I modsætning til de seneste anmeldelser af bøger om rollespil (Politikens, avanceret, for folkeskolen, Rolle|spil), så er denne ikke en bog, om hvorledes man gør rollespil, men mest af alt et værktøj til at skabe roller i og en præsentation af spilverdenen Jarkwelt.
Bogens format
Bogen er skrevet af Thomas Kerff og Claus Raasted, udgivet i 2009 af Claus Raasted og JRK (Junior Rollespil København). Det er en lille indbunden bog på 100 sider, og den er meget nydelig. Det er en af de pæneste udgivelser, jeg har set længe inden for dansk rollespil. Layout er lækkert, og til hvert folk eller race i bogen følger et farvefoto af en spiller klædt som en fra dette folk. Der er en rigtig god ting ved fotosne, jeg gerne vil bemærke, og det, at forfatterne har ved fotos af kvindelige rollespillere fravalgt brugen af chain mail-bikinis og andre klædedragter, der udstiller mest mulig hud, eller kan forveksles med tøj købt i butikker med voksenlegetøj. Det er en bog, hvor både mænd og kvinder spiller rollespil.
Om bogens indhold
Efter forordet, som er et shoutout til de mange spillere, der hver især har skabt et hjørne af Jarkwelt, og som emmer af anekdoter fra års spil, kommer en kort introduktion, der blandt andet rummer et kort over verdenen. Introduktionen er først skrevet “in character” af en kartograf, og derefter fortæller forfatterne kort, hvad de vil med bogen – nemlig en guide til den verden, som JRK’s rollespil foregår i, samt give et bud på, hvordan en verden kan se ud. Resten er bogen er tre store afsnit. Først en gennemgang af folk og kulturer i verdenen, derefter en gennemgang af af, hvorledes trolddom fungerer, og til sidst en præsentation af en række monstre. Værket har i denne del format af et opslagsværk. Der er ingen diskussion af regler, praksis eller andet – dette er kun en præsentation af en fantasy-verden.
Bogens tre afsnit
I afsnittet om folkeslag – som også dækker ordner og racer – følger teksten fast skabelon, som gør det let at slå op på det enkelte forslag, og få et indtryk af, hvorledes en stereotyp repræsentant ser ud.
Skabelonen ser ud som følger, og teksten er fordelt over fire sider. Hvert punkt er højest fem linjer langt, så det enkelte folkefærd er hurtigt læst:
Side 1
- Navn – for eksempel Bjergfolket eller Kongeriget Alasia
- Beskrivelse – af den egn af verden, som de kommer fra
- Historie – kort stemningstekst
- Tøj – kort beskrivelse, der ikke så meget sigter på en objektiv beskrivelse, som på at forklare i fiktionen, hvorfor det ser ud, som det gør.
- Våben og Rustning – samme som med tøjet.
Side 2
- Et stort foto af en karakter
Side 3
- Navne – typiske rollenavne
- Religion – Guder, ideologier, forestillinger som folket ærer
- Leveregler – fem korte leveregler, om alt fra “ikke at stole på vikinger” til “er du i tvivl, så spørg din præst”.
- Farve – folkeslagets foretrukne farver
- Kampråb – hvad man råber inden man drøner i kamp
Side 4
- Et våbenskjold
Folkeslagene er relativt stereotype, og der er ikke en samlet historie for verdenen. Man kan dykke ned i det enkelte beskrivelser og hente et faktum ud her og der. Folkefærdene svinger fra at være tre forskellige elverfolk, et dværgfolk, ridderordner, bander, folk fra bystater, eller fra geografiske egne. Der er en sammenblanding af sociale grupper, nationer, racer og hverv. Folkeslagene er et hulter til bulter, der sandsynligvis er sammensat løbende gennem mange års rollespil med et utal af forskellige skabere, der hver har tilsat sit krydderi, og nu endelig kompileret til et samlet hele i denne bog. Beskrivelserne har ikke den røde tråd, man finder i mange klassiske rollespilsverdner, som Dragon Lance eller Forgotten Realms (selvom disse heller ikke er helt stringente, og er lavet i flere udgaver af forskellige forfattere etc. F.eks. er en yndet sport i for fans af Mystara-settingen at få de mange forskellige forfatteres bidrag til at hænge sammen).
Andet kapitel handler om Jarkwelts kosmologi. I Jarkwelt er der et utal af guder og principper, og hvert folk har deres egne, som de ærer, men de er alle enige om, at verden rummer syv elementer, som er grundlaget for magi. Herefter beskrives de syv elementer (jord, luft, ild, vand, ild, død og magi), Tredje kapitel handler om monstrene – og her forstås uciviliserede væsner, der udspringer af Drømmenes rige. Ved hvert monster er der et foto, en kort beskrivelse, samt deres element, kendte styrker og svagheder.
Beskrivelserne af folkeslag, elementer og monstre foregår i et let sprog, der er skrevet fint i ind spillets fiktionsverden, og man får hurtigt en håndfuld referencer, som man kan bruge til at spille sin karakter på. Der er ikke en universal historie, men en masse brudstykker, som man selv kan forsøge at sammensætte til et større hele. Det er ikke en færdig verden, man kan udforske, men rammen til en verden, man selv kan bidrage til at skabe.
Generelle bemærkninger
På godt og ondt er det en meget stereotyp fiktionsverden med rødder solidt plantet i fantasy-rollespil. Blandt de mest positive ting er den lækre udgivelse, og at der er noget over, at der faktisk er tale om fotos af folk og fæ. De store rollespilsproducenter, som f.eks. Wizards kan sagtens engagere dygtige tegnere til at gengive orker og drager, men ligefrem fotos af elvere og træmonstre, det er en sjældenhed. For live-rollespillere kan jeg forestille mig, at bogen er et eminent praktisk værktøj til at skabe en mængde af roller til live-rollespil, hvor roller skal identificeres på visuelle og lydte tegn – klædedragt, ageren, krigsråb.
Til bordrollespil er jeg mere i tvivl. Der er allerede et utal af fiktionsverdner i bordrollespil, og i særdeleshed når det gælder fantasy – bare antallet af verdner til D&D er ganske imponerende – og når jeg kigger på fantasy-verdner til rollespil, er jeg altid på udkig efter noget, som gør verdenen unik, og som dækker en bestemt tematik, stil eller fortælling. Her kommer Jarkwelt ikke langt, og det meste interessante er egentlig kosmologien. I rigtig mange fantasy-verdner har designerne det problem, at de beskriver en panteistisk verden af monoteistiske religioner. Jarkwelt løser problemet ved, at der er et utal af religioner, men de indgår ikke i et fælles panteon, men er i stedet drevet af en underliggende skabelseskraft i form af de syv elementer. Sekundært af interesse er Drømme-landet, som er et kaos-sted, der føder monstre og muligvis udspringer hele landet af dette sælsomme sted – men det er heller ikke unikt, både Warhammer og Ravenlofts Nightmarelands rummer meget af det samme. Så to interessante elementer i en ellers hob af stereotyper – og da indholdet er relativt sparsomt, kan bogen sammenlignet med andre rollespil, nok bedst betragtes som spillernes guide til en fantasy-setting, og vi mangler således nu den detaljerede guide/spilleders guide til samme.
Til gengæld er det altid rart at få publiceret sine skabelser, og bogen synes at være et særdeles anvendeligt opslagsværk for livere, særligt folk der aktivt spiller i JaRKwelt. Uden for dette miljø er jeg ikke så sikker på bogens anvendelse – til gengæld ser jeg gerne flere publikationer fra de herre Kerff og Raasted, for flot er deres værk.
Har du set Rollespilsfotos 2008 (eller hvad år den nu var fra?) Jeg husker det som om det er de samme folk (blandt andre) og selvom den måske ikke har så meget tekst, er den meget flot – og frem for alt giver et meget ærligt billede af juniorrollespil anno 2008.
Jeg har ikke læst Jarkwelt men kan godt forestille mig at den ikke er specielt original – men igen, til publikummet er det helt perfekt. Og jeg tror du er head-on med måden det blev skabt på.
LikeLike
Nej, jeg desværre ikke fået set Rollespilsfotos endnu, men det kommer nok.
Tak for kommentaren (og alle de andre kommentarer til de andre anmeldelser. Det er rart med feedback).
LikeLike
Hej Morten
Send mig en adresse, og så sender jeg et anmeldereksemplar af Rollespilsfotos 2008 til dig… direkte fra forlaget. Og hvis du gerne vil have den, så er du velkommen til at få en af de sidste tilbageværende “Celesco – en verden til laivrollespil” også… den der også hedder Legendernes Tid. 😉
(og i øvrigt en meget fin og rammende anmeldelse af Jarkwelt)
– Claus
LikeLike
Hej Claus,
Den er jeg med på. Du får en mail med adresse etc. 🙂
LikeLike