Så er Rolle|spil nr. 10 på gaden, og der er igen en række interessante artikler. Jeg vil denne gang slå ned på de dele, som fangede min interesse.
Rolle|spils nyhedssektion er hyggelig, selvom der for mig ikke er nogen overraskelser, da jeg har en generel ide om, hvad der finder sted i rollespilsmiljøet. Ellers er det artiklerne i dette nummer, som har min interesse, og så er jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvad Lars Andersen på Rolle|spils bagside har at byde på.
Der er et langt interview med en deltager fra Kapo, og interviewet har fokus på de forandringer, deltagerne har gennemgået efter spiloplevelsen, og hvad der er lært af at spille scenariet. Interessant læsning, og igen kan jeg godt lide, at Rolle|spil lader sine bærende artikler har en væsentlig længde.
Lige efter den artikel følger en artikel, der hedder Person Within, og den omhandler Monica Traxls metode til rolleudvikling. Jeg genkender artiklen, fordi det er den samme, som optræder i Fastavals jubilæumshefte (FV25, 2012), som kom i foråret, hvortil artiklen blev skrevet. For en artikel lånt fra et andet sted, havde jeg gerne set kilden krediteret (artiklen er dog angivet med Monica Traxl og Anne Vinkel som forfattere). På den positive side er det en spændende og brugbar teknik, og jeg er glad for at dens videre udbredelse.
En anden brugbar artikel er en af Søren Emil Sørensen om eskalering i konflikter, hvor der rådes imod at eskalere til dødelig vold med det samme, men i stedet tilrådes at bygge konflikter op gradvist, så man ikke tager pusten af spillet alt for hurtigt.
Kasper Friis Hansens nye serie om rollespil i USA, hvor han denne gang fortæller om scenariet Once Upon a Castle er stor læsning. Det er morsomt, det er fascinerende, og det bekræfter en masse fordomme om amerikansk live-rollespil, der er bygget op over spraglede kostumer, klodsede regler og simple plots. Ikke kun som det kan ses i filmen Rolemodels, men også i dokumentarerne Monster Camp og Darkon.
Sidst er der Lars Andersen, der denne gang diskuterer kostumekravene til Krigsliv VIII, hvor scenariet udspiller sig i en mytologisk vikingetid, hvor mytologiske kristne brager sammen med mytologiske vikinger. Der stilles her krav til spillerne om, at deres krav skal overholde nogle historiske krav, og her plæderer Lars Andersen for, at vikingerne skal have lov at have deres mytologiske horn på hjelmene.
Selvom jeg godt kan lide ideen om, at Krigslive VIII har forladt Warhammer-universet, har jeg generelt fundet en ideen om de to mytologiske hære mærkelig (bla. fordi de kommer fra to forskellige tidsperioder. Af anden grund fordi der ikke synes at have været nogen krigsførsel associeret med kristendommens indførsel i Skandinavien i modsætning til de senere baltiske korstog). Andersens ønske om, at mytologiske vikinger skal have lov at have horn på hjelmene, rejser et spørgsmål om, hvis mytologi er der tale om? Det er ikke vikingetidens mytologiske forestillinger, der rummer hornene, men derimod 1800-tallets genopdagelse af vikingerne, der rummer ideen.
Stemmen fra ådalen 
Skriv, skriv, skriv