Vi er fortsat godt i gang med at spille DL3 Dragons of Hope, og vi er nu endelig nået frem til dungeonen. Sidste gang begyndte udforskningen, og denne gang fortsætter det. Sidst fandt vore helte spor to steder efter drager, og denne gang kom begge i spil.
Udforskningen af Fistandantilus’ grav fortsætter, og det blev en noget spøjs spilgang. Til dels var den kort, da vi manglede et par spillere, og dels var der hyggesnak ved siden af, og så fik vi oplevet lidt mere af glæderne og sorgerne ved dungeon exploration.
Sidste gang var gruppen lav på ressourcer, og de lagde sig derfor til at sove. De havde glemt at tage højde for omstrejfende monstre, og pludselig så de sig omringet af levende skygger. Denne gang begyndte vi med konfrontationen, som hurtigt blev meget kort, da Nis’ klerk formåede at bortmane næsten samtlige skygger (han fik ram på 12 styk). Derefter kunne krigerne let eliminere resten, og gruppen lagde en vagtplan og lagde sig til at sove igen.
Med en forventning om at det var det, begyndte spillerne at memorisere spells og notere hit points, da jeg måtte bryde ind og afsløre, at natten langtfra var ovre. Under Åvinds vagt var der sneget sig nogle violette svampe ind (dem mødte gruppen også i dværgenes damptunneller, hvor de gik i en stor bue uden om dem). Antagende at han let kan hugge dem ned, giver Åvind sig til at slå dem i stykke med sit sværd, da de pludselig slår ud efter ham med tentakler, og en af dem træffer hans arm, og han fejler sig saving throw mod poison, og armen begynder at svie voldsomt og misfarves på det uhyggeligste, og hans elskede kone, Guldmåne, kaster cure light wounds på såret, men det gør ingen forskel, og Åvind rådner op i løbet af få øjeblikke – hvorefter vi retconner en smule, da scenariet tildeler centrale karakterer en ‘obskur’ død, så skrigende af smerte flygter Åvind ud i mørket for ikke at blive set igen (før han nødvendigvis skal lave en dramatisk entre, og i samme kulisse står Tika og venter). Således røg en karakter på et tilfældigt omstrejfende væsen.
Den følgende dag sætter gruppen sig for at udforske den mystiske sfære igen, og de prøver at flytte stenene, som den hviler på, og midt under dette, kommer Nis’ karakter til at røre boblen med sin mejsel, og den brister! Ikke-magisk jern eller stål vil få boblen til at briste som var det en sæbebobbel.
Pludselig er dragen fri, og den sluger goblinen, som den har jagtet i århundreder, men begge har de været frosset i tid. Blaize, som dragen hedder, ser sig omkring, og vil til at fortsætte invasionen af Fistandantilus’ fæstning, da vore helte får forklaret for ham, at der er gået 300-350 år siden slaget fandt sted.
[Hvorfor Blaize blev fanget i en stasisbobbel, da katastrofen ramte Fistandantilus’ fæstning, nu grav, er ingensteds forklaret. Heller ikke er det forklaret, hvorfor der er drager involveret i slaget, som fandt sted for 300-350 år siden, når DL-settingen har gjort en dyd ud af at forklare, at drager først nu er vendt tilbage efter 1000 års fravær.]
Med Blaize som makker beslutter gruppen sig for at udforske kammeret med søen, øen og vandfaldet, hvor der er en stor skat samt noget, der får Wyrmslayer til at dirre ildevarslende. Gruppen sætter Buttonbutton – gruppens kendartyv (spillet af Christina, men hun er fraværende …) til at klatre langs væggen rundt til et punkt, hvor hun kan nå ud til øen uden at ryge i vandet). Imens begynder mystiske dis og illusoriske væsner at røre på sig, mørket fortætter sig og gruppen rammes af trolddom fra en uset kilde. I første omgang slås illusionerne tilbage, men flere dukker op, og nogle af dem forvolde reel skade på deres modstandere, om de gennemskuer dem som værende illusioner eller ej, og det er en noget famlende kamp, som finder sted, da fjenden ikke vil vise sig, men pludselig viser sig en kulsort, en natsort, en mørkere end mørk drage sig på den lille ø ude i søen, og den spyr i et livsdrænende, fortættet mørke ud over heltene. De som modstår skyggedragens angreb mister kun 50% af deres levels, mens de, som fejler mister 75% og er blændede. Kraftigt svækkede vælger heltene retræten og sammen med Blaize skifter de strategi: De venter til næste dag. Imens hører de dragens hånlatter, mens den beærer dem med at være noget af det mest ynkelige den har oplevet, siden Fistandantilus bandt den til at vogte over stedet.
Igen overfaldes heltene af skarer af skygger, som forsøger at dræne dem for livskraft, men de bortmaner dem, og der bliver atter roligt. Heldigvis genvinder vore helte deres tabte kræfter efter en relativ kort stund, og den følgende dag er de klar til atter at angribe den mystiske skyggedrage. De lægger planer,. vælger anderledes spells og bekymres over, at de ikke fik Buttonbutton med sig. Hvor er deres kendartyv?
Med haste, waterwalk og prayer aktiveret stormes hulen igen. Ude på øen skovles skatte ind, og da Skyggedragen dukker op, kaster vore helte sig over den, og Blaize går i direkte nærkamp med den. Det koster mange hit points, og Blaize falder, kun undsat at de to klerkers helende trolddom, og Kristoffers krigertroldmand må kaste sig ind i kampen. Med sin trylledrik, røgform, kan han svæve i nærkamp med væsnet, og derefter svinge den dødbringende klinge Wyrmslayer, som deler enorme mængder af skade ud. Efterfølgende skraber heltene den enorme skat ind, finder en fortryllet ringbrynje, et par magiske støvler (levitation) og to trylledrikke (clairaudience).
Her sluttede aftenens spil. Næste gang fortsætter udforskningen, og nu er der kun at søge dybere ned i Fistandantilus’ grav. Men hvor er Buttonbutton? Vil vore helte slå lejr igen, og hvis de gør, hvad vil så komme vandrende?
(i praksis er der 10% chance hver time for at noget kommer vandrende eller dukker op)
Her kom noget særligt i dungeon exploration-oplevelsen ind. Behovet for at overnatte, og at det kan være farligt. Der strejfer regelmæssigt ting om, og de ting kan være farlige eller ekstremt farlige, hvilket gør ressourceindhentningen til en vanskeligere og farligere handling. Et andet element var kampen mod Skyggedragen som tog to omgange, og med den rette sammensætning af spells og magiske ting, kunne gruppen overvinde en ellers yderst farlig modstander. Jeg kan godt lide den slags puzzle-encounters, da de giver nogle sjove udfordringer, også hvis der er plads til at forsøge sig af flere omgange (uden at der skal overnattes hver gang).
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Uh… jeg havde lige glemt de der fatalt farlige svampe. Til gengæld havde jeg som spilleder meget sjov ud af Blaize (selvom det er lidt underligt, det med kronologien i settingen).
Glæder mig til at læse om rejsen længere ned i dybet – det var ca. hertil vi nåede, dengang jeg selv var spiller i kampagnen.
LikeLike
Så må vi se, om vores helte når længere, end I gjorde i sin tid 🙂
Jeg er ret forundret over kronologien omkring Blaize (og det indikeres, at han langtfra var den eneste drage, da han ikke ved, hvorfor de andre drager er borte, så noget er gået galt i scenariets opbygning, og jeg ved ikke rigtig, hvor det er henne. På den ene side passer det rigtig godt ind i science fantasy-tolkningen med stasisbobler, og her ville stasisboblen også uden de store vanskeligheder kunne legitimeres, omend timingen med Blaize fortsat ikke ville passe. Hvis Blaize derimod blev fanget af en stasisbobbel fra tiden før drager forsvandt af en ondsindet Fistandantilus, der på dette tidspunkt stadig var levende og biologisk, frem for en uploadet digital personlighed, ville det passe fint ind. Det ville også passe bedre til historien, da Blaize nu ville kunne fortælle om Fistandantilus, som han var i levende live, mens spillerne i denne omgang var snedige nok til at spørge Blaize om porten til dværgeriget, som Blaize trods alt var med til at forsvare, da han blev fanget i stasisboblen. Blaize måtte vige uden om svaret, da han blev spurgt.
LikeLike
Jeg synes stasisboblen var lidt fjollet og problematisk. Dels fordi der åbenbart ikke var noget hint til hvordan man får den op, dels fordi det burde være vildt overraskende og overvældende at møde en ‘god drage’, men det bliver meget hurtigt til “øhh, kan du ikke lige hjælpe os med at slå den her anden drage ihjel?”
Skyggedragen virker meget voldsom, specielt pga. den ånde, men det gjorde da at det føltes som en sejr de vi endelig dræbte den. Det virkede dog lidt for let at ‘resette’ den, og det virker som noget der meget let kunne blive en rigtigt træls encounter, hvis man ikke havde nogle passende spells. Var den fx. begyndt at flyve rundt, så havde vi reelt ikke haft en chance imod den, da der var for mørkt (og nogle af os iøvrigt var blinde) til at vi kunne ramme den, og den kunne kalde diverse skygge fjender og drageånde ned over os.
LikeLike
Skyggedragen er meget voldsom, og jeg kiggede også noget forundret, da jeg fik hevet min Monster Manual 2 frem for at læse op på dens evner. Dragens evner er meget voldsomme, og helt klart nogle evner, som skal skiltes med eller forvarsles. Derfor er det nødvendigt, at I kan møde den, opleve dens evner og derefter flygte og vende tilbage nu vidende, hvad den kan. Scenariet legitimerer det med at binde dragen i lokalet.
Jeg holdt lidt igen med dens evner til at flyve rundt, men det byggede også på min antagelse, at de to drager i nærkamp gjorde hulen for lille til at de kunne flyve rundt, så den trange plads bandt skyggedragen til at bruge hylden til at angribe fra.
LikeLike