[DragonLance] DL3 Dragons of Hope – en usynlig labyrint

Ekspeditionen fortsætter ned i Fistandantilus’ grav. Heltene er i gang med at udforske de øverste dele, og de har fundet to “labyrinter” af usynlige passager fordelt på tre etager, som er bevogtet af en mekanisk 12-hovedet, ildspyende hydra.

Med en heldig kombination af en usynlighedsring og et par levitationsstøvler, sendes en i forvejen for at udforske og finde vej gennem labyrinten, som vækker nogle hovedbrud undervejs for korttegneren. Det lykkes i første omgang at udforske hele den ene labyrint uden at kigge ned af præcis den passage, som fører ud af labyrinten, men efter den lille missære planlægges en rute, så det er muligt at komme sikkert gennem labyrinten uden at konfrontere hydraen i midten, og med lidt ekstra magi kan det lade sig gøre.

(fordi det er en mekanisk hydra leder spillerne efter muligheden for slukke den ved at finde en stor rød knap. Ideen er god, og desværre ikke en scenariet selv har udtænkt)

Undervejs kommer der lige et benspænd af, at den også bevogtes af tre Invisible Stalkers, som angriber alle, der ikke bærer nøglerne til kældrene (som Christinas kendartyv tidligere samlede op) – men jeg besluttede mig tidligere for, at de usynlige jægere ikke kan se usynlige væsner (monsterbeskrivelsen er i alle fald uden anmærkninger), så udforskningen af labyrinten af usynlige folk var harmløs. Men da heltene skal tage turen gennem labyrinten, dukker monstrene op, og de slår NPC’en Gilthanas ned – det er han vant til, da han har meget få hit point, så han går konstant ned. Efter mere lirum larum med usynlighed kommer gruppen nu gennem labyrinten usynligt, for de har ingen interesse i at konfrontere de tre Invisible Stalkers.

Kældrene

Her kommer heltene til en statue af en grotesk enøjet kæmpe, der smiler eller surmuler alt efter, om de går mod den ene eller den anden dør. Spådomsmagi fortæller heltene, at de skal vælge døren, hvor han surmuler, så det gør de, og de kommer nu til et sært kammer, hvor en kæmpe stenstatue af dværg står på gulvet og holder loftet oppe. Da de træder ind, opdager de, at kammerets tyngdefelt er vendt på hovedet, og at statuen er en stone golem. Gruppens plan er at springe ind i tyngdefeltet og storme forbi golemen og flygte ud i den fjerne ende, da de ingen interesse har i at forsøge at slå den i stykker. Planen virker næsten, men golemen indhenter Nis’ karakter, og til trods for hans massivt seje armor class på -5, rammer monstret, og ruller 21 i skade (ud af maks 24 er det slet ikke ringe), og det er nok til, at Nis karakter falder på -10 og er død! Heldigvis kommer vi i tanke om, at initiativet i netop denne runde er simultant (begge sider opnåede en 4’er), og Nis har ikke foretaget sig noget endnu, så vi enes om, at han kan nå at fyre en cure wounds-spell af, og dermed redde sin karakter.

Jerndørene

Gruppen kommer nu til en statue af magiens gud, Nuitari, som har syv aspekter. Statuen er hans ene aspekt. Over for denne er et par jerndøre – som Christinas kendartyv låser op med sine nøgler – og her er et kammer med et nyt par dobbeltdøre og med to Nuitari-statuer med to aspekter, og de kaster en Dispel Magic på heltene og opløser al deres magi. Dernæst er et kammer med endnu et par jerndøre og et par aspekter af Nuitari, som denne gang kaster en charm person (tre i gruppen påvirkes), så man er “ven” med Fistandantilus. Endnu et kammer følger med de to sidste aspekter af Nuitari, som forvandler alle våben til træ (indtil man forlader hulen igen).

(der er for resten en fejl i scenariet her, da rækkefølgen af statuernes formularer er forkert  afsluttende med Dispel Magic. Tak til Thomas Jakobsen for at gøre mig opmærksom på denne fejl, som først rettes i supplementet DL 5 Dragons of Mystery).

Cirkelkammeret

Her er sporene af vældig ødelæggelse. Dette er kammeret, hvorfra KI’eren ingeniør Fistandantilus frigav de atomare kræfter, som hærgede det hele, og her er de tre controllers til de robotter, som gruppen tidligere mødte – eller oversat: i ruinerne af kammeret er de tre metalbånd, som kontrollerer de skeletkrigere, som gruppen sidst konfronterede. Derudover er der skeletrester, som hvirvler op og danne Fistandantilus’ demi-lich form (hvilket er ensbetydende med, at karaktererne nu er døde, for det monster er enormt farligt). I denne tilstand observerer Fistandatilus indtrængerne og konstaterer, at de er harmløse. Scenen er lidt en forvirrende en, for den ligger ikke rigtig op til nogen interaktion fra spillerne, men de vil gerne interagere med den, og det bliver noget uforløst, mærkeligt noget.

Skattekamrene

Det næste rum indfører teleporter-fælderne, men gruppen er på vagt allerede. Rummet har endnu et par dobbeltdøre, men det har også to vælvede åbninger i hver sin side, som fører ind til to store dynger af magiske skatte.

Dynger af skatte liggende på hver side af et rum, som man når via en døråbning, ved vi er beskyttet af en fælde, som er placeret i døråbningen. Således var det i Rahasia, hvor folk forvandles til statuer, når de passerer gennem åbningen. Det samme gælder for dette scenarie, hvor det er en slags teleporter-fælde. Teleporter-delen fungerer fint, hvilket eventyrerne finder hurtigt ud af, og men fælden er forældet, for en gang skulle de teleporterede ende i bure på den anden side af skattekammeret, men man havner ikke længere i burene.

I stedet for teleporterne vælger vore helte i stedet den sidste dør, som fører til et kammer med tomme, hvælvede nicher, og de er nødvendigvis teleportere, fordi vi er nu i “Teleporter Zonen”. Vore helte er meget varsomme, da vore spillere har erfaring (særligt fra Rahasia) med, hvor farlige teleporterfælder kan være. Lang historie kort vore helte finder den rette vej ind og ud til de to store dynger med guld, stål, platin, ædelstene og smykker. I den ende dynge er også en kortæske, som rummer et landkort visende vejen fra Fistandantilus’ grav til Thorbardins porte. Mission accomplished.

Den anden skat indeholder en fortryllet dværgerustning samt en magisk dværgehjelm, og indstalleret i hjelmen er en harddisc, der bærer et imprint af den tidligere ejers personlighed, som downloades ned i bæreren af hjelmen, og ad den vej fortæller den historien om, hvorledes dværgen, den tidligere ejer af hjelmen, konfronterede Fistandantilus, der frigav sine enorme krafter og ødelagde det hele frem for at give fortabt. I D&D jargon er dværgens spøgelse fanget i hjelmen, og bæreren bliver udsat for en Magic Jar-spell. Dværgen beder om at blive stedt til hvile i dværgenes rige, og vore helte har nu en ekstra mission.

Dette er enden

Scenariet slutter her. Portene til Thorbardins rige er fundet, og der mangler bare en epilog. Vejen ud springer vi over, da der ikke er flere udfordringer, der ikke tidligere er blevet omgået, og allerhøjest gentages udfordringerne og der dukker måske omvandrende monstre op.

Farvel til DragonLance. Vi har nu gennemspillet de tre første moduler ret så loyalt, og forude venter DL4 Dragons of Desolation, som bare ikke er godt nok til, at jeg vil gennemspille det som skrevet. Der er mange interessante ideer i DL4 særligt set som en science fantasy, og jeg vil derfor vende tilbage til DL4 bare for at vise, hvor galt scenariet er, og hvor meget det er en science fantasy.

Goddag Spelljammer. Åh jo, vi gør det, og det bliver fedt. Mere om det lige om lidt.