For nyligt var jeg til et af de her sociale arrangementer, hvor man skænker noget ønsket til en aldret person, og efterfølgende indtages der alkohol i større eller mindre mængde. Undervejs mødte jeg andre rollespillere – hvilket ingen overraskelse var – men det interessante var, at nogle af dem spillede Burning Wheel, og det vakte min nysgerrighed. Indie-spillene er ikke så udbredte, så når man møder folk, der spiller indie-spil uden for ens omgangskredse, så er det spændende at høre deres oplevelser og tolkninger af spillene.
BW-spilleren fortalte om forskellige spillertypers møde med indie-spillerne, som han havde oplevet det, og det var ganske interessant at høre om.
Rullespillere og rollespillere
Han berettede, at før i tiden fandt han, at rollespillere var de gode spillerede, og rullespillere var de ikke så gode spillere. Sådan var hans opfattelse ikke længere. Nu fandt han, at ‘rollespillerne’ var lige så dårlige som ‘rullespillerne’, og det havde han opdaget gennem Burning Wheel.
I mere traditionelle spil ville ‘rollespillerne’ kompensere for deres karakterers dårlige egenskaber gennem deres egne kompentencer. Det vil sige, at en spilperson behøver ikke være karismatisk, sålænge spilleren er det, fordi den personlige indsats vejer tungere end den spilmekaniske håndtering af situationen. Det ændrede sig imidlertid i BW, fordi systemet har en ganske glimrende mekanik til at håndtere både fysiske og sociale konflikter, og da ‘god ageren som karakteren’ ikke erstatter et terningeslag, betyder det, at de gode ‘rollespillere’ pludselig ikke klarede sig særligt godt i spillet længere.
Det andet problem med de gode ‘rollesspillere’ var, at de ville dukke op til spillet med præ-skrevne, detaljerede baggrundshistorier, og derefter ville de gå igang med at lave deres spilperson, og det virkede aldrig, fordi den praksis ikke matcher med det, som regelsystemet leverer – og spilleren pressede derfor sit koncept ned over spillet på en måde, som ikke fungerede. Nu synes han ikke længere, at ‘rollespillere’ er gode.
Den gode rollespiller
Så var der en spiller mere, han beklagede sig over. Spilleren havde skabt sig en superspilperson, sammensat en række evner og ‘beliefs’, som gjorde ham til gruppens msejeste spilperson, og derefter udnyttede sine karaktertræk til at trække resten af spilgruppen med ind i kampe, hvor han forbedrede sine evner, mens resten af gruppen kom i vanskeligheder. Han var gruppens suverænt stærkeste person, og de andre var nærmest biroller i kampagnen.
… men han var en god rollespiller.
Det kunne jeg ikke forstå. Skyldtes det hans regelkunnen?
Han mestrede reglerne. Han var dygtig til at bruge dem, og han havde sammensat sin spilperson rigtig godt. I modsætning til ‘rollespillerne’, havde han ikke først skrevet en længere baggrundshistorie, og derefter forsøgt at tilpasse spilmekanikken til sit rolleoplæg. Det var imidlertid ikke derfor, at han var en god rollespiller.
Han var en god rollespiller, fordi uanset hvordan han manipulerede reglerne og fik spillet til at handle om sig, så legitimerede han alle sine handlinger i fiktionsuniverset. Han var en god rollespiller, fordi han kunne understøtte alle sine handlinger og spilmekaniske fifs i fiktionen. Man er altså en god rollespiller, hvis man er man dygtig til at manipulere spillet og indlejre manipulationen i fiktionen …
.
.
.
.
.
Og rent praktisk er den sproglige skelnen mellem ‘rollespiller’ og ‘rullespiller’ i min optik problematisk. Den antager implicit, at rollespillet alene gælder indlevelse i rollen.
Af ovenstående anekdote bliver den gode rollespiller en, som er god til at indlejre sine handlinger i fiktionen – og alt andet, såsom at bidrage til den fælles oplevelse ikke er en del af den ‘gode’ rollespillers kvaliteter.
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Ja, der er mange sære opfattelser af hvad rollespil er, jeg har selv en masse.
Jeg synes jeg opfatter endnu et bias i din anekdote: At det gode rollespil er alfa-rollespil. Om det så er dominans via personlige kompetencer eller via teknisk kunnen, så er den bedste spiller den der uden at bryde reglerne dominerer resten af flokken.
LikeLike
Du nævnte ikke “social kontrakt” for ham? 🙂
LikeLike
Dumme knap, jeg var jo ikke færdig!
Jeg har selv været ude i at blive trynet rundt af en anden spiller, der så blev belønnet for det. Det er ret træls og jeg er opmærksom på det når jeg selv sidder i en position til at tage rampelyset.
Det kan være svært at kvalificere hvad der udgør en god spiller, det er også en meget personlig bedømmelse. Uanset hvad, så tror jeg det er en fejl kun at se på et enkelt element som bærende af rollespilsevnen. Der mangler simpelthen udbredte værktøjer til at formulere hvad folk gør som er godt og derfor nøjes man med at tilskrive det gode rollespil til det man kan se.
LikeLike
Jeg kan godt forstå din undren, men på mange måder synes jeg egentlig det kan være meget praktisk at have sådan nogle lidt snævre definitioner. De er nemmere at dele og så kan man netop sige til sådan en som den omtalte trælse rollespiller: “Du rollespiller rigtigt godt (altså du er god til at overholde fiktionen), men du ødelægger stadig oplevelsen for de andre fordi du stjæler rampelyset (eller hvad der nu er problemet”. I stedet for at ens evner som rollespiller skal dække hele oplevelsen, kan det vel være rimeligt nok at man det kun omhandler netop selve det at bruge rollen indenfor fiktionen. Så længe man bare er klar ove at de andre elementer også er vigtige.
LikeLike
Hej folkens,
Jeres tanker er meget lig mine. Jeg vægtede over for ham, jeg snakkede med, nemlig aspekter omkring social kontrakt, og at jegh også tilskrev en stor værdi eller kvalitet ved en spiller ved, at han kunne gøre spillet til en fælles ting, at han ikke spillede på bekostning af de andre.
Jeg tror dog ikke, at alfa-spillet var så vigtig en anke eller bias – eller rettere jeg vil ikke læse det aspekt ind i anekdoten, da min kilde ikke betonede dette element sine beklagelser.
LikeLike
“…en spilperson behøver ikke være karismatisk, sålænge spilleren er det, fordi den personlige indsats vejer tungere end den spilmekaniske håndtering af situationen. Det ændrede sig imidlertid i BW, fordi systemet har en ganske glimrende mekanik til at håndtere både fysiske og sociale konflikter, og da ‘god ageren som karakteren’ ikke erstatter et terningeslag, betyder det, at de gode ‘rollespillere’ pludselig ikke klarede sig særligt godt i spillet længere.”
Jeg har været ude for noget lignende til en con en gang. Jeg havde taget Dogs in the Vineyard med, og havde fået et hold med tre eller fire “rullespillere,” og en rigtig super-“rollespiller.” I det spil var der to, der faldt igennem: en “ruller” insisterede på at lave en karakter med traits som “fishing” og “hunting,” så han havde svært ved at spille ordentligt med.
Og så rollespilleren. Han startede med at sætte en konflikt meget hårdt op – så hårdt, at han fik de andre spillere imod sig. Derefter udviklede det sig til en langstrakt række konflikt, der endte med, at han blev skudt og døde – hvorefter spillet kunne fortsætte i fin stil med de tilbageværende “rullere.” Der stod det meget tydeligt for mig, at han var vandt til, at han med sin karisma kunne dominere spillet, og at han ikke kunne snuppe, at det ikke spillede nogen rolle for hans mulighed for succes, hvordan han spillede.
De andre spillere, derimod, havde, så vidt jeg kunne se, en kanon oplevelse med at spille spillet på dets egne præmisser. Så det kan godt være, at de ikke var ligeså gode til det dramatiske spil – men deres måde at spille på harmonerede bedre med, hvad Dogs kræver.
LikeLike