For nyligt var jeg til et af de her sociale arrangementer, hvor man skænker noget ønsket til en aldret person, og efterfølgende indtages der alkohol i større eller mindre mængde. Undervejs mødte jeg andre rollespillere – hvilket ingen overraskelse var – men det interessante var, at nogle af dem spillede Burning Wheel, og det vakte min nysgerrighed. Indie-spillene er ikke så udbredte, så når man møder folk, der spiller indie-spil uden for ens omgangskredse, så er det spændende at høre deres oplevelser og tolkninger af spillene.
BW-spilleren fortalte om forskellige spillertypers møde med indie-spillerne, som han havde oplevet det, og det var ganske interessant at høre om.
Rullespillere og rollespillere
Han berettede, at før i tiden fandt han, at rollespillere var de gode spillerede, og rullespillere var de ikke så gode spillere. Sådan var hans opfattelse ikke længere. Nu fandt han, at ‘rollespillerne’ var lige så dårlige som ‘rullespillerne’, og det havde han opdaget gennem Burning Wheel.
I mere traditionelle spil ville ‘rollespillerne’ kompensere for deres karakterers dårlige egenskaber gennem deres egne kompentencer. Det vil sige, at en spilperson behøver ikke være karismatisk, sålænge spilleren er det, fordi den personlige indsats vejer tungere end den spilmekaniske håndtering af situationen. Det ændrede sig imidlertid i BW, fordi systemet har en ganske glimrende mekanik til at håndtere både fysiske og sociale konflikter, og da ‘god ageren som karakteren’ ikke erstatter et terningeslag, betyder det, at de gode ‘rollespillere’ pludselig ikke klarede sig særligt godt i spillet længere.
Det andet problem med de gode ‘rollesspillere’ var, at de ville dukke op til spillet med præ-skrevne, detaljerede baggrundshistorier, og derefter ville de gå igang med at lave deres spilperson, og det virkede aldrig, fordi den praksis ikke matcher med det, som regelsystemet leverer – og spilleren pressede derfor sit koncept ned over spillet på en måde, som ikke fungerede. Nu synes han ikke længere, at ‘rollespillere’ er gode.
Den gode rollespiller
Så var der en spiller mere, han beklagede sig over. Spilleren havde skabt sig en superspilperson, sammensat en række evner og ‘beliefs’, som gjorde ham til gruppens msejeste spilperson, og derefter udnyttede sine karaktertræk til at trække resten af spilgruppen med ind i kampe, hvor han forbedrede sine evner, mens resten af gruppen kom i vanskeligheder. Han var gruppens suverænt stærkeste person, og de andre var nærmest biroller i kampagnen.
… men han var en god rollespiller.
Det kunne jeg ikke forstå. Skyldtes det hans regelkunnen?
Han mestrede reglerne. Han var dygtig til at bruge dem, og han havde sammensat sin spilperson rigtig godt. I modsætning til ‘rollespillerne’, havde han ikke først skrevet en længere baggrundshistorie, og derefter forsøgt at tilpasse spilmekanikken til sit rolleoplæg. Det var imidlertid ikke derfor, at han var en god rollespiller.
Han var en god rollespiller, fordi uanset hvordan han manipulerede reglerne og fik spillet til at handle om sig, så legitimerede han alle sine handlinger i fiktionsuniverset. Han var en god rollespiller, fordi han kunne understøtte alle sine handlinger og spilmekaniske fifs i fiktionen. Man er altså en god rollespiller, hvis man er man dygtig til at manipulere spillet og indlejre manipulationen i fiktionen …
.
.
.
.
.
Og rent praktisk er den sproglige skelnen mellem ‘rollespiller’ og ‘rullespiller’ i min optik problematisk. Den antager implicit, at rollespillet alene gælder indlevelse i rollen.
Af ovenstående anekdote bliver den gode rollespiller en, som er god til at indlejre sine handlinger i fiktionen – og alt andet, såsom at bidrage til den fælles oplevelse ikke er en del af den ‘gode’ rollespillers kvaliteter.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv