[Læsegruppen] Sandhed eller konsekvens

Dette scenarie af Mikkel Bækgaard er det første i Ungdommens trilogi, tre scenarier, som jeg ikke har læst eller spillet. For læsegruppen er det det tredje intrige-scenarie, da vi tidligere har haft fat i Laaste døre og Oculus Tertius. Scenariet er første gang fra 1999.

Scenariet er skrevet til at kunne vinkles til tre forskellige retninger (drama, humor, horror – teen-slash-genren). Imidlertid kiggede jeg forgæves efter de ting, der rigtig kunne berette referencerne til de horrorfilm, som Mikkel flere gange refererer til i scenariet, men paranoide dealere, hyrede rollespillere og den magiske intrige-halskæde er ikke komponenterne i sådan horror. Jeg stod efter læsningen tilbage med en noget flad fornemmelse – ligesom jeg har det vanskeligt med ekstremt paranoide dealere bevæbnet med pistoler, der ude i en skov vil presse nogle penge af en gymnasiedreng, inden politiet kommer. Scenariet er kort og præcist fortalt, men det er ikke en spændende læseoplevelse.

Spilledersandkasse

Dette scenarie har en anden tilblivelse, end andre af Mikkels scenarier, da det langt hen ad vejen er baseret på en improviseret afspilning, som siden er blevet skrevet ned og genspillet en del gange. Scenariet har tre komponenter, som spilleder kan arbejde med – de bevæbnede og paranoide dealere, rollespillerne, der er sendt ud for at skræmme, og den fortryllede halskæde, hvis formål er at intrigere. Fra selv at have improviseret en del Ravenloft og Bughunters-scenarier kan jeg genkende værktøjet. Det virker, og det virker så længe, at det er acceptabelt at holde spillerne i mørket for stemningens skyld på samme måde, som monstret i diverse teenagere-slashere kan virke uhyggeligt, sålænge det har sin usete natur, hvor det kan flytte sig præcis så hurtigt, som plottet forlanger.

Scenariet er et spilledersandkasse-scenarie. Det betyder, at spilleder har en række værktøjer, som denne frit kan anvende til at bygge stemning op med og presse spillerne. Formen har ofte den vanskelighed, at den har svært ved at fortælle sin historie, dvs. rationalet for de mange mystiske ting, som spilleder smider i hovedet på spillerne for at opbygge sin uhygge stemning.

Intrige-rollespil?

Af de tre intrige-scenarier er dette det mindst elegante, da intrigen her er begrundet i dens manifestation – intrigen optræder som et væsen i sin egen ret, og dens formål er at intrigere folk til erkendelse. Basalt set er ‘det (morderiske) onde‘ erstattet af ‘det intrigante‘ i scenariet, og på sin vis kan man argumentere for, at det er prisen for at overføre teenage-slashere til rollespilsmediet, hvor man af den sociale kontrakt omkring spillet generelt er nødt til at tilstræbe, at alle spillerne er med hele vejen gennem spiloplevelsen.

Opdragende rollespil

Hvorfor intrigen optræder som et manifesteret væsen, der skal presse spilpersonerne til en erkendelse – er lidt i stil med, hvorfor er der en massemorder, der straffer teenagerne for deres amoralske opførsel? – og det er der ikke noget svar på. Vi får ganske vist en overfladisk forklaring på den straffende ondskab, men forklaringen er ikke i filmen for monstrets ophav er i virkeligheden ikke nogen forklaring, kun en art rationale, og forklaringen skal hentes uden for filmen, og vi finder dens paralleller i folkloren med nisser, julemænd, Sorte Per, Perchta og Hulda, som straffer unge mænd og piger for ikke at opfylde deres samfunds forventninger. Ligeledes finder vi det morderiske monster, der myrder som straf, og i rollespillet manifesterer det sig i form af ‘intrigen’, der straffer med sine stygge intriger, men som også lover forløsning gennem artig opførsel. Motiv og modus for den straffende manifestation har til hver en tid ændret sig, således har Perchta gennem tiden ændret sin opførsel for at afspejle sin samtids moral, og på samme vis er ‘intrigen’ af en anden natur end teen-slasheren, fordi den anvendes i forskellige medier til forskellige tider til forskellige samfund. I USA med sin gammeltestamentelige tilgang myrder vi, i Danmark opdrager vi. Sandhed eller konsekvens ligger smukt i denne tradition.

Afslutning

Scenariet er ikke et dårligt scenarie, men det er simpelt, og det mangler den elegance, der kan læses i flere af Mikkels andre scenarier, eller som den er udviklet i andre intrige-rollespil. Forcen ved scenariet er, at det er let underholdning, og det er let at gå til både for spilleder og spillere, for de simple men effektive intriger karaktererne imellem er lette at spille, og de er lette for spillerne at udtrykke sig igennem.

At det er med i Rylle-samlingen er jeg dog noget i tvivl om, men det skyldes måske at det indgår i en trilogi?