En ny lækker bog er blevet udgivet:
Scenariebogen
– 9 fremragende danske rollespilsscenarier 2006-2010
Den er udgivet af projektgruppen Kæmpers skuldre.
Historien om Kæmpers skuldre
For hvad der føles som for længe siden begyndte med, at Frikard Ellemand kontaktede mig. Han havde en ide, og det var en sej ide. Sammen med Klaus og Kristo dannede vi en lille projektgruppe, der med Frikard i spidsen skulle følge op på Projekt R’lyeh, eller projekt rylle, som det hedder i daglig tale. Til at begynde med kaldte vi os Efter rylle.
Dansk rollespil har i årtier haft en solid tradition for at skrive sine rollespilsscenarier til rollespilskongresserne ned. Det har skabt grobund for, at vi kan bygge videre på hinandens ideer, og det har medført en rivende udvikling. I de tidlige dage var det vanskeligt at få adgang til scenarierne, da man ofte skulle opsøge forfatteren eller via kongressen opstøve et eksemplar. En tidligere landsforening, Sleipner, skabte derfor scenariedatabasen Atlantis til hvem, man kunne skrive og få tilsendt en fotokopi med posten af et scenarie.
Sleipner døde, Atlantis sank.
Imidlertid var der kreative personer, der besluttede sig for, at de ville udvælge sig de 100 scenarier, som de mente var de 100 bedste. Under navnet Projekt R’lyeh gik de i gang, og 100 scenarier blev indsamlet. I 2006 afsluttedes projektet. Andetsteds var en ny database kommet til, alexandria.dk, som samlede oversigter over alle de danske rollespilsscenarier og i videst muligt omfang gjorde det muligt at downloade scenarier. Fotokopier med posten var ikke længere nødvendigt.
Rollespil efter 2005
Vi er blevet bedre og bedre til at skrive og dele vores scenarier. Det betyder også, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at finde rundt mellem de mange gode scenarier. Hvilke perler er blevet skrevet siden 2005? Med Frikards projekt satte vi os for at finde de fremragende scenarier for perioden 2006-2010.
Vi ville ikke lave en kopi af Projekt R’lyeh, det skulle ikke være de næste 100 bedste scenarier, men i stedet lave et mindre udvalg, som denne gang skulle i trykken. Vi satte os derfor for at undersøge hvilke gode scenarier, der findes derude. Med alexandrias scenariedatabase, og med vores individuelle kendskab til de seneste års scenarier – og med f.eks. Klaus’ og Kristos roller som scenarieansvarlige for Fastaval, var der et solidt kendskab til en række af de seneste fem års scenarier. Vores viden er naturligvis ikke perfekt, ikke alle scenarier fra alle danske conner er tilgængelige, og hvad nogle finder godt, finder andre mindre interessant.
Med en liste af udvalgte scenarier satte vi tre workshops for at få prøvet scenarierne og indhentet folks erfaringer og oplevelser med dem. Vi modtog stor opbakning fra de mange deltagere. Undervejs blev alting gjort lettere af, at vi kunne låne Sanne Harders skole (altså den hun arbejder på) og Bifrosts lokaler og få plads på TRoA’s TroAcon. Landsforeningen har siden været yderligere behjælpelig med både praktisk og økonomisk støtte til projektet.
Undervejs afholdt vi også en navngivningskonkurrence, hvor vi kunne med sponsorhjælp fra Fantask præmiere det bedste forslag.
At udbrede kendskabet til rollespil
Der blev spillet løs på de tre workshops, og vi indhentede en masse erfaringer, som vi brugte som grundlaget for vores udvælgelsesproces. Det blev til de ni scenarier i Scenariebogen, som spænder bredt, hvad angår emne, form og tema.
Ikke alt rollespil er for nybegyndere, og det er ikke intentionen at nye spillere skal begynde her. I stedet sigter Scenariebogen mod folk, der har prøvet rollespil, og den sigter særligt mod dem, der endnu har en masse scenarier til gode. Unge som gamle spillere, der ikke kommer på connerne, eller som endnu ikke har haft muligheden for at få spillet de gode scenarier. Med bogen i hånden bliver scenarierne synlige og håndgribelige. Man kan hurtigt slå, lader sig inspirere til selv at udvikle rollespil eller lade sig lokke til at spille de ni scenarier.
Vi har ni spændende oplevelser til dig
Derfor er Kæmpers skuldre ikke en liste over X gode scenarier, men derimod en bog, som med midler fra DUFs initiativfond og hjælp fra Claus Raasted ved Rollespilsakademiet er blevet trykt, og som nu kan foræres gratis til landets rollespilsforeninger og ungdomsskolers rollespilshold. En del af oplaget blev uddelt gratis på Fastaval til nysgerrige folk, og nu er vi gået i gang med at rundsende eller uddele bøgerne til foreninger og ungdomsskoler. Bogen er gratis, den vejer 2½ kilo og er på over 450 sider.
Der er mange mennesker at takke for at dette projekt har kunnet lade sig gøre. Jeg har fanget de fleste af jer i ovenstående tekst, og resten af jer kan finde sig nævnt i Scenariebogen. Jeres hjælp og indsats har været vigtig for, at Scenariebogen har set dagens lys.
De ni scenarier i bogen er
- Felicias fortælling
- Kreativ klasse
- Dyst
- Salvation
- Gang rape
- Tvivl
- Vasen
- Kongemord
- Slavehandleren fra Ascalon
Du kan finde de ni scenarier og flere andre spændende scenarier på alexandria.dk.








Skriv, skriv, skriv