[anmeldelse] Rolle|spil nr. 2

Hurra, Rolle|spil er ikke en døgnflue. Der er kommet et nyt nummer på gaden (eller det gør der lige om lidt – d. 1. juni), og som det første blad, er det gratis. I lighed med forgængeren er bladet flot lavet. Der er masser af smukke fotos og andet billedlir, som gør Rolle|spil til en seriøs sag at have i hånden.

Indholdet følger i tråd med første nummer – der er de obligatoriske artikler om at lave grej og sminke folk, der er en artikel med ideer til at forbedre en klasse/race (denne gang elvere) og en artikel om et velafrundet live-scenarie.

Bordrollespil!

De nye ting i bladet er, at bordrollespil er kommet med. Der er en artikel om Fastaval, om ottodommeren og en anmeldelse af Ulvevinter. Det er rart at bordrollespil er kommet med på programmet, men det gør også, at jeg ikke er sikker på, hvem målgruppen er. I Ulvevinter omtales f.eks. Rotten Ronni, og jeg stiller mig stærkt tvivlende om de yngre generationer af rollespillere aner, hvem han er, men ellers en fin anmeldelse af Ulvevinter – og fin ide med at angive linket til Thomas’ anmeldelse. Af samme grund havde jeg også gerne set nogle mere uddybende fakta-bokse, der forklarer lidt mere om Fastaval, ottoen og dommeriet, inden man bliver kastet ud i artikler om samme. På det område stritter indholdet af de to Fastaval-artikler noget. Fotoet af Morten og Klaus, der spiller rollespil med skærm, kort over dungeon, terninger og pingvin er sjovt, og omtrent så langt fra det rollespil, der spilles på Fastaval som muligt (scenariet Slavehandleren fra Ascalon er vist eneste undtagelse). Netop fordi Fastaval hyldes for sit spændende og eksperimentelle rollespil er det så meget mere et ærgerligt billede, da det understøtter billedet af bordrollespil som værende D&D og des lige. Bordrollespil kan være svært at fotografere – og særligt sammenlignet med lives udstyrstykker – men terninger, skærm og et dungeon-kort?

Børn og nazister

Skriveglæden er stor, men flere artikler synes ikke rigtig at komme ind under huden på det emne, som den beskæftiger sig med. Artiklen om elvere kommer aldrig rigtig ud af stedet, og artiklen om SystemDanmarc ligger underligt gemt væk i slutningen af artiklen “Må børn lege nazister?”, som nok er bladets store temaartikel i lighed med Piger i panser-artiklerne fra første nummer. “Må børn lege nazister?” er et af bladets meget interessante artikler, og jeg havde gerne set den følge lidt mere op på det spørgsmål den stiller, da det er et emne, som har været til debat i forbindelse med mediernes opmærksomhed på emnet.

Små artikler

I lighed med sidste nummer er der et foto af en rollespiller i fuldt grej. Det fremgår tydeligere denne gang, at der er tale om en slags galleri, men måske en tand for ironisk med en satanisk læderbøsse med tungen langt ud af munden?

Artiklen om en 1 million kroner på udstyr udspringer vist af Kåres blogindlæg om grej til Krigslive, men det er en underlig kort artikel, som ligger op til så meget mere. Hvad for noget grej? Hvad er Krigslive? Hvorfor så mange penge på grej? etc. Til gengæld var der en masse interessant om Mythodea (også selvom der er en lille tekstblok, som optræder to gange), der virkeligt inspirerer til at opleve dette gale arrangement (som der for resten også reklameres en del for på Essen Spieltage, som er en gigantisk brætspilmesse med et meget stort hjørne sat af til både bord- og liverollespil).

Småtingsafdelingen

Rodekassen er en samling små nyheder, men en god lille samling. Jeg var f.eks. ikke bekendt med, at det finske luffegås-rollespil kommer til Danmark. Det glæder jeg mig til, for hvis det er sejt at spille små mus med kapper og sværd, må det også være sejt at spille luffegæs.

Bladets exit er en smuk skabelsesberetning om, hvorledes rollespillet blev til, og hvorledes ondskaben fra dag et kom i vejen med briefings, der hindrer det gode spil. Meget underholdende at læse og godt i tråd med sidste nummers brok over rollespilleres problemer med at huske navne.

Afsluttende bemærkning

Rolle|spil er godt på vej. Bladet er flot, der er mange interessante artikler, og i takt med at bladet folder sig ud og dækker flere og flere aspekter af rollespil, holder jeg mere og mere af det. Nu håber jeg, at bladet vil gå mere i dybden i de enkelte artikler.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

3 kommentarer til “[anmeldelse] Rolle|spil nr. 2

  1. Cool!

    Jeg troede faktisk, at det var et rent live-magasin, men det er godt at høre, at der er ambitioner om at omfatte rollespil som et hele. Glæder mig til at hive en pdf hjem.

    Lars

    Like

  2. Først og fremmst, så skal det siges, at PDF’en kommer op 7. juni, men at bladet fysisk kan fås i butikker og foreninger om et par dage (2. eller 3. juni siger trykkeriet).

    Dernæst en stor tak til Morten for anmelderiet.
    Og øv med side 37 dobbelt-teksten… jeg troede vi havde fanget alle sådan nogle brølere, men tydeligvis ikke. You live, you learn. 😉

    Indholdsmæssigt, så kan jeg sagtens følge dig mht. Fastaval-billedet. Det blev selvfølgelig valgt i samspil med de to herrer på det, så jeg er ikke i tvivl om, at de har tænkt at det ville være lidt spidsfindigt nu hvor Fastaval netop IKKE er terningrul og DM screens. Om det går henover hovedet på læserskaren vil vise sig. 😉

    Nazist-artiklen havde jeg gerne skrevet meget længere (big surprise!), men en af de ting som vi desværre lider under er pladsmangel. 48 sider + omslag er ikke meget, når man gerne vil have en tung grafisk linie, og det betyder, at vi mere satser på korte artikler end lange. Det kommer selvfølgelig til at ærgre nogle af de mere læselystne læsere, men er gjort for at få flere til at læse artiklerne. Måske en dag når vi har 64 (eller 80!) sider i stedet for, så bliver det ændret, men ikke før.

    Fanplakaten af Kristoffer Topp er i fordi vi har ændret “side 40 billedet” (da der ikke var så meget som EN eneste der sendte billede ind) til i stedet at lave en serie “fan posters” for at hylde nogle af de lidt usungne helte, som vi synes fortjener at få lidt credit. Formen er valgt som den er fordi en god sjat at vores yngre læsere har sagt, at de gerne vil “se de seje” og hvordan gør man det bedre end en fan plakat?
    (at Topp er i outrageous udklædning fremfor fantasy-gear eller lign. er mest fordi det også skal være sjovt og fordi vi gerne vil vise en lidt skæv vinkel)

    Det korte af det lange. Tak for anmeldelse, Morten.
    I andre kan få fingrene i bladet om et par dage (eller 7 hvis I mest er til online-udgaven) 😉

    – Claus

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: