Så er Rolle|spil nr. 10 på gaden, og der er igen en række interessante artikler. Jeg vil denne gang slå ned på de dele, som fangede min interesse.
Rolle|spils nyhedssektion er hyggelig, selvom der for mig ikke er nogen overraskelser, da jeg har en generel ide om, hvad der finder sted i rollespilsmiljøet. Ellers er det artiklerne i dette nummer, som har min interesse, og så er jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvad Lars Andersen på Rolle|spils bagside har at byde på.
Der er et langt interview med en deltager fra Kapo, og interviewet har fokus på de forandringer, deltagerne har gennemgået efter spiloplevelsen, og hvad der er lært af at spille scenariet. Interessant læsning, og igen kan jeg godt lide, at Rolle|spil lader sine bærende artikler har en væsentlig længde.
Lige efter den artikel følger en artikel, der hedder Person Within, og den omhandler Monica Traxls metode til rolleudvikling. Jeg genkender artiklen, fordi det er den samme, som optræder i Fastavals jubilæumshefte (FV25, 2012), som kom i foråret, hvortil artiklen blev skrevet. For en artikel lånt fra et andet sted, havde jeg gerne set kilden krediteret (artiklen er dog angivet med Monica Traxl og Anne Vinkel som forfattere). På den positive side er det en spændende og brugbar teknik, og jeg er glad for at dens videre udbredelse.
En anden brugbar artikel er en af Søren Emil Sørensen om eskalering i konflikter, hvor der rådes imod at eskalere til dødelig vold med det samme, men i stedet tilrådes at bygge konflikter op gradvist, så man ikke tager pusten af spillet alt for hurtigt.
Kasper Friis Hansens nye serie om rollespil i USA, hvor han denne gang fortæller om scenariet Once Upon a Castle er stor læsning. Det er morsomt, det er fascinerende, og det bekræfter en masse fordomme om amerikansk live-rollespil, der er bygget op over spraglede kostumer, klodsede regler og simple plots. Ikke kun som det kan ses i filmen Rolemodels, men også i dokumentarerne Monster Camp og Darkon.
Sidst er der Lars Andersen, der denne gang diskuterer kostumekravene til Krigsliv VIII, hvor scenariet udspiller sig i en mytologisk vikingetid, hvor mytologiske kristne brager sammen med mytologiske vikinger. Der stilles her krav til spillerne om, at deres krav skal overholde nogle historiske krav, og her plæderer Lars Andersen for, at vikingerne skal have lov at have deres mytologiske horn på hjelmene.
Selvom jeg godt kan lide ideen om, at Krigslive VIII har forladt Warhammer-universet, har jeg generelt fundet en ideen om de to mytologiske hære mærkelig (bla. fordi de kommer fra to forskellige tidsperioder. Af anden grund fordi der ikke synes at have været nogen krigsførsel associeret med kristendommens indførsel i Skandinavien i modsætning til de senere baltiske korstog). Andersens ønske om, at mytologiske vikinger skal have lov at have horn på hjelmene, rejser et spørgsmål om, hvis mytologi er der tale om? Det er ikke vikingetidens mytologiske forestillinger, der rummer hornene, men derimod 1800-tallets genopdagelse af vikingerne, der rummer ideen.
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Det er rigtigt at der ikke var hære der invaderede Norden for at indføre kristendommen, men jeg har til gengæld hørt den udlægning at vikingetogterne til dels var religiøst inspireret terrorisme, fordi de nordiske kongedømmer følte sig presset af frankisk (kultur)imperialisme.
LikeLike
Lige den tese har jeg ikke hørt før, og jeg kan ikke komme på noget, der skulle understøtte den. Jeg tror, det er en tese, som det er meget vanskeligt at understøtte med noget kildemateriale.
LikeLike
Den udlægning lyder mere som et forsøg på at applikere nutidens problemstillinger på fortiden. Det er en meget fin forklaringsmodel ift. vestens aggressioner, men det holder nok ikke helt vand faghistorisk.
Næsten en slags antihistorie pga. den omvendte kausalitet 😀
Morten: Dejlig kort anmeldelse, men er Krigslive ikke bare lidt dumt. Dum på en sød måde, men stadigvæk dumt.
LikeLike
Der har da været masser af sammenstød mellem kristne hære og vikingehære …på kristen grund. En del før korstogenes tid, og rygtet vil vide at en del af de kristne her har korsfarergevanter på. På den måde er det selvfølgelig ret anakronistisk.
LikeLike
@ Johs: Krigslive er for mig en fascinerende øvelse i at simulere (figur)krigsslag og lave flotte udstyrsstykker. Som drama eller historieformidling er jeg ikke så imponeret. 🙂
@ Troels: Nu er det mit indtryk at disse kampe udspiller sig i “Sagnlandet Lejre”, og deri læser jeg kristne styrker i Norden. Sammenstød uden for Norden og med evt. korsfarerbeklædte kristne lyder lidt som noget af Odense-skolens teser?
LikeLike
Nu handler KLVIII jo om et fiktivt korstog til Island, hvor de sidste vikinger har forskanset sig sammen med de få sagnvæsener der har overlevet, og den sidste gud (Freja), så synes måske historiekritikken skyder lidt over målet – nu er det jo ikke re-enactment vi taler om
LikeLike
@ Peter:
Enhver brug af historie rummer en række tilvalg og fravalg, og de kan kritiseres. At gemme det bag betegnelser som mytologisk historie eller fiktivt korstog ændrer ikke på dette.
I projektet operers der med to historieforestillinger, som man stiller op over for hinanden. Der er “Den ægte” historie og “Den mytologiske”, og ved at opstille de to forestillinger over for hinanden sløres det, hvor meget begge er konstruktioner.
Spillets fokus på “ægte” kostumer afslører, at der skal bruges noget historie, men hvilken historie og efter hvis principper? Hvis der kan bruges mytologiske væsner, hvorfor så ikke mytologiske dragter?
Ligeledes er spørgsmålet også, hvis mytologiske historie bruger vi? Det er på ingen måde datidens mytologiske forestillinger, som her er i brug, men en meget moderne konstruktion, og i dette tilfælde en konstruktion, som indebærer et implicit korstog fra det kristne Kontinentaleuropa dybt ind i Norden og hele vejen op til Island, som er arnestedet for størstedelen af vores bevarede mytologiske materiale. Der er en underliggende ide om en militant opposition mellem en invaderende religion og i en hjemmeboende forsvarende religion? Hvilken ideologi eller tematik gemmer sig bag denne? Hvad ligger der i valget af Freja, som den overlevende guddom?
Ganske rigtigt er det ikke re-enactment, men der henvises til autoriteten historie, og derved kan der stilles kritiske spørgsmål.
LikeLike