I weekenden var Sommerspils generalforsamling, havde jeg lejlighed til at spille Small World Underground og The Big Idea, og i min beretning om årets tur til Essen, nævnte jeg, at jeg vil begynde også at tale om brætspil her på bloggen, og her kommer nogle tanker. Jeg vil også inddrage nogle refleksioner over, hvorledes reglerne fungerer, og hvorledes det kan være relevant for rollespils- og brætspilsdesignere.
I mit foregående indlæg var det Small World Underground, og nu gælder det The Big Idea.
The Big Idea
Spillet er oprindeligt udgivet tilbage i 2000 som et Cheap Ass Game, men jeg har først prøvet at spille det i sin nyudgivede pæne 2011-udgave.
Målet med spillet er at præsentere den bedste ide for de andre spillere og få dem til at stemme på ens ide. Den eller de spillere, der får færrest stemmer, får et strafpoint og efter et antal runder tælles strafpointene sammen, og spilleren med færrest strafpoint har vundet.
Spillet består af tre sæt kort. Et sæt er stemmekort, som hver spiller er i besiddelse af. I sættet af stemmekort er der et kort med en positiv stemme, og så er der et antal blanke stemmekort i et antal svarende til de andre spillere i spillet, så man kan give en positiv stemme til en spiller, og lutter blanke stemmer til de andre spillere.
Hver spiller har tre kort på hånden fra hver af de to andre kortstakke, dvs. i alt seks kort. Den ene stak indeholder kort med tillægsord, og den anden stak indeholder navneord.
I hver tur skal spillerne på skift præsentere en ide stykket sammen af et eller flere kort fra deres hånd, så man kan forsøge at sælge Økologiske chokolademotorsave eller Røde turistbomber til de andre spillere. Når hver spiller har fremlagt sin ide, stemmer man ved at tildele sine stemmekort til de andre spillere, så alle stemmer i hemmelighed på deres favorit og tildeler blanke stemmer til de andre spillere.
Selskabeligt
The Big Idea er et selskabeligt spil. Det er af den type, hvor man skal digte historier over kortene, og hvor ens evne til at sælge og fremføre ideer er central for at vinde. Men man skal også sammensætte sine kort på en sådan måde, at de andre spillere bliver overbevist om ens ide, og der er ideer, som gruppen ikke finder overbevisende trods spillerens karisma, og de får blanke stemmer. Man skal med andre ord holde sig inde for en udefineret ramme for, hvad der er passable tosserier (den elektroniske, musikafspillende, spektakulære telefon var ikke en sællert, men Den personlige sandwichdesigner var).
- Ideen skal holde sig inden for en vis ramme
- Ideen skal fremføres godt
Spillet er desuden hurtigt at lære og spille, og det kan håndtere et fleksibelt antal spillere.
Designtanker
Spillet synes at være et sjovt værktøj til ideudvikling og brainstorming, da kortene giver nogle rammer inden for hvilke man skal udarbejde sine tanker.
Spillet er også en god øvelse i at fremlægge ideer og tanker. Man skal sælge sine ideer, og spillerne begynder at komme med små historier, der skal legitimere deres opfindelser, og der kommer strategiske formidlingstræk med ind, såsom at vende kortene en af gangen på dramatisk vis, mens man opbygger en forventning hos publikum om, hvad der er, man vil afsløre.
For spil, hvor man gerne vil have folk til at fortælle, digte eller beskrive, er The Big Idea en god øvelse, og et godt eksempel på, hvorledes man kan stimulere folk til at digte over stikord og præsentere spændende beskrivelser. I rollespil, hvor man gerne vil have spillerne til at beskrive deres handlinger i f.eks. kamp, vil kort med de rette stikord, kunne være brugbart materiale.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv