en blog om rollespil og historie

Til Con2 har jeg valgt at lancere et af mine små mærkelige rollespil, som følger i traditionen med flere af de ting, jeg har præsenteret her på bloggen.

Periiden: TekGardisterne

Spilpersonerne er denne gang TekGardister, der iført kæmpestore exo-skelet-kampdragter vender tilbage til den forurenede jord for at samle kunstgenstande fra ødelagte museer. Imens skal de holde sammen som venner og bekæmpe bander af menneskeædende mutanter og svampe.

Foromtalen

I det 27. århundrede var jorden en ødemark lagt i ruin af forurening. De sidste rester af menneskeheden rejste bort ombord på generationsskibet Periiden.

I begyndelsen af det 31. århunderede er Periiden vendt tilbage til jorden, og ombord er en eliteenhed af TekGardister: Brødre i ånden, frygtløse krigere pakket ind i tonstunge motoriserede dragter og en livsbekræftende kærlighed bankende i deres hjerter. Deres mission er at indsamle kunstskatte fra ruinerne. Deres mål er Louvre, og imellem dem og de franske surrealisters malerier står navnløse horder af ækle mutanter.

Et rollespil om broderskaber, kærlighed og våbenbrødre i desperat kamp mod mutanter for at redde kunstskatte.

I forlængelse af Belønningsøkonomi-indlægget, hvor jeg havde en masse tanker oppe at anvende omkring point-systemer i rollespil, og den måde de stimulerer vores spil på, vil jeg arbejde lidt videre med de ideer. Hvor jeg så ender henne med de ideer, er så en anden historie.

Periiden: TekGardisterne er et sammensurium af ideer hentet fra flere af de andre små spil, jeg har haft designet. Fra Kineserier kommer ideen om at gøre kamprunden på tid, fra Space Hulk, at det gælder om at støje, fra Sargasso: Clios døtre, at ‘skade’ i kamp udløser scener, og fra flere af spillene kommer ideen om, at kamp-scenen udløser de andre scener, og de andre scener er dem, hvor historien udfolder sig, som det også gjaldt i De Navnløse – Et story game. Ideen med at bruge forskellige farver terninger stammer oprindeligt fra Don’t Rest Your Head, men mere konkret kommer ideen fra “Kældrene under …”.

Kakofonisk rollespil

Summen bliver, at kampscenen er ideelt set en kaotisk affære, hvor alle snakker i munden på hinanden, samtidig med at de uddeler kram og highfives for at få lov at rulle terningerne om.

Kakofonisk rollespil fokuserer på, at alle spillerne agerer deres roller både fysisk og verbalt i et og samme nu, hvor de simulerer kampen set fra deres side. Det gøres på tid, og ud fra det agerede gives adgang til forskellige typer af terninger, som udløser forskellige konsekvenser. Lad os kigge lidt på et par af bestanddelene:

Tid: En kamprunde varer den tid, det tager spilleder at tælle til 30. Spilleder må frit ændre på tælletempoet, og kan på den måde presse spillerne, som denne finder det fornøjeligt.

Beskrivelser: Gennem førstepersonsvinkel fortæller og agerer spillerne over temaer, som kamp, såret, panik, scanner etc. Hver form for beskrivelse giver adgang til en specifik d20, som skal rulles inden spilleder har talt til 30. Alt under 17 er skidt for spillerne.

Rerolls: Spilpersonerne er TekGardister, som finder deres menneskelighed gennem Venskabets Bånd. Praktiserer de Venskabets Bånd, står de stærkere. En spiller, som udfører Venskabets Bånd, må rulle en terning om. Venskabets bånd er skulderklap, kram, high fives, kindkys og kys – og nej, det er ikke nok at beskrive handlingen. Kys din medspiller og slå terningen om.

Udfald: De fleste udfald giver spillerne eller spilleder mulighed for at købe scener, som skal bruges i spillets hjemme-sekvens, hvor vi følger den sociale side af TekGardisternes liv. Gennem kamp købes en serie scener, som udspilles i en senere sekvens.

Og det er så basalt set kamp-spillet i Periiden: TekGardisterne.

Der er to andre sekvenser, nemlig udforskningen af kunstmuseet, hvor TekGardisterne leder efter kunstskatte og render ind i mutanter, og så er der hjemmescenerne. Udforskningen anvender en slags kakofonisk spil, da nogle scener er bygget op over spillernes førstepersonsspil til at forme handlingen, f.eks. når de hører støj eller ser bevægelse på deres scannere, og ellers drives spillerne videre i en Sværd & Trolddom-stil, som den også forefindes i Imperiet-novellen I skoven forandres alle og scenariet Med bud gennem Skumringsskoven til Ulvevinter. Hjemmescenerne er en serie ‘systemløst’ rollespilsscener, hvor man indsætter scenerne i et flowchart, og flowchartet afgør hvilke mulige udfald, der er af en scene – går flowchartet videre til en scene, er der kun et udfald, og går scenen videre til f.eks. to scener, er der to mulige udfald, som man kan spille sig hen imod. Dette er en omtænkning af den måde, som vi satte scener op på i Kvinden, der var.