Fra Danske Folkeminder nr. 44 (KBH 1938, side 105) kommer tre historier om mystiske gæster, der kommer på besøg juleaften:
I Tonsig i Østerild Sogn i Thy var der en Høj, hvori der boede Højfolk. Hver Juleaften blev Bordet dækket til een mere, end der var Folk i Gaarden. Man mente, at Højkonen usynlig var tilstede og forsynede sig. (Gaardmandsenke Trine Vadmann, Gjøttrup, f.o. 1856, til Lærer S. Ditlevsen, Elsted, 1916).
Mens jeg var en bitte Dreng, skulde der altid, naar vi skulde have vor Juleaftensnadver, være en Tallerken mere paa Bordet, end vi var Folk. Det var nok, saadan sagde min Moder da, til vor Frelser, der kom og spiste med, om vi heller ikke kunde se ham. (Husmand Peter Borggaard i Snedsted, 72 Aar, til Lærer S. Ditlevsen, Snedsted. o. 1910).
Fru Larsen kom engang som lille Pige i Besøg hos Bedstemoder i Marstal Juleaften. Hun saa da, at der stod en Plads ledig ved Bordet og spurgte: Bedstemor, hvem skal sidde der?” – “Det er Bedstefaders Plads”. Bedstefaderen var forlist mange Aar tilbage, det vil sige, man havde aldrig hørt noget til Skibet. Paa Bordet stod Lys, men der var ogsaa sat et Lys hen i Vinduet. (Fru skolelærer Larsen, født i Marstal, til Frk. Asta Thorlacius. Optegnet af H. Grüner Nielsen 1910).
Tre forskellige historier om, hvorfor man havde en ledig plads ved bordet juleaften. Det kunne hænde, at der kom en mystisk gæst, der usynligt ville være til stede. Har I dækket op til mystiske gæster og usynlige besøgende, eller kender du nogen, der gør det?
Læs andre historier om julen i gamle dage:
- Hvad lavede man juleaften?
- Hvad spiste man juleaften?
- Hvordan fejrede man julen?
- Hvordan blev gaver uddelt i julen?
De følgende adventer tælles der også ned til julen med historier fra gamle dage – og med gamle dage menes generelt julen i 1800-tallet.