en blog om rollespil og historie

Velkommen til episode 41 af Fading Suns kampagnen Translatio Sancti, hvor karaktererne er udpeget til den vigtige, hellige mission at bringe Sankt Marinas knogler til missionsmarken på Leminkainen, og hvor vi nu følger begivenhederne efter, at knoglerne er blevet anbragt på den eng, som helgenen har udpeget gennem varsler og visioner.

Dagens forløb

Vi fortsætter handlingen direkte fra, hvor vi slap sidste gang. Karaktererne fortsætter deres færd gennem den underjordiske dødeby.

Gangene er smalle, knap en meter i bredden, og gruppen sætter Georgi forrest med Wolfgangs lighter til at lyse for sig. I midten er Broder Florian og baronet Wolfgang, mens ridder Qwian-Qwian er bagtrop med sin flammekaster, hvis vågeblus er gruppens anden lyskilde.

Luften er kølig og fugtig. Vand driver ned af de knoglebeklædte vægge, hvor mosser og svampe gror. Svampenes sporer kan ikke helt undgås, og en lettere euforisk stemning breder sig blandt de fire karakterer.

Forrest er Georgi, da hun er en ur-ukar, som i talrige generationer har boet på ugæstfri verden dybt under jorden, og deres følesanser er med tiden blevet skærpede. Hendes psykiske kræfter tillader hende desuden at skærpe sine sanser, og hun har boostet sin hørelse.

Fading Suns har ikke rigtig karakterer, som kan se i mørke, og den inflation, der er i D&D med Darkvision/Infravision/Nightvision etc., er ikke noget der figurerer her, og mørke får lov til at være mørke.

Pludselig hører hun dæmpet støj forude (succesfuld test; vi benytter ikke passive tests), og gruppen enes om at sende hende forud. Hun slukker lighteren og lister af sted. Imens står de tre andre tilbage i skæret fra flammekasterens vågeblus, og Wolfgang beslutter sig for at studere væggene, som det kunstværk, de er. Det vender vi tilbage til.

Følende sig frem med sin sensitive fingerspidser og støttet af den overnaturlige hørelse følger hun de dæmpede krattelyde, som langsomt tager til, og de suppleres af en dæmpet, elektrisk summen. Snart når hun til et rum med fast gulv, møbler og personer, som bevæger sig rundt, og der er en kratten af metal mod sten. I det afgrundsdybe mørke synes hun, at der er et udefinerbart lilla lys.

Hun beslutter sig for at skærpe sit syn, og i første omgang ændrer det ikke på noget – dog er der stadig et udefinerbart lilla lys. Hun presser på med sine kræfter, og pludselig ser hun ting. Centralt i rummet står et apparat, som udsender et lilla lys, som bader hele rummet i sit skær. Mellem skabe og arbejdsborde går syv gildefolk (samme uniformer, som de to de mødte sidste gang). De synes sprællevende, de er bevæbnede med skydevåben og udstyret med sorte ‘svømmebriller’, som lader dem arbejde i mørket oplyst af apparatets ultraviolette lys. Hun sniger lidt rundt i tavshed, inden hun vender tilbage til resten af gruppen.

(der blev foretaget en succesfuld snige-test, som ikke blev boostet, men da gildefolkene ikke er på vagt, er det ikke nødvendigt; dernæst en succesfuld test for at skærpe synet, som boostes efterfølgende, da der til at begynde med ikke er noget at se, og hendes syn kan nu også se ultraviolet; senere grundet det skærpede syn opdager hun, at ridder Qwian-Qwian har mønstre i sin pels, noget som ikke er synligt for mennesker)

Sammen med de andre falder snakken på, hvad de nu skal gøre? Ud fra deres sparsomme noter om stedet, synes det muligt at finde en rute rundt om stedet, som leder til det sted, som er angivet ‘museet’ på kortet.

Diskussionen formes af, at Wolfgang har studeret ‘nekropolis-kunstværket’, og han har haft en mindre åbenbaring, som suppleres af hans fætters indsigt i det okkulte og i eskatonsk teologi.

(at påvirke folk gennem kunst og studere kunst og lade sig påvirke af den, er en ting i Fading Suns regelsystemet, og det bliver der gjort brug af nu. Wolfgang opnår kunstnerisk erkendelse, da han er halvstuderet ud i blanding af humaniora fag (aktivering af perk), og han klarer sit kunstfortolkningstjek, men det stiller ham over for den effekt, som kunstneren forsøger at indgyde i modtagerne en dyb rædsel, men den del af værket, stålsætter Wolfgang sig overfor og modstår)

Indsigten i nekropolis som kunstværk er, at netværket af gange afspejler en dæmonisk eller antinomisk tolkning af kroppens chakra og chi kanaler, og at lokationer på kortet modsvarer kroppens organer: det store marmortempel er hovedet, og det er forbundet til stellare leylines, der løber hele vejen gennem solsystemet til det yderste mørke – hvilket indikerer for Broder Florian, at alt dette trækker på en særlig antinomisk eller dæmonisk tolkning af det eskatonske worldshaper kætteri, hvilket kan forklare, hvorfor eskatonere, hvis studier kommer for tæt på emnet, pludseligt kommer af dage – mens det første rum i nekropolis er struben, et ikke-markeret område på kortet er hjertet, kammeret med de syv gildefolk er maven, og museet er penis. Sidstnævnte indsigt resulterer i en del fnisen og dårlige vittigheder, idet gruppen stadig er under indflydelse af svampesporernes euforiske effekt (og det gjorde det pludselig in-character at komme med platte vittigheder).

Følgen er at gruppen er endnu mere interesseret i at nå frem til museet, da det er kilden til chi systemets kraft, og at slå til her, vil fratage stedet dets kræfter. Gruppen benytter deres forståelse til at nå frem til museet. Undervejs passerer de overvågningskamera og anden teknologi her og der. Efter nogen tid (og en succesfuld navigationstest) kommer gruppen til en passage, som ender i et par metaldøre. Gangen er beklædt med vanærede heraldiske skjolde først af huset Hawkwood og siden af huset Justinian.

Metaldørene er dekoreret med relieffer af folk i alskens seksuelle akter – hvilket ikke hjælper på karakterernes fnisen og en elektronisk lås med en tilhørende alarm. Georgi sætter sig for at dirke låsen, og hun i sig en dyb koncentration (aktiverer en perk, som giver en kæmpe mængde bonuspoint til at håndtere en bestemt situation, her den mystiske metaldørs alarm og lås). Hun er dybt koncentreret, og snart dirles låsen op og derefter slås alarmen fra.

Foran gruppen er en vældig marmorsal, som minder om marmortemplet oppe på jorden. Der er ligefrem en rad af statuer, der forestiller li Halan adelsfolk i forskellige positurer. Overfor statuerne er en rad af sokler, syv i alt, og på den sidste står en marmorbuste med et mumificeret hoved af en tjener, hvis hoved er formet, så det ligner raseri. Gruppen indser hurtigt, at de syv statuer udtrykker hver af de syv dødssynder. Der spekuleres på betydningen og effekten af det rasende hoved, og at det er en måde at ‘farve’ den strøm, som flyder fra salens dyb gennem chakra netværket. Snart øjner gruppen yderligere seks marmorbuster med hver deres mumificerede hoved udtrykkende en dødssynd. På Broder Florians opfordring samles de syv hoveder og brændes med flammekasteren.

I skæret fra den brændende dynge ser gruppen, at der bagerst i hallen er en enorm granitstatue af en firarmet dæmon, som strækker sig mod loftet, og på en forhøjning ved dens ben er et marmoralter – hvilket igen modsvarer marmortemplet – men denne gang er marmorblokken ikke skudt til side afslørende en trappe ned i dybet. Både den psykisk sensitive Georgi og Broder Florian med sit ‘second sight ritual’ kan, at der emmer af dæmonisk kraft fra både statuen og et punkt under alteret. En ting adskiller salen fra templet, og det er, at der på væggen på hver side er lænket et flået lig, der ligesom nekropolis’ gange, er bevaret med stor omhu.

Efter en del snak og overvejelser beslutter gruppen sig for at næste træk er at ødelægge enten statuen eller alteret. Valget falder på alteret, og der opstår et behov for sprængstoffer – hvilket det viser sig, at Georgi har slæbt rundt på en sprængladning med timer siden kampagnens begyndelse, og nu endelig kommer til sin rette fyrre spilgange senere – men først forsøges alteret skubbet tilside, idet at ur-ukarens yderst følsomme fingerspidser har afsløret, at der er meget fine ridser i gulvet af at alteret har været flyttet, men det er ikke synligt for det menneskelige blik. Efter en voldsom kraftanstrengelse fra ridder Qwian-Qwian, lykkes det at skubbe den enorme stenblok nogle centimeter og afsløre, at der nedenunder er en trappe dybere ned. Forsøget på at flytte klodsen resulterer i en masse larm under gulvet, som får gulvet under soklerne til at dirre, lige indtil der lyder et metallisk smæld, da en mekanisme ødelægges og alteret ikke kan flyttes yderligere. Gruppen indser, at de mumificerede hoveder ikke kun var tik at farve chi strømmen, men også en mekanisme til at flytte alteret (som det passer gruppen fint, at de har fået håndteret uden at spille antinomisternes spil).

Georgi har heldigvis forstand på sprængstoffer, og hun placerer fermt sprængladningen. Kort efter bringes den til sprængning, og et øresønderdøvende brag runger gennem nekropolis’ gange, da alteret sprænges i småstykker. Under det er en trappe, som fører dybere ned. Derfra flyder kold ondskab.

Her slutter dagens spil.

Bemærkninger

Vi nærmer os enden på færden i dybet, men der skal lige en spilgang mere til. Vi er dybt inde i ondskabens højborg, og foreløbigt er vore helte ikke i store vanskeligheder.

Vi fik bragt kunstværker i spil igen. Det har vi ikke haft siden gruppen rejste rundt med kunstmaleren Kamnaskires, hvilket er nogen tid siden, men en af de sjove ting ved Fading Suns systemet. Systemet kan lave nogle ret sjove ting, når man først har fået styr på, hvordan det genererer effekter og conditions gennem tests.

Vi fik dertil bragt diverse særlige evner, psykiske kræfter og perks i spil, og den måde, som perks og evner aktiveres for at påvirke tests, skaber en masse kulør, som fortæller os ting om karaktererne. Trods systemet er lidt tungt og knudret er det et af mine favoritelementer i rollespil.

Nekropolis har en del mysterier og steder at udforske, men det er ikke et sted, hvor alt kommer til at blive udforsket. Jeg er spændt på, hvor næste spilgang fører os hen.

Næste gang: Det endelige gravkammer.