige. Kejserriget er netop blevet samlet efter års krige, og er de sølle rester efter fordums storhedstider (1000-tallets Europa efter den hellenske og romerske guldalder), men verden er ved at gå under, og ingen ved hvorfor. Udforskningstemaet er derfor ikke i første udgaven, som snarere vægter livet i den sidste rest civilisation i tiden, hvor solene blegner, og hvor alle har en forklaring på hvorfor (vores syndige opførsel etc.). Stilmæssigt omkring reglerne er det helt klart en vampire-klon.

Godt pointe med Dark Sun (og vi snakker kun 1. udgaven), som er enormt sejt. Post-apokalyptisk verden, der er hærget af en øko-katastrofe. Jeg ser dog visse ligheder med Mad Max 2 og 3, som har folk med punkfrisure i ørkenlandskab efter den store katastrofe.

Nu kom et godt svar på Werewolf, men hvad så med Changeling, Wraith og Mage?

LikeLike
Thomas

november 20, 2009 at 3:45 pm

Mage var et (pseudo-universitært?) udslag af den værdirelativisme der herskede i 90’erne med argumenter à la “det er deres kultur” og teknologi/ materialisme har spillet fallit. Et egentlig spændende magi koncept, der desværre havde en karakter af moraliserende løftet pegefinger. Changeling er interessant nok lidt et opgør med det mørke og onde. På en måde synes det som om folkene fra White Wolf selv var blevet dødtrætte af bad-ass killer vampires.
Wraith, tja, 1st ed. var i hvert fald endnu mørkere end de foregående WW spil (Vampire, Werewolf, Mage), og tegningerne gav indimellem mindelser til værkerne af et andet 90-er ikon, nemlig Andrew Vachss.

LikeLike
Nis Baggesen

november 20, 2009 at 4:28 pm

Hmm – Nu har jeg ikke så går styr på mine forskellige zeitgeists, men Earthdawn handler også i høj grad om (selv)iscenesættelse, idet de historier du er en del af er mindst lige så vigtige som hvad du faktisk gør, og at kreativitet er den eneste måde at bevise sin menneskelighed på. Det må også kunne passe et elelr andet sted.

Så vil jeg godt opponere lidt imod karakteristikken af GURPS. Der er klart en you-can-do-anything optimisme og en glæde ved at udforske alting (og en tilsvarende nederen tendens til at katoegorisere alting). I 1986 passer det faktisk ret godt med launch af Star Trek – Next Generation (1987) der også glad drager ud i universet. Om det så er nederen er vel et spørgsmål om smag 🙂

Hvis Call vitterligt er 50’er stemthed, så er det vel i virkeligheden ret imponerende at man i den grad har formået at lave et (IMO glimrende) spil der hverken er et produkt af sin egen tid (1981) eller den tid historierne er fra (1920-30).

LikeLike
eliashelfer

november 26, 2009 at 10:06 pm

Mjo, Mage er vel nok værdi relativistisk – eller er det? Man er i hvert fald ikke i tvivl om, hvem man skal være imod. Mængdens konforme, regelrette, corporate govermental Technocracy. Det er en postmodernistisk fortælling om de store fortællinger – og om at gøre oprør mod den store fortælling om medicinalindustri (Progenitors), teknisk industri (Iteration X), finansverden (Syndicate), regering (New World Order) og konventionel videnskab (Void Engineers) som garanter for vores verdensorden. I stedet fremhæves frihed til at vælge sin egen verdensforståelse, især med fokus på græsrodsvidenskab (Sons of Ether), hacking/informationens fri bevægelse (Virtual Adepts), New Age/Kropslighed/Wicca (Cult of Ecstacy/Verbena) eller gamle religioner og mystikker i ny, egocentrisk fortolkning (Akashic Brotherhood, Celestial Chorus, Hermetics (sådan da), Euthanatos (sådan da) og Dreamspeakers). I tredje udgave gik det lidt galt med Goth traditionen… Hollow Ones, tror jeg?

De nye udgaver af WoD har også i høj grad ændret fokus (med tidsånden, nok): Vampire ser ud til at være blevet et spil om politik, med fem forskellige samfundstyper der kæmper om magten. I Werewolf kæmper man ikke længere en håbløs og desperat, men tydeligvis retfærdig kamp – i stedet er man alene i en verden, der føler, man har forrådt den på utroligt mange måder (Bushregeringen, anyone?). Mage… er blevet frygteligt konventionelt, og handler ikke længere om hverken forbedring af sig selv eller kamp om verdensordenen. Og i Changeling er faren vendt fra at komme fra Mondæniteten, til at komme fra det fantastiske.
Orpheus var en sjov mellemstation, der handlede om sammensmeltning af teknologi og metafysik, Kapital der fræser Videnskab hen over det Hellige med uforudsete konsekvenser (jeg tænker kloning, genteknik etc.)

Jeg tror også Simorgen har lidt ret i at kæde Indie sammen med Web 2.0. Men der er også en nedbrydning af autoritet og lederskab, og et fokus på teamwork og forhandling – GM’en kommer ikke med en færdig fortælling – den bedste fortælling fremkommer derimod i en synergisk proces mellem alle deltagere

LikeLike