en blog om rollespil og historie

Vi har netop afrundet anden episode af Delta Green-kampagnen, og vi kom tættere på agenternes familier. Familierne er ikke en del af agenternes opgaver, og de er heller ikke direkte involveret, men de er et anker til agenternes normale verden. Der er dog et problem, det er fristende at bruge dem, som rationale for et plot.

Det bedre udbyggede spilpersonerne bliver, dets mere fristende bliver det at involvere dem i en episode af af kampagnen. Hvor stærkt vil det ikke være med en episode, hvor yogsotheriet rammer Agent Trevors tre døtre?

Ikke desto mindre er det noget, jeg generelt vil undgå af flere årsager.

Den mest centrale årsag er, at det kun kan gøres så og så mange gange. Døren kan kun effektivt åbnes en gang. Fjerde gang døtrene skal undsættes, bliver det plat.

Den anden handler om, at det udvander konceptet. Det handler om en gruppe agenter, der tilfældigvis er stødt på en overnaturlig verden og nu kæmper imod den. Det overnaturlige er ikke allestedsnærværende, og det vil derfor være urealistisk, hvis det fantastiske også er på hjemmefronten.

Den tredje er, at det kan være vanskeligt eller umuligt at genoprette normaltilstanden. Hvis det hemmelige selskab er på sporet af Agent Sherlocks familie, hvorfor forbliver de ikke på sporet af familien?

TV-serier, som i et vist omfang er formative for kampagnen, beskæftiger sig med problemerne på forskellig vis:

I Painkiller Jane jager en lille elite-enhed mutanter, og de er sjældne og langt imellem dem. Det bliver derfor urealistisk i det øjeblik, at agenterne i deres fritid helt tilfældigt render ind i en mutant.

Hvorfor slår de ikke bare Mulder ihjel med det samme? Flere episoder beskæftiger sig med dette, og det er flere gange argumentet, at et åbenlyst drab vil gøre Mulder til en martyr, og han i døden vil blive langt stærkere end i live – og det er det samme, som sker for Obi Van Kenobi i A New Hope, hans død for Darth Vaders hånd gør ham bogstaveligt stærkere end tidligere. I X-files har de vanskeligt ved at opretholde denne årsagsforklaring, og der tilføres med tiden det lag, at en af skurkene af helt andre årsager holder hånden over Mulder.

I serien Sanctuary opstår også problemer, da skurkene dukker op på hjemmebanen. Idet øjeblik skurkene (The Cabal) kan trænge ind i heltenes sikre base, bliver man nødt til at spørge til, hvorfor de ikke konstant fortsætter angrebet. Seriens nødløsning er at kassere skurken, og organisationen bliver efter den store cliffhanger-sæsonafslutning i begyndelsen af næste sæson elemineret off-stage – og det er temmelig vattet historiefortælling. En ikke særligt effektiv måde at eliminere en skurk på, men nødvendig i det øjeblik, at skurken finder vej til heltens sikre base.

Hvis jeg involverer agenternes familier i kampagnen, bliver jeg nødt til at afgøre hvorfor:

• Fordi agentens familie alle dage har været involveret, og det er heltens skæbne at blive agent og siden konfronteret med sin families hemmelighed (som Anne har beskrevet Agent Sherlocks familie, er det fristende at anligge denne vinkel). Det vil passe fint med mythossens tradition med degenererede familier, men det vil stride imod fraværet af skæbnens udvalgte helte.
• Fordi agentens familie uforvarende erhverver sig ting fra mythossen. Agent Sharps datter køber en magisk amulet ved et tilfælde på et loppemarked finder jeg anstrengt, selvom den anvendes i flere serier. I en episode af Fringe sker det ved, at agent Dunham bliver chikaneret af en skurk, der sender farlige beskeder over mobiltelefonen, og hendes niece kommer til at tage telefonen og blive udsat for fænomenet, og i en anden episode af Fringe fungerer det en tand bedre, da forskeren her forklarer, at dennes teenage-søn må have haft fingrene i hans forskningsmateriale (at historien viser sig at være mere kompleks end som så er en anden ting), og skulle agent Sharp komme til at tage den magiske Ashanti-daggert med sig hjem, så kunne noget lignende sagtens ske for kampagnen, da det vil være inden for rammerne af fiktionen.
• Fordi missionen foregår så lokalt, at agenten kan tage hjem til familien efter fyraften. Det sker mere eller mindre for Scully i X-files, og det er ret interessant for det gør, at hendes bror kan introduceres som en modstand mod Scullys fortsatte deltagelse i X-files. I modsætning til monstrene kan han ikke bekæmpes eller arresteres, han er hverken ond eller farlig, men en person, der standses ved, at Scully står fast på sit. I den nye version af V er den kvindelige hovedpersons søns involvering derimod betinget af seriens struktur, hvor vi har to mødre i skarp konflikt med hinanden (rumvæsnernes kvindelige leder kontra den kvindelige betjent), og konflikten spejles i børnenes opførsel og deres relation til deres mødre.
• Fordi sammensværgelsen – Mændene i Sort – kommer på sporet af agenterne. Hvis DG-agenterne ikke er forsigtige, risikerer de, at fjenden kommer på sporet af dem, og det er et væsentligt problem. Det vil ikke være urealistisk i fiktionen, at det sker, men sker det, vil det forevigt forandre nogle aspekter. Hvis Mændene i sort kommer på sporet af Agent Trevors familie, vil de kunne blive ved med at forfølge familien, indtil MiS endeligt er bekæmpet, en fredsaftale opnås, familien går under jorden eller familien mistes. De to første løsninger vil radikalt ændre på seriens overordnede skurk, og de to sidste vil radikalt ændre på agent Trevor.

Det er således ikke uden omkostninger at inddrage karakterernes familier i kampagnen, uanset hvor fristende det er. Agent Trevors døtre, agent Sharps datter, agent Simons ekskone og autistiske søn og agent Sherlocks aparte familie er rigtig spændende at bruge, men en fristelse jeg skal vogte mig for.

Jeg har tidligere brugt Call of Cthulhu-investigators familier som en ekstra udfordring – og helt uden af folk fik characterpoints for det, som i GURPS når man køber en familie i form af en dependent group.

For mange år siden i min allerførste rigtig Call of Cthulhu-kampagne (årene 1993-95) havde en af karaktererne en ægtefælle og en søn. Midt i at efterforskerne sad fordybede i at efterforske en sag, træder konen ind og gør fortæller på, at hun ikke kan udholde hans fravær længere, og at hun forlader ham, og at hun tager drengen med sig. Det var særdeles fornøjeligt at have en en solid gang efterforskning til at være splittet mellem holde ægteskabet samlet og standse en mythos-kult. Situaitonen blev ikke bedre af, at en ondskabsfuld troldmand siden truede efterforskeren med at gå efter den separerede ægtefælle og barn – og netop ved at begrænse det til en enkelt troldmand, betød det også, at når først han var bekæmpet, var familien ikke længere i fare. En lignende tilgang vil kunne anvendes i DG-kampagnen.