en blog om rollespil og historie

Efter ankomsten til Planescape-universet via intro-scenariet i Well of Worlds begynder vi nu på The Eternal Boundary fra 1994. Det var det første scenarie udgivet til Planescape, og det udspiller i Sigil, og det bliver introduktionen til denne forunderlige og vanvittige by i multiversets midte.

Vi fortsætter mere eller mindre, hvor vi slap sidst, men Sigil er en krævende verden med mange faktorer, der spiller ind, og i stedet for at lade spillerne famle i blinde, så får de et hurtigt crash course i settingen. Først med en kort gennemgang af Sigil og bagefter af samtlige faktioner, som i fiktionen basalt byggede på, at krofatter var et venligt væsen, der introducerede hans nye gæster for Sigils grundlæggende indretning. Sigil kan bedst forklares som liggende i indersiden af et bildæk, som svæver over det uendeligt høje bjerg, Spiret, som er i den midterste midte af Udlandene, som ligger i midten af Det store hjul, som alle planerne er samlet om. Her regerer Smertens frue, som kontrollerer alle byens døre, og Sigil er dørenes by eller De tusinde døres by. Her kan man finde vej til alle steder. Hun taler ikke med nogen, og hun er et mystisk væsen, men hun holder guderne ude af Sigil, og derfor kan alle komme her. Den daglige orden bliver håndteret af et triumvirat af factioner – Harmonium, Fraternity of Order og Mercykillers (de arresterer, dømmer, straffer). Ligeledes bliver mange andre af byens funktioner varetaget af andre faktioner, således tager Dustmen sig Lighuset, og The Bleak Cabal sig af Galehuset. Kun nogle enkelte faktioner har ikke noget, som de håndterer, såsom Den revolutionære liga, der har som mål at nedbryde alle magtstrukturer, så alle sættes fri til at søge efter multiversets egentlige sandhed, og Xaositects (“kaos-arkitekterne”), der tilstræber kaos.

Herfra går spillet stille og roligt i gang. Vore eventyrere er strandet et forunderligt, bizart og ikke alt for rart sted, da der det meste af tiden er køligt eller koldt, tåget eller regnende. De har ikke for mange penge på lommen og de prøver at finde informationer, som kan hjælpe dem hjem igen. I denne situation kontaktes de af Gedramak (fra Sign of One), der vil snakke med ‘barmyen’ Eliath (Planescape er rigt på slang, og det er ikke helt let at oversætte. Raslen med knogleboksen eller skrive folk i Dødebogen fungerer (omend de tilrejsende usikkerhed omkring betydningen af bogen skabte ret sjovt rollespil, når de prøvede at få adgang til ‘Dødebogen’), men barmy, sod, berk og basher (‘basker’?) er ikke nær så lette, men leatherhead er.

En ‘barmy’ er en tosse, og de ender ofte i slumkvarteret The Hive, hvor The Bleak Cabal holder til og har deres galeanstalt. Det er oplagt at kigge efter Eliath der, men Sign of One og Bleak Cabal er ikke gode venner, så det er praktisk med nogle mellemmænd, og det er så her, hvor helte kommer ind i billedet. Så turen går til slumkvarteret, hvor de besøger værtshuset Den blodige slagteblok og en ussel skænkestue, og de finder snart ud af, at folk er meget villige til at snakke faktions-filosofi, og Bleak Cabals meningsløshed er svær at sætte ord på eller forklare uden at give det en form for mening.

I løbet af turen gennem kvarteret finder de ud af, at nogen dræber gadens barmyer, og de lærer, at Bleak Cabal finder det anstødeligt, da det bringer en form for mening ind i tossernes meningsløse tilværelse via en kontaktpersonen Derioch Ysarl hos Bleak Cabal. De forhører sig hos Støvmændene, som kan bekræfte at dræbte tosser bliver indleveret – og vore helte indbringer selv et sådan lig, de fandt på gaden – og de finder ud af at fra lighuset skipper Støvmændene de døde videre til deres respektive efterlivsverdener eller kremerer dem på ild-elementets plan. Undervejs bliver de overfaldet af en slagsbror fra Xaositects, som leder efter dem, der overfalder barmies, og hans tilgang er at overfalde tilfældige grupper med sit slagsværd og se, hvad der sker. Meget kaotisk, men xaositects kan ikke acceptere, at folk overfalder de kaotiske barmies.

Ups. Det er jo investigation, og sådan noget har vi ikke spillet i lang tid. Man er jo helt ude af form. Scenariet er relativt klassisk i sin opbygning med en “investigation + dungeon”-opbygning, som minder om “landsby + dungeon”-opbygningen, som formede scenarierne tiår forinden. Der er dog nogle væsentlige forskelle:

1. Historien udspiller sig ikke i generisk landsby nr. 3, men derimod i umulige, unikke og fantastiske by Sigil, hvor det at gå rundt på gaderne i sig selv er et eventyr (men spillede vi sådan, ville vi ikke komme langt i det planlagte scenarie).
2. Scenariet er bygget op af scener, som fletter sig ind og ud af spillernes efterforskning. Så mens spillerne går fra sted til sted for at samle spor, aktiverer jeg imens scener her og der.

En del af charmen ved Planescape er at folk har markante filosofiske overbevisninger, som beviseligt transformerer universet, og de lever derfor på forskellig vis ud fra disse overbevisninger – og de diskuterer dem gerne, hvilket giver nogle spøjse samtaler for os at rollespille (og det krydres så med slang, og som et ekstra lag så taler xaositects medlemmer desuden kaotisk med omvendt ordstilling og så videre, og kunsten er bytte rundt på ordene uden at lyde som Yoda.

Summa summarum er det sjovt, og jeg er spændt på at introducere flere sider af Planescape og se hvor scenariet fører os hen i mellemtiden.