17 svar til “[OldSkole] Dragon Lance – før spillet begynder”

1. 

   Kristian

   november 22, 2011 at 10:39 pm

   Hey Morten

   Jeg synes det lyder fedt og nostalgisk – så må vi se, hvor mange Draconian patruljer spillerne orker at hugge sig igennem før de rejser mod øst (eller var det vest?) 🙂

   Jeg synes en del af charmen ved Dragon Lance bøgerne var netop føle-føle Barbara Cartland elementet. Karaktererne emmer, bløder og sveder jo patos! Hvordan ville det virke, hvis man indskrev, eller -spillede, noget lignende i et nyt hold karakterer som dem I ruller op? Er der overhovedet ikke plads til den slags, hvis man vil “vinde” eller kan man godt drama action/rejsehistorien op, og ville det virke? Jeg er ret fascineret af historien om, at bøgerne i høj grad er baseret på Weiss og Hickmans egen kampagne (men det er måske en and?) – for damn, de må have spillet D&D med store armbevægelser.

   LikeLike

2. 

   kristoffermads

   november 22, 2011 at 11:48 pm

   Ja, nu kender vi jo ikke det officielle spil endnu, så nu må vi se om vi overhovedet møder nogle af disse såkaldte “Draconians”..

   The Legend and Wikipedia has it, at historien om at “Dragonlance er spillet og derefter nedfældet på papir” er en and. Modulerne blev lavet først; men novellerne blev udgivet i skarp forlængelse af dem. Modulerne indeholder hovedpersonernes navne og evner – så den beskrevne historie i novellerne er blødt igennem; DL1 ‘Dragons of Despair’ blev udgivet Marts 1984 og første del af novellerne ‘Dragons of Autumn Twilight’ udgivet November 1984. Jeg tror historien om at DragonLance var et rollespil ‘gone wild’ der blev beskrevet som novelle bagefter mere har været enten en forvirring omkring modul/novelles kausalitet eller et forsøg på at gøre rollespil mere awesome end 2. mosebog.

   LikeLike

3. 

   Thomas Jakobsen

   november 23, 2011 at 7:27 am

   Hej Morten
   Jeg har et par gange spillet DL1-4 kampagnen – både en gang som spiller og 3 gange som spilleder. Så jeg vil ønske dig held og lykke.
   Jeg har lyst til at anbefale dig at læse “The Art of Dragonlance” bogen (eller hvad den nu hedder – den ligger i en kasse i kælderen så jeg har den ikke lige ved hånden). Her står meget fint en masse om hvordan kampagnen og bøgerne blev skabt hånd i hånd. Og nogle af de andre overvejelser som lå bag hele historien.
   Mht til hvordan scenarierne følger bøgerne så saksede jeg lige den her fra Wikipedia “Dragons of Autumn Twilight parallels the events in DL1 Dragons of Despair and DL2 Dragons of Flame. The events of DL3 and DL4 are not detailed in the novels but are consistent with leading up to the start of Dragons of Winter Night, which covers the events of DL6-10 and parts of DL12.”
   Faktisk har jeg pønset meget på at lave et Savage Worlds genspil af kampagnen – men mangler en spillergruppen. Måske næste år på ungdomsskolen?

   LikeLike

4. 

   ludofex

   november 23, 2011 at 10:22 am

   @Kristian: Jeg satser bestemt på at vi kan få noget Barbera Cartland føle-føle rollespil op at køre med vores nye gruppe. Der er da i hvert fald også en af de ting som jeg synes var sjovt ved at læse bøgerne. Grunden til at jeg har advokeret for at vi skulle spille vores egne karakterer var mere at jeg tror man kan lave bedre patetisk drama med en ny karakter man selv er herre over end hvis man prøver at genspille Tanis indre kvaler – det kunne nemt bare ende i parodi og farce.

   Om der så er plads til det, hvis man spiller for at vinde? Ja, det tror jeg egentlig der er. Hvis bare man er tålmodig nok mht. at “komme videre” i det officielle plot. Og det bliver måske netop mindre presserende, hvis man selv har noget historie kørende i mellemtiden. At dømme efter vores tidligere OldSkole spil, så er der typisk masser af downtime og i “Nights Dark Terror” gik det egentlig fint med at få gruppedynamikken op at køre. Teenage-magikeren der ikke kunne finde ud af det med kvinder, krigerknøsen der blev til Helten Fra Tærskel, den gamle dværg der pludseligt skulle være en slags far for en flok unge eventyrere. Det tror jeg godt vi kan finde ud af igen.

   LikeLike

5. 

   Morten Greis

   november 23, 2011 at 1:28 pm

   @ Thomas: Du er godt nok erfaren med scenarierne. To spørgsmål (som ikke er spoilers):
   Hvordan formidler du Goldmoons sang og “Reading of the Canticle” til spillerne?
   Når I spiller scenarierne, forsøger I at genskabe det personlige spil mellem karaktererne eller fokuserer I Questen i scenariet og tager det andet, som det kommer? Spiller I med de færdiglavede karakterer fra bøgerne eller med nye karakterer?

   For så vidt angår “rollespillet” mellem karaktererne ser jeg ikke ved læsningen af scenariet, at der er noget i scenariet, som specifikt styrker denne side af rollespillet. Det skal vi vist selv føje til, og det kommer i så fald til at blive emner og temaer, der udspringer af dynamikken mellem spillerne og mellem karaktererne. I lighed med Nis håber jeg på, at en god del af det vil opstå på samme måde, som det opstod da vi spillede Night’s Dark Terror. Der synes at være gode chancer for at noget sådant sker, og ellers må vi finde tid i scenariet til at det sker (I NDT er der en masse tid mellem de mange små dungeons i scenariet, hvor der i de mange andre scenarier, vi har spillet på det seneste, kun er en dungeon, og det er bare så meget sværere at få rollespil klemt ind i dungeons under deres udforskning).

   En bemærkning mere:
   Jeg har ikke læst bøgerne siden en gang for meget længe siden, så selv om jeg har de generelle begivenheder på plads, er der mange detaljer, som jeg har svedt ud og for mit vedkommende betyder det, at bøgerne ikke kommer til at spille ind på min forventning til, hvorledes historien skal udspille sig.

   LikeLike

6. 

   Kristoffer Apollo

   november 23, 2011 at 11:21 pm

   Jeg spillede i sin tid de første scenarier på samme “nedefra-og-op”-måde, og jeg husker det som en ret sær oplevelse, bl.a. fordi man netop spiller sig ind i en verden, som éns karakterer må formodes at kende en del bedre end én selv.

   @Kristoffer: Bare rolig, du skal nok møde en draconian på et tidspunkt. 🙂

   LikeLike

7. 

   Morten Greis

   november 24, 2011 at 2:49 pm

   Der er en problemstilling omkring nedefra-og-op-måden, og det er ikke en, som scenariet selv er med til at løse. Snarere lige omvendt. F.eks. har de færdiglavede karakterer (som er dem fra bøgerne) en lille baggrundshistorie, og ved karakterernes første møde (de ser hinanden for første gang efter fem år), står der i scenarieteksten, at nu kan spillerne udveksle deres karakterers baggrundshistorier, og hvis de har lavet deres egne karakterer, har de ingen baggrund at udveksle! Så jf. scenariet selv er egne karakterer uden relation til fiktionsverdenen.

   Dertil kommer, at scenariets verden er kun indirekte formidlet ved, at man (som GM) slår op under de enkelte locations, og her og der afsløres mindre detaljer. Det er meget uklart i hvilket omfang, man forventes at kende til bøgerne og inddrage ens kendskab til fiktionsverdenen fra dem. På dette tidspunkt er formidlingen af scenarier stadig elendig.

   I praksis vil jeg lave små ‘asides’ til spillerne og fortælle dem oplysninger om settingen, som deres karakterer må forventes at være i besiddelse af, men som man ikke kan formidle på samme måde, som man kan formidle dem til et eksternt publikum i film og bøger.

   LikeLike

8. 

   ludofex

   november 24, 2011 at 3:57 pm

   For at være fair så tror jeg at det med at eksisterende karakterer ikke har baggrundshistorier at udveklse mere bygger på en antagelse om at den primære grund til at bruge eksisterende karakterer er at man har en eksisterende gruppe, hvor man allerede kender hinandens baggrund. Baggrunden i de pregenerede karakterer handler jo netop ikke om hvad der er sket i de fem år de har været væk fra hinanden, men om hvem de i det hele taget er.

   LikeLike

9. 

   Morten Greis

   november 24, 2011 at 4:00 pm

   Det er primært formuleringen, jeg finder slående. Karaktererne har i uanset, om det er egne eller præ-gens, været adskilt i fem år. Nu mødes de og snakker – og scenarie-teksten lyder: “Players choosing to play their own characters have no stories to tell.”

   LikeLike

10. 

    ludofex

    november 24, 2011 at 4:34 pm

    Ja, ok, det kan jeg godt se er lidt sært.

    LikeLike

11. 

    Thomas Jakobsen

    november 24, 2011 at 8:58 pm

    Hej Morten
    Ja, jeg er nok lidt af en DL nørd 😉 Det gamle con-scenarie Ad Ærens Vej er inspireret af en DL kampagne… men det fremgår nok egentligt ret tydeligt, hvis man ser efter spor.
    Goldmoons sang har altid været en nitte – jeg er totalt umusikalsk. Jeg har begge gange taget en fotokopi og delt den ud. Men nu til dags tænker jeg, at der da må være noget at finde på en hurtig google søgning eller youtube?
    Da jeg var spiller, var det med de ”rigtige” spilpersoner. Det var ikke så fedt, syntes jeg – der kom alt for meget fokus på at genspille bøgerne, frem for at spille scenariet.
    De to gange jeg har været spilleder, har det været med egne spilpersoner. Og det er gået meget bedre. Spillerne har selv været gode til at ville spille roller, der havde relationer til hinanden, som vi så kunne bygge spillet op omkring. Questen har i svingende grad været med til at styre spilpersonerne videre, men har et eller andet sted været sekundært. Det primære har været spilpersonernes udvikling, og sekundært enkelte af spillernes lyst til at udforske verdenen (ikke mindst de dele som i scenarierne adskiller sig fra bøgerne – eller som slet ikke er med i bøgerne).
    Generelt syntes jeg, at scenarierne som skrevet står, rummer fine muligheder for at tilfredsstille en del spiller-typer. Der er action, udforskning og ganske godt lavede Dungeons mm. Relationerne mellem spilpersoner syntes jeg bedst opstår, når det er noget spiller skaber – jeg har svært ved at se en købe-scenarie bringe den slag si spil, når folk selv laver deres spilpersoner. Men der er jo mange ”store beslutninger” som skal tages undervejs, og den slags valg med fokus på moral og etik, plejer jo at kunne få mange spillere op ad stolen.

    LikeLike

12. 

    Morten Greis

    november 25, 2011 at 11:53 am

    Hej Thomas,

    Jeg har forsøgt at finde en youtube-video, men sært nok er der ingen DL-fans, der har indspillet sangene og lagt dem op på Youtube. Der er sange dedikeret fiktionsuniverset, men det er ikke DL-sange. Et sted fandt jeg en ren instrumental udgave, så der skal jeg selv ligge stemme til, og det har jeg ingen intention om. Hvis andre kan støve sange op, så vil jeg blive meget glad.

    Dine erfaringer med de forskellige typer karakterer er værdifuld. Jeg er nu glad for, at vi har valgt at lave nye karakterer i stedet for at spille med pre-gens.
    Min erfaring med scenariet efter læsningen af det er, at der ligger ikke noget i scenariet i sig selv, der ansporer til internt spil, men til gengæld virker dungeonen veldesignet og interessant ved læsning. Den ser jeg frem til at spille.
    Jeg støder ofte på udsagnet om, at man med købe-scenarier grundet de diverse grupper, man skal ramme, har vanskeligt ved at lave noget, der skaber spil mellem karaktererne. Det lyder som en udfordring – hvis man skulle lave et købe-scenarie, der skal spilles af mange forskellige grupper, hvordan skulle det så designes?

    LikeLike

13. 

