[23. december] Vildeste oldschool: Du er helten

Julekalender for rollespillere

Okay, jeg har en plan,” bekendte Tom, ”og det er en gal plan, og den kræver, vi kan få adgang til DR.”

Emma kiggede nysgerrigt på ham. ”Hvad tænker du på?”

”Jeg tænker på, at Meistersänger Martens har sit årlige juleprogram, hvor der spilles rollespil. I ved det dersens børne-rollespilsprogram, hvor Meistersänger Martens fører børnene gennem et eventyr.”

”Ja, det er super fint!” Bo var helt med på, hvem Meistersänger Martens var, men med to yngre søskende i den rette demografi, havde det været svært at undgå det succesfulde tv-show, hvor værten spillede en slags rollespil med børnene.

”Netop. Børnene bruger deres karakterer, når de følger programmet. Martens tæller ned fra ti, de åbner øjnene, og de skal nu se episode in-character. Det kan vi bruge.”

”Så din plan er, at alle børnene, når de sidder med deres Projekt Julegave-karakter, så vil du have, at de skal spille den rolle, mens de ser programmet?” Anders havde fundet sin mest mistroiske stemme frem.

”Ja, netop,” svarede Tom. ”De spiller deres karakter hjemme i stuerne, og ved at gå på nettet, når de ser programmet, kan de være med til at vælge deres vej gennem scenariet.”

”Så her er planen. Jeg mødte Meistersänger Martens i efteråret. Han fortalte mig, hvordan han laver sine programmer. Han giver ikke læse op på al sit materiale på forhånd. Han læser bare højt af sit manuskript, når han har det eller improviserer over det.”

Emma begyndte at hoppe i sit sæde af iver. ”Så han tjekker ikke sit manus, før han står med det.”

”Nemlig”

”Så hvis din far, Majken, kan give os adgang til DR, så kan vi få byttet manuskriptet ud med vores eget.” Hun kiggede forventningsfuldt i retning af Majken. ”Det kan vi godt,” lød det mut fra Majken, der ikke helt var solgt på ideen endnu.

”Jeg er ikke med. Hvad er din plan?” Anders havde undrende fulgt samtalen, som han ikke havde kunne finde rundt i.

”Mit plan?” Tom trak med viljen tiden, inden han besvarede spørgsmålet. ”Min plan er at gå tilbage til noget af det hardcore oldschool-rollespil fra midten af 80’erne.

”Kan I husker Sværd & trolddom?”

”Ja, sagtens. Min storebror havde en stak af dem. Dem har jeg læst mere end en gang,” kom det fra Anders.

“Også mig. Mine forældre lånte dem til mig på biblioteket,” istemte Emma.

“Okay, godt, så er I nogenlunde med. Der udkom jo så også et par Sværd & trolddom-bøger, hvor man kunne spille det sammen som rollespil.”

“Ja, men så var det jo meget mere som regulært rollespil?” lød det fra Bo.

“Det var det. Men så var det jeg kom i tanke om, at der også er lavet en slags brætspil over det,” svarede Tom, og Bo fulgte op på hans bemærkning: “Et brætspil?”

“Tales of the Arabian Nights,” forklarede Tom, “som er en slags kollektivt Sværd & trolddom fra samme periode, hvor man rejser rundt på et bræt og har et kæmpe ringbind at slå op i, som så medfører forskellige mærkelige hændelser.”

“Det lyder lidt som Talisman,” lød det fra Majken. “Man vandrer rundt på et bræt med en eventyrer, og så trækker man forskellige kort, og så sker der mærkelige ting.”

“De er også fra omtrent samme tidsperiode, så det er ikke så mærkeligt.”

“Det er så dødssygt at spille Talisman. Man vader jo bare rundt i timevis uden at der sker noget.” Majken var ingen fan af Talisman. Hun foretrak Descent og Shadows of Brimstone.

“Men nu er det ikke en kritik af Talisman, det skal handle om,” brød Tom ind med.

“Nej, det var din plan,” supplerede Emma, “Uh! Uh! Uh!” ivrede hun, ”Jeg ved, hvad din plan er. Det bliver ligesom med Amok-væsnet!”

“Tag for eksempel Amok-væsnet,” kom det fra Tom, da han greb Emmas verbale bold.

“Det er en af de sværeste Sværd & trolddom-bøger der er. Du skal knække koder, og du skal vælge den rigtige retning, og du skal vælge korrekt relativt tidligt. Gør du ikke det, ryger du ud på en af de mange sidegrene, og alle sidegrenene ender med din karakters død.”

Bo havde fulgt samtalen med stadig større interesse, mens han havde fundet sin tablet frem og var begyndt slå Sværd& trolddom op på nettet. “En “Du er helten”-historie, som er umulig at gennemføre?” konkluderede han spørgende.

”Jeg kender en, der kan hjælpe os med at skrive det,” kom det hjælpsomt fra Majken. ”Du var ikke den eneste, der mødte folk på årets Fastaval,” sagde hun henvendt til Tom mindende ham om, at hun stadig ikke var helt tilfreds med den måde, han havde lokket hende med på Fastaval uden at afsløre sit egentlige ærinde.

“Der er hende her forfatteren”, fortsatte hun, ”der mener, at det er nødvendigt for karakterer at dø. Den gode rollespilsoplevelse kommer, når karakteren dør, og man får fortalt en afslutning qua døden for sin karakter. Hun er kendt sit essay “Den gode karakter skal dø”.”

“Og hun er rollespiller?” kom det fra Anders.

“Det er hun. Hun har været med til at arrangere conner, skrive scenarier og så videre, og hun gør hun det som forfatter. Hun går meget op i at læseren indlever sig i hendes bøger.”

“Er hun liver? Med al den indlevelse?”

“Nej, det er hun ikke. Hun er rollespiller af 90’er traditionen, men hun har brudt med den. Jeg ved ikke, om det har med Fastaval ’97 at gøre, men hun plæderer for karakterdrab, og det er det vigtigste.” Tom slog ud med armene for at indikere, at Anders skulle lade hende snakke færdigt.

Anders lod sig ikke mærke med det. “Hvordan det?”

“Fordi jeg har haft mødtes med hende flere gange til the, og jeg er overbevist om, at vi sagtens kan få hende til at hjælpe os med at få skrevet et nyt manus, som vi kan snige ind i DR, og give i hænde til Meistersänger Martens uden at han bemærker forskellen, førend det er for sent.”

“Så Martens fører ungerne gennem historien, og de klikker ind på hjemmesiden, hvor flertallets valg dikterer vejen gennem bogen, og trin for trin bliver deres karakterer dræbt?”

“Men kan det standse Lucinda?” Majken gik i stå. Hun var kommet i tvivl om sin egen plan.

Tom fulgte op på hendes tavshed. “Det skal standse hende, fordi scenariet i Martens juleshow bliver solgt, som var det en del af mega-kampagnen – det er en del af Total Party-spillet, hvor alle spiller med. Når man følger historien, så spiller man med i kampagnen. Vi kommer til at slå samtlige af deres karakterer fra projekt julegave ihjel.”

“Samtlige?” lød det skarpt fra Anders.

“Måske ikke samtlige, men i hvert fald rigtig mange,” forsvarede Tom sig med. “Nok til at hvis vi dukker op som Monstercrew på et par vinterscenarier, at vi kunne dukke opsøge og eliminere de resterende karakterer.”

Fortsættes …