Et træf, en fest, en auktion og en række oplæg om rollespil er, hvad Forum består af. Det er et mini-Knudepunkt, hvor (mestendels) den danske side af KP mødes. Det er et hyggeligt arrangement, og jeg deltog for første gang i år.
En masse mennesker …
mødte jeg. Nogle, som jeg kun har mødt gennem blogosfæren, andre, jeg ikke før havde mødt, og folk, som jeg ikke havde set i en rum tid, og så alle de andre (ingen nævnt, ingen glemt – men det sgisme godt at se jer). Med sin baggrund i live-miljøet var de fleste af Forums gæster live-rollespillere, men som dedikeret bordrollespiller oplevede jeg, at den interesse, der er i disse år for at binde de to grupper af rollespil sammen, stadig er lyslevende, og det er enormt stærkt for de kommende års udvikling inden for rollespil.
Mere end 40.000 …
blev indtjent ved auktionen, der havde en masse fede ting, man kunne sikre sig. Der var billetter til alskens conner og scenarier, grej og andet sjov at erobre, og arrangementet blev mere og mere gejl, som alkoholen spillede ind på de mange deltagere.
Oplæg af forskellig art …
var der også. Selv bidrog jeg med et oplæg – og oplevede powerpointen bryde sammen ved oplæggets begyndelse, og jeg måtte til min ærgrelse køre oplægget i mere fri form end planlagt. Indholdet af mit oplæg vil jeg dække i større detaljer den næste tid.
Et enkelt andet oplæg vil jeg nævne her, og det er Sanne Harders, som omhandlede det nye, nordiske rollespilsmagasin Playground, der vil dække en bred vifte af rollespil og cutting edge deltager-kultur, i Norden. Det er et magasin, jeg glæder mig meget til at se, og det bliver et spændende supplement eller alternativ til de eksisterende blade i Norden, som f.eks. Rolle|spil og Imagonem (jeg ved ikke lige, hvad der ellers er af magasiner).
Plads til forbedringer …
er der også. Forum2011 bliver et arrangement, som jeg ser frem til. Der er en del ting, jeg forventer bliver bedre end 2010-udgaven, som havde en række trælse mangler, hvad angår kommunikation. Man modtager f.eks. ikke en bekræftelse på tilmelding, når man tilmelder sig på hjemmesiden, og måske en, når man har betalt deltagergebyret (jeg modtog ikke en mail). Det fremgår på ingen måde af hjemmesiden, hvornår arrangementet begynder, end ikke de mest tentative tider er angivet – og selvom programmet var lang tid om at blive færdiggjort, må simple åbningstider kunne oplyses på hjemmesiden – og i særdeleshed vil jeg som oplægsholder gerne vide, hvornår jeg skal holde oplæg – det vidste jeg ikke før jeg ankom, og jeg vidste ikke, hvornår jeg kunne ankomme.
Blandt de mindre detaljer var kaffemaskinen ikke virkede, og at programmet havde ikke pauser mellem oplæggene, hvilket er et par fodfejl, der kan hurtigt ordnes en anden gang. Bespisningen var ok, men mængden af mad til frokosten var i underkanten, men rigelig til aftensmaden.