    Thomas Jakobsen

    november 25, 2011 at 12:06 pm

    Hej Morten

    Det var da sært, at der ikke lå noget på Youtube. Det overrasker også mig. Og jeg gad heller ikke selv ligger vokal til en opførelse af sangen 😉
    Det er vist også det mest normale, at folk selv laver spilpersoner – lige for tiden følger jeg med på Savage Timmy’s Playhouse, hvor de også er begyndt at spille DL kampagnen (med Savage Worlds regler). Og der har spillerne også selv lavet spilperson – i hvert fald den voksne spillergruppe. Når han samtidig spiller samme kampagne med børnene, bruger de vist de originale spilpersoner (men altså også med SW regler).

    Jeg syntes det er interessant dilemma mht til køebscenarier og spilpersoner. Jeg vil helst selv lave mine spilpersoner. Det samme gør sig også gældende for de fleste af de andre rollespillere, som jeg spiller sammen med til daglig.
    Når jeg ser på kvaliteten af et købe-scenarie lægger jeg vægt på tre ting:
    1) Er der et interessant plot? Er der med andre ord en fortælling, som det er værd at fortælle videre.
    2) Er der nogle interessante scener? Typisk action scener – herunder er det vigtigt, at hvis der er tale om et scenarie med en dungoen, om den så er interessant.
    3) Er der lagt nogle elementer ind i scenariet, som kan være interessante for spilpersoner i relation til at få noget rollespil i gang. Er der nogle valg som skal tages, som udfordre spillerne og spilpersoner på deres værdier (“Alingment”) – altså nogle situationer med moralske/etiske valg.

    Og det er mest i relation til det sidste punkt, at jeg oplever, at købescenarier kan være gode eller dårlige til at fremelske spil mellem spilpersoner. Der skal helst være noget, som man kan være uenige om – og hvor der ligesom er et noget på spil. Det kan så være valget mellem pest eller kolera. Eller et valg som tager udgangspunkt i spilpersonernes livssyn – vil vi lade prinsesse slippe væk med sin elskede (et romantisk udgangspunkt) eller fører vi hende hjem igen, så hun kan indgå i et arrangeret ægteskab (det mere kyniske magtpolitiske udgangspunkt). Begge valg er både rigtige og forkerte, men giver spillerne mulighed for at spille deres rollers syn på sagen.

    vh

    Thomas :o)

    LikeLike

14. 

    johsbusted

    november 25, 2011 at 12:15 pm

    Ligesom Slavehandleren fra Ascalon? Eller endnu mere ligesom Mouse Guard scenarierne.

    Hvis man har nogle få retningslinjer for hvordan der skal laves spilpersoner, fx “hvad er dit helt særlige arvestykke?” eller “hvorfor er du taget på eventyr?” eller venner og fjender som i MG, er det forholdsvis let at lave små huller i ens plots, hvor spillederen blot skal indsætte [særlig opgave der kun kan løses vha. arvestykket], [her udfordre jeg din motivation eller endnu bedre slår en konflikt op mellem din og de andres motivation] eller [her viser det sig at være en af spillernes fjende der har løsningen/ en spillers ven er fare].

    Men det forudsætter at man behandler spilpersonernes indreliv som noget der ikke bare kommer af sig selv. Gav det mening?

    Kan det passe at jeg har hørt DL som lydbånd? Ellers har jeg kun haft den genfortalt. Den har spillet en vigtig rolle i min rollespilsdannelse uden at jeg rent faktisk har læst den. Held og lykke med at gennemspillede den.

    … og kan vi forresten ikke høre mere om den der dungeon?

    LikeLike

15. 

    Morten Greis

    november 25, 2011 at 3:00 pm

    @ Thomas:

    Det er netop ting, som det tredje punkt indeholder, jeg gerne så komme mere frem i købe-produkter, og som jeg så som en interessant udfordring at få med i spil.

    Dertil er det et aspekt mere, nemlig at missionen skal have en personlig værdi for karaktererne, som vist lidt er det, som Johs er inde på.

    Som det er nu, så er missionerne typisk en ekstern ting, hvor spilpersonerne i bedste fald kan havne i et moralsk dilemma, og så kan spillerne sidde og diskutere frem og tilbage om dette og hint. Det jeg savner er en integrering af spilpersonerne i missionen, at karaktererne kommer til at investere i missionen og får en fornemmelse for, hvorfor det er vigtigt at gennemføre missionen succesfuldt.

    I f.eks. mange af D&D-scenarierne bliver heltene kastet ind i en mission, som de for XP, nysgerrighed og på en NPCs opfordring forsøger at gennemføre, men vi kommer aldrig nær, hvorfor det er vigtigt.
    Da jeg spillede CM7 The Tree of Life stod heltene over for deres klans arvefjende, troldmanden, der sendte elverklanen i eksil, og som har levet af de tilbageværende elveres sjæle, og nu er han ved at forberede en invasion af eksil-elvernes land. Hvad spillerne viste var at de skulle samle 12 medaljoner, og der var vist en ond troldmand.

    I Dragonlance ser jeg tendenserne til det samme. Heltene har rejst forgæves efter en sand klerk i fem år, og nu mødes de igen. Pludselig angribes de af monstre, der leder efter en dims, og undervejs dukker en pige op med dimsen, og den skal vist nok et sted hen, og det er bedre, at heltene gør det, end at skurkene gør det, selvom det ikke er helt klart hvorfor. Dog får scenariet præsenteret årsagerne bedre (skovens orakels enetale), hvis spillerne er heldige.

    Det er her, jeg begynder at efterlyse en større integrering af rollerne i scenarierne. Og her ser jeg Johs pege i retning af nogle brugbare muligheder.

    @ Johs: DL som lydbånd lyder ikke umuligt. Jeg ville ikke blive overrasket over at høre, at der fandtes en lydbogs-version af DL.

    Dungeonen vil jeg af hensyn til mine spillere ikke snakke for meget om endnu. Kort vil jeg dog nævne, at den er interessant grundet dens rumlighed – GMs kort er lækre og i 3D – og dungeonens design synes at gøre god brug af dette. Synd at spillerne ikke får kortet at se (og kortet i samme stil som de lækre Castle Ravenloft-kort).
    Encountersne i dungeonen får den desuden til at virke levende, som om at monstrene laver andet end at vente på, at der kommer helte for at tage deres skatte. Dertil synes heltenes færd gennem dungeonen at være mere målrettet end normalt og ligge op til, at de skal et bestemt sted hen frem for at gennemgår hvert et rum. Det finder jeg tiltalende. Hvordan det virker i praksis, vil forhåbentlig vise sig inden længe.

    LikeLike

16. 

    ludofex

    november 25, 2011 at 4:21 pm

    Det lyder til at dungeonen passer nogenlunde med vores spillestil om som regel at gå efter bolden (eller det mest shiny dør). Det der med at gå fra dør til dør er mest noget vi har gjhort når vi er blevet bidt af en fælde for meget. 🙂 Og jeg skal gerne øve mig i at tegne 3D kort.

    Mht. Dragonlance, så kommer det muligvis til at hjælpe lidt at vi som spillere trodsalt har et eller andet blik for storheden i historien. Så det er nemmere at spille på at det virkeligt er imponerende at Goldmoon kan heale nogen og at hun nok er en sand klerik end det fx. lige var til at gennemskue at troldmanden i Tree of Life var vores races arvefjende nummer 1. Det at vi kender settingen og den historie vi skal spille gør også at vi som spillere kan vælge at gøre den kommende konflikt interessant for os selv og vores karakter. Det ville eksempelvis være oplagt at have nogle holdninger til religion og guder. Tilsvarende kunne man mht. Tree of Life nok oså have lavet en karakter med nogle flere motiver der kunen have at gøre med det gamle hjemland og elvernes rolle, hvis vi havde været bedre kendt med hvad det var for en konflikt der lå i scenariet.

    LikeLike

17. 

    Morten Greis

    november 25, 2011 at 4:25 pm

    Ja, vi kender langt bedre til DL, og har en fornemmelse for allerede på forhånd, hvad det er for en historie, der venter os. Jeg vil nok også “snyde” lidt denne gang og ligge mere vægt på den bagvedliggende historie og inddrage jer i den, end jeg gjorde med det foregående scenarie; her spillede jeg CM7 The Tree of Life, som det var skrevet, og skulle jeg spille det modul igen, ville jeg ændre dets fokus og få arbejdet historien, så den er tydelig og relevant.

    LikeLike

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